Hvor skal du holde ferie på Sicilien? 2. januar 2023 – Kategori: Italien, Rejser – Tags: Ferie, Italien, Miniferie, Rejser, Restauranter, Seværdigheder, Sicilien, Weekendtur
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Hvor skal du bo på Sicilien?
Skal du holde ferie på Sicilien? Så er det rart at vide, at øen har en by til alle slags humør – og alle ferietyper. Er du til badeferie, historiske udflugter eller udfordrende vandreture i bjergene? Sicilien har det hele! Oveni det skifter køkkenet fra by til by, og hver egn har sine specialiteter. Hvis du vil nå at smage det hele, så kræver det derfor, at du bevæger dig rundt på øen.
Det ville vi, altså smage det hele og også gerne se alle de skønne seværdigheder på Sicilien. I oktober 2022 rejste vi derfor Sicilien rundt i tre uger. Inden da havde vi i foråret været på en kortere tur til Trapani, og vi var derfor ret spændte på, om resten af øen var lige så skøn.
Det er dog svært at finde en samlet artikel om Sicilien og især om, hvad de forskellige byer kan, og om man skal besøge det ene sted frem for det andet. Det sidste kan vi ikke hjælpe med, men vi vil meget gerne give en samlet oversigt over de byer på Sicilien, som vi har besøgt. Den kan du læse her!
Sicilien – meget større end du tror!
Sicilien er stor, nok en hel del større end de fleste lige regner med, hele 25,711 km² faktisk – dvs. fire gange så stor som Sjælland. Så det er altså ikke bare lige at køre rundt om hjørnet for at se Etna, hvis du befinder dig i Trapani. Selv hvis du har en bil til rådighed tager dén tur fem timer, og der er to timers kørsel mellem Palermo og Tempelparken i Agrigento.
Inden du planlægger en ferie på Sicilien kræver det derfor, at du beslutter dig for, hvor du vil lande. Ryanair flyver fra Billund til Trapani på vestkysten, og norwegian flyver fra Kastrup til Catania på østkysten.
Når du først er landet på Sicilien, er det let at komme rundt. Vi har lavet en guide til offentlig transport på Sicilien, som du kan læse her: Sådan kommer du rundt på Sicilien med bus og tog.
En oversigt over byer på Sicilien
Vi har efterhånden været rundt på hele Sicilien. Listen her over byer på Sicilien bliver dog løbende opdateret, for vi er slet ikke færdige med at rejse rundt på den smukke ø.
Vi håber, at beskrivelsen af de forskellige byer med hver deres seværdigheder kan hjælpe dig med at vælge, hvor du skal holde ferie på Sicilien. Og kommer du til at elske Sicilien lige så højt som vi gør, så er det bare at tage listen fra en ende af!
En oversigt over byer på Sicilien
Trapani
Vi starter i Trapani, som ligger på Siciliens vestkyst. Det er den perfekte by til dig, der først nu skal til at lære Sicilien at kende. Her er lidt af det hele: dejlige badestrande, store historiske seværdigheder i Erice, Segesta og Motya, masser af butikker, skønne restauranter, mulighed for udflugter til Egadi-øerne og et hyggeligt byliv. Trapani er ren og pæn, og selv på en dag med mange turister er det let at finde et rolig plet, hvor du kan indtage en kold Aperol. Læs mere om Trapani her!
Egadi-øerne
På vores første tur til Trapani var vi på udflugt til Favignana, den største af de tre Egadi-øer, som ligger lige ud for Trapanis kyst. Det var en skøn tur, og på sejlturen hjem kom vi forbi den noget mindre Levanzo. Allerede ude fra vandet af kunne vi fornemme stilheden og den smukke natur. Vi lovede os selv, at når vi kom tilbage til Trapani, så ville det være for at prøve at bo på den skønne ø.
I oktober 2022 startede vi derfor vores rundtur med tre overnatninger på Levanzo. Det var en oplevelse ud over det sædvanlige at bo på den lille ø, midt ude i ingenting. Som du også kan læse om her, så kom skuldrene helt ned! Læs mere om Egadiøerne her!
Marsala
Syd for Trapani og stadig på vestkysten ligger Marsala. Det var fønikerne, der grundlagde byen, da de flygtede fra Motya og ind til kysten. Her kan du smage den dejlige Marsala-vin, besøge saltmarkerne og slappe af ved stranden. Fra Marsala er det også let at komme til tempelparken i Selinunte. Se alle de skønne hoteller i Marsala – klik her!
Castelvetrano
Bynavnet Castelvetrano kommer du til at høre ofte. Det er nemlig byen med det berømte pane nero, det sorte brød. Skal du til Selinunte, kommer du automatisk igennem byen. Vi kan kun anbefale, at du gør et stop og køber et brød. Er du ligesom os virkelig interesseret i arkæologi, kan et besøg på det lillebitte museum med fund fra Selinunte også anbefales. Castelvetrano er dog en lille by med masser af trafik, og med mindre du ikke kan finde et hotel andre steder, så kør videre.
Selinunte
Tempelparken Selinunte ligger ved siden af den lille hyggelige badeby Marinella di Selinunte. Er I på en familieferie med børn, der gerne vil bade, og voksne der gerne vil se på græske templer, så er det her et helt perfekt kompromis! Strandene er skønne, og i forhold til Tempelparken i Agrigento kan du her gå frit og uforstyrret af andre turister rundt mellem templerne i den store park.
Der er fuld gang i byen om sommeren med masser af små restauranter og barer, men udover templerne, stranden og det store naturreservat er der ikke så meget at se på. Det passer fint med et par overnatninger i byen. Læs mere om Selinunte her!
Agrigento
Skal du kun se én af de tre store tempelparker på Sicilien, så vælg den i Agrigento frem for Segesta og Selinunte. Vi er glade for at have besøgt alle tre, men Tempelparken i Agrigento viser alt, hvad grækerne var, gjorde og kunne. Også det store arkæologiske museum er værd at rejse for. Selve Agrigento by ligger oppe på toppen af et bjerg, og der er masser af aftenhygge på byens virkelig gode restauranter.
Det med bjerget er vigtigt at vide, for byen vil være en udfordring for gangbesværede. Det går op og ned ad stejle gader og smalle gyder – men smukt er det. I Agrigento mødte vi mange rejsende som os selv; med solide vandresko og en lige så solid interesse for arkæologi og historie. Men Tempelparken er en kæmpe oplevelse, som alle må unde sig selv, og de skønne badestrande i San Leone ude ved kysten skal nok lokke børn og teenagere med. Læs mere om Agrigento her!
Modica og Ragusa
Helt nede i den sydøstlige ende af øen ligger de to små bjergbyer, Modica og Ragusa. Modica er kendt for sin chokolade og Ragusa for produktionen af ost. Begge UNESCO-byer har en udsigt oppe fra bjergtoppene, der vil få dig til at tabe vejret. De mange barokbygninger gør sammen med den smukke natur byerne til et must, hvis du er på de kanter.
Vi overnattede i Modica og besøgte Ragusa, og næste gang gør vi det omvendt – for vi kommer helt klart igen! Det er ikke fordi, der er det vilde natteliv eller voldsomt mange lækre restauranter, men her er rig mulighed for at vandre, både op ad de stejle gader i begge byer og for Ragusas vedkommende i den store kløft. Læs mere om Modica og Ragusa her!
Siracusa
Siracusa på Siciliens østkyst er uden sammenligning den mest turistvenlige by af alle de byer, vi har besøgt på Sicilien. Det var også den by, hvor vi mødte flest danske turister, og det er fuldt forståeligt. Siracusa har alle de ting, som danskere bare elsker, når de tager på ferie: her er virkelig pænt og rent efter sicilianske standarder, lækkert badevand, små gader med hyggelige butikker og restauranter og spændende seværdigheder i gåafstand fra byen.
Især Ortigia, den gamle bydel, er populær blandt både danske og udenlandske turister. Vi besøgte dog også den nye bydel i selve Siracusa, og hvis du synes, at hotelpriserne inde i Ortigia er fuldstændig ublu, så kan du sagtens bo ovre på den anden side af de to små broer og så spadsere over til Ortigia. Læs mere om Siracusa og Ortigia her!
Catania
Catania er modsætningernes by. Her er virkelig, virkelig klamt og beskidt og samtidig så uendelig smukt. Skraldet flyder i gaderne, indtil det bliver hentet af den lille skraldebil, og omme i den næste gade myldrer det med elegante sicilianere, der er ude at lufte deres allerbedste tøj. Catania er også den ramme lugt af fisk på markedet, og det er duften af grillet hest fra de mange udendørsrestauranter. Catania er en domkirke mere ufærdig end Segrada Familia, og det er den smukke og stille Bellini-park.
Med alle de sanseindtryk var det oplagt at sammenligne Catania med at være på Roskilde Festival. Det er nemlig heller ikke en by for alle, men vi har sjældent haft det så skægt! De fleste turister vil nok stifte bekendtskab med byen i forbindelse med et besøg på vulkanen Etna, men selve Catania har også masser af nye og spændende oplevelser. Læs mere om Catania og Etna her!
Palermo
Sidste stop på vores tur rundt på Sicilien er Palermo. Er du lidt træt og modfalden – så er Palermo den helt rigtige kur! Nattelivet er lige så vildt som i Catania, men her er pænt og rent. Palermo byder på virkelig mange lækre restauranter, store shoppinggader og masser af seværdigheder. Her er lækre strande, en direkte bus til lufthavnen i Trapani og så er her bare sjovt. Skal du invitere kæresten på en romantisk ferie på Sicilien, hvor I både skal have lidt cocktails og kigge hinanden dybt i øjnene på Lady & Vagabonden-måden, så skal I tage til Palermo. Læs mere om Palermo her!
Kig endelig forbi en anden gang!
Og med disse ord slutter vores rundtur på Sicilien. Artiklen her bliver løbende opdateret, for vi mangler både at besøge badebyerne Taormina og Sciacca samt hele nordkysten. Så husk at bogmærke artiklen her, så du kan finde den en anden gang.
Find et godt hotel på Sicilien
I alle vores rejseartikler om Sicilien kan du ved de forskellige byer også læse vores anbefalinger til dejlige hoteller, som vi har boet på. På Sicilien hænger pris og kvalitet ret godt sammen, men ofte får du lidt mere for pengene her. Men se selv! Du kan hurtigt lave din egen søgning efter gode hoteller på Sicilien lige her:
Læs de andre artikler om Sicilien her!