Seværdigheder i Venedig – 10 attraktioner du skal se! 27. september 2021 – Kategori: Italien, Rejser – Tags: , , , , ,

Annonce

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Turistattraktioner i Venedig

Mangler du tips til seværdigheder i Venedig? Der er masser at se på i Venedig, og er du kun i byen på en dagstur fra fastlandet, er det svært at nå det hele. Det kan derfor virkelig slet ikke anbefales nok at tage en eller flere overnatninger i Venedig. Den smukke by fortjener at blive oplevet langsomt, med traveture gennem de labyrintiske gader og gerne også en sejltur ud til nogle af de andre øer i lagunen.

Selv om du har flere dage til rådighed, kan det dog stadig være svært at vælge, hvad du skal se, så her kommer en liste over de seværdigheder i Venedig, som du helt sikkert bliver nødt til at besøge, når du er på ferie i byen.

Der er mange andre spændende seværdigheder i Venedig, og du kan læse meget mere og planlægge dit eget besøg på: Turismo Venezia.

10 seværdigheder i Venedig, du skal se

Venedig, en labyrint af vand

Inden vi går i gang med at fortælle om de seværdigheder i Venedig, som du bare må opleve, så er det også på sin plads med et forsøg på at beskrive den allerstørste turistattraktion: Venedig som by. Venedig kan nemlig noget, som du ikke kan opleve andre steder i verden.

Det er svært at forstå, lige præcis hvor unikt det er at være i en by, der er bygget på pæle midt ude i vandet, det skal opleves! Ud over de labyrintiske gange og gyder, hvor du hele tiden farer vild, og de uendeligt mange stenbroer henover de smukke kanaler, er der også hele den logistiske udfordring med at få en by, der kun har veje af vand, til at fungere.

Det er let at falde i staver ved Canal Grande, hvor de mange både bringer varer rundt i byen. Ølmandsbåden, der læsser de store fustager af på en lille trækvogn, inden de transporteres ind til barerne. Grøntsagsbåden, der bringer friske forsyninger rundt. Og hov, der sejler en pakkepostbåd, en affaldsbåd og en ambulancebåd!

De mange kanaler, og dét at du ikke bare kan skyde gennem byen i fugleflugtslinje, gør også, at det tager sin tid at finde rundt. Du kan læse mere om transport til vands og om at finde vej lige her: Sådan kommer du rundt i Venedig. Et godt tip er at pakke de gode travesko og tage afsted i god tid, især hvis du har booket tid til et besøg på et af de mange af museer.

Markuspladsen – Piazza San Marco

Et besøg i Venedig starter ved Markuspladsen, den store plads i den sydøstlige ende af øen. Det er blandt andet her du finder Markuskirken, Kampanilen og Dogepaladset og også den berømte Caffè Florian.

Annonce

Det er gratis at besøge Markuskirken, Sankt Markus Basilika, den romersk-katolske domkirke. Kirkens oprindelse går helt tilbage til 800-tallet, hvor relikvierne af evangelisten Markus blev bragt til Venedig. Køen til kirken, det lille museum og terrassen med den flotte udsigt udover Markuspladsen, kan være lang, men du kan købe en billet, hvor du springer køen over.

Campanile di San Marco, klokketårnet, der hører til Markuskirken, er en genopbygning af det oprindelige tårn, der kollapsede i 1902. Kampanilen er 99 meter højt og et af byens populære vartegn. Tag elevatoren op til tårnets top, hvor du får den mest fantastiske udsigt udover Venedig.

Dogepaladset, Palazzo Ducale, fungerede som regeringsbygning for Dogen, bystatens hersker, fra 1340 og indtil 1797, hvor Napoleon erobrede Venedig. I 1923 åbnede det overdådige palads sig for offentligheden, og museet er i dag en af de mest populære seværdigheder i byen. Sæt gerne et par timer af til at beundre den kostbare indretning fra den tid, hvor venetianerne samlede store rigdomme som den mægtiste handelsnation i det østlige Middelhav.

Sukkenes bro – Ponte dei Sospiri

Dogen havde også magten til at dømme, og bag Dogepaladset lå de berygtede fængselsceller, Prigioni Nuove, hvor bl.a. Casanova sad fængslet. Sukkenes Bro forbandt paladset med fængslet, og har fået sit navn efter de forpinte suk, som fangerne udstødte, når de på turen over broen fik et sidste glimt af Venedig.

Rialtobroen – Ponte di Rialto

Rialtobroen (på billedet øverst) var den første af de i fire broer, der i dag får dig tørskoet over Canal Grande. Rialtobroen blev oprindeligt bygget som en flydende pontonbro i 1181 og er siden blevet genopbygget adskillige gange. Den nuværende stenbro, komplet med de små butikker henover broen, stod færdig i 1591. Her får du en fantastisk udsigt udover den store kanal, og det er der også mange andre turister, der synes! Vil du se den i fred, så kom tidligt om morgenen eller sent om aftenen.

Rialtomarkedet

At det lige var Rialtobroen der blev bygget først, er ingen tilfældighed. Faktisk var det her ved Rialtobredden, at byen i 500-tallet fik sine første indbyggere. Om det populære Rialtomarked har eksisteret lige så længe, kan man kun gisne om, men der er fundet referencer til det helt tilbage til 1067. Her i byens historiske hjerte kan du i dag købe fisk, grøntsager og krydderier i de mange små boder på markedet.

Peggy Guggenheim Collection

Skal du bare vælge ét museum i Venedig, så lad det blive Peggy Guggenhaims samling af kunstværker. Niece til Solomon R. Guggenheim, stifter af de berømte Guggenheim Museum i New York, regnes Peggy Guggenheim som en af det 20. århundredes største kunstsamlere. I det ufærdige palads, som huser Peggy Guggenheim Collection, kan du se værker af alle de store kunstnere som Dalí, Picasso, Kandinsky og Pollock.

Øerne i den venetianske lagune

Venedig er kun en af de i alt 118 øer i den venetianske lagune. Et besøg i Venedig er ikke komplet uden en lille sejltur ud til bare én af de mange andre spændende øer. Fra den pulserende storby Venedig kan du på et kvarter være ude på Murano, glaspusterøen, hvor tempoet er helt nede i gear. Eller hvad med en badetur fra Lido’s kilometerlange sandstrande? Du kan læse meget mere om øhopping i Venedig her: En tur ud til øerne omkring Venedig.

Flere tips til din ferie i Venedig

Hvor skal du bo i Venedig?

Der er mange skønne hoteller i Venedig, og i stedet for at tage en endagstur til byen, må du endelig ikke snyde dig selv for en overnatning! Så hvor skal du bo? På Booking.com kan du se det store udvalg af hoteller i Venedig, og i artiklen Hvor skal du bo i Venedig kan du læse mere om, hvor i Venedig du skal booke din ferie. Der er flere romantiske hoteller på listen, og du får også et rigtig godt tip til, hvor du skal bo, hvis du har børn med på ferie i Venedig.

Du kan også lave din egen søgning på Booking.com efter et godt hotel i Venedig lige her:



Booking.com

Hotel Al Ponte Mocenigo - Sidder Under En Palme

Hotel Al Ponte Mocenigo

En anbefaling: Hotel Al Ponte Mocenigo

Hotel Al Ponte Mocenigo er en perfekt ramme for kæresteferien i Venedig. Hotellet ligger lige i hjertet af Venedig, væk fra turisternes larm og med egen vaporetto-station (San Stae) få skridt nede ad gaden. Ellers ligger Rialtobroen kun syv minutters gang væk og Markuspladsen et kvarter.

Det lille boutique-hotel har kun 10 smukke værelser, alle indrettet i venetiansk 1700-tals stil med fritlagte loftsbjælker, damaskgardiner, store lysekroner og bløde senge. Om morgenen byder hotellet på skøn morgenmad i den lille gårdhave efter devisen, lidt men virkelig godt. Der er æg og bacon, knitrende sprøde croissanter og vigtigst af alt: god kaffe!

Se flere gode hoteller her: Hvor skal du bo i Venedig?

Hvordan kommer du til Venedig?

Det tager ca. to timer at komme fra København og Billund til Venedig. Byen har to lufthavne: Marco Polo Airport, der ligger 10 kilometer fra centrum og Treviso Lufthavn, som ligger 40 km nord for Venedig. Lander du i Treviso, går der lufthavnsbusser ind til Venedig hele dagen, som koster 12 euro for en enkeltbillet. Læs mere her: Treviso Airport Shuttle Bus.

Vil du gerne kunne bestille et glas vin på italiensk?

Lær 50 af de vigtigste ord på italiensk, imens du sidder i flyet eller på hotellets balkon. I det sjove huskespil træner du udtalen af ordene, imens du lærer italiensk. Find spillet her: Spil med ord på ferien – Italien

Banner - Spil med ord - Italien

Læs alle de andre spændende artikler om Venedig her!

Annonce

« Gode restauranter i Venedig
Hvor skal du spise Cicchetti i Venedig? »