Seværdigheder i Granada – 14 attraktioner du skal se! 6. februar 2025 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: , , , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Turistattraktioner i Granada

Granada er kendt i hele verden for Alhambra, det store mauriske paladskompleks. Men der er også mange andre seværdigheder i Granada, som du også bare må se. Faktisk er der så mange spændende attraktioner, at du sandsynligvis får svært ved at nå det hele.

Banner - Spanien - Lær sprog

Læg dertil også den tid som kan bruges på at slentre igennem de hyggelige brostensbelagte middelaldergader. Eller alle de mange miradors, udsigtspunkterne, som er fordelt med rund hånd ud over hele byen. For ikke at nævne flamenco, hvor bydelen Sacromonte regnes som et epicenter. Eller vandreturene i de smukke Sierra Nevada-bjerge. Eller, eller, eller… ja, der er nok at se og opleve i Granada!

Så hvad skal du egentlig se på en ferie i Granada – og hvad kan du nå at se? Vi har lavet en liste her over de 10 seværdigheder i Granada, som du bare MÅ se. Vi har forsøgt at rangordne den efter, hvad der er must-see og så det, der også er flot og spændende, men som du kan se, hvis du har mere tid. Du får også tips til at komme rundt med bus i den stejle by med de mange bakker.

Leder du efter et godt hotel i Granada?

Nederst finder du også tips til de to virkelig gode hoteller vi har boet på i Granada. Vi kan anbefale det lækreste luksushotel lige overfor Alhambra og et godt-til-prisen hotel lidt udenfor byen, perfekt til dig der er på bilferie i Andalusien!

14 seværdigheder i Granada, du skal se

Granada har mange spændende attraktioner at byde på, og her kommer en liste over de seværdigheder i Granada, som du helt sikkert skal se, når du er på ferie i byen. Måske når du ikke dem alle, men Alhambra og Generalife, Carrera del Darro og Albayzin er dog alle tre et must.

Når du skal rundt mellem seværdighederne, er det hurtigst at snøre traveskoene og gå rundt. De fleste seværdigheder ligger i eller lige omkring centrum, og der er ikke langt imellem dem.

Og lad os så komme ud og se noget!

1. Alhambra og Generalife

Alhambra af et kæmpestort paladskompleks med mange bygninger og haver. Borgen blev bygget af maurerne i 1200- og 1300-tallet, sandsynligvis på resterne af et romersk fort. Paladserne var hjemsted for Nasrid-dynastiet, og Granada stod, med paladset som beskyttelse, som den sidste mauriske by, indtil den kristne generobring. Mest populært er Nasrid-paladset med sine smukke springvand, kakler og sirlige udskæringer. I borgkomplekset skal du også tage dig god tid til at se sommerpaladset Generalife og forsvarsværket Alcazaba.

Alhambra har fået sit helt eget indlæg, hvor du kan læse alle vores bedste tips til et besøg i det smukke borgkompleks. Du finder det her: Alahambra i Granada – Guide til billetter, besøg og historie. Der er dog én ting, som vi gerne vil gentage, fordi det ikke kan siges for ofte – bestil nu bare din billet i rigtig god tid! Og book gerne et besøg så tidligt på dagen som muligt, så du slipper for middagsheden.

2. Carrera del Darro

Carrera del Darro, hvor billedet øverst er fra, er en af ​​de smukkeste gader i Granada. Gaden løber langs Darro-floden, og mange af de flotte huse, der ligger på den, stammer fra 1600-tallet. Det er også i Carrera del Darro, at du finder flere af de ældre arabiske bygninger, bl.a. de arabiske bade, som du kan læse om senere.

Banner - Spanien - Sprogspil

Besøg også gerne Potio de los Perfumes, hvor du gratis kan få lov til at kigge ind i paladsets gårdhave og stenkælderen, der huser en lille udstilling om parfume gennem tiderne.

3. Albayzin

Fra Carrera del Darro går vejen direkte videre op til Albaycin. Albayzin er en bydel, der ligger på et lille bjerg i den nordøstlige ende af Granada. Det er det gamle arabiske kvarter, som i sin storhedstid i Nasrid-perioden (1230 til 1492) havde 30 moskeer til sine 40.000 indbyggere.

I Albayzin finder du mange historiske bygninger i de snævre gader, der stadig snor sig op og ned ad bjerget på samme måde, som de har gjort siden middelalderen. Det er her i Albaycin, du bl.a. finder de mest populære miradors, al-Horra paladset og Casa de Zafra, alt sammen noget du kan læse mere om lidt længere nede i artiklen.

Er det dit første besøg i Granada, kan det dog anbefales at starte med bare at slentre rundt i de små stejle gader og nyde udsigten, hvor du nu kommer frem. I stedet for at have fokus på at nå at se det hele, så lad dig gerne fare lidt vild, så du virkelig kan få lov at nyde skønheden på det smukke bjerg.

4. Miradors

Granada har et væld af miradors, fordelt rundt omkring på bakketoppene i byen. Herfra har du en forrygende udsigt ud over Granada og ofte også Alhambra.

Mest populært er det at se Alhambra fra Mirador de San Nicolás i Albaycin. Her har du udsigt til Alcazaba og forsvarsværket med smukke Sierra Nevada i baggrunden. Vi nød også udsigten fra Mirador de San Cristobal lidt derfra og ved siden af kirken med det samme navn. Her er ikke lige så mange turister, og du har et pænt kig over mod den nordlige ende af paladset.

Det allerbedste fotospot fandt vi dog ved et tilfælde. Vi havde været på vandretur oppe på Cerro del Sol og på vej ned kom vi forbi udsigtspunktet ved Silla de Moro, Maurerens Stol. Hvis du klikker på linket og går ind på Google Maps, er det lige øst for Generalife og inde i parken. Du kan kun komme dertil ved enten at vandre op eller ned, men det er efter vores mening det bedste sted i Granada at se Alhambra fra.

5. Sacromonte

På den anden side af Albaycin og helt derude, hvor mange turister aldrig finder ud, ligger bydelen Sacromonte. Det er byens gamle romakvarter, og romaerne slog sig ned her efter den kristne generobring af Spanien i 1492. Helt op til vor tid boede de i grotter, der var bygget ind i bjerget. Du kan høre meget mere om den historie og få lov til at kigge ind i de beboede grotter på Museo Cuevas del Sacromonte.

Der bor stadig masser af romaer i kvarteret, der i dag også må dele pladsen med kunstnere og hippier. Granada regnes i dag som en af hovedbyerne for flamenco, og Sacromonte som ophavsstedet til den traditionelle dansestil zambra. Der er mange flamencobarer i Sacromonte og i Albaycin, og her kan du få et overblik over nogle af dem.

6. Dobla de Oro

Granada har også fire virkelig smukke bygninger fra maurer-tiden, med El Bañuelo, de arabiske bade, som det mest kendte. De andre er huset Casa Horno de Oro, paladset Dar al-Horra samt kulgården Corral del Carbón, med de første tre beliggende i Albaycin.

På Alhambras officielle hjemmeside kan du købe en billet, der gælder til både Alhambra og Dobla de Oro. Billetten er gyldig i tre dage. Når du besøger et af de fire monumenter, kan du også købe en billet, der gælder til alle fire bygninger. Det er ikke muligt et købe billet til et enkelt sted.

Selv om vi virkelig elsker historie, blev vi Granada faktisk lidt overvældede over, hvor meget der egentlig er at se. Efter et besøg i Corral del Carbón, besluttede vi os derfor for at gemme resten af Dobla de Oro til en anden god gang. Vi kan dog virkelig anbefale den islamiske købmandsgård, der har en flot videofortælling om Granadas historie. På trods af en mulig forvirring med billetterne, er det helt gratis at komme ind her.

7. La Madraza

En anden af de gratis seværdigheder i Granada er La Madraza. Bygningen, der i dag udefra fremstår som en renaissancebygning, komplet med påmalede mursten, var oprindelig en koranskole i Nasrid-perioden. I dag huser bygningen et afdeling af universitetet, og du kan frit besøge den smukke forhal. Vil du se nogle af de andre rum, kan du for et par euros få en guidet tur.

8. Alcaicería de Granada

Lige ved siden af ligger Alcaicería de Granada, det gamle arabiske silkemarked. Silkemarkedet havde sin egen afdeling i den souk, der engang lå her. Boderne er i dag bygget om, men ligger stadig, hvor du oprindelig kunne købe silke af bedste kvalitet. I dag er det et populært sted at shoppe souvenirs, da butikkerne fortrinsvis sælger kunsthåndværk af høj kvalitet.

9. Catedral de Granada

Silkemarkedet læner sig op ad byens store renaissance-katedral, Catedral de Granada. I katedralens tilhørende kapel ligger kong Ferdinand II og dronning Isabella I, der efter generobringen af Granada i 1492 blev stedt til hvile her. Lidt derfra ligger pladsen Plaza Isabel la Católica, med den store statue af dronning Isabella I, der giver Colubus penge til opdagelsesekspeditionen til Amerika.

10. Dehesa del Generalife

Palacio de los Cordova - SidderUnderEnPalme

Palacio de los Córdova

En af de helt store oplevelser på vores ferie i Granada, var også den pragfulde natur, der omgiver byen. Vi er glade for at vandre, og du kan læse mere om vores vandreture i Granada ved at klikke på linket. Selv hvis benene ikke er til en længere tur, så må du simpelthen op og se Granada fra parken Dehesa del Generalife.

De lokale kommer om søndagen i store flokke og griller i skyggen under træerne. Fra picnicpladsen har du også en skøn udsigt ud over Albayzin og Abadía del Sacromonte. Er du klar på en lidt længere tur, kan vi kun anbefale at tage madpakken med ud til Mirador del Cerro del Sol og nyde sneen på bjergkæden Sierra Nevada.

11. Palacio de los Córdova

På vej ud mod Sacromonte kan du gøre ind lille afstikker ind i den smukke gamle paladshave ved Palacio de los Córdova. Bag de imponerende mure gemmer sig en perle af renæssancearkitektur med en meget fin have. Palacio de los Córdova blev oprindeligt opført i det 16. århundrede, men flyttet til sin nuværende placering i 1960’erne. Her kan du spadsere mellem cypresser og fontæner og nyde lidt fred og ro fra lle de andre turister. Der er gratis entré.

Abadia del Sacromonte - SidderUnderEnPalme

Abadia del Sacromonte

12. Abadía del Sacromonte

Når du har beundret de farvestrålende huse i det gamle romakvarter, Sacromonte, kan du fortsætte videre ud ad vejen. Går du op til venstre, op endnu længere op!, kommer du til sidst op til Abadía del Sacromonte. Klostret, hvor dele af det stammer fra 1500-tallet, undergår i disse år en større renovering, men er stadig i brug til gudstjenester og cermonier. Ifølge legenden blev de første kristne martyrer i byen begravet her, og stedet er stadig et vigtigt pilgrimssted. For 7 euro (2024) kan du træde ind i klostret og se de smukke søjlegange, skumle katakomber, hellige relikvier og en fantastisk udsigt over Granada.

13. Carmen de los Martires

Selv om Granadas smukkeste park ligger lige overfor Alhambra, er der ingen turister, der kender den. Carmen de los Martires er en af Granadas bedst bevarede hemmeligheder! Vi fandt den kun ved et tilfælde, da vi stod oppe ved poolen på vores fantastiske hotel Áurea Washington Irving og nød solens sidste stråler ud over byen.

Vi undrede os over den sti, der løb nede bag hotellet, og i hotelreceptionen kunne det søde personale heldigvis fortælle os om parken. Og hvilken oplevelse! Denne romantiske have oser af poesi med sine eksotiske planter, små søer med kunstfærdige ruiner og påfugle, der spankulerer rundt som de gamle maurere.

Fra terrasserne får du en vidunderlig udsigt over Granada og Sierra Nevada. Perfekt til en rolig pause væk fra turistmylderet – og ja, det er helt gratis! Har du børn med til Granada, der trænger til at få skuldrene ned og tumle rundt med en bold, så er det her stedet. Indgangen er ikke let at finde, men du skal ind fra Paseo de los Mártires.

Udsigt til Mirador de San Miguel Alto - SidderUnderEnPalme

Udsigt til Mirador de San Miguel Alto

14. Mirador de San Miguel Alto

Har du gode ben – og vil du have den vildeste udsigt over Granada? Så skal du op til Mirador de San Miguel Alto! Det kræver en god gåtur op-op-op og lidt mere op ad bakken, men belønningen er en panoramaudsigt, der slår alt. Herfra kan du se Alhambra, Albayzin og hele byen brede sig ud foran dig. Især ved solnedgang er stemningen magisk. Og ja, det er også gratis. Vi har skrevet lidt mere om udsigtspunktet i vores artikel her: Vandreture i Granada – 5 skønne ture rundt om byen.

Sådan kommer du rundt med bus rundt i Granada

Selv om det er spændende at gå på opdagelse i Granada til fods, så er der mange bakker og stejle stigninger. Granada har heldigvis et fantastisk netværk af små røde busser, der kører overalt og hele tiden. Du kan se en køreplan her: Transportes Rober. Bare tast start- og slutdestination ind – du kan sagtens skrive navnet på dit hotel.

En enkeltbillet koster 1,40 euro og er gyldig i 60 minutter. Du kan betale med kreditkort i bussen. Hvis du skal køre mere end et enkelt tur, kan vi anbefale at købe et Credibús Card i busserne, hvor du kan sætte penge ind på og få rabat på turen.

Busserne kører dagligt fra kl. 6:00 til 23:00, med en frekvens på 4 til 10 minutter. Efter kl. 23:00 kører der natbusser, men ikke så ofte og ikke på alle ruter.

Flere tips til din ferie i Granada

Et lille tip til turister – og om at undgå dem

3 millioner turister besøger hvert år Alhambra og dermed også Granada. Heldigvis bliver der ikke lukket flere ind på Alhambra, end der er plads til, så et besøg her føles ikke overfyldt. Omvendt forholder det sig ved nogle af de andre større seværdigheder.

Ved middagstid er der f.eks. pakket med turister i Carrera del Darro. Samtidig bevæger taxier og de røde busser sig ind og ud af mylderet, og det kan altså godt tage pusten fra de fleste. Hvis du har været ved Colosseum i Rom, så ved du, hvad vi mener.

Heldigvis kan du nemt få lov til at nyde Granadas skønhed i fred og ro. Mange af turisterne i Granada er dagsturister, så stå tidligt op og kom ud og se den smukke by, før alle turistbusserne lander. Midt på dagen kan du tage en siesta, imens de andre står i kø, og når aftenen falder på, er der igen hyggeligt og til at være.

Hotel Andalucia Center - Sidder Under En Palme

Et godt hotel til prisen i Granada

Alhambra er som sagt Spaniens største turistattraktion, og det får helt naturligt hotelpriserne i Granada op i den høje ende. Vi gjorde op med os selv, at vi hellere ville bo lidt billigere og så have et par dage mere i byen. Vi nåede derfor hele fem dejlige overnatninger på Hotel Andalucia Center. Det er ca. halv pris, hvis du vælger at rykke ti minutters ekstra gang udenfor centrum.

Hotel Andalucia Center er en hotelkæde, som vi har boet på både i Cordoba og Sevilla, og der er samme gode service overalt. Hotellet ligger ca. 15 minutters gang fra centrum, og med sin store parkeringskælder er det især godt for dig, der er på bilferie i Andalusien.

Vi boede i et af deres standardværelser, der som på alle deres andre hoteller er stort og med gode senge. På toppen af hotellet finder du en dejlig pool med udsigt ud over Granada, og hotellet har sin egen restaurant. Om morgenen er der som altid en gigantisk morgenmadsbuffet.

Læs mere om hotellet her: Hotel Andalucia Center

Luksushotel lige overfor Alhambra

På vores andet besøg i Granada gav vi den fuld gas! I dagene op til julen 2024 var der ikke mange turister i Granada, og priserne derfor i den lave ende. Det gav os mulighed for at indlogere os på det 5-stjernede luksushotel Áurea Washington Irving, som ligger lige overfor Alhambra.

Udsigten er mageløs, personalet noget af det sødeste – og komforten… Åh, hvor var det skønt! Hver morgen kommer du ned til den skønneste morgenmadsbuffet, hvor du også kan bestille dine æg, som du vil have dem, avocadotoast og al andet lækkert. På toppen af hotellet er der en lille pool, hvor du selv i december uforstyrret kan slikke sol.

Det sværeste ved Áurea Washington Irving er faktisk at forlade al den luksuslykke. Heldigvis ligger indgangen til Alhambra lige overfor, og vil du ned i byen, kører de små røde busser forbi hele tiden. Du kan betale med kreditkort i bussen, så bare hop på!

Læs mere om hotellet her: Áurea Washington Irving

Klik her for at se alle de andre hoteller i Granada ved at klikke her. Du kan også lave din egen søgning efter hoteller i Granada lige her:



Booking.com

Sidder Under En Palme - Sjove spil til ferien i Spanien

Læs de andre artikler om Granada her!

« Gode restauranter i Malaga – og tips til barer og is
Gode restauranter i Granada – tapasbarer og gastronomiske perler »