Vandreture i Granada – 5 skønne ture rundt om byen 5. februar 2025 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: Andalusien, Ferie, Granada, Rejser, Spanien, Vandreferie, Vandrestier, Vandreture
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Gode vandreruter i Granada
De fleste turister rejser til Granada for at se det storslåede paladskompleks Alhambra og byens mange andre seværdigheder. Men den andalusiske by ligger lige ved Sierra Nevada-bjergene, hvilket også gør den til en spændende vandredestination med mange dejlige vandreruter.
Vi besøgte Granada i marts 2023, hvor temperaturen var helt perfekt til en vandreferie. Vi er stadigvæk nybegyndere i udi vandringens fantastiske univers, så de vandreture vi skriver om her, dem kan alle være med på. Selv om der ikke er de store udfordringer på vandreruterne her, skal du dog lige vide, at vi elsker at gå og gerne nupper 20 km. Alle ruterne her kan dog afkortes, forlænges og øges i sværhedsgrad, som du har lyst.
Leder du efter et godt hotel i Granada?
Nederst i artiklen finder du også tips til de to virkelig gode hoteller vi har boet på i Granada. Vi kan anbefale det lækreste luksushotel lige overfor Alhambra og et godt-til-prisen hotel lidt udenfor byen, perfekt til dig der er på bilferie i Andalusien!
Men nok om os, for nu skal vi ud og vandre!
5 skønne vandreture i og omkring Granada
Spaniens højeste bjerg på fastlandet, Mulhacén, ligger i bjergkæden Sierra Nevada. I bjergene, ca. en times kørsel fra Granada, kan du både stå på ski, klatre og paraglide. Vi har dog ikke helt erfaring nok i nogle af tingene og havde i stedet to skønne hikes rundt om Granada samt en del byvandringer.
I denne artikel kan du derfor læse om:
- En vandretur i den store bypark Dehesa del Generalife
- En vandretur i Los Cahorros de Monachil
- En byvandring i kvartererne Abaycin og Sacromonte
Nedenfor kan du læse vores beskrivelser og erfaringer med de forskellige vandreruter.
AllTrails
Det smukke udsigtpunkt på billedet øverst havde vi aldrig fundet uden hjælp fra AllTrails. Vandre-app’en kan du nemt installere på din telefon, og her kan du se selv de mindste stier, som kun de lokale kender.
Før i tiden stod vi altid og prøvede at regne ud, om vejen ville ende blindt, men vi har rigtig meget glæde af app’en, når vi er ude på nye eventyr. Det er gratis at melde sig til i de første 7 dage, derefter koster det ca. 40 dollars pr. år. Vi får ikke nogle penge for at sige det – men vi er ret glade for AllTrails!
Dehesa del Generalife
Dehesa del Generalife betyder Generalifes enge, altså det område, der hørte til sultanens sommerpalads. Historisk ville det svare til vores hjemlige Eremitagen, som gav en ramme til både jagt og andre forlystelser f.eks. i Dar al-Arusa, paladset for de nygifte.

Dehesa del Generalife i Granada – ved Maurerens Stol
Fra Dehesa del Generalife har du den mest forrygende udsigt ud over Granada, Sierra Nevada, Alhambra og den frodige dalsænkning mod syd. Vi fulgte denne vandrerute fra AllTrails, som førte os rundt i hele parkområdet. Hvor turen drejer mod øst, fortsatte vi dog lidt længere ud til Mirador del Cerro del Sol, fordi vi på vandre-app’en kunne se, at der gik en lille sti ud til udsigtspunktet.
Oppe på toppen af bjerget mødes de lokale om søndagen i store flokke og griller i skyggen under træerne. Fra picnicpladsen har du også en skøn udsigt ud over Albayzin og Abadía del Sacromonte. Er du klar på en lidt længere tur, kan vi kun anbefale at tage madpakken med ud til Cerro del Sol og nyde sneen på Sierra Nevadas bjergtoppe.
… og lidt anbefalinger
Inden du besøger Alhambra, kan vi anbefale, at du ankommer et par dage før til byen. Så kan du nemlig nå en vandretur herop, hvor vi fandt det absolut bedste sted at se slottet fra. På vej ned igen kom vi nemlig forbi udsigtspunktet ved Silla de Moro, Maurerens Stol. Hvis du klikker på linket og går ind på Google Maps, er det lige øst for Generalife og inde i parken.
Turen starter egentlig først ved La Rauda, den kongelige begravelsesplads for Nasrid-dynastiet. Vi kan dog anbefale at gå igennem Puerta de las Granadas, ind i den smukke park og op forbi Alhambra. Det giver et godt indblik i det, du kan se oppe fra bjerget.
På turen er der hverken spisesteder, toiletter eller vandposter. Turen går lidt opad visse steder, men det er en rute, alle fint kan gå.
Los Cahorros de Monachil
Los Cahorros de Monachil er en vandretur, der starter langs Monachil-floden for derefter at bevæge sig ud i kløften Los Cahorros. Det er indtil videre en af de sjoveste vandreture, vi har prøvet! Har du højdeskræk, får du virkelig udfordret den på de fire hængebroer, og der skal også både kravles og klatres lidt langs vandingskanalerne.
Den letteste måde at komme dertil er med bus nr. 0183, som kører fra Camino De La Zubia i Granadas centrum mange gange dagligt. Det tager en lille time at komme derud og koster 1,55 euro (2023). Stå af ved Plaza de Miraflores i byen Monachil. Herfra er der en kort gåtur op til starten af ruten.
Los Cahorros de Monachil er et meget populært trail, især i weekenderne. Her kan du opleve kø ved hængebroerne, da der er begrænsning på, hvor mange der kan gå over ad gangen. Mange går kun turen til og med den fjerde hængebro, men den sidste stejle stigning til toppen er alle anstrengelserne værd. Udsigten ud over dalen er mageløs!
Pak rygsækken fornuftigt, da du ikke kan købe noget undervejs. Ved busstoppestedet er der dog en lille café, hvor du kan hvile fødderne og få noget koldt at drikke, imens du venter på bussen.
- En af de fire hængebroer
- Vandring langs vandingskanalerne
- … og der skal også klatres lidt.
Byvandring i Albaycin og Sacromonte

Nyt og gammelt mødes i Albaycins stejle gader
Lige så meget som vi elsker naturen, lige så glade er vi for urban hiking. Imens den nyere del af Granada ligger i dalen, blev byen oprindelig bygget op langs bjergsiden. Det gør turen rundt i Albaycin, byens ældste kvarter, til en gåtur, der virkelig kan mærkes i lægmusklerne!
Vi har skrevet mere om Albaycin her Seværdigheder i Granada, hvor du kan læse om den by, som maurerne grundlagde. Når du bevæger dig rundt i Albaycin, kan du dog tydeligt se sporene efter især Nasrid-dynastiet, hvor også de mange kirker vidner om den efterfølgende kristne generobring af Spanien.
Den første dag slentrede vi bare rundt på bjerget på må og få og nød udsigten og skønheden i de snævre, brostensbelagte gader. Næste dag fulgte vi mere eller mindre ruten Paseo del Albaicín fra AllTrails, som tager dig rundt til alle de spændende seværdigheder. Gør gerne som os og forlæng turen ud til romaernes grottebyer i Sacromonte.
Undervejs er der masser af små hyggelige barer, hvor du kan væde ganen og nyde lidt skygge under parasollerne. Rigtig god tur!
Vandretur til Abadia del Sacromonte
Oppe fra Generalife kan du se lige ned på Abadía del Sacromonte og de skønne bakker omkring det gamle klsoter. Og det giver jo kun lyst til at gå dernede også! Her startede vi i det charmerende Albaicín-kvarter og bevægede os gennem snoede gader og stejle stier op gennem byens gamle roma-kvarter Sacromonte.
Efter vi havde forladt grottehulerne og de skæve og farvestrålende huse, bøde turen på en blanding af skyggefulde stier og åbne udsigtspunkter, hvor vi kunne se Alhambra i det fjerne. PÅ AllTrails findes flere vandrestier til området, men vi gik direkte op til klostret ad den første vej.
Abadía del Sacromonte har en fascinerende historie, da det blev grundlagt i det 17. århundrede og er tæt knyttet til Granadas religiøse traditioner. Klostret er ikke længere i brug og desværre på siden steder temmelig faldefærdigt. Alligevel er der en betagende udsigt herfra – og en ny vinkel på Alhambra, som vi aldrig bliver trætte af at kigge på.
Øhhh… herfra kom vi så til at gå temmelig meget offroad. I et forsøg på at følge et trail, hvor vi kunne se de lokale vandre rundt som bjerggeder, kom vi ud på en bag”vej”, der løb nordøst og tilbage til Sacromonte. Det gik op og ned ad grusede stier, og vi kunne godt have brugt en vandrestav og vandrestøvler i stedet for sko. Sådan skal man nogle gange udfordre sig selv, og vi nåede helskindede ned på fladt underlag igen. Det var en smuk og mindeværdig tur, og en perfekt blanding af kultur, natur og historie.
- Abadia del Sacromonte
- Hus i Sacromonte
- Vandresti ved Abadia del Sacromonte
Vandretur op til bymuren
Granada holder aldrig op med at byde på dejlige vandreruter – heldigvis! Står du ét sted, kan du se flere dejlige stisystemer, og således kunne vi også fra Abadía del Sacromonte se toppen af den gamle bymur. Her skulle vi hen! Turen op til kirken og bymuren ved Mirador de San Miguel Alto er ikke lang – men det går kun én vej: op!
Hvis du åbner Google Maps og taster Mirador de San Miguel Alto ind, kan du se en masse små prikkede stier, der fører fra den gamle bydel i Albaycin og op. Det er trapper, og dem kan du med fordel sigte efter. Du kan også tage den lidt blødere rute ude ved muren langs vejen Carril de San Miguel.
Husk at medbringe vand på turen, tag gode sko på og pak også gerne frokosten. Oppe fra toppen har du nemlig den mest pragtfulde udsigt ud over hele byen og helt ned til Sierra Nevada-bjergene. Det er fristende at blive siddende her i timevis og nyde livet, men turen går jo også ned igen.
Vi havde glemt madpakken, men heldigvis gik turen forbi et lille torv i Albaycins krogede gader, hvor vi fandt den hyggeligtste tapasbar, Restaurante Pañero, inklusiv lokale flamco-guitarister. Det var så hyggeligt!
- Trapperne op
- Udsigten fra Mirador de San Miguel Alto
- Velfortjent!
- Det lille torv i Albaycin
Flere tips til din ferie i Granada
Sådan kommer du rundt med bus rundt i Granada
Selv om det er spændende at gå på opdagelse i Granada til fods, så er der mange bakker og stejle stigninger. Granada har heldigvis et fantastisk netværk af små røde busser, der kører overalt og hele tiden. Du kan se en køreplan her: Transportes Rober. Bare tast start- og slutdestination ind – du kan sagtens skrive navnet på dit hotel.
En enkeltbillet koster 1,40 euro og er gyldig i 60 minutter. Du kan betale med kreditkort i bussen. Hvis du skal køre mere end et enkelt tur, kan vi anbefale at købe et Credibús Card i busserne, hvor du kan sætte penge ind på og få rabat på turen.
Busserne kører dagligt fra kl. 6:00 til 23:00, med en frekvens på 4 til 10 minutter. Efter kl. 23:00 kører der natbusser, men ikke så ofte og ikke på alle ruter.
Et godt hotel til prisen i Granada
Alhambra er som sagt Spaniens største turistattraktion, og det får helt naturligt hotelpriserne i Granada op i den høje ende. Vi gjorde op med os selv, at vi hellere ville bo lidt billigere og så have et par dage mere i byen. Vi nåede derfor hele fem dejlige overnatninger på Hotel Andalucia Center. Det er ca. halv pris, hvis du vælger at rykke ti minutters ekstra gang udenfor centrum.
Hotel Andalucia Center er en hotelkæde, som vi har boet på både i Cordoba og Sevilla, og der er samme gode service overalt. Hotellet ligger ca. 15 minutters gang fra centrum, og med sin store parkeringskælder er det især godt for dig, der er på bilferie i Andalusien.
Vi boede i et af deres standardværelser, der som på alle deres andre hoteller er stort og med gode senge. På toppen af hotellet finder du en dejlig pool med udsigt ud over Granada, og hotellet har sin egen restaurant. Om morgenen er der som altid en gigantisk morgenmadsbuffet.
Læs mere om hotellet her: Hotel Andalucia Center
Luksushotel lige overfor Alhambra
På vores andet besøg i Granada gav vi den fuld gas! I dagene op til julen 2024 var der ikke mange turister i Granada, og priserne derfor i den lave ende. Det gav os mulighed for at indlogere os på det 5-stjernede luksushotel Áurea Washington Irving, som ligger lige overfor Alhambra.
Udsigten er mageløs, personalet noget af det sødeste – og komforten… Åh, hvor var det skønt! Hver morgen kommer du ned til den skønneste morgenmadsbuffet, hvor du også kan bestille dine æg, som du vil have dem, avocadotoast og al andet lækkert. På toppen af hotellet er der en lille pool, hvor du selv i december uforstyrret kan slikke sol.
Det sværeste ved Áurea Washington Irving er faktisk at forlade al den luksuslykke. Heldigvis ligger indgangen til Alhambra lige overfor, og vil du ned i byen, kører de små røde busser forbi hele tiden. Du kan betale med kreditkort i bussen, så bare hop på!
Læs mere om hotellet her: Áurea Washington Irving
Klik her for at se alle de andre hoteller i Granada ved at klikke her. Du kan også lave din egen søgning efter hoteller i Granada lige her:
Læs de andre artikler om Granada her!