Gode restauranter i Granada – tapasbarer og gastronomiske perler 6. februar 2025 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: , , , , , ,

HJÆLP OS MED AT LAVE FLERE REJSEARTIKLER! Vi elsker at rejse - og vi elsker, at du læser med her! Det er helt gratis, og det bliver det ved med at være. Hvis du vil støtte os, så vi kan skrive flere rejseartikler til dig - så køb et af vores sjove rejsespil. Klik på spillet og besøg vores søsterside www.lounoire.dk. Brug rabatkoden LOUNOIRE10 og få 10% rabat!

Find de gode restauranter i Granada

Rejs & Lær - Spanien - Lou Noire - Tapas

Rejs & Lær i Spanien – 79,95 kr.

Hvert år kommer over tre millioner turister til Granada, primært for at besøge den Spaniens største turistattraktion Alhambra. Med så mange turister kan det ikke undre, at der også er virkelig mange gode restauranter i Granada. Der er virkelig meget god mad i byen – og meget få turistfælderestauranter. Næsten uanset hvor du sætter dig til bords i Granada, kan du være sikker på at få et godt målid mad.

Vi har nu haft to besøg i den dejlige by og har derfor også nået at smage os igennem en større del af alle de gode restauranter og tapasbarer. I Granada holder man også fast i de gamle traditioner omkring tapas. Dvs. at bestiller du en øl eller et glas vin, så følger der også en lille tapa med. Vi har derfor ikke spist på særlig mange frokostrestauranter, fordi den mad, der følger med to kolde øl i solen, er rigelig fint efter den store morgenmadsbuffet på vores skønne hoteller. Dem kan du læse mere om nederst i artiklen.

Se også: Rejs & Lær i Spanien – 79,95 kr.

Lidt tips til restauranterne i Granada

Inden vi går videre til at fortælle om de gode restauranter i Granada, er det vigtigt lige at få spisetiderne på plads. Mange restauranter i Granada åbner ikke før klokken 20.00 – og de lokale går tidligst ud og spiser klokken 20.30-21.00 og indtil 23.00. Det giver god mening i en by, der er meget varm om sommeren. Det kan derfor anbefales at komme igennem dagen med en tapas eller to og så spise, når mørket er faldet på. Frokost serveres i øvrigt fra ca. 13.00 og et par timer frem.

Samen med de tre millioner turister, er de lokale også altid ude i byen, og det kan være svært at få et bord, hvis du kommer samtidig med dem. Så er der en restaurant, som du virkelig gerne vil spise på, så bestil et bord, både til frokost og aften. Eller gør som os: kom når restauranten åbner, så er du næsten altid sikker på at få en plads.

Hvilke restauranter har vi valgt?

Inden da lige et par ord om, hvad det er for nogle restauranter, du kan læse om, og hvad vi går efter, når vi skal vælge. Restaurantbesøgene er nemlig en stor del af vores ferier. Vi spiser ikke nødvendigvis dyrt, men altid lokalt og med egnens råvarer. Vi er også altid på jagt efter de store madoplevelser og spiser helst noget, vi aldrig har smagt før. Så ved du det, når du skal beslutte, om du vil følge vores anbefalinger.

Og lad os så sætte os til bords!

8 gode restauranter i Granada

Lær at tælle på spansk - Lou Noire - Cover

Lær at tælle på spansk – 29,95 kr.

De fleste restauranter i Granada samler sig omkring gaden Calle Navas og det store torv Plaza de Bib Rambla. Allerede fra kl. 20 kan man se de lokale spaniere defilere forbi restauranterne for at se, om der skulle være noget særlig lækkert på menuen i dag. Du kan sagtens gøre det samme og evt. sætte dig med et lille glas for at se, om der er et sted, hvor alle skal ind og spise i dag. Der vil du også gerne hen! Ellers kan du følge vores anbefalinger her:

Rosario Varela

Skal vi ikke lige starte med det bedste først? Selv om det først lykkedes os at få bord på Rosario Varela på vores sidste aften i byen, så er det virkelig et sted, vi kun kan anbefale. På Rosario Varela møder den traditionelle tapas en fusion af æstetikken fra nyt nordisk design og så smage fra vitterligt alle afkroge af verden. Det var en oplevelse!

Se også: Lær at tælle på spansk – 29,95 kr.

Vi valgte tre dele-tapas, og det var rigeligt – også fordi der jo selvfølgelig blev ved med at komme små tapas, hver gang vi bestilte noget at drikke! Vi kan anbefale det store ostebrædt med lokale oste, bl.a. den finurlige payoyo-gedeost, Ensaladilla Rusa og også gerne en gang flamberet Presa, en udsøgt udskæring fra Iberico-grisen.

El Fogón de Galicia

I den billigere ende, men ikke mindre godt, må du også prøve tapasbaren El Fogón de Galicia. Der er ikke meget plads i den smalle bar, og det er vanvittig kaotisk med mad, der flyver rundt om ørerne på dig – og så er det skidehyggeligt! De lokale kappes om de få siddepladser, der er, så vi tog til takke med en ståplads ved vinduet. Vi havde set noget af den mad, der kom ud på bordene, og det måtte vi bare smage!

Efter den obligatoriske tapa til vores drikkevarer, her friturestegt fisk og oliven, fik vi en ordentligt skudefuld revuelto med bacalao, scrambled eggs med klipfisk. Bagefter en kæmpe stenplade med grillet Secreto, endnu en udskæring fra Iberico-grisen, som du ikke må gå glip af. Der var så meget tilbehør pomfritter og de små grønne peberfrugter til grisen, at vi trillede hjem. Så et lille tip er at bestille lidt mad ad gangen og så endnu en runde bagefter, hvis der er mere plads i maven.

La Bodeguita Cofrade

Specialiteten på La Bodeguita Cofrade er de kæmpestore delefade med friturestegt fisk og skaldyr. Da vi gik igennem gaden på vores første dag, var her fyldt af lokale, der sad med hver sit fad og fik eftermiddagen til at gå på bedste vis. Vi var kun to i selskabet og tænkte, at det nok ville være lige i overkanten til os.

I stedet fik vi både Iberico-skinke til den obligatoriske drikkevare-tapas, pimientos de padron – de lækre friturestegte små prebre, croquetas og Lagarto Iberico, en tredje udskæring på den iberiske gris, som du også skal prøve at smage.

Bodegas Castaneda

På vores andet besøg i byen blev tapasbaren Bodegas Castaneda vores stambar fra dag ét af. Vi er kommet til at elske den spanske måde at spise på. Det er et system, man lige skal lære at forstå, inden det for alvores bliver rigtig sjovt. Du kan – på turistmåden – vente på at et af de små borde bliver ledige og få serveret af en tjener. Eller du kan gøre som de lokale spaniere, finde en kvadratmeter, råbe din bestilling ind over disken og gøre dig klar til at gribe, når din mad er klar. Det er en dans med sin egen rytme, og når du først har lært den, så er det svært at stoppe igen!

Selvom Bodegas Castaneda ikke ser ud af meget udefra, er det en skjult perle. Maden er god, du får en gratis tapa til din drink – og der er sherry! Det sidste kan godt være lidt svært at finde så langt væk fra Jerez, så vi var lige forbi en gang om dagen… mindst.

Negro Carbon

Er du til en stor saftig bøf? Vi spiser normalt ikke særlig meget kød og havde også misforstået konceptet lidt med Negro Carbon. Allerede da vi kom ind, burde de store kødmontrer med de lækreste udskæringer af ko og lam og den himmelske duft af grillet kød nok have forberedt os på menukortet. Negro Carbon er en restaurant for kødelskere!

Og du kan roligt bestille løs – her ved de godt, hvad de laver. Bestiller du en af de store udskæringer, kommer der en lille rullevogn hen til dit bord. Her vælger du dit kød, får det vejet og kan så ellers sidde og nyde en af forretter, imens tænderne løber i vand. Vi gik all in på de mindre retter og nød grillet avocado, croquettas, secreto og de lækreste lammepølser.

Bar Los Diamantes - SidderUnderEnPalme

Bar Los Diamantes

Bar Los Diamantes

Tapasbaren Bar Los Diamantes finder du flere steder rundt i byen, og det er et sted for dig, der elsker fisk. Vi besøgte den lille overfyldte tapasbar på Calle Navas, hvor der var sædvanligt spansk kaos og en livlig atmosfære – ligesom vi elsker det! Højlydt snak, tallerkener der blev rakt videre og lynhurtige ekspedienter.

Konceptet er enkelt: find et sted at stå, der skal bare være plads til tallerken og glas på bordet. Bestil i baren og hold øje med, hvornår din mad er klar. Husk ikke at bestille for meget første gang, da du også får små tapas til dine drikkevarer. Hold også øje med, hvad de lokale bestiller; det er især de generøse portioner af friske friturestegte retter fisk og skaldyr, der er populære her.

Restaurante Panero

På en af vores vandreture rundt i Granada, kom vi trætte og sultne ned gennem Albaycin. Guitartoner og hyggelig småsnak nåede vores ører, og en skøn duft af stegt fisk hang i luften. Så ved man godt, at klokken er slået frokost i Spanien! På det hyggelige lille torv var der sat borde ud, og hos Restaurante Panero fandt vi heldigvis en plads.

Vi researcher en del på restauranter, inden vi rejser ud, og lige præcis denne restaurant havde vi begge læst anbefalinger til. Og vi blev bestemt ikke skuffede. Se bare det flotte tårn af Berenjenas, de friturestegte auberginer! Atmosfæren sidder stadig i kroppen, og det var et fantastisk sted at slappe af og spise tapas – som nok de eneste turister.

Los Italianos - SidderUnderEnPalmeOg så lige et godt tip til is og churros!

Vi kom flere gange forbi den lange kø, der strakte sig hele vejen hen og rundt om hjørnet fra Calle Gran Via de Colon. Vi undrede os virklig over, hvad det var, der kunne være så populært – men det var såmænd bare en isbar.

Hos Los Italianos får du da også virkelig god is, og det hjemmerørte italienske is er noget helt andet end de kedelige masseproducerede isvafler, du kan få andre steder i byen.

Vi gik forbi på forskellige tidspunkter af dagen for at prøve at regne ud, hvornår køen var mindst – og det lykkedes os til sidst at gå direkte ind fra gaden og købe en is. Det var så også klokken halv elleve om aftenen, og isen var rent faktisk al besværet værd!

Churreria Alhambra - SidderUnderEnPalme

Churreria Alhambra

De bedste churros i Granada

Som en eftermiddagssnack – eller måske som en aftensnack – finder du rygende varme churros lige ved den store Bib Rambla-plads. På Churreria Alhambra er der en livlig aktivitet hele dagen, hvor ung og gammel mødes til churros og varm kakao. Her bliver de sprøde, friskstegte churros serveret rygende varme sammen med en tyk, cremet chokolade, som man kan dyppe dem i.

Flere tips til din ferie i Granada

Sådan kommer du rundt med bus rundt i Granada

Selv om det er spændende at gå på opdagelse i Granada til fods, så er der mange bakker og stejle stigninger. Granada har heldigvis et fantastisk netværk af små røde busser, der kører overalt og hele tiden. Du kan se en køreplan her: Transportes Rober. Bare tast start- og slutdestination ind – du kan sagtens skrive navnet på dit hotel.

En enkeltbillet koster 1,40 euro og er gyldig i 60 minutter. Du kan betale med kreditkort i bussen. Hvis du skal køre mere end et enkelt tur, kan vi anbefale at købe et Credibús Card i busserne, hvor du kan sætte penge ind på og få rabat på turen.

Busserne kører dagligt fra kl. 6:00 til 23:00, med en frekvens på 4 til 10 minutter. Efter kl. 23:00 kører der natbusser, men ikke så ofte og ikke på alle ruter.

Hotel Andalucia Center - Sidder Under En Palme

Et godt hotel til prisen i Granada

Alhambra er som sagt Spaniens største turistattraktion, og det får helt naturligt hotelpriserne i Granada op i den høje ende. Vi gjorde op med os selv, at vi hellere ville bo lidt billigere og så have et par dage mere i byen. Vi nåede derfor hele fem dejlige overnatninger på Hotel Andalucia Center. Det er ca. halv pris, hvis du vælger at rykke ti minutters ekstra gang udenfor centrum.

Hotel Andalucia Center er en hotelkæde, som vi har boet på både i Cordoba og Sevilla, og der er samme gode service overalt. Hotellet ligger ca. 15 minutters gang fra centrum, og med sin store parkeringskælder er det især godt for dig, der er på bilferie i Andalusien.

Vi boede i et af deres standardværelser, der som på alle deres andre hoteller er stort og med gode senge. På toppen af hotellet finder du en dejlig pool med udsigt ud over Granada, og hotellet har sin egen restaurant. Om morgenen er der som altid en gigantisk morgenmadsbuffet.

Læs mere om hotellet her: Hotel Andalucia Center

Luksushotel lige overfor Alhambra

På vores andet besøg i Granada gav vi den fuld gas! I dagene op til julen 2024 var der ikke mange turister i Granada, og priserne derfor i den lave ende. Det gav os mulighed for at indlogere os på det 5-stjernede luksushotel Áurea Washington Irving, som ligger lige overfor Alhambra.

Udsigten er mageløs, personalet noget af det sødeste – og komforten… Åh, hvor var det skønt! Hver morgen kommer du ned til den skønneste morgenmadsbuffet, hvor du også kan bestille dine æg, som du vil have dem, avocadotoast og al andet lækkert. På toppen af hotellet er der en lille pool, hvor du selv i december uforstyrret kan slikke sol.

Det sværeste ved Áurea Washington Irving er faktisk at forlade al den luksuslykke. Heldigvis ligger indgangen til Alhambra lige overfor, og vil du ned i byen, kører de små røde busser forbi hele tiden. Du kan betale med kreditkort i bussen, så bare hop på!

Læs mere om hotellet her: Áurea Washington Irving

Læs de andre artikler om Granada her!

« Seværdigheder i Granada – 14 attraktioner du skal se!
Vandreture i Granada – 5 skønne ture rundt om byen »