Gode restauranter i Malaga – og tips til barer og is 7. februar 2025 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: , , , , , , , ,

HJÆLP OS MED AT LAVE FLERE REJSEARTIKLER! Vi elsker at rejse - og vi elsker, at du læser med her! Det er helt gratis, og det bliver det ved med at være. Hvis du vil støtte os, så vi kan skrive flere rejseartikler til dig - så køb et af vores sjove rejsespil. Klik på spillet og besøg vores søsterside www.lounoire.dk. Brug rabatkoden LOUNOIRE10 og få 10% rabat!

Find de gode restauranter i Malaga

8-sjove-spil-til-ferien-i-Spanien-Lou-Noire-Spansk-tapas

8 sjove spil til ferien i Spanien – 39,95 kr.

Der er masser af gode restauranter i Malaga – og her kan du læse om, hvor du finder dem! Malaga er en by, der hvert år byder velkommen til over 1,5 millioner turister hvert år. Nogle steder ville så store turiststrømme betyde, at maden bare bliver et tarveligt dyp i Den Gyldne Ønskebrønd, dvs. alt i friture – men ikke i Malaga!

Faktisk var Malaga den by, hvor vi spiste allerbedst på vores rundtur i Andalusien i marts 2023. Vi nåede at spise okse på tre måder: den klassiske Rabo de Toro, en burger med samme fyld og endelig en gang oksekæber. Dertil masser af lækker tapas – og oveni det har Malaga også den bedste sherrybar, som vi er stødt på udenfor sherrybyen Jerez. Malaga er dog en by, vi ofte vender tilbage til på vores ture gennem Andalusien, så artiklen her bliver hele tiden opdateret, senest i februar 2025. Nederst finder du derfor også anbefalinger til de hoteller, vi har boet på.

Nå, men er du blevet sulten allerede nu? Det er en god ide, for der er så meget lækker mad, som du skal smage her i Malaga!

Se også: 8 sjove spil til ferien i Spanien – 39,95 kr.

Lidt tips til restauranterne i Malaga

Inden vi går videre til at fortælle om restauranterne i Malaga, er det vigtigt lige at få sagt, at der er mange, mange flere gode restauranter, end dem vi havde tid til at spise på. Og at der virkelig også er meget tarvelig mad i den store turistby. Vil du finde flere gode restauranter end dem, vi har anbefalet, er det bedste, du kan gøre, at gå en tur efter aftensmaden. Prøv at finde ud af, hvor de lokale er samlet, og hvor der bliver talt et højlydt spansk. Det er helt sikkert her, du skal spise i morgen!

Du finder rigtig mange restauranter i de små sidegader imellem Calle Molina Lario og Calle Marqués de Larios og også rundt om Plaza Carbón, hvor begge veje ender mod nord.

Om vores anbefalinger til restauranter i Malaga

Og lige herunder kan du læse vores anbefalinger til de restauranter i Malaga, som vi nåede at spise på. Restaurantbesøgene er normalt en stor del af vores ferier. Vi spiser ikke nødvendigvis dyrt, men altid lokalt og med egnens råvarer. Vi er også altid på jagt efter de store madoplevelser og spiser helst noget, vi aldrig har smagt før. Så ved du det, når du skal beslutte, om du vil følge vores anbefalinger.

Og lad os så sætte os til bords!

3 gode restauranter i Malaga

El Pimpi

El Pimpi er et sted, vi bliver ved med at vende tilbage til! Det er en af byens mest populære restauranter, og du skal bestille bord i god tid – gerne samme dag som du booker flybilletten. Har du ikke bestilt bord, så spis en lille snack først og forbered dig på at vente i kø. Stedet er heldigvis gigantisk og med masser af plads, så du skal nok komme ind.

Men ventetiden i køen er det hele værd, for maden er fuldstændig tip-top lækker. Først en virkelig lækker skinke og lidt ost og rejer. Vores carrillada de vaca, oksekæber så møre at de kunne skæres over med et øjenbryn, blev ledsaget af en husets rødvin, der var uendeligt dyb og intens i smagen. Til dessert en appelsinsorbet og en gang cheesecake. Vi kommer igen!

KGB

KGB er på trods af sit navn sjovt nok indrettet som en amerikansk diner. Menukortet byder dog på spansk tapas med et moderne twist, og vi kom, fordi vi havde læst gode ting om de små oksehale-sliders. Og de skuffede ikke! De små burgere er fyldt med en bøf af de møreste oksehalekød, masser af ost og en lille smule ruccola – bare sådan for syns skyld. Betjeningen er ikke den bedste, vi har oplevet, men det lykkedes os også at få bestilt patatas bravas og ensaladilla russa, og så var alt glemt. For nøj, hvor smagte det hele dog godt!

Las Merchanas

Las Merchanas er lavet som en hyldst til den hellige uge, Semana Santa, hvor store religiøse processioner bærer statuer rundt i gaderne i ugen før påske. Og restauranten er da også fyldt med billeder, dukker og souvenirs fra de mange optog. Der er noget at kigge på over det hele… eller i hvert fald indtil maden ankommer.

Der er masser af plads i den store restaurant i Calle Mosquera, som dog også har to andre afdelinger i Malaga. Det er en af byens absolut mest populære spisesteder og en restaurant, som alle skal prøve at spise på.

Vi nåede en gang Rabo de Toro, den klassiske oksehaleragout, og dertil flere andre lækre tapas: bacalao, croquetas og patatas bravas. Det var absolut det billigste sted, vi spiste i byen, og for fire halve tapastallerkner, to glas vin og en flaske vand kom vi af med ca. 200 kr.

Bingo på spansk - Lou Noire - Print selv

Bingo på spansk – 29,95 kr.

Og til dessert – is!

Vil du gerne strække benene mellem hovedretten og desserten, kan vi anbefale at lade turen gå forbi isbaren Casa Mira. Isen bliver opbevaret under de fine, gammeldags kupler. Det er derfor lidt svært at se, hvad du bestiller, men bare slå dig løs, for det hele smager godt. Vi var forbi flere gange, og det er noget af det bedste is, vi har fået udenfor Italien.

Se også: Bingo på spansk – 29,95 kr.

Gode barer i Malaga

Malaga er fyldt med gode barer! Uanset om du er til en stor og lækker Aperol, et glas vin eller en specialøl, så har Malaga en bar til dig. Du finder rigtig mange af de helt festlige barer ude på landtangen Muelle Uno. Her er fest hele dagen. Er du mere til at sidde inde i byen og se på alt gadelivet, så starter barstriben oppe for enden af gågaden ved Plaza del Siglo.

Er du til specialøl, kan vi kun anbefale baren Birras Deluxe ved Plaza de la Merced. Udvalget er stort og spændende, og vi fik kyndig vejledning af barpersonalet til at finde de mest spændende lokale øl. Ovre på den anden side af den hyggelige plads finder du en hel stribe barer, der ligger lige i den nedadgående sol. Vi slog os ned på Picasso Bar Tapas, hvor der også serveres mad. Heldigvis havde vi en bordreservation, for ellers er nemt at blive siddende hele dagen og bare nyde livet.

Er du mere til en sherry, har Malaga en helt traditionel sherrybar, La Olvidada, tidligere kendt som La Dolores. Der er ikke meget plads i den lille bar på Plaza de Unicibay, men det er yderst festligt, og her kan du smage en masse forskellige sherry. Start gerne i den sødere ende med en Pedro Ximenes og smag dig så vej henover den helt store sherry-palet.

Flere tips til din ferie i Malaga

Bo på luksushotel i Malaga – en anbefaling!

Malaga har virkelig mange hoteller, og det kan være lidt uoverskueligt at finde ud af, hvor du skal bo. Vi fandt et dejligt sted ved den store flod, Guadalmedina, og så kan man jo altid finde hjem igen! Der ligger mange andre hoteller i området her, men vi trængte til at forkæle os selv lidt og indlogerede os på det fantastiske Vincci Selección Posada del Patio.

Der er helt sikkert hoteller i Malaga, der er billigere, men Posada del Patio, som det også kaldes, er bare lidt mere luksus. Værelserne er så smukt indrettet, at man får lyst til at blive i sengen hele dagen. Men det kommer ikke til at ske! Morgenmadensbuffeten er nemlig udsøgt og fyldt med små og store delikatesser. Du kan også bestille friskstegte spejlæg, pandekager og andre lækre retter, hvis du har lyst til det.

Hotellet ligger lige i udkanten af de hyggelige gågader. Men hotellet har også sin egen pool på tagterrassen – så hvad skal man vælge? Rune er jo efterhånden specialist i gode kærestegaver og havde derfor fundet endnu et hotel med sin egen romerske ruin i kælderen! Her finder du murene af den gamle romerske havn samt en velbevaret brønd. Der var en, der blev ret glad der, og så kender man sin kæreste godt!

Et lækkert hotel lige ved havnen og gågaden – endnu en anbefaling!

Malaga er en by, som vi ofte kommer igenne på vores rejser rundt i Andalusien. På vores andet besøg havde vi et par fantastiske overnatninger på det charmerende boutique-hotel Room Mate Valeria. Hotellet ligger perfekt i Soho-kvarteret, lige ved både havnen og den gamle bydel. Vores værelse var stilfuldt indrettet i med flotte striber, og sengen stor og dejlig.

Om morgenen nød vi den lækre morgenbuffet med friskbagt brød, frugt, spanske oste og god kaffe, inden det var tid til en slentretur ud på havnepromenaden.

Højdepunktet ved Room Mate Valeria er dog tagterrassen! Kom i god tid, for den er meget populær. Her sad vi om aftenen med hver sin virkelig veltillavede cocktail og nød den imponerende udsigt over byen og havnen. En skøn oplevelse, som vi varmt kan anbefale!

Læs de andre artikler om Malaga her!

« Gode restauranter i Alicante – og et godt tip til morgenmad!
Seværdigheder i Granada – 14 attraktioner du skal se! »