Córdoba i december – 7 dage med jul, vandring og fantastisk mad 18. august 2026 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: Andalusien, Anmeldelser, Cordoba, Ferie, Mad, Rejser, Restauranter, Seværdigheder, Spanien, Vandrestier, Vandreture, Weekendtur
HJÆLP OS MED AT LAVE FLERE REJSEARTIKLER! Vi elsker at rejse - og vi elsker, at du læser med her! Det er helt gratis, og det bliver det ved med at være. Hvis du vil støtte os, så vi kan skrive flere rejseartikler til dig - så køb et af vores sjove rejsespil. Klik på spillet og besøg vores søsterside www.lounoire.dk. Brug rabatkoden LOUNOIRE10 og få 10% rabat!
Vores anbefalinger til Córdoba
Fire år efter vores første tur til Córdoba gik turen igen til den smukke by i hjertet af Andalusien. Córdoba var vores første rigtige møde med Spanien, og siden har vi rejst rundt i landet mange gange og også boet her. Nederst i denne artikel finder du også links til vores andre artikler om Córdoba.
Det var sjovt at komme tilbage til start og se, hvor meget, vi egentlig havde lært gennem årene om Spanien og spansk (mad-)kultur. Første gang havde vi svært ved at afkode menukortet og var temmelig lost in translation. Denne gang kunne vi nok spansk til at forstå, hvad der foregik omkring os, og ikke mindst hvad vi skulle bestille på alle de fantastiske restauranter i Córdoba.
Vi havde syv dejlige dage i Córdoba i december 2025, og det viste sig at være et superhyggeligt tidspunkt at vende tilbage på. Der var julelys overalt, julemarkeder, omrejsende tivolier og boder med churros, og samtidig var vejret helt perfekt til at komme ud og vandre i bjergene omkring byen.
Se også: 8 sjove spil til ferien i Spanien – 29,95 kr.
Jul i Córdoba
For os danskere er julen fyldt med traditioner, og det bliver bare ikke rigtig jul uden sild, æbleskiver, flettede hjerter og pakkeleg. Derfor er det også altid sjovt at se, hvordan man egentlig fejrer jul i andre lande. Og lad os bare afsløre med det samme, at spanierne og danskerne IKKE fejrer jul på samme måde.
Og dog. For kernen er egentlig den samme: Man tager alt det, man godt kan lide, og får meget mere af det i december. Der er masser af hygge, fællesskab og god mad.
Hele Córdoba var pyntet med enorme lysdekorationer, og på julemarkederne fandt vi både nøddeknækkermænd og masser af små juleting. Trine fik selvfølgelig også købt miniatureting med hjem til NisseTV.
For Trine, som jo laver nissebreve og tilbehør til nissedøren, var det sjovt at se, at nisserne – los elfos – også er begyndt at dukke op i den spanske jul, men de fylder langt mindre end hjemme hos os. Og den helt store gavetradition ligger senere end den danske jul, når De Hellige Tre Konger kommer med gaver til børnene 5. januar.
Julekager er spanierne dog også ret glade for. Vi spiste Roscón de Reyes på Pastelerías Roldán på Gran Capitán, som allerede på vores første tur var blevet vores stamcafé. Ellers fandt vi ikke ret meget speciel julemad. Man spiser skinke, tapas og alt det andet gode, man plejer. Der er bare meget mere af det hele.
Tapas i Córdoba
Og netop maden var en af de vigtigste grunde til, at vi gerne ville tilbage. Córdoba har nogle helt særlige madtraditioner, og det er bl.a. her flamenquín (svinekød rullet omkring skinke, paneret og stegt) stammer fra.
Sidste gang fandt vi Taberna Salinas, og selvfølgelig skulle vi tilbage. Restauranten har siden 1879 serveret de samme klassiske retter, som vi da også skulle smage igen: tomatsalat, rabo de toro (Córdobas berømte tyrehaleragout) og og cazón en adobo (marineret og friturestegt fisk).
Restauranten er smukt indrettet med glasloft og hvide duge, og betjeningen er udsøgt med tjenere, der ved præcis, hvad de laver. Det var også et noget sjovere besøg denne gang. Fore fire år siden sad vi med det store menukort, som vi ikke forstod, og vi fik dengang bestilt alt for meget mad. Nu kunne vi læse det, tale med tjenerne og bestille alt det rigtige.
Frokost i Córdoba
Man spiser sent frokost i Córdoba, fra omkring kl. 14, men til gengæld er byen fyldt med små hyggelige barer og taverner, hvor du lige kan dumpe ind. Ved den romerske bro fandt vi den lille Taberna El Pimentón, hvor vi spiste berenjenas con miel (friturestegte auberginer med honning) og ensaladilla rusa.
Vi nåede også Las Tapas de Casa Pepe i det gamle jødiske kvarter, hvor bordet bl.a. blev fyldt med manchego, croquetas og cazón en adobo. På vores sidste besøg spiste vi på hovedrestauranten Casa Pepe De La Juderia, og maden på den lille tapasbar er lige så lækker som i den store og hyggelige restaurant. To gode anbefalinger herfra!
Garum 2.1 – når det gerne må ekstra lækkert
Der var én restaurant, vi havde glædet os ekstra meget til. Garum 2.1 havde lukket, da vi var i Córdoba første gang, så denne gang havde vi simpelthen bestilt ferien efter, at der nu var åbent.
Navnet Garum kommer fra den fermenterede fiskesauce, som romerne var vilde med, men maden her har fået så mange moderne twists på det det klassiske spanske køkken, at det at spise her er lige så stor en oplevelse som at gå i teatret. Der er så mange smage, og anretningerne vil få selv den bedste Michelin-kok til at klappe begejstret. Det var simpelthen noget af det lækreste mad, vi fik på hele turen, og betjeningen var udsøgt.
Garum 2.1 er ikke billigt, men har I noget, I skal fejre på ferien, så er det lige præcis det rigtige sted til det. Vi skal helt sikkert tilbage igen, når vi er i Córdoba en anden gang.
Se også: Rejs & Lær i Spanien – 44,95 kr.
Flere gode restauranter i Córdoba
I det hele taget er Córdoba fyldt med gode restauranter. På en aftentur rundt i den gamle bydel, kom vi forbi Restaurante El Churrasco. Vi havde allerede spist og gik bare rundt for at slå mave, men duften fra restauranten fik os til at bestille bord til næste dag. Og det kan I godt glæde jer til! Igen var der hvide duge på bordene og en udsøgt betjening – og så var der maden! Vi fik bl.a. croquetas, revuelto og secreto efterfulgt af en lille isdessert – og det hele var godt!
I nærheden af vores hotel ligger vejen Gran Capitan, som er fyldt med gode og lidt mere moderne restauranter. LaMundi var vi gået forbi mange gange, og den var altid fyldt med glade gæster. Den skulle derfor også prøves! Det er et mere hipt og moderne sted, og her stod den bl.a. på croquetas, kartofler med mojo rojo, flamenquín og en meget kunstnerisk fortolkning af tyrehale.
Vandring i Córdoba
Med al den mad skal der også nogle gåture til, hvis man ikke skal trille hjem. Og det var lige her i Córdoba, at vi for fire år siden for alvor begyndte at vandre. Dengang i sneakers og uden det helt store kort gik vi ud til Medinaen, som ligger et godt stykke udenfor byen.
Denne gang var vi lidt mere forberedte, og hjemmefra havde vi glædet os længe til at komme ud i de smukke bjerge omkring byen. På fire år havde vi også lært at forberede vandreturene hjemmefra med bl.a. at læse om ruter – og pakke vandrestavene! I Córdoba kan du sagtens vandre i fladt tærren, men vil du op nord om byen, så starter bjergene. Vi havde tre dejlige vandreture, som du kan læse om her.
Cinturón Verde de Córdoba
Første vandretur gik ud på Cinturón Verde de Córdoba, det grønne bælte omkring byen. For fire år siden var man netop ved at etablere vandreruterne her, og vi havde glædet os til at komme ud på de færdige trails. Vi startede med at tage bussen inde fra centrum og ud til forstaden El Naranjo.
Her begynder turen i det gamle stenbrud, og der er en smuk udsigt op til bjergene. Turen går også ned under den store flotte bro, Puente de Hierro, inden den svinger ud i landskabet og følger floden gennem de bakkede lunde. Vi spiste den medbragte frokost ved den lille kirke Santuario de Santo Domingo de Scala Coeli og fortsatte gennem landskabet med udsigt tilbage mod Córdoba.
På vejen tilbage kom vi igennem de store olivenlunde, hvor jorden var blevet rodet grundigt op under træerne. Vi undrede os længe over, hvem der mon kunne have gjort det – indtil vi så vildsvin på menukortet. Det var selvfølgelig grisenes tryner, der havde ledt efter oliven i jorden.
Vandring på Camino Mozárabe
I det hele taget er der fra centrum af den moderne by Córdoba og ud til et helt andet Andalusien med olivenlunde, bjerge og gamle veje bare ikke særlig langt. En af feriens allerbedste vandreture begyndte med en bus op i bjergene til Cerro Muriano nord for Córdoba. Vi havde ikke lige nået at købe frokost til turen, men det var lørdag formiddag, og den store grill var allerede tændt i Restaurante Los Pinares. Her fik vi to lækre sandwiches med – og lovede os selv, at vi ville komme tilbage til lørdagsfrokost en anden gang. Det duftede så godt!
Efter et besøg i romernes gamle kobberminer i udkanten af Cerro Muriano gik vi mod Córdoba ad Camino Mozárabe, en af pilgrimsruterne, der går hele vejen op til Santiago de Compostela i Nordspanien.
Cerro Muriano var et vigtigt mineområde allerede i romertiden, hvor der blev udvundet især kobber. De gamle veje gennem bjergene fortæller stadig en spændende historie om minedrift gennem mange tusind år. Flere steder kunne vi tydeligt se de parallelle spor efter vognhjul, der gennem århundreder har slidt sig ned i klipperne.
Undervejs kom vi også forbi skiltet mod Cañada Real Soriana, en af Spaniens gamle kvægdrivningsruter, og længere fremme ændrede landskabet igen karakter med gamle stenanlæg og spor efter endnu tidligere bosættelser. Og vi må ikke glemme at nævne den fantastiske udsigt. Fra de gamle mineveje kan du se hele vejen ud over over landskabet omkring Córdoba, og bjergene er i sig selv grund nok til at tage en dag væk fra byen.
Mezquitaen og den romerske bro
Vi havde allerede set mange af Córdobas største seværdigheder på vores første besøg. Dengang var vi bl.a. inde i den fantastiske Mezquita-Catedral de Córdoba, så denne gang nøjedes vi med at gå rundt om den enorme bygning og gennem de små gader omkring den.
Til gengæld kom vi denne gang endelig over den store flotte romerske bro Puente Romano og ind på museet i Torre de la Calahorra på den anden side af floden Guadalquivir. Tårnet rummer Museo Vivo de al-Andalus, som fortæller om Córdoba under det muslimske herredømme og om mødet mellem den muslimske, jødiske og kristne kultur. Museet og er fint lavet med mange modeller og figurer, så det også er et godt sted at tage børn med. Og øverst venter en af de bedste udsigter over Córdoba. Herfra kigger du lige hen over den romerske bro mod Mezquitaen og ind over hele den historiske bydel.
Tilbage på den anden flodbred igen kan du også nyde den gamle byport, Puerta del Puente, og langs floden ligger det store vandhjul Molino de la Albolafia. Det hjul, du kan se nu, stammer fra 1100-tallet og blev brugt til at føre vand op til Alcázar de los Reyes Cristianos, det store slot.
Romerne i Córdoba
Ligesom de arabiske rødder, dukker romerne også op næsten overalt i Córdoba. Tæt ved restauranten Taberna Salinas står resterne af det romerske tempel med de store korintiske søjler, og selvfølgelig er Puente Romano et af byens mest kendte vartegn.
På en af vores gåture gennem byen fandt vi endelig også den anden romerske bro, Puente Romano de los Pedroches. Den er noget mindre og ikke helt så imponerende – men ikke mindre vigtig. I romersk tid forbandt den Córdoba med Merida, den gamle romerby i regionen Extremadura lige ved grænsen til Portugal. I dag er området indtaget af – ikke romere – men romaer, og man skal være stor romerfan for at kunne se skønheden i de perfekte buer og smukt udhuggede stenblokke. Vi havde ledt længe efter den anden romerske bro i byen og gav hinanden en kæmpe high five, da det endelig lykkedes os at finde den i udkanten af bydelen Fatima.
Córdobas berømte patios
En anden gåtur rundt i byen fik os også forbi den gamle bydel vest for Mezquitaen. Her finder du nogle af Córdobas berømte patios.
De private gårdhaver er blevet et af byens kendetegn. Hvert år i maj åbner beboerne dørene til Fiesta de los Patios, hvor gårdene fyldes med blomster og besøgende. Traditionen har siden 2012 været på UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Heldigvis er det også muligt at besøge nogle patios uden for festivalen, og er du heldig, kan du ofte få et kig ind i de flotte gårdhaver, et levn fra de arabiske erobrere.
Hotel Córdoba Center
For at kunne komme så meget og så nemt rundt i byen, som vi fortæller om her, er det også vigtigt, at du bor godt. Den gamle bydel er fyldt med små hyggelige hoteller – men vi har boet det samme sted begge gange. Hotel Córdoba Center ligger i den nordlige ende af centrum, lidt udenfor bymidten.
I december var der god plads på hotellet, og denne gang blev vi opgraderet tik en hel suite med både dagligstue og soveværelse. Morgenmaden er en af grundene til, at vi gerne vender tilbage. Der er et kæmpe udvalg med frugt, brød, ost og masser af lækre spanske delikatesser. Og efter sådan en morgenmad er man godt rustet til både Córdoba og bjergene.
Hvordan kommer man til Córdoba?
Når det netop bliver dette hotel igen og igen, er det fordi, det både ligger godt i forhold til bymidten, og også kun ca. 10 minutters gang fra togstationen. Kommer du i bil, er det nemt at komme ind i byen og parkere her.
På denne tur både landede og lettede vi i Málaga og tog derfra videre til Córdoba. Det gav samtidig en meget vigtig fordel: Vi kunne slutte turen med et besøg på vores yndlingsrestaurant El Pimpi i Málaga. Her findes alle de lækre spanske specialiteter, som vi er kommet til at holde så meget af. Og SÅ var det ellers tid til at komme hjem og tanke op på pebernødder, flæskesteg og drillenisser.
Vores andre artikler om Córdoba
Har du fået lyst til at læse mere om den smukke gamle by i bjergene, finder du vores andre artikler om Córdoba her:
- Gode restauranter i Cordoba – smag på de mauriske traditioner
- 10 ting, du skal spise i Cordoba – med masser af lokale specialiteter!
- Smukke vandreture i Cordoba – følg stierne til Medina Azahara!
- Gode tips til din ferie i Cordoba, Andalusien
- Seværdigheder i Cordoba – 10 attraktioner du skal se!
- Shopping i Cordoba – her finder du alle de gode butikker!
Du kan også klikke dig videre her!




































