Seværdigheder i Flensborg – 8 attraktioner du skal se 24. september 2019 – Kategori: Rejser, Tyskland – Tags: Ferie, Flensborg, Flensburg, Julemarked, Rejser, Seværdigheder, Tyskland, Weekendtur
HJÆLP OS MED AT LAVE FLERE REJSEARTIKLER! Vi elsker at rejse - og vi elsker, at du læser med her! Det er helt gratis, og det bliver det ved med at være. Hvis du vil støtte os, så vi kan skrive flere rejseartikler til dig - så køb et af vores sjove rejsespil. Klik på spillet og besøg vores søsterside www.lounoire.dk. Brug rabatkoden LOUNOIRE10 og få 10% rabat!
Hvad skal du se i Flensborg?
Mangler du tips til seværdigheder i Flensborg? Her får du en guide til seværdigheder i Flensborg og nogle af alle de mange attraktioner. Den gamle havneby har altid været et centrum for den omfattende Østersøhandel, både til vands på fjorden og til lands på den historiske Hærvej.
Er du der kun på en weekendtur, kan det være svært at vælge, hvad du skal nå at se, så her kommer en liste over de seværdigheder i Flensborg, som du helt sikkert bliver nødt til at besøge, når du er på ferie i byen.
Udover den skønne Flensborg Fjord byder byen nemlig også på mange andre spændende seværdigheder og attraktioner. Du kan læse meget mere og planlægge dit eget besøg på: Flensburg Tourismus.
Se også: 7 sjove spil til bilturen – 29,95 kr.
8 seværdigheder i Flensborg, du skal se
Den historiske havn i Flensborg
En gåtur langs fjorden er obligatorisk! Besøg også Museumswerft Flensburg, det arbejdende skibsværft, der bygger og udstiller kopier af historiske sejlfragtskibe og arbejdsbåde fra det 18. og 19. århundrede. Fra maj-oktober kan du også komme på sejltur på Flensborg Fjord med den gamle salon-damper Alexandra. På Schifffahrtsmuseum Flensborg kan du se udstillingen om havnens og den gamle købstads historie. Rom-museet i kælderen fortæller historien om handlen med Dansk-Vestindien og slavetiden.
Se også: Europas flag – 29,95 kr.
Romhusene i Flensborg
I det hele taget fylder den brune drik meget i Flensborgs historie. I 1700-tallet var byens havn en af de vigtigste knudepunkter i handlen med rom. I storhedstiden var der over 200 romhusene i Flensborg, men i dag er der kun to tilbage. Hos Rumhaus Johannsen og Braasch Wein & Rumhaus kan du lære mere om rom, nyde et glas eller to og købe en souvenir med hjem.
Middelalderbyen Flensborg
Besøger du romhuset Braasch, så tag dig endelig tid til også at udforske resten af Rote Strasse, der siden middelalderen været fyldt med butikker og håndværkere. Husene på den brostensbelagte gade er smukt restaureret, og her finder du mange arbejdende kunsthåndværkere i de gamle gårde. Vil du vide mere om byen, kan du booke en rundvisning med guide.
Flensburger Brauerei
Er du mere til øl end rom og gamle huse, kan du komme på rundvisning på byens lokale bryggeri. Flensburger Brauerei har siden 1888 leveret øl til de tørstige tyskere – og altid med den genkendelige patentprop. Der er rundvisninger alle hverdage og fra maj-september også om lørdagen.
Julemarked i Flensborg
Kommer du forbi Flensborg i julemåneden, så besøg endelig det hyggelige julemarked. Markedet strækker sig fra Nordermarkt hele vejen til Südermarkt med masser af boder, hvor der serveres gløgg, brændte mandler og andre lækkerier. I de mange boder kan du købe juledekorationer og kunsthåndværk, for eksempel de kendte englefigurer og nøddeknækkere fra Erzgebirge.
Grænsebutikker
Til en ferie ved grænsen hører også et besøg i grænsebutikkerne. Besøg den store grænsehandelsby i Harrislee, hvor blandt andet Fleggaard ligger eller Scandinavian Park, som du rammer ved at følge motorvejen. Er du på vej sydpå, så kør også ind i den store outletlandsby i Neumünster. Her kan du få tøj og sko fra alle de kendte mærkevarer – og det med store rabatter!
Se også: Spil med ord på ferien i Tyskland – 29,95 kr.
Forsvarsværket Dannevirke
Når nu du er kommet på de kanter, skal du også næsten lige se et af nationalskattene, Forsvarsværket Dannevirke, det største arkæologiske oldtidsminde i Nordeuropa. Danerne startede i vikingetiden på konstruktionen af fæstningsværket, som blev opført på det smalleste sted henover den jyske halvø. Ca. 40 km syd for den nuværende grænse, kan du se dele af Dannevirke fra motorvejen af. Dannevirke-museet har udstillinger og arrangementer, og i museumsparken ses Dannevirke hovedvold, Valdemarsmuren, voldstedet Thyraborg og skanse 14 fra 1864.
Hærvejen
På vej hjem fra Flensborg kan du også se et andet stykke danmarkshistorie: Hærvejen. Hærvejen eller Ochsenweg, som den hedder syd for grænsen, ligger tæt på motorvejen. Drej af ved afkørsel 75 og bagefter til venstre – så kommer du ind på Hærvejen. Du finder et detaljeret oversigtskort her: Kort over Hærvejen. Vælg vandreetape 23 – Kliplev – Padborg.
Læs de andre artikler om Flensborg her!










