Seværdigheder i Cadiz, Spanien – 10 attraktioner du skal se! 28. marts 2022 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: , , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Turistattraktioner i Cadiz

Mangler du tips til seværdigheder i Cadiz? Der er masser at se på i den historiske søfartsby, der også byder på nogle af de lækreste badestrande i Spanien. Men hvis du kun er i byen på en kort tur fra Sevilla, er det svært at nå at se det hele. Det kan derfor virkelig slet ikke anbefales nok at tage en eller flere overnatninger i Cadiz. Den smukke Atlanterhavsby fortjener mere end bare en hurtig dagstur, for udover badeturen skal du også lige nå at se de enestående fønikiske ruiner, spadsere i de labyrintiske gader i den gamle bydel og spise et par fristende skaldyrstapas.

Banner - Spanien - Lær sprog

Selv om du har flere dage til rådighed, kan det dog stadig være svært at vælge, hvad du skal se, så her kommer en liste over de seværdigheder i Cadiz, som du helt sikkert bliver nødt til at besøge, når du er på ferie i byen. Der er dog mange andre spændende seværdigheder i Cadiz, og du kan læse meget mere og planlægge dit eget besøg på: Turismo Cádiz.

Åbningstider for seværdigheder i Cadiz

Bemærk, at den nævnte side er på spansk, men det er samtidig også den, der er mest opdateret i forhold til åbningstider. Du kan evt. lige køre den igennem Google Translate. Vælg spansk og dansk, sæt hele url’en/sidelinket ind og klik på det link, der nu er dannet i den danske oversættelse.

Generelt om alle de åbningstider, du kan læse for museer, restauranter og butikker i hele Cadiz, så er det vores oplevelse, at de kun er vejledende. Klik på linket for at tjekke åbningstiden og tag så afsted – men bliver ikke skuffet, hvis der lige er en lille lap papir i vinduet, der fortæller, at der lige i dag er lukket.

Andre gange møder du bare en lukket dør, og sådan er det bare her. Det er en del af charmen, og der er jo åbent igen på mandag, og lige nu har du en undskyldning for at tage et ekstra glas fino i stedet for. Fik vi sagt, at vi elsker tempoet i Spanien? 🙂 Men som hovedregel er mange museer lukket om søndagen, og samme dag er alt lukket efter klokken 14.

Kort om Cadiz

Inden vi går i gang med at fortælle om de turistattraktioner i Cadiz, som du bare må opleve, så er det nødvendigt med et kort rids af byens historie. Overalt i byen finder du i de skiftende byggestile tegn på, at Cadiz har været en vigtig by, som skiftende herskere gerne ville besidde. Og den ligger da også strategisk godt, lige her i udsejlingen til Atlanterhavet, men stadig godt beskyttet af de store bølger og skærene i den lave lagune.

En rejse gennem Spaniens historie

Bogtip: En rejse gennem Spaniens historie af Svend-Arne Jensen

For at give et billede af, hvor vigtig byen egentlig har været gennem tiderne, så var det også lige her fra havnen i Cadiz, at Columbus drog ud på flere af sine rejser til Amerika. Men Cadiz’ historie er noget ældre. Byen blev oprindelig grundlagt af fønikerne i 1100 f.Kr., som kaldte den Gadir. Senere blev byen erobret af romerne i 206 f.Kr., hvor den skiftede navn til Gades. Senere overtog visigoter og maurere, og det var da også under maurernes herredømme, at Cadiz i 844 fik et uvelkomment besøg af de nordiske vikingeskibe under de første togter til Spanien.

Hvad er ligheden mellem Cadiz og Esbjerg?

Udover muligheden for at have kontrol over indsejlingen til Middelhavet, så har Cadiz også tiltrukket erobrere med sine rigdomme. Cadiz har nemlig altid været en velstående by. Ikke på den prangende måde, som f.eks. Sevilla, men på en mere subtil Esbjerg-måde. I Cadiz lugter der nemlig også altid bare lidt af penge, især i køkkenet. Der er altid blevet landet rigtig meget fisk her, og Cadiz er i dag med til at gøre Spanien til verdens næststørste producent af tun, og 80 % af det sendes til Japan.

Under romernes herredømme var byen endestationen for Via Augusta, romervejen der gik henover Spanien og helt ned til Rom. Byen havde en særlig betydning, både for eksporten af jern fra de omliggende miner, saltproduktionen og især for garum. Garum var en fermenteret fiskesauce, som blev spist overalt i Romerriget. I Baelo Claudiai nærheden af Tarifa kan du besøge ruinerne af romernes store garum-fabrik.

Vil du læse mere om Spaniens historie, kan vi stærkt anbefale En rejse gennem Spaniens historie af Svend-Arne Jensen. Her får du en god indføring i landets omskiftelige historie, og bogen er rigtig godt skrevet og et must for dig, der elsker Spanien. Klik på billedet for at læse mere.

Banner - Spanien - Sprogspil

10 seværdigheder i Cadiz, du skal se

Før du tager ud på en Tour de Seværdigheder i Cadiz, så er det vigtigt at vide, at du også skal sætte tid af til bare at slentre rundt i byen. De krogede gader i den gamle by og den hyggelige stemning kræver, at du går ned i tempo og bare nyder livet med en is i hånden. Men Cadiz har også så meget spændende at byde her, og her kan du læse om nogle af alle de spændende seværdigheder.

1. Torre Tavira

Start dit besøg i Cadiz med en tur op i Torre Tavira midt i den gamle by. Her får du et godt overblik over, hvordan byen egentlig ser ud, og hvor den gamle bydel møder den nye. Tårnet af et af byens i alt 134 vagttårne. Bygget i 1700-tallet i byens guldalder, var det vigtigt for de store købmænd at kunne spejde efter deres skibe, der kom sejlende tilbage med varer fra det nye land, Amerika. Når du har nydt udsigten kan du booke en tid til det gamle Camera Oscura, der viser byen via spejle.

2. Yacimiento Arqueologico Gadir

Hvis du kun har tid til at besøge ét museum på hele din ferie, så lad det blive det her! Få steder omkring Middelhavet er der fundet spor efter fønikerne, et semitisk folk der i oldtiden anlagde handelsbyer over hele Middelhavet. Cadiz er et af de steder, og her på Yacimiento Arqueologico Gadir kan du få en rundvisning i resterne af den fønikiske bosættelse.

De dygtige og engelsktalende guider følger dig rundt i udgravningen, og her kan du se, hvordan Cadiz så ud for 3.000 år siden. 8 huse og to gader er bevaret, og i lergaderne kan du stadig se sporene efter kvæget. Enestående er også skelettet af en kat og rekonstruktionen af ansigtet på Mattan, den mand der døde i en brand i det 6. århundrede f.Kr. Over resterne af de fønikiske boliger og veje ligger de romerske ruiner af en cisterne, en farvefabrik samt de store saltkar til fiskesaltningen.

Det er svært at beskrive, hvor fantastisk det egentlig er at bevæge sig rundt dernede på museet i halvmørket under jorden. Men hele rundvisningen tog ca. 30-45 minutter, og bagefter var vi straks klar til at høre og se det hele en gang til! Udstillingen er gratis, og du kan hente din billet en halv time før første rundvisning.

3. Museo de Cadiz

Vi snupper lige et museum mere, for udstillingen i Museo de Cadiz binder alt det sammen, du lige har set fra tårnets top og museets udgravninger. Stjernerne på museet er de to fønikiske sarkofager, der menes at være blevet importeret fra det fønikiske hjemland i det, der i dag er Sidon i Libanon.

Museet er dog fyldt med et væld af spændende genstande fra stenalderen og til nu, og der er så meget at kigge på, at der nemt kan gå et par timer. Ud over den imponerende samling af fønikiske skatte, så er også de romerske statuer, amforaer og penis-amuletter hele besøget værd. Tag jer endelig tid til en slentetur igennem galleriet i billedkunstsamlingen. Øverst oppe finder I en pudsig samling af dukker fra et gammelt dukketeater.

4. Teatro Romano

Det romerske teater, Teatro Romano, kan også ses ude fra gaden, men derfor er udstillingen alligevel et besøg værd – og så er det gratis! Amfiteatret, der var det næststørste i den romerske provins Hispania, var en vigtig institution i det romerske byliv. Det kunne rumme 20.000 besøgende, og i udstillingen får du en grundig forklaring på, hvordan teatret blev opført.

5. Catedral de Cadiz

Selv om domkirken Catedral de Cadiz er forholdvis ny, så er den stadigvæk et imponerende syn, som den ligger der helt ud til havet. Du kan nøjes med at nyde den udefra, men du kan også betale entre for at komme ind. Katedralen blev opført i 1700-tallet, og alt hvad du ser herinde, blev opført med overskuddet fra handlen med Amerika. Det er overdådigt og imponerende, men mest imponerende er dog alligevel det stedvise ekko i krypten. Når du står på bestemte fliser, bliver din stemme gengivet virkelig højt!

6. De lange sandstrande

Med alle de museer er det nu blevet tid til at få vasket støvet af med en dejlig badetur. Cadiz byder på nogle af Spaniens bedste badestrande, og de kilometerlange sandstrande giver plads nok til alle. Mest populær er La Caleta helt inde ved den gamle by. Besøg dog også Playa Santa María Del Mar og Playa La Victoria, der har de skønneste strandbarer.

7. San Sebastián and Santa Catalina

I hver sin ende af stranden La Caleta ligger de to forter, San Sebastián and Santa Catalina. San Sebastián har den smukkeste promenadetur, men der er ikke adgang til selve fortet. På Santa Catalina kan du både få lov til at gå rundt og se selve fortet samt de skiftende udstillinger. Et besøg på Santa Catalina er gratis.

8. Parque Genoves

Fra de to fæstningsværker kan du spadsere videre nordpå rundt om øen på den lange promenade. Lidt efter kommer du til Parque Genoves, en af de mange smukke parker i byen. De mange træer er klippet med en neglesaks, og her er smukt og – bortset fra Atlanterhavets evige susen – helt stille. Det er her i parkerne, at de lokale mødes på de varme sommerdage for at få lidt skygge og bare hænge ud.

9. Flere føniniske og romerske ruiner

I de tre parker Erytheia, Varela og Asdrubal, som ligger lige ved siden af i hinanden i den nye bydel, er der meget mere guf for arkæologinørder. Det her er ikke noget, som du kan læse om i de almindelige turistguider, og vi fandt det faktisk kun ved et tilfælde. Det er dog vigtigt lige at understrege, at du skal have en særlig interesse i historie for at synes, at det her er rigtig spændende – ellers så nyd med god samvittighed en dejlig eftermiddag ved stranden.

For os var det helt enestående. Her i Cadiz’ nekropolis finder du ikke gibsafstøbninger, men ægte fønikiske stensarkofager og romerske begravelser. Og de ligger lige dér, hvor de blev placeret for mange tusind år siden. Også rørene fra den romerske ækvadukt, der ligger blottet ved Plaza Asdrubal er et helt unikt syn.

10. …og så lige et par boblere til næste gang

Selv om vi havde 6 hele dage i Cadiz, så var det langt fra alt, vi nåede at se. Hvis vi havde haft mere tid, så ville vi også gerne have set udgravningen af den fønikiske havnden romerske saltfabrik og Catacumbas Del Beaterio – men vi må bare vende tilbage en anden gang! Vi skal nok opdatere listen med anbefalinger her, når vi har været forbi igen.

Flere tips til din ferie i Cadiz

Find et godt hotel i Cadiz

Cadiz ligger lige ud til Atlanterhavet, og uanset hvor du bor i byen, er der ikke langt til den nærmeste badestrand. Især kvarteret La Vina i den gamle bydel lige ved stranden La Caleta er populært blandt turister. Men længere mod syd lokker kilometervis af dejlige sandstrande ved Playa Santa María Del Mar og Playa La Victoria med lige så lækre hoteller – så hvor skal du bo?

Booking.com kan du se det store udvalg af hoteller i Cadiz, og nedenfor kan du også læse vores anbefaling til det bedste sted at bo i Cadiz. Du kan også lave din egen søgning på Booking.com efter et godt hotel i Cadiz lige her:



Booking.com

En lejlighed midt i den gamle bydel i Cadiz

Precioso piso en La Caleta - Lejlighed i Cadiz - Find et godt hotelVi var to voksne og en teenager på ferie, og det krævede derfor et ekstra værelse. Vi endte med at finde den lækreste lejlighed lige midt i La Vina i den gamle bydel. Der var ikke ét, men to ekstra værelser samt en sofa, der kunne slås ud. Dertil to toiletter, en stor stue med spiseplads og et virkelig lækkert køkken.

Allerede hjemmefra planlagde vi al den mad, vi nu skulle købe på madmarkedet, der ligger kun fem minutters gang fra lejligheden, men det skete bare aldrig! La Vina og faktisk hele den gamle bydel er fyldt med billige tapasbarer og restauranter, og vi endte med at spise ude hver eneste aften.

Lejligheden ligger også lige ved stranden La Caleta, hvor både små og store vil elske at bade. Det allerstørste plus var nu alligevel, at nøglen til lejligheden skal hentes i en nøgleboks, så du kan lukke dig ind, lige når du ankommer og ikke skal vente på udlejeren. Til gengæld stod der en flaske vin og en æske chokolade og ventede på os, da vi låste os ind. Vi kommer gerne igen!

Læs mere om lejligheden her: Precioso piso en La Caleta

Hvordan kommer du til Cadiz?

Den nemmeste måde at komme til Cadiz på er ved at lande i lufthavnen i Sevilla. Fra Sevilla lufthavn skal du først med lufthavnsbussen ind til togstationen Santa Justa. I marts 2022 kostede lufthavnsbussen €4.

Fra togstationen Santa Justa i Sevilla kan du køre videre mod Cadiz. Fra Sevilla og til Cadiz tager det ca. en time og femogfyrre minutter med toget. På stationen skal du købe dine billetter på billetkontoret (Renfe), hvor du også skal vise pas, inden du kan komme med toget. I marts 2022 kostede det €17 fra Sevilla til Cadiz, og prisen inkluderer en obligatorisk pladsbillet.

Vil du spare tid, kan du også købe billetter på app’en Omio. Bemærk, at du stadigvæk skal indtaste dine pasoplysninger her.

Sidder Under En Palme - Sjove spil til ferien i Spanien

Læs de andre artikler om Cadiz her!

« Ferie med børn i Cadiz, Spanien
Gode tips til din ferie i Cadiz, Spanien »