Seværdigheder i Ayamonte, Spanien – 8 ting du skal opleve! 24. januar 2024 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: , , , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Ayamonte – en perle ved Guadiana-floden

Ayamonte er en lille by, som ligger i Huelva-provinsen i det alleryderste af Spanien, lige på grænsen til Portugal. Byen byder besøgende velkommen med en unik blanding af historie, kultur og naturskønhed. Er du på bilferie i Andalusien eller langs Algarvekysten, så tag endelig et stop i den smukke by, for her er masser at se og opleve.

Banner - Spanien - Lær sprog

Vi boede i Ayamonte i tre måneder henover vinteren i 2024. Med ønsket om at komme væk fra sne og kulde fandt vi det perfekte vinterhi. Hvis du har været i Svendborg, hvor vi normalt bor, så kender du også størrelsen på byen – og tempoet. Her leves livet på den ægte spanske måde med lige dele fest, hygge og siesta.

Her fortæller vi, hvad du skal se på en ferie i Ayamonte, og hvad der gør Ayamonte til et helt igennem dejligt sted. Hvis du har brug for endnu mere inspiration til alt det, du kan opleve i Ayamonte, kan du også følge med her: Información Turística Ayamonte, Cultura Ayamonte, Cultura Ayamonte og InfoAyamonte.

8 skønne seværdigheder i Ayamonte

1. Den Gamle By: Historie og Arkitektur

Ayamontes gamle bydel er som et åbent museum, hvor brostensbelagte gader og farverige huse vidner om århundreder af historie. Den ældste del af byen ligger højest, som et værn mod tidligere tiders voldsomme slag til søs og på land. Det kan godt betale sig at tage traveskoene på og begynde opstigningen, for udsigten herfra er intet mindre end fantastisk.

Vi havde lejet et lille hus, Flor de Sal, på Calle Oriente, og her finder du de smukkeste snoede gyder, der fører dig tilbage i tiden. Her er du på det højeste punkt i den gamle by, og der er en pragtfuld udsigt udover saltmarkerne og over til Portugal.

Herfra er der kun en lille gåtur ned til den gamle tyrefægterarena, Plaza de Toros de Ayamonte. Arenaen er ikke længere i brug, men nyd de smukke mauriske mosaikker ved billetlugen og stemningen i de små gader.

2. Castillo de Ayamonte: Historiske Fæstningsværker

Fra Ayamonte er der fra de fleste pladser et godt kig over til Castro Marim, den store borg på Portugal-siden. Derfor er det heller ikke svært at forestille sig, hvordan det tilsvarende fæstningsværk har set ud her i Ayamonte. Men netop fantasien bliver du nødt til at tage i brug, for der er ikke meget tilbage af det imponerende bygningsværk, som du kan se her på de gamle billeder.

Går du fra tyrefægterarenaen og videre op ad bjerget, kommer du til Hotel Parador de Ayamonte, hvor den romerske borg og middelalderfæstningen lå i tidligere tider. Lige ved siden af hotellet, i La Rodadera, ligger de eneste bevarede bygningsrester af borgen, som dog desværre er i privateje og derfor ikke kan besøges. Fra området omkring El Salvador-kirken er det dog muligt at se resterne af den gamle bymur. Der er ikke meget tilbage, vi ved det godt, og er du historieinteresseret, kan vi derfor kun anbefale et besøg til Castro Marim! Læs vores guide her!

3. Plaza de la Laguna: Spansk byliv, når det er bedst!

Herfra er der kun en kort gåtur gennem den hyggelige Christoffer Colombus-gade, Calle Christóbal Colón, tilbage til byens store torv, Plaza de la Laguna. Efter den dejlige gåtur skal det blive godt med en kop kaffe eller en kold øl på en af de mange skønne barer og caféer, der ligger rundt om Plaza de la Laguna. Her er der liv hele dagen og masser af spansk hygge!

4. Strandene: Kilometervis af de skønneste sandstrande

Ayamonte er en varm by i sommermånederne, og trænger du til at blive kølet af, er det godt at vide, at området byder på nogle af de bedste badestrande. Selve Ayamonte ligger lidt inde i landet, men de to kystbyer Isla Canela og Isla Cristina kan hurtigt nåes med bussen, der kører hele dagen. Her er der kilometervis af hvide sandstrande, der indbyder til en badetur.

Banner - Spanien - Sprogspil

5. Marismas de Isla Cristina Naturpark: Økosystemets Skatkammer

Næstefter sandstrandene, er den pragtfulde natur nok det, som lokker de fleste turister til Ayamonte. Ayamonte byder med sin afvekslende natur på alle former for udendørshobbies. Her kan du sejle, spille golf, vandre, køre mountainbike, rapelle, fiske og spotte fugle. Rundt om byen er der flere afmærkede vandrestier, ja faktisk er byen kun et punkt på vejen i et kæmpestort stisystem, som tager dig både op ad floden og rundt langs kysten.

For naturelskere er især naturparken Marismas de Isla Cristina et paradis. Det store vådområde ved Guadiana-flodens delta tiltrækker både flamingoer, storke og et utal af trækfugle. Det fascinerende marskland byder på både saltvandssøer og lumske vandhuller, så hold dig til stierne.

6. Iglesia de las Angustias: En Juvel af Andalusisk Kirkekunst

Tilbage i byen er det tid til at besøge den imponerende kirke, Iglesia de las Angustias, som står som et højdepunkt inden for andalusisk barokarkitektur. Kirken, der blev opført i det 16. århundrede, imponerer med detaljerede udskæringer, forgyldte ornamenter og malerier af lokal kunstner Francisco José de Goya.

7. Shopping i Ayamonte: Hyggelige butikker og lokale specialiteter

Nu skal det hele jo ikke være kultur, der skal også være tid til lidt shopping! Fra kirken går du ud i et hyggeligt netværk af små gader, der byder på butikker med tøj, sko og tasker. Bedst er dog byens madmarked, Mercado de Abastos de Ayamonte, hvor du kan få alt, hvad hjertet begærer af frugt og grønt, kød og fisk. Her er åbent alle formiddage fra 7.30 – 14.00, dog ikke søndag.

8. Havnen: Promenadetur og vejen til Portugal

Slut dagen af med den overvældende smukke solnedgang fra promenadestien rundt langs havnen. Her kan du møde de lokale spaniere, der med en is i hånden slentrer langs vandet og nyder den svalende brise fra floden Guadiana.

Det er også herfra, at den lille færge til Portugal ligger til, se billedet øverst. Selv om Ayamonte er skøn, så må du ikke snyde dig selv for en lille smuttur til Portugal. Lige på den anden side af den korte færgetur ligger den hyggelige turistby Vila Real de Santo Antonio og med det store slot Castro Marim i gåafstand fra byen. Alt det kan du læse mere om her: En dagstur til Vila Real de Santo Antonio, Portugal – seværdigheder, restauranter og shopping

Hvor skal du bo i Ayamonte?

Posada El Convento Mercedario Ayamonte - SidderUnderEnPalme

Udsigten fra Posada El Convento Mercedario i Ayamonte

Ayamonte er med sit hyggelige byliv og naturskønne omgivelser en rigtig andalusisk perle, der kun venter på, at du kommer forbi. Vores langtidsferie i byen har givet os en oplevelse for livet, og vi skal helst sikkert tilbage en anden gang. For Ayamonte ligger dér og lokker med sin charme. Det er let lige at tage et par overnatninger på vej til Portugal – eller bare fordi.

Byen har et væld af skønne hoteller, og ønsker du at holde ferie i Ayamonte, er der flere forskellige muligheder for at bo godt. De fleste turister vælger at holde ferie ude ved de skønne strande, især i Isla Canela, som også byder på en populær golfbane. Men hele vejen hen langs stranden ligger der masser af lækre strandhoteller, og du kan se dem ved at klikke på linket her: Strandhoteller i Isla Canela.

Vil du bo inde i byen, har byens bedste hotel, Hotel Parador de Ayamonte, den mest pragtfulde udsigt ud over floden og over mod Portugal. Leder du efter et billigst sted at bo i Ayamonte, kan hotellejlighederne i det gamle kloster Posada El Convento Mercedario (billedet) anbefales. Her bor du tæt på centrum i fuldt udstyrede lejligheder og med udsigt ud over byen og solnedgangen fra baren på tagterrassen.

Du kan se alle de andre hoteller i Ayamonte ved at klikke her. Du kan også lave din egen søgning efter hoteller i Ayamonte lige her:



Booking.com

Og hvor boede vi selv i Ayamonte?

For os har det altid været drømmen rejse sydpå, når vinteren nærmede sig i Danmark. Pakke kufferten, låse døren og bare tage afsted, ned til lyset og varmen. I Ayamonte fandt vi det helt perfekte byhus, som dannede rammen om vores tre måneder lange arbejdsferie.

Det lille blå og hvide byhus, Flor de Sal, ligger helt oppe på toppen af byen, med udsigt udover saltmarkerne. Fra den øverste terrasse kan man også kigge på den store Guadiana-flod og over til Portugal, og mod syd helt ud til Atlanterhavet.

Indenfor var den charmerende indretning holdt i samme blå og hvide farver, og der var alt, hvad vi skulle bruge, inklusiv en arbejdsplads med skrivebord. Huset var kort sagt alt det, vi havde ledt efter: autentisk, hyggeligt og med en lukket gårdhave, hvor vi tilbragte mange timer med at grille og bare dase i eftermiddagssolen. Læs mere om leje af Flor de Sal ved at klikke på billeder og links.

Sidder Under En Palme - Sjove spil til ferien i Spanien

Læs alle de andre artikler om Ayamonte her!

« Gode restauranter i Ayamonte, Spanien
De bedste restauranter i Bologna – find dem her! »