Gode restauranter i Ayamonte, Spanien 13. februar 2024 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: Andalusien, Ayamonte, Ferie, Mad, Rejser, Restauranter, Spanien
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Find de gode restauranter i Ayamonte
Der er overaskende mange gode restauranter i Ayamonte, den lille by på grænsen til Portugal. Ayamonte har et skatkammer af gode råvarer at vælge imellem. Med sin beliggenhed lige ved Atlanterhavets kyst kan du her få alt, hvad hjertet kan begære af fisk, skaldyr og muslinger. Baglandet byder også på opdræt af geder og Iberico-grise, ligesom gode oste er at finde på menukortene.
De fleste restauranter og tapasbarer ligger i og omkring gågaderne ved havnen, så det er nemt at finde rundt. Med forbehold for at noget kan lukke og andet åbne, har vi her samlet en liste over gode restauranter i Ayamonte.
Lidt tips til restauranterne i Ayamonte
Inden vi går videre til at fortælle om de gode restauranter i Ayamonte, er det vigtigt lige at få spisetiderne på plads. Ayamonte er ikke lige så turistet som f.eks. Malaga, og det betyder, at spisetiderne følger de lokale spaniere. I Ayamonte åbner restauranterne tidligst kl. 20 til aftensmad, og ofte først 20.30. Frokost indtages ca. mellem 13 og 15, og herefter er det kagetid og siesta frem til kl. 18. Inden aftensmaden er det velvalgt med et lille glas øl eller en aperitif.
Om søndagen mødes rigtig mange til en lang frokost fra klokken 14. Her er der rift om de gode pladser på restauranterne, og vil du være sikker på en plads, så bestil et bord eller kom i god tid. Men helst heller ikke for tidligt! Søndagsfrokosten er en hyggelig tradition, og der er en skøn stemning i hele byen.
NB! Artiklen her stammer fra vores langtidsferie i Ayamonte. Vi besøgte byen fra januar til april, som jo nok må regnes for at være udenfor sæsonen. Bortset fra et par enkelte dage efter Helligtrekongersdag i starten af januar, var der fint tryk på restauranterne, hvor især lokale og også turister hurtigt fyldte bordene. Det kan derfor anbefales at bestille et bord eller ankomme, når restauranten åbner. Du kan se åbningstiderne ved at klikke på links ved restauranterne herunder.
Hvad kan vi lide at spise?
Inden da lige et par ord om, hvad det er for nogle restauranter, du kan læse om, og hvad vi går efter, når vi skal vælge. Restaurant-besøgene er nemlig en stor del af vores ferier. Vi spiser ikke nødvendigvis dyrt, men altid lokalt og med egnens råvarer. Vi er også altid på jagt efter de store madoplevelser og spiser helst noget, vi aldrig har smagt før. Så ved du det, når du skal beslutte, om du vil følge vores anbefalinger.
Og lad os så sætte os til bords!
8 gode restauranter i Ayamonte
LPA – Theculinarybar
Vi starter lige med det bedste først! LPA er efter vores ydmyge mening nok byens bedste spisested. Du behøver ikke at køre hele vejen til Sevilla for at få eksklusiv storbystemning, for den er lige her! Bløde sofaer, spejle og sjove indretningsdetaljer fuldender spiseoplevelsen. Det er helt med vilje, at vi linker til LPA’s Facebook-side, fordi du simpelthen bliver nødt til at se flere madbilleder derfra, end dem vi har lagt ind herunder. Klik gerne på linket for at reservere bord, for der er næsten altid fuldt hus.
Vi spiste os igennem tre små forretter, den ene en foie gras-isvaffel og alle serveret på træ, knogle eller i andet skønt display. Hovedretterne var en fiske- og skaldyrslasagne, en caneloni med oksehale og til sidst en lammekølle serveret som Pekingand, med små tortillaer og forskelligt fyld. Vi havde planlagt at slutte af med deres mojito-is, men måtte simpelthen kaste håndklædet i ringen. Det var SÅ lækkert, og vi kommer helt sikkert igen!
Meraki Tapas
Lige overfor LPA ligger Meraki Tapas, som er et af byens mange andre virkelig gode spisesteder. Med sin unikke atmosfære og enestående gastronomiske oplevelser er tapasbaren Meraki da også blevet en favoritdestination for både lokale og besøgende fra nær og fjern.
Restauranten tilbyder autentiske spanske smagsoplevelser, fra klassiske tapas som presa og croquettas til innovative kreationer, der virkelig kildrer både gane og øje. Atmosfæren på Meraki Tapas er stilet og alligevel afslappet. Skal du flette fingre med kæresten eller bare have en virkelig lækker madoplevelse, er Meraki et godt valg.
Tierra Y Mar
Udover Meraki og LPA er restaurant Tierra Y Mar også helt oppe i toppen. Uanset hvornår på året, du får lyst til at spise på den smukke restaurant med den klassiske blå facade, så skal du bestille bord. Her er altid fyldt, også på en tirsdag aften i januar!
Hvor mange af de andre restauranter i Ayamonte byder på klassiske retter, så er maden hos Tierra Y Mar tapas med et twist. Vi elskede deres Bacalao med en cremet ostesovs, de dekonstruerede croquettas med kalkun og den spicy chorizo. Det bedste var dog den imødekommende service, og vi følte os meget velkomne. Tierra Y Mar er til den helt fine middag med forretningsforbindelser, noget der skal fejres – eller bare nogen, der skal forkæles!
La Casona
På La Casona spiser du også godt! Her er alle de klassiske tapasretter, du kender og elsker. Dertil en skøn stemning, når restauranten fyldes med spaniere, der kommer for at spise godt og meget. Det er meget autentisk og lokalt, og her er masser af plads. Er I en større gruppe, der vil spise sammen, er det her, I skal bestille bord.
Vi smagte blandt andet de lækre croquettas, en platte med lokale specialiter, Solomillo (en udskæring fra Iberico-grisen) og en udsøgt omgang Cazón en Abado. Det sidste er en ret, du ikke må snyde dig selv for. De sprøde stykker af dogfish (pighaj) er marineret i eddike og masser af krydderier og inden friturestegningen vendt i en skøn panering. Velbekomme!
Meson La Serrania de Macías
Leder du efter en skøn frokost, kan Meson La Serrania de Macías anbefales. Restauranten med grisen ude foran ligger lige ved byens lille torv, Plaza de la Coronación. Her kan du følge med i byens hyggelige liv, imens du får en øl og en snack.
Restauranten, som også har et tilhørende, charcuteri, er især berømt for sin udsøgte skinke. Så bestil roligt en tallerken med skiveskåret jamón, men gem også lidt appetit til en tapa eller to. Bemærk, at når du bestiller de større racións, at portionerne er meget store. Vi endte således med en kæmpe tallerken revuelto og fem store Iberico-kødboller indbagt i aubergine. Det smagte godt, men det var lige i overkanten til to personer.
Bar El Pupa
Leder du efter en lille hurtig frokost-tapas uden for mange dikkedarer, kan vi mere end anbefale “den røde tapasbar”, som vi endte med at kalde den… Her har vi nok allerede afsløret, at vi var forbi mere end én gang! Og stedet er også nemt at holde af, for betjeningen er lige i øjet, og det samme er maden.
På Bar el Pupa får du udleveret en lille spiseseddel og en kuglepen, og så er det ellers bare at krydse af. 3-4 tapas passer fint til to småsultne voksne, og du kan altid bestille mere. Vi har prøvet og kan anbefale det meste, men en hurtig bestilling ville altid indbefatte en flamenquin, croquettas, revuelta de bacalao og en gang carrilladas, de møre svinekæber i en skøn og krydset sovs. Bestil en canja, en lille øl til eller et godt glas rødvin.
Margallo
Vil du ud i byen og prøve noget virkelig lokalt, så sving ind forbi Margello. Du finder den i de små gader bag færgen til Portugal. Gå efter skiltet med “Bar del Pescaito Frito”, lavet af de fineste glaserede kakler.
I Margallo kan du få tre ting: tomatsalat, friterede fisk og blæksprutte. Bestil en tallerken af hver og gerne med en øl til. Husk vådservietter hjemmefra: fisk og blæksprutte spises med fingrene, og ligesom tomatsalaten smager det himmelsk!
Super Frango
En anden sjov fastfood-bar finder du ved busstationen i udkanten af byen. Med Portugal så tæt på bliver der selvfølgelig importeret skikke og traditioner henover grænsen – og det her er en af de virkelig gode. Den portugisiske Frango er en velsmagende ret, der er inspireret af landets historie og krydrede smag.
Denne traditionelle ret indebærer at marinere kylling i en sauce lavet af piri piri, de små chilier. Denne kulinariske arv stammer fra Portugals tidligere koloni Mozambique, hvor chilifrugten stammer fra. Frango-kylling er ikke en ekstremt spicy ret, men bare krydret og velsmagende. Kyllingen bliver marienret i den røde sauce og derpå grillet langsomt over åben ild, så al sagten forbliver i kødet.
Hos Super Frango i Ayamonte koster en hel kylling 8 euro (2024), og du kan få den med pomfritter eller ris til. Der er også salter i kølemontrene og de populære portugisiske kager, Pastel de Nata. Der er kun take-away til frokost, men stedet er alligevel højt elsket blandt de lokale, især om søndagen, hvor køen er lang.
Gode barer i Ayamonte
Efter maden har du måske fået lyst til et lille glas at skylle efter med. Der er masser af små hyggelige barer i byen – men du skal ikke vente for længe! Spanierne går nemlig tidligt ud og tidligt hjem igen. Måske var det bare fordi, det var tidligt på sæsonen, da vi var her fra januar til april, men der er sjældent gang i byen efter midnat. Bylivet peaker derimod fredag eftermiddag samt lørdag til frokost.
Her mødes man især på Plaza de la Laguna, byens store torv. Imens børnene løber og spiller bold, er der et festligt liv på de mange barer og caféer rundt om pladsen. Om aftenen er her dog noget mere stille. Her mødes folk bl.a. lige rundt om hjørnet på barerne ved siden af Margallo, fiskebaren.
På Plaza la Lota ved Meraki Tapas er der også trængsel ved vandhullet, og her ligger flere barer. Hyggeligst er der dog, hvis du går rundt om hjørnet til Delicatessen Merkajamón, som er kombineret vinbar og charcuteri. Har du ikke har nået aftensmaden endnu, er det muligt at svælge i jamón, udsøgte tapas og dejlige oste – og gerne skylle det ned med at godt glas rødvin eller en sherry. Får du lyst til mere, hænger der skinker på væggene, og hylder og montrer bugner af vine og oste, som du kan købe med hjem.
Hos Tabanco la Peñita er der både udsigt til Castro Marim – og gode øl og snacks. Der er virkelig meget gang i den lørdag til middag, så kom og nyd stemningen. Vælg gerne deres store ostebræt, se billedet, eller en gang ansjoser serveret på det søde flade brød, Inés Rosales.
… og et godt sted til kage!
I Ayamonte er man glad for kage, og den spises oftest om eftermiddagen. Fra frokost og frem til den sene aftensmad klokken 21, kan maven godt begynde at rumle. Her er det rart med at stykke kage til at lægge bunden. Ayamonte byder på flere gode konditorierer, som du ikke må snyde dig selv for.
I gågaden ligger Cafetería Museum Centro, som har åbent hele dagen. Her er der et mindre udvalg af gode kager, og de lokale får sig også gerne et brød med tomat. Ude på den anden side af parken ligger endnu et dejligt konditori, Cafetería La Flor de la Canela, med et noget større udvalg af kager og andre søde sager. Endelig er der også det store torv, Plaza de la Laguna, hvor de fleste barer og caféer har en kagemontre, du kan gå på rov i.
Endelig kan du også hver formiddag – undtagen søndag – smage de sprødeste churros i de to boder lige ved madmarkedet. For 1€ får du 8 lækre churros! Billederne herunder er fra hvert af de tre steder – i kronologisk rækkefølge.
Hvor skal du bo i Ayamonte?
Ayamonte er med sit hyggelige byliv og naturskønne omgivelser en rigtig andalusisk perle, der kun venter på, at du kommer forbi. Vores langtidsferie i byen har givet os en oplevelse for livet, og vi skal helst sikkert tilbage en anden gang. For Ayamonte ligger dér og lokker med sin charme. Det er let lige at tage et par overnatninger på vej til Portugal – eller bare fordi.
Byen har et væld af skønne hoteller, og ønsker du at holde ferie i Ayamonte, er der flere forskellige muligheder for at bo godt. De fleste turister vælger at holde ferie ude ved de skønne strande, især i Isla Canela, som også byder på en populær golfbane. Men hele vejen hen langs stranden ligger der masser af lækre strandhoteller, og du kan se dem ved at klikke på linket her: Strandhoteller i Isla Canela.
Vil du bo inde i byen, har byens bedste hotel, Hotel Parador de Ayamonte, den mest pragtfulde udsigt ud over floden og over mod Portugal. Leder du efter et billigst sted at bo i Ayamonte, kan hotellejlighederne i det gamle kloster Posada El Convento Mercedario (billedet) anbefales. Her bor du tæt på centrum i fuldt udstyrede lejligheder og med udsigt ud over byen og solnedgangen fra baren på tagterrassen.
Du kan se alle de andre hoteller i Ayamonte ved at klikke her. Du kan også lave din egen søgning efter hoteller i Ayamonte lige her:
Og hvor boede vi selv i Ayamonte?
For os har det altid været drømmen rejse sydpå, når vinteren nærmede sig i Danmark. Pakke kufferten, låse døren og bare tage afsted, ned til lyset og varmen. I Ayamonte fandt vi det helt perfekte byhus, som dannede rammen om vores tre måneder lange arbejdsferie.
Det lille blå og hvide byhus, Flor de Sal, ligger helt oppe på toppen af byen, med udsigt udover saltmarkerne. Fra den øverste terrasse kan man også kigge på den store Guadiana-flod og over til Portugal, og mod syd helt ud til Atlanterhavet.
Indenfor var den charmerende indretning holdt i samme blå og hvide farver, og der var alt, hvad vi skulle bruge, inklusiv en arbejdsplads med skrivebord. Huset var kort sagt alt det, vi havde ledt efter: autentisk, hyggeligt og med en lukket gårdhave, hvor vi tilbragte mange timer med at grille og bare dase i eftermiddagssolen. Læs mere om leje af Flor de Sal ved at klikke på billeder og links.
Læs alle de andre artikler om Ayamonte her!