Fantastiske seværdigheder i Los Angeles 24. september 2020 – Kategori: Rejser, USA – Tags: Ferie, Los Angeles, Rejser, Seværdigheder, USA
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Hvad skal du se i Los Angeles?
Leder du efter de bedste seværdigheder i Los Angeles? Du kan ikke undgå mylderet af turister på Hollywood Boulevard, der alle har de lyserøde stjerner som et must på rejsen til Los Angeles. Du har sikkert allerede også planlagt et besøg i både Disneyland og Universal Studios, men Los Angeles byder på mange andre fantastiske attraktioner og seværdigheder. Her finder du et lille udpluk af de ting, du kan opleve i englenes by.
Du kan også holde dig opdateret om events, koncerter og begivenheder i guiden Los Angeles Magazine.
Fantastiske seværdigheder i Los Angeles
The Pier i Santa Monica
Santa Monica kender du sikkert allerede fra de mange film og tv-serier, der er optaget her. De brede sandstrande strækker sig hele vejen ned forbi Venice Beach og tiltrækker mange turister. Mest berømt er nok The Pier, den gamle træmole, og du må ikke tage hjem uden også lige at have prøvet en tur i pariserhjulet.
Tag badetøjet med til en svømmetur i Stillehavet og nyd solen på den smukke strand. I shoppingcentret Santa Monica Place, der ligger to minutters gang fra kysten, kan du købe en ny bikini, hvis du har glemt din egen derhjemme. Lige bag shoppingcentret ligger den hyggelige shoppinggade Third Street Promenade, hvor du kan finde alle de populære kædebutikker.
Læs mere om en af de største seværdigheder i Los Angeles her: Santa Monica Place
Avila Adobe – det ældste hus i Los Angeles
Mellem skyskrabere, blinkende reklamer og de store freeways er det svært at forestille sig, at der engang var – ingenting. Kom tilbage i tiden, når du besøger Avila Adobe, det ældste hus i Los Angeles. Huset har stået siden 1818, hvor området stadig hørte under Mexico og er i dag indrettet til at afspejle Californiens livsstil i 1840’erne.
Der er gratis adgang til huset, der oprindelig blev bygget af Don Francisco Jose Avila, den daværende borgmester i Los Angeles. Du finder Avila Adobe på Olvera Street i Downtown, og der er åbent alle dage fra 9.00 til 16.00.
Læs mere her: Avila Adobe
Rose Parade
Nytårsdag kan du gratis – og sammen med 2 millioner amerikanere – komme til Rose Parade i Pasadena. Det festlige nytårsoptog er klart et besøg værd! I den smukke parade kan du se både blomsterdekorerede vogne, hylde helte fra footballhold og brandkorps og klappe i takt til marchbands. Og det hele er gratis.
NB! Det kan på ingen måde anbefales at tage bilen med til Pasadena 1. januar. 700.000 andre mennesker skal samme vej! Tag i stedet den gule metrolinje til Pasadena og stå af ved Memorial Park. Det er i paradens slutning, og her er der ikke så overfyldt og dermed mulighed for at komme til at se noget. Tag gerne egen stol og madpakke med.
Når du kommer ud af stationen, er der skilte hele vejen hen til paradeområdet. Optoget starter i øvrigt klokken 8 am, men hele natten er metroen fyldt med glade tilskuere, der skal tidligt ud i Pasadenas gader for at sikre sig en god plads. Når optoget når sin afslutning, er der rigtig mange af tilskuerne, der bevæger sig ud mod Rose Bowl Stadium. Nytårsdag spilles det traditionsrige Rose Bowl Game, den ene af de store finaler i college-football.
Læs mere her: Tournament of Roses
Køb billetter til en hjemmekamp i Los Angeles
Los Angeles er hjemby for mange af de store hold: Er du til amerikansk fodbold, kan du se Los Angeles Rams spille på Sofi Stadium. Er det ishockey, der trækker, kan du overvære Los Angeles Kings på Staples Center i Downtown LA. Samme sted spiller også Los Angeles Lakers, hvis du hellere vil se basketball. Vil du opleve den populære sport baseball, så spiller Los Angeles Dodgers på Dodger Stadium.
Det er ikke kun mænd, der kan give de fede sportsoplevelser i Los Angeles. Roller derby er også ret stort i Los Angeles, hvor de stærke, kvindelige spillere er en blanding af pin up-piger og rå bøller. Roller derby er en kontaktsport som spilles på rulleskøjter, og hvor de gælder om at overhale modstanderholdet. Se for eksempel Hollywood Scarlets, når de med spillere som Death Down Under og Volcanic Smash virkelig går til den på banen.
De store sportsbegivenheder er en god mulighed for at komme ud og møde amerikanerne, som de er flest. Her mødes høj og lav, rig og fattig, og selv om du ikke er den store sportsfan, så er den overvældende stemning og underholdningen før og under kampen en kæmpe oplevelse og en af de store seværdigheder i Los Angeles, som du ikke må snyde dig selv for.
Læs mere her: Følger du de indsatte links kommer du ind på holdenes hjemmesider, hvor du kan læse mere om, hvor og hvordan du køber billetter.
Venice Beach
Leder du efter alternative oplevelser i Los Angeles, så tag en tur ned på Venice Beach. Her, hvor et stykke af Berlins Kreuzberg er rykket ind på stranden, finder du store gavlmalerier, punkere og økologisk kaffe med vegansk plantemælk.
Har du set Californication, så kender du allerede Venice Canals med de smukke kanaler, bygget efter Venedig. Og husker du Hank Moody med en personlighed, der er ude af kontrol og konstant på jagt efter nye, ekstreme oplevelser, så forstår du også, at dette er den eneste bydel i Los Angeles, hvor det ville være troværdigt, at den vilde manuskriptforfatter skulle slå sig ned.
Gå også en tur på Abbott Kinney Boulevard med de mange små uafhængige og skæve butikker. Her finder du lækkert møbeldesign, tøj der ikke er mainstream, keramik og lækre restauranter.
Los Angeles Public Library
Kommer du lige forbi, må du ikke snyde dig selv for et besøg i Los Angeles Public Library. Dels kan du nyde den imponerende bygning med de mange samlinger, og dels så fortæller biblioteket noget om, hvor mange kulturer, der igennem tiden er kommet til byen.
I biblioteket er der bøger på rigtig mange sprog: selvfølgelig engelsk og spansk, men også de skandinaviske sprog har fundet plads på hylderne. Billedet her er fra en udstilling om den islandske tradition med at give bøger i julegave, Jolabokaflod.
Griffith Observatory
Har du set La La Land med Emma Stone og Ryan Gosling, så husker du måske den scene, hvor de danser udenfor med lysene fra Los Angeles som baggrundstæppe. Og stedet findes skam i virkeligheden, og der er ikke pyntet på skønheden i filmen. Udsigten fra Griffith Observatory er betagende, især om aftenen, og du kan få gode billeder af Hollywood-skiltet til samlingen.
Der er gratis adgang til observatoriet og parken, mens det koster $7 for voksne/£5 for børn at se forestillingerne i planetariet. Det er dyrt at parkere her, tag i stedet bussen fra Vermont/Sunset, som koster 35 cents, hvis du har TAP-kort.
Læs mere her: Griffith Observatory
Find et godt hotel i Los Angeles
Los Angeles byder på hoteller i alle prisklasser, og det kan være svært at vælge. Her får du anbefalinger til tre skønne hoteller i Los Angeles – med noget for enhver pengepung! Alle hoteller kan bookes direkte igennem Booking.com. Se flere hoteller ved at lave din egen søgning her:
Lækkert hotel i North Hollywood
Da vi skulle til Los Angeles, spurgte vi venner og bekendte, om de kunne anbefale et godt hotel i byen. Trines søster og svoger havde året før boet på The Garland Hotel – med stor tilfredshed. De sagde: Det er en smule dyrt, men alle pengene værd! Tag en tur i swimmingpoolen, spis en Nutella-toast til morgenmad og sov godt i de store Queensize-senge, der er store nok til to. Der er gratis shuttlebus til Universal Studios. Hotellet ligger i den nordøstlige dele af Los Angeles, tæt på motorvejen, så det er nemt at komme rundt i byen med bil.
Læs mere om hotellet her: The Garland Hotel
Et godt og billigt hotel – med autentisk diner i stueetagen
En af vores venner kunne anbefale et godt og billigt hotel tæt på det hele, The Adler a Hollywood Hills Hotel. Her bor du med Hollywood Boulevard lige rundt om hjørnet og tæt på både metro (Hollywood/Vine) og afkørsel til freewayen. Hotellet har egen swimmingpool, og der er køleskab og mikrobølgeovn på værelset. I samme bygning finder du også The 101 Coffee Shop, en autentisk diner med en pragtfuld brunch.
Læs mere om hotellet her: The Adler a Hollywood Hills Hotel
En lejlighed i Los Angeles til en familie
Samtidig med anbefalingerne søgte vi selv rundt og fandt til sidst en dejlig lejlighed i Downtown LA. Lejligheden i Wilshire Apartments opfyldte alle vores behov for beliggenhed og komfort. Lejligheden bestod at et værelse samt kombineret stue/køkken, hvor stuen havde en sovesofa. Der var et veludstyret køkken med opvasker, vaskemaskine og tørretumbler og tv med den helt store tv-pakke.
Ovre i den anden bygning lå swimmingpool og fitnessrum, som vi havde fri adgang til, og der var også reserveret en gratis plads i parkeringskælderen til os. Lige ovre på den anden side af vejen ligger et stort supermarked samt en Starbucks (med WIFI!). Der er 5-10 minutters gang til metrostationen i Downtown, hvorfra du kan komme rundt i hele Los Angeles.
Læs mere om lejligheden her: Wilshire Apartments
Se flere hoteller i Los Angeles her på Booking.com!
Hvordan kommer du til Los Angeles?
Det tager ca. 15 timer inklusiv en mellemlanding at komme fra København til Los Angeles. Flyver du med Norwegian, er turen uden mellemlandinger og kan gøres på “kun” 11 timer. Jo tidligere du booker, jo billigere bliver det.
Vil du gerne kunne sige “Godmorgen” på engelsk?
Lær 50 af de vigtigste ord på engelsk, imens du sidder i flyet eller på hotellets balkon. I det sjove huskespil træner du udtalen af ordene, imens du lærer engelsk. Find spillet her: Spil med ord på ferien – England
Læs de andre artikler om Los Angeles her!