Seværdigheder i Bologna – 9 attraktioner du skal se! 24. september 2020 – Kategori: Italien, Rejser – Tags: Bologna, Ferie, Italien, Rejser, Seværdigheder, Weekendtur
Annonce
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Turistattraktioner i Bologna
Mangler du tips til seværdigheder i Bologna? Der er masser at se på i Bologna, og er du kun i byen på en dagstur fra Firenze, Venedig eller Milano, når du ikke det hele. Tag i stedet en weekendtur, så du kan se alle de spændende attraktioner.
Det kan dog stadigvæk være svært at vælge, hvad du skal se, så her kommer en liste over de seværdigheder i Bologna, som du helt sikkert bliver nødt til at besøge, når du er på ferie i byen.
Der er mange andre spændende seværdigheder i Bologna, og du kan læse meget mere og planlægge dit eget besøg på: Bologna Welcome
Bologna, byen med de mange tilnavne
La grassa, la dotta, la rossa… den fede, den lærde, den røde. Bologna er blevet kaldt meget igennem tiderne, og udover at være Italiens spisekammer med dejlig mad, er den også verdens ældste universitetsby. Den røde tilnavn stammer dels fra byens smukke farver og dels fra den politiske observans i byen.
Men det skal det ikke handle om her. Med alle de fantastiske restauranter i Bologna, skal der nemlig også sættes tid af til en travetur ud til de mange spændende seværdigheder i byen, så du ikke kommer hjem som “la grassa”, den tykke turist!
9 seværdigheder i Bologna, du skal se
Piazza Maggiore
En af de seværdigheder i Bologna, som du næsten ikke kan undgå at se, er Piazza Maggiore. Her på byens centrale plads er der masser af liv døgnet rundt. Om dagen kommer store flokke af turister forbi for at se San Petronio-kirken, rådhuset og Neptuns springvand på den tilstødende Piazza del Nettuno. Om aftenen støder de lokale til på en spadseretur, imens den livlige snak ekkoer imellem de rødgule mure.
Læs mere her: Piazza Maggiore
Basilica di San Petronio
Basilika-kirken for Skt. Petronius, Bolognas biskop fra cirka 431-450, er et imponerende syn, som den knejser over Piazza Maggiore i al sin ufuldstændighed. Byggeriet startede i 1300-tallet, men da rygterne om det store bygningsværk, der ville overgå Peterskirken i sin skønhed, nåede Rom, blev pengestrømmen stoppet. I det lille museum bagerst i den spartansk indrettede kirke ses det, hvordan det færdige byggeri skulle have set ud. Fra toppen af kirkens tårn er der den smukkeste udsigt ud over byens tage.
Annonce
Bolognas historie er tæt knyttet til universitetet og den videnskab, der udspang fra det. I kirken kan du derfor opleve noget, du sandsynligvis ikke har set i en religiøs bygning før: et ca. 68 meter langt solur. Stiller du dig i venstre side af kirken, kan du i loftet se indgangshullet til solens stråle.
Læs mere her: Basilica di San Petronio
Salaborsa
I den nordvestlige del af torvet kan du i det nuværende folkebibliotek kigge lige ned i fortiden. Gennem glasruderne i gulvet ligger ruinerne af den tidligere romerske koloni, Bononia. Der er gratis adgang til udgravningen igennem kælderen, hvor du kan gå over de gamle gader, brønde og resterne af religiøse og verdslige bygninger samt en bid af et springvand fra den senere botaniske have. Pengeskabet ved indgangen til museet vidner også om bygningens omskiftelige historie: udover bibliotek, botanisk have og en bank, har der blandt andet også været restaurant på stedet.
Læs mere her: Salaborsa
Biblioteca dell’Archiginnasio
Bologna huser også verdens ældste universitet, der i dag har 100.000 studerende. Siden 1100-tallet er de strømmet til byen for at få del i den viden, som byens lærde har samlet. I 1562 startede opførelsen af Archiginnasio-paladset, der skulle samle de forskellige fakulteter i én bygning, som stod færdig i 1563. I dag kan du stadigvæk besøge det imponerende bibliotek med over 850.000 manuskripter, bøger og tidsskrifter. Spændende er også Teatro Anatomico, hvor de medicinstuderende lærte anatomi ved at dissekere lig.
Igennem årene blev pladsen for trang i Archiginnasio, og universitetet ligger i dag spredt ud over hele byen. Langs med universitetsgaden Via Zamboni kan du se flere af de bygninger, der huser det “nye” universitet.
Læs mere her: Biblioteca dell’Archiginnasio
Museo Civico Archeologico
Det arkæologiske museum fortæller om Bolognas historie: fra de tidligste spor af den forhistoriske bebyggelse over til etruskernes grundlæggelse af byen Felsina til romernes kolonisering og det nye navn, Bononia. Også den store egyptiske samling er et besøg værd, der med sine 3.500 genstande er en af de vigtigste i Europa.
Læs mere her: Archaeological Museum of Bologna
Le Due Torri
De skæve to tårne, Bolognas vartegn, knejser stolt over byens tage. Bygget i 1100-tallet som et symbol på den umådelige rigdom, der altid har fulgt byen, var de datidens Ferrari. På et tidspunkt var der op mod 180 tårne i byen, hvor kun omkring 20 står tilbage i dag. Der er adgang til det højeste tårn, Torre degli Asinell på 97 meter. Her fører de de 498 trappetrin dig op til udsigtsplatformen, hvor du kan forsøge at tælle alle de røde tage. Det mindre tårn, Torre Garisenda, måtte i 1300-tallet forkortes på grund af den tiltagende hældning, ned til nutidens 47 meter.
Læs mere her: Le Due Torri
Den jødiske ghetto
Lidt nord for Piazza Maggiore ligger den tidligere jødiske ghetto. I 1555 dikterede paven opførelsen af ghettoer til jøder over hele landet. Fra solnedgang til solopgang blev jøderne låst inde i det lille område, og først om morgenen kunne de igen få lov til at gå ud i byen igennem en af de tre porte. Fra 1593 og to hundrede år frem var jøder forment adgang til Bologna.
Vil du gå en tur i de snævre gader, så start på Via Rizzoli. Her drejer du ind på Via G. Oberdan og dernæst Via dei Giudei. Fortsæt op til Via dell’Inferno, hvor der i nummer 16 tidligere lå en synagoge, markeret med en mindetavle på væggen overfor. Besøg også Museo Ebraico di Bologna, det jødiske museum.
Læs mere her: The former Jewish ghetto
Søjlegangene
På din vej igennem byen, kan du ikke undgå at lægge mærke til søjlegangene, der strækker sig næsten 40 kilometer igennem Bolognas gader. De overdækkede gange giver en velkommen skygge, når solen bager, og om vinteren læ for regnen og den bidende kulde. Det er nu ikke kun derfor, de er bygget; i 1100-tallet voksede befolkningstallet i universitetsbyen nemlig eksplosivt. For at give plads til byens nye indbyggere besluttede man at inddrage rummet over fortovet. Med nye lejligheder bygget ovenpå søjlegangene, gav dette samtidig Bolognas de karakteristiske snævre gader.
Læs mere her: The porticoes of Bologna
Santuario di San Luca
Endnu mere imponerende er den fire kilometer lange søjlegang op til kirken San Luca, verdens længste sammenhængende søjegang. For at beskytte pilgrimme, der skulle på besøg i kirken, mod regnen, besluttede byens indbyggere i slutningen af 1600-tallet at forlænge søjlegangene op ad bjerget. Det er ikke tilfældigt, at søjlegangen har 666 buer, Djævelens tal. Jomfru Maria, som kirken er bygget til ære for, giver dog de rejsende sin beskyttelse.
Den nuværende kirke er bygget i 1700-tallet, og bag alteret kan du beundre den smukke ikon, Jomfru Maria og Jesusbarnet, som en pilgrim bragte til det tidlige kapel i 1100-tallet. Fra toppen af kirkens kuppel er der en betagende udsigt ud over landskabet omkring Bologna. Se åbningstider via linket.
Sådan kommer du op til San Luca
Bemærk, at gåturen fra Porta Saragozza og op igennem søjlegangene er for personer i god form. Er du ikke træt efter turen op, så tag den smukke rute videre henover bjerget og ned gennem de grønne parker. Følg Via di Monte Albano og drej til venstre ned ad Via di Casaglia. Er du dårligt gående, kører der fra Piazza Maggione et lille, hyggeligt tog, San Luca Express, op til kirken og tilbage igen.
Læs mere her: Santuario di San Luca
Flere tips til din ferie i Bologna
Hvor skal du bo i Bologna?
Der er mange skønne hoteller i Bologna, livsnydernes by! Så hvor skal du bo? På Booking.com kan du se det store udvalg af hoteller i Bologna, og her får du lige et par gode tips til at booke et hotel, der passer til din ferie:
Så længe du vælger et hotel indenfor den gamle bymur, markeret af ringvejen, bor du i gåafstand til alle de bedste restauranter og seværdigheder. I de små gader i centrum af den gamle bymidte er der en hyggelig gadestøj døgnet rundt. Varer bliver leveret tidligt om morgenen, og både turister og lokale går sent om natten feststemte hjem fra en glad aften i byen.
Er du meget lydoverfølsom, så vælg et hotel, der ligger tættere på bymuren end på Piazza Maggiore. Den gamle bymidte er bare dér, hvor alt det sjove sker, og hvor de mest charmerende hoteller ligger. Tag et par ørepropper med og deltag i festen! Er du virkelig glad for fest og farver, så find et hotel i nærheden af det nye universitet.
Se alle hoteller i Bologna på Booking.com ved at lave din egen søgning her:
En anbefaling: Hotel Al Cappello Rosso
Vi boede på det ikoniske Hotel Al Cappello Rosso, der siden 1375 har inviteret gæsterne indenfor på det charmerende hotel, få skridt fra byens centrale Piazza Maggiore. Det lille luksushotel med den hyggelige stemning har over 600 års erfaring i at tilbyde en eksklusiv hoteloplevelse ud over det sædvanlige. Hotellet har 33 lækre værelser og 10 lejligheder, indrettet med husets historie for øje og alle moderne bekvemmeligheder. Nogle af værelserne er dekoreret af lokale kunstnere, imens andre er temaværelser, for eksempel “Shock in Pink”, der ærer den legendariske modedesigner Elsa Schiaparelli.
Hotel Al Cappello Rosso er et hotel til dig, der vil bo lige midt i centrum på et charmerende luksushotel med masser af historie.
Se flere gode hoteller i Bologna her på Booking.com!
Hvordan kommer du til Bologna?
Det tager ca. 2 timer at komme fra København til Bologna. Byens lufthavn, Aeroporto G. Marconi Bologna (BLQ), ligger nord-vest for byen, 20 minutters kørsel fra centrum. Du kan også nemt stige ombord på lufthavnsbussen, der kører til togstationen, og billetter kan købes på stationen eller hos Aerobus. Det koster 6 euro pr. person, imens en taxa til centrum koster imellem 15-20 euro.
Læs de andre artikler om Bologna her!
Sjove spil til rejsen
Annonce