De bedste steder i London til Afternoon Tea 1. oktober 2020 – Kategori: Rejser, Storbritannien – Tags: , , , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Afternoon Tea i London

De fine, tynde tekopper klirrer svagt, duften af de varme scones kilder i næsen og de små kager er en fryd for øjet. Der er noget for alle sanser til det, der må siges at være essensen af alt britisk: Afternoon Tea.

Selv om det lyder finere med en High Tea, så er det Afternoon Tea, der blev indført af Hertuginden af Bedford i 1840’erne, der er de fines te. Afternoon Tea serveres imellem frokost og middagen, gerne med agurkesandwich, scones med clotted cream og små kager til teen. High Tea er et egentligt aftensmåltid, noget tjenerne indtog, inden aftensmaden skulle serveres for de fine adelsfolk.

I London er der mange muligheder for at få serveret Afternoon Tea, og her kan du læse om nogle af de bedste tesaloner, hoteller og guidede ture, hvor du kan indtage din te, små sandwich uden skorpe og varme scones.

Nederst i artiklen får du også anbefalinger til skønne hoteller, der kan danne rammen om en dejlig ferie i London. Vidste du for eksempel, at du kan bo i Vesteuropas højeste tårn, The Shard.

SidderUnderEnPalme - Spil til ferie - Banner

Hvor får du den bedste Afternoon Tea i London?

Den engelske tradition med at servere Afternoon Tea bliver taget meget alvorligt overalt i London, hvor traditionerne stadig følges. Den helt klassiske Afternoon Tea får du på The Ritz, Claridge’s samt Fortnum & Mason. De senere år der der dog kommet flere sjove og utraditionelle bud på tea time, og dem kan du også læse om her i artiklen. Endelig får du også et tip til et af de steder, der serverer billig Afternoon Tea.

Under hver te-salon er der et direkte link til hjemmesiden, så du med det samme kan klikke ind og læse mere. Hvor det er muligt, kan det anbefales at booke et bord på forhånd, da pladserne til de mest populære Afternoon Teas hurtigt bliver besat. Tjek også om der er en dresscode og husk at følge den, hvis du vil være sikker på at blive lukket ind.

Et par enkle regler for Afternoon Tea

Afternoon Tea er en hel ceremoni, og inden du sætter dig til tebordet, er det vigtigt, at du kender reglerne. Hvem ville gerne ligne en, der lige er kommet ind med 4-toget? Ikke dig… Så her får du en guide til britisk te-etikette:

  • Te skænkes først, inden mælk eller citron tilsættes. Tilsidst kommes sukker i
  • Der er røres ikke rundt i koppen, men frem og tilbage med rolige bevægelser
  • Skeen dryppes af, men du kommer til at ligne et medlem af pøblen, hvis du banker den af på kanten af koppen
  • Til de små sandwich – som spises først! – bruger du ikke bestik, men fingrene
  • Bagefter kommer scones, som du bryder med fingrene, ikke med en kniv
  • Smør din scone med clotted butter og derefter lemon curd
  • Til sidst spises de små, lækre kager

Nu er du klar til at gå til Afternoon Tea i London!

Klassisk Afternoon Tea på The Ritz, London

London-hotellet The Ritz er en institution i sig selv og lige så ikonisk som Dronning Elizabeth. Her er der i den smukke Palm Court blevet serveret Afternoon Tea siden 1906. På det store tekort, udvalgt af Englands eneste te-sommelier, kan du vælge de fineste teer fra verdens førende teplantager. Menuen byder blandt andet på de traditionelle agurkesandwich, røget laks og selvfølgelig også scones. Toppen af din kageopsats er reserveret til de mest udsøgte små chokoladekager og frugttærter. Vælg også gerne den udvidede Afternoon Tea med champagne eller fødselsdagskagen, hvis nogen i selskabet skal fejres.

Under de glitrende lysekroner og til tonerne fra det store flygel er dresscoden indforstået: skjorte og slips til mænd og smart casual til kvinder. Med andre ord: lad sneakers og jeans blive på hotellet og klæd dig på, som om du skulle møde din svigermor for første gang.

Læs mere her: Afternoon Tea på The Ritz, London

The Diamond Jubilee Tea Salon hos Fortnum & Mason

Lidt længere nede ad vejen finder du en anden klassiker på tekortet, nemlig Fortnum & Mason. Det traditionsrige Fortnum & Mason svarer i stil og indretning til vores egen A.C. Perchs Thehandel, bare meget større og virkelig britisk. I deres Diamond Jubilee Tea Salon, åbnet i anledningen af Dronning Elizabeths 60-års jubilæum som regent, får du serveret en helt klassisk Afternoon Tea.

Vælg fra det store tekort og nyd sort, grøn eller en helt tredje tresort til de lækre sandwich med æg eller roast beef, scones med og uden frugt og delikate eclairs. Når du er færdig med din te, må du ikke snyde dig selv for et besøg i Fortnum & Masons Food Hall i stuetagen.

Læs mere her: Fortnum & Mason

Afternoon tea bustur med B Bakery

London er en stor by, og bliver du træt i fødderne, er det rart at vide, at der er en meget mere behagelig måde at se alle seværdighederne på. Hop ombord på B Bakerys røde dobbeltdækkerbus og bliv kørt rundt i London til alle de populære attraktioner, imens du indtager din eftermiddagste. Bussen kører blandt andet forbi Big Ben, Westminster Abbey og Downing Street, og du har 1½ time til at spise dig mæt i sandwiches, profiteroles og cupcakes.

Læs mere her: Afternoon Tea Bus London Tour

Afternoon tea hos Claridge’s, Mayfair

Der er blevet serveret te i de fine saloner hos Mayfair-hotellet Claridge’s i de sidste 150 år – og altid med stil. Menuen er dog under konstant udvikling, noget Claridge’s har vundet flere priser for. Du finder således trøfler, Valrhona-chokolade og estragon-mayonaise på kortet.

Kenderen vil elske det store udvalg i de mange tesorter, der indtages sammen med sandwiches, varme scones og kager, der ligner små kunstværker. Teen serveres kopper med signaturstriberne på de små borde i det elegante art deco-inspirerede Foyer & Reading Room, akkompagneret af klassisk musik.

Bemærk, at der på Claridge’s er en dresscode: For kvinder, smart casual – og skjorte, slips og pæne bukser til mænd. Ingen bukser med huller i, ingen sneakers og også nej tak til sportstøj og klipklappere.

Læs mere her: London’s Leading Traditional Afternoon Tea at Claridge’s

Mad Hatter’s Tea at The Sanderson

Hos Sanderson, et luxus boutique-hotel i Fitzrovia, kan du hoppe ned i kaninhullet og tage til teselskab hos Den Gale Hattemager. Med en Afternoon Tea inspireret af historien om Alice i Eventyrland, er der lagt op til en sjov og helt igennem skør oplevelse. Menuen er gemt i en gammel vintagebog, og tekanden udsmykket med konger og dronninger.

“Drik mig” står der på den lille flaske og “Spis mig” på en af de fristende kager. Men hvordan er det nu? Er det kagen, der gør dig stor eller lille? Én ting er sikkert: du går ikke sulten fra bordet, der også byder på grønne sandwich, Mad March Hare Vanilla Pocket Watch Macaroon og selvfølgelig en varm scone – eller to.

For £10 ekstra kan du opgradere til Mad Hatters Tipsy Evening Tea, der byder på festlige cocktails, White Rabbit Wild Mushrooms og kager med alkohol.

Læs mere her: Mad Hatters Tea Party

Afternoon tea for Harry Potter-fans

Accio kage! Hos Cutter & Squidge på 20 Brewer Street i Soho kan du lære at brygge boblende eliksirer under kyndig ledelse af de to professorer. I The Potion Room bliver kedlerne fyldt med skønne desserter, imens du nyder din afternoon tea. Der venter dig mange små og store overraskelser, som ikke skal afsløres her, men er du en ægte Harry Potter-fan, kan du godt begynde at glæde dig. NB! Du behøver ikke at møde op i troldmandskappe, men der bliver bestemt ikke set skævt til dig, hvis du gør!

Læs mere her – og husk at bestille bord: Harry Potter Afternoon Tea hos Cutter & Squidge

Afternoon Tea Cruise på Themsen

Hvorfor ikke se alle de bedste seværdigheder fra vandsiden, imens du drikker te og spiser sandwich og kager? Tag en dejlig sejltur på Themsen og nyd rundturen til alle attraktionerne. Turen varer 1½ time, og i den tid er der te eller kaffe ad libitum og masser af små sandwich og scones. Perfekt efter en dag med alt for meget shopping og alt for lidt kage.

Læs mere her: Afternoon Tea Cruise

The ‘Peter Pan Afternoon Tea at Aqua Shard, The Shard

På 31. etage i The Shard, som også huser hotellet Shangri-La Hotel at The Shard (læs mere nederst i artiklen), kan du drikke te, som sad du på Ønskeøen! De mange lækre kager serveres selvfølgelig på et piratskib med Klokkeblomst på toppen. Fra restauranten kan du nyde udsigten, imens du forestiller dig Peter Pan og de søde børn komme flyvende henover Londons tage.

Udover alt hvad der ellers hører til den traditionelle Afternoon Tea serveres også et udvalg af magiske lækkerier, der blandt andet omfatter en sandwich med The Lost Boys, De Glemte Drenge, og en Hook’s perish cake, en limegrøn Victoria sponge cake med kokos. Skyl det hele ned med en Tick-Tock the Crocodile-te med tyggegummismag og håb på, at du aldrig bliver for voksen til at nyde dette!

NB! Aqua Shard har også en dresscode: Ingen shorts, klipklapper, sneakers eller sportstøj.

Læs mere her: Peter Pan Afternoon Tea på Aqua Shard

Find et godt hotel i London

Uanset om du skal på ferie i London eller bare vil besøge byen på en kort weekendtur, så er der mange dejlige hoteller i byen, hvor du kan bo godt. Her kommer et par anbefalinger til gode hoteller i London, der alle kan bookes igennem Booking.com. Se flere hoteller ved at lave din egen søgning her:



Booking.com

Svøm i poolen med udsigt ud over hele London

Uanset hvor du befinder dig i byen, kan du altid finde hjem til dit hotel, når du bor på Shangri-La Hotel at The Shard. Shangri-La Hotel ligger på etagerne 34-52 i The Shard, og herfra er der en imponerende udsigt ud over hele London. Hotellet kan, udover at være den højeste bygning i Vesteuropa, også byde på den højest beliggende champagne- og cocktailbar i London. Læg dertil en swimmingpool, hvor du kan tage dig en afslappende svømmetur højt oppe over larm og menneskemylder.Shangri-La Hotel at The Shard er til dig, der gerne vil have en oplevelse ud over det sædvanlige – og samtidig bo i gåafstand fra de største seværdigheder i London.

Bo med Harry Potter, Ron og Hermione

Er du vild med Harry Potter, kan du på Georgian House Hotel bo i temaværelser fra det berømte univers. For det utrænede Muggler-øje ligner hotellet alle de andre i området – men tag ikke fejl! Skjult bag en bogreol finder du The Wizard Chamber og The Enchanted Chamber. Alle værelser er indrettet som på Hogwarts, komplet med kamin, kobberkedler og en himmelseng, ligesom på sovesalene i det magiske slot. Et hotel for dig, der ikke kan få nok af Harry Potter-universet og gerne vil bo tæt på de populære attraktioner i London.

Et billigt, men godt hotel i London

I den dyre by findes der heldigvis også hoteller, hvor du både kan bo billigt og godt og stadigvæk rimelig tæt på centrum. ibis London Shepherds Bush – Hammersmith ligger i en rolig gade, lidt væk fra det pulserende liv. Der er 10 minuttes gang til stationen og derpå 25 minutter i tog ind til alle butikkerne på Oxford Street. Lige ved stationen ligger Londons største shoppingcenter, Westfield Shopping Center. Rundt omkring i området ligger mange restauranter og små caféer. ibis London Shepherds Bush – Hammersmith er et hotel til dig, der skal hurtigt ind til centrum med den røde linje og sagtens kan nøjes med et godt og rent hotel, der er til at betale i byen med de dyre hoteller.

Se flere hoteller i London på Booking.com!

Vil du gerne kunne sige “Godmorgen” på engelsk?

Lær 50 af de vigtigste ord på engelsk, imens du sidder i flyet eller på hotellets balkon. I det sjove huskespil træner du udtalen af ordene, imens du lærer engelsk. Find spillet her: Spil med ord på ferien – England

Banner - Spil med ord - England

Læs de andre artikler om London her!

« En dejlig ferie i Skåne
Seværdigheder i Madrid – 5 attraktioner du skal se »