Shopping i Venedig – her finder du alle de gode butikker! 22. september 2021 – Kategori: Italien, Rejser – Tags: , , , , ,

Annonce

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Hvor skal du shoppe i Venedig?

Skal du på shopping i Venedig, får du her en guide til de steder i den smukke by, hvor du kan finde de gode butikker. De fleste butikker, som turisterne finder, ligger på strækningen fra Rialtobroen og ned til Markuspladsen, men de andre kvarterer har også deres egne hyggelige shoppinggader, hvor de lokale handler. Alt det kan du læse om her – og også om, hvilke souvenirs, du skal købe med hjem.

Gode shoppinggader i Venedig

Start shoppingturen i Venedig med et besøg på Rialtomarkedet lige ved Ponte di Rialto. Tidligt om morgenen er fiskehandlerne i gang med at sælge dagens fangst, og senere på dagen lokker frisk frugt og grøntsager i alle farver. På vej over Rialtobroen må du endelig tage dig tid til at nyde udsigten og kigge ind i de små butikker, der ligger henover broen. Her kan du købe både venetianske karnevalsmasker, brokadestoffer og også souvenirs.

I hele kvarteret på vejen fra Rialtobrioen og hen til Markuspladsen finder du de store kædebutikker som H&M og Guess, og også mindre og hyggelige butikker med papirvarer, Murano-glas, handsker og tasker. Fra Markuspladsen kan du fortsætte ud mod vaporetto-stationen Accademia. Her finder du de dyrere butikker som Versace, Dior og Dolce & Gabbana, som ligger på gaderne Calle larga de l’Ascension, Salizada S. Moise og Calle Larga XXII Marzo.

Vil du gerne shoppe der, hvor de lokale handler, kan du også besøge den travle shoppinggade Strada Nova. Det er nemmest at komme dertil ved at stå af ved vaparetto-stationen Ca’ D’Oro. Der er masser at kigge på i den lange gade og rigeligt med små caféer, hvor benene kan få et hvil. Besøg f.eks. isbaren Gelato di Natura eller bageriet Rizzo, der serverer både salte og søde snacks. Hyggelig og helt lokal er også den mindre Via Giuseppe Garibaldi lige syd for det gamle forsvarsværk Arsenal.

Shoppingcentre i Venedig

Det smukke luksus-shoppincenter Fondaco dei Tedeschi, eller T Fondaco som det også kaldes, ligger lige ned til Canal Grande ved Rialtobroen. Her er Hanse-købmændenes gamle handelshus omdannet til et overdådigt shoppingcenter, som får dig til at tænke på Harrods i London eller KaDeWe i Berlin.

Mange lokale tager også ind på fastlandet til Marghera og shopper i Nave de Vero. Her finder du både internationale og italienske brands, især mange af dem som du måske har ledt forgæves efter i Venedigs gader. Der går busser direkte fra Piazzale Roma. Leder du efter de bedste tilbud, så besøg også Designer Outlet Noventa di Piave, der ligger ca. tre kvarters kørsel nord for Venedig. Du kan tage en shuttlebus lige til døren, læs mere her.

Souvenir-shopping i Venedig

Overalt hvor du går i Venedig, ser du de flotte masker og glasvarer fra Murano. Den lille ø med de mange glasværker ligger kun 10 minutters sejlads fra vaporetto-stationen F.te Nove, og det kan virkelig anbefales at tage turen over til øen til det store udvalg og købe et drikkeglas, et lille stykke glaspynt eller måske en kæmpestor lysekrone med hjem som souvenir.

Er tiden knap og ikke til et besøg på Murano, så er der masser af steder, der sælger glas inde i selve Venedig. Tjek en ekstra gang, at glasset nu også er produceret på øen og ikke i Kina. Det samme gælder for de flotte karnevalsmasker. Besøg gerne den virkelig flotte maskebutik La Bauta, hvor de originale papmachémasker bliver produceret i hånden. Du finder den lige syd for den berømte Basilica di Santa Maria Gloriosa dei Frari med San Toma’ som nærmeste vaporetto-stop.

Annonce

Butikkernes åbningstider i Venedig

Skal du på shopping i Venedig, åbner butikkerne normalt imellem 9.00 og 10.00 og lukker igen klokken 13.00. Efter frokost er der åbent fra 15.00 og til imellem 19.00 og 20.00. Søndag holder butikkerne generelt lukket, dog ikke turistbutikkerne omkring Markuspladsen.

Flere tips til din ferie i Venedig

Hvor skal du bo i Venedig?

Der er mange skønne hoteller i Venedig, og i stedet for at tage en endagstur til byen, må du endelig ikke snyde dig selv for en overnatning! Så hvor skal du bo? På Booking.com kan du se det store udvalg af hoteller i Venedig, og i artiklen Hvor skal du bo i Venedig kan du læse mere om, hvor i Venedig du skal booke din ferie. Der er flere romantiske hoteller på listen, og du får også et rigtig godt tip til, hvor du skal bo, hvis du har børn med på ferie i Venedig.

Du kan også lave din egen søgning på Booking.com efter et godt hotel i Venedig lige her:



Booking.com

Hotel Al Ponte Mocenigo - Sidder Under En Palme

Hotel Al Ponte Mocenigo

En anbefaling: Hotel Al Ponte Mocenigo

Hotel Al Ponte Mocenigo er en perfekt ramme for kæresteferien i Venedig. Hotellet ligger lige i hjertet af Venedig, væk fra turisternes larm og med egen vaporetto-station (San Stae) få skridt nede ad gaden. Ellers ligger Rialtobroen kun syv minutters gang væk og Markuspladsen et kvarter.

Det lille boutique-hotel har kun 10 smukke værelser, alle indrettet i venetiansk 1700-tals stil med fritlagte loftsbjælker, damaskgardiner, store lysekroner og bløde senge. Om morgenen byder hotellet på skøn morgenmad i den lille gårdhave efter devisen, lidt men virkelig godt. Der er æg og bacon, knitrende sprøde croissanter og vigtigst af alt: god kaffe!

Se flere gode hoteller her: Hvor skal du bo i Venedig?

Hvordan kommer du til Venedig?

Det tager ca. to timer at komme fra København og Billund til Venedig. Byen har to lufthavne: Marco Polo Airport, der ligger 10 kilometer fra centrum og Treviso Lufthavn, som ligger 40 km nord for Venedig. Lander du i Treviso, går der lufthavnsbusser ind til Venedig hele dagen, som koster 12 euro for en enkeltbillet. Læs mere her: Treviso Airport Shuttle Bus.

Vil du gerne kunne bestille et glas vin på italiensk?

Lær 50 af de vigtigste ord på italiensk, imens du sidder i flyet eller på hotellets balkon. I det sjove huskespil træner du udtalen af ordene, imens du lærer italiensk. Find spillet her: Spil med ord på ferien – Italien

Banner - Spil med ord - Italien

Læs alle de andre spændende artikler om Venedig her!

Annonce

« Hvad skal du spise i Venedig?
Venedig – anbefalinger til en ferie i den skønne by »