Shopping i Alicante – her finder du alle de gode butikker! 1. marts 2025 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: , , , , , ,

HJÆLP OS MED AT LAVE FLERE REJSEARTIKLER! Vi elsker at rejse - og vi elsker, at du læser med her! Det er helt gratis, og det bliver det ved med at være. Hvis du vil støtte os, så vi kan skrive flere rejseartikler til dig - så køb et af vores sjove rejsespil. Klik på spillet og besøg vores søsterside www.lounoire.dk. Brug rabatkoden LOUNOIRE10 og få 10% rabat!

Shopping i Alicante – tag den store taske med!

Rejs & Lær - Spanien - Lou Noire - Quiz om Spanien

Rejs & Lær i Spanien – 79,95 kr.

Skal du på shopping i Alicante, kan det godt betale sig at tage den store pengepung med. I byen finder du mange af de store, internationale kæder og også masser af smukke kjoler fra lokale designere. Der er lækre sandaler i de mange skobutikker, spiselige souvenoirs på madmarkedet – og både et kæmpe shoppingcenter inde i byen og et outletmarked en kort bustur fra bymidten.

Tag dig endelig god tid til at gå rundt og opdage de små butikker i de snævre gader – og glem ikke en hyggelig pause. Der er masser af caféer på byens mange torve, hvor du kan slappe af med en kop kaffe og lade op til at besøge den næste gade med butikker.

Har du fået de gode travesko på? Så tager vi på shopping i Alicante!

Se også: Rejs & Lær i Spanien – 79,95 kr.

Gode shoppinggader i Alicante

I den store shoppinggade Avenida Maisonnave finder du de store kædebutikker, Zara, Intermissimi, Mango og Stradivarius, og her finder du også hele to af stormagasinerne El Corte Inglés, som svarer til vores Magasin. Det første, ved Avenida Federico Soto, sælger blandt andet elektronik og boligudstyr, mens du i det andet finder tøj, parfume og et stort gourmet-supermarked.

I området fra Avenida Maisonnave og ned mod havnen byder Alicante også på mange små gader, hvor du kan finde lokalt kunsthåndværk, sko og tøj. Endelig kan du også gå op i de små gader fra den sydlige ende af havnen. I området omkring Plaça Seneca er der mange lokale butikker og hyggelige caféer.

SidderUnderEnPalme - Calle de las Setas

Calle de las Setas

Paddehattegaden – Calle de las Setas

Den lange gågade Calle San Fransisco, der også er kendt som Paddehattegaden, gemmer på mange fine butikker, hvor du kan finde alt fra håndlavet keramik til skønne kjoler. Gaden har fået sit kælenavn på grund af de store, farverige paddehatte-skulpturer med nuttede snegle og myrer på toppen.

De op til fire meter høje svampe er skabt af den lokale kunstner Jose María Escrivá, og som turist er det helt genialt at støde på dem i byrummet – så ved vi, hvor vi er! Børnene elsker også at klatre, hoppe og gemme sig i paddehattene, der fungerer både som kunst og legeplads.

Shoppingcentre i Alicante

Kan du ikke få shopping nok, findes der også to store shoppingcentre i Alicante, Plaza Mar 2 og Gran Via. Plaza Mar 2 ligger i gåafstand fra stranden, en du kan også tage den lille TRAM, den orange og hvide sporvogn, hvis benene ikke orker bakken. I det store shoppingcenter finder du alle de kendte mærker, H&M, Levi’s, Massimo Dutti, Bershka, Mango, Zara og Tommy Hilfiger. Der er også et stort, nej et mega-gigantisk supermarked, hvis du skal proviantere til din ferielejlighed eller sommerhuset.

 

SidderUnderEnPalme - Plaza Mar 2

Plaza Mar 2

Gran Via ligger lidt længere ude af byen, og hvor Plaza Mar 2 har 120 butikker, har Gran Via lidt færre. Til gengæld er der både legeland for børnene og en IKEA. Bus nr. 10 kører fra Rambla’en og lige til døren.

Endelig kan du også besøge det helt store outletland, som du måske allerede kender fra Ringsted eller Neumünster. I The Outlet Stores Alicante sælges alt i sidste års farve – og ofte med klækkelige rabatter. Du kan stå på sporvognen ved Luceros eller Madmarkedet (Mercado) og tage sporvognen et halv times tid ud ad byen.

Åbningstider i Alicantes butikker

Mange butikker har åbent til klokken 20-21, med en siesta midt på dagen. Lørdag er der lukket om aftenen, og de fleste butikker, undtagen de helt store, har helt lukket om søndagen.

Hvad skal du købe med hjem?

SidderUnderEnPalme - Mercado Alicante

Mercado Central de Alicante

Tøj, tøj og mere tøj – og så et par sko! De spanske kvinder elsker at klæde sig smukt, og du finder mange butikker med selskabskjoler, brudekjoler og hverdagstøj. Det kan godt betale sig at spare op og købe sommergarderoben i Alicante.

Besøg endelig også den store torvehal Mercado Central eller det store gourmetsupermarked i underetagen hos El Corte Inglés, hvor du finder sortfodsskinke, olivenolie og foie gras.

Flere gode rejsetips til Alicante!

Alicante er som sagt en by, vi bliver ved med at vende tilbage til! Dels er det en hyggelig ferieby, hvor vi bare elsker at slappe af, og dels er det fra Alicantes lufthavn nemt at komme videre ud på østkysten af Spanien og hele Costa Blanca. Vi har derfor prøvet en god del af Alicantes hoteller og kan kun vende tommerlfingeren opad. Her er skønt!

På vores besøg i byen har vi boet forskellige steder, hver med sin egen charme og fordele. Fra luksus i et gammelt kloster til strandhotellets pulserende liv og en perle med byens bedste havudsigt – ja, der er noget for enhver smag!

Her får du anbefalinger på de dejlige hoteller i Alicante, som vi har boet på.

Melia Alicante – Strandhotel med uforglemmelig havudsigt

Første gang vi besøgte Alicante, valgte vi Melia Alicante – og vi endte faktisk med at blive så glade for det, at vi også vendte tilbage til det igen på vores tredje ferie i Alicante. Hotellet ligger helt ude på strandpromenaden, så husk at booke et værelse med havudsigt! Herfra kan du nyde udsigten over Playa de Postiguet, imens du falder i søvn til lyden af bølgerne.

Melia er et stort hotel, men overraskende hyggeligt, især hvis du vælger et værelse væk fra casinoet og byens natteliv. Morgenmadsbuffeten er lige så gigantisk som hotellet – her er virkelig noget for enhver smag, uanset om du er til frisk frugt, nylavede pandekager eller en lækker omelet.

Melia Alicante er især perfekt til børnefamilier eller til par, der gerne vil bo tæt på strand og byliv.

Hotel Sercotel Suites del Mar – Luksushotel med havudsigt

SidderUnderEnPalme - Sercotel Suites del Mar

Solskin på vores store terrasse

På vores anden ferie i Alicante ville vi gerne have lidt mere luksus, og vi endte på The Level at Hotel Melia Alicante – som faktisk er bygget sammen med Melia, men med en helt anden stemning. Hotellet ligger helt ude på kajen ved marinaen, og vælger du den rigtige side, får du en udsigt, der slår alt andet i byen: strand, hav og Santa Bárbara-slottet i ét kig.

Værelserne er store, altanerne rummelige, og det kan virkelig betale sig at give lidt ekstra for en suite mod havet fremfor bysiden, hvor nattelivet kan være en smule livligt. Morgenmaden var fænomenal – med friskpresset juice, lune croissanter og bobler ad libitum. The Level at Hotel Melia Alicante har også en spa og en infinitypool med havudsigt – hvor du kan kigge ned på den fantastiske strand, der ligger lige nedenfor hotellet.

Bemærk, at The Level er et voksenhotel, og der er ingen børn under 18 år. Vi kan godt lide børn, men det her var bare en totalt lækker livsnyderferie!

Hotel Hospes Amerigo – 5 stjerner i et gammelt kloster

Tredje gang i Alicante ville vi have lidt af alt det bedste. Som nævnt boede vi igen på Melia Alicante – og faktisk OGSÅ et par dage på det femstjernede luksushotel Hotel Hospes Amerigo. Det er en længere historie om en rejse til Cartagena, der blev udskudt og et par overnatninger i Alicante, der ikke kunne afbestilles. Det korte af det lange er, at vi besluttede os for at tage et par dage mere i den dejlige by – og virkelig forkæle os selv!

Det er netop det, Hotel Hospes Amerigo er sat i verden for: selvforkælelse. Det bliver ikke bedre end her. Historienørder som vi jo er, havde vi det pragtfuldt med at vide, at vi boede i det gamle kloster, midt i Alicantes gamle bydel. Hotel Hospes Amerigo ligger lige ved siden af Michelin-restauranten Fouillon, men ellers kan du også bare træde ud af den smukke port, så er du ude i byens restaurantgader.

Servicen er helt i top, værelserne store og lyse, og selv om vi boede ud til hotellets atriumgård, var der uendeligt stille. Morgenmaden er som vi bedst kan lide den: lidt, men godt. Der var ike nogen kæmpe buffetborde, men nøje udvalgte delikatesser og mulighed for at bestille lune retter som omelet eller pandekager.

På toppen af hotellet venter en skøn oplevelse: en indendørs pool og en vidunderlig solterrasse med udsigt til slottet Santa Bárbara-slottet. Selv i februar var der varmt nok til at sole sig på den dejlige terrasse midt på dagen. Hotel Hospes Amerigo er sådan et sted, vi forevigt vil tænke på, når vi skal mindes de allerbedste hoteller, vi har boet på, og vi skal helt sikkert tilbage en anden gang!

Hvordan kommer du til Alicante?

Det tager ca. 3½ time at komme med fly fra København til Alicante. Det kan i øvrigt anbefales at besøge byen i starten og slutningen af sæsonen, april/maj og august/september, hvor klimaet er en som en god, dansk sommer, og hvor mængden af turister er på et passende niveau.

Fra lufthavnen går der busser hvert 20. minut ind til Alicante centrum. Læs mere her: Alicante Airport Bus Service. Og ellers er der ikke langt ind til byen, og det koster kun 15-20 euro med taxa.

Skal du videre ud i byen, kan du hoppe på den lille hvide og orange sporvogn, som kører hele vejen op til Playa de San Juan og videre til Benidorm og Dénia. Du kan købe billetter med både kreditkort og kontanter. Vælg “Single TAM”, hvis du kun skal rejse inden for Alicante, det koster 1,50 euro.

Der er to sporvognslinjer, så vær opmærksom på at tage den rigtige. Sporvognen stopper både ved markedshallen og den store gågade ved Ramblaen med endestation ved Luceros og kører også ned til havnen. Se ruter og køreplan her: TRAM Alicante

Endelig kan du fra den store tog- og busstation, som ligger sydvest for marinaen, også komme videre ud i resten af landet. Det er f.eks. nemt og billigt at komme til Elx eller Elche, som den smukke palmeby også hedder. Alicantes turistinformation har samlet al den information, du skal bruge her: Public Transport in Alicante

Læs de andre artikler om Alicante her!

« Seværdigheder i Alicante – 15 ting du ikke må gå glip af
Gode restauranter i Alicante – og et godt tip til morgenmad! »