Sejl med træskib – en familieferie for børn og voksne 2. juni 2023 – Kategori: Danmark, Rejser – Tags: , , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Tag med på en fantastisk sommerferie – for børn og voksne

Med de allerførste spæde tegn på forår starter også årets største diskussion i de små hjem, for hvor skal årets familieferie lige gå til? Står der charterferie på programmet? Skal vi på storbyferie i Berlin eller måske bare i sommerhus?

I min søns første mange leveår, var der bare ham og jeg i vores lille familie. Vi fik prøvet mange forskellige ferieformer af og var bl.a. på sommerhøjskole for familier, charterferie og camping. Men hvor ville jeg dog ønske, at vi havde kendt til muligheden for at komme ud og sejle med træskib. Det havde nemlig lige været noget for os!

Som du kan se her på siden, så rejser vi jo rigtig meget i alle andre lande end lige Danmark. Jeg har dog fået en ny mission, og det er at fortælle vidt og bredt om, hvor fantastisk det er at sejle med træskib – især på en familieferie.

På sejltur med skonnerten Johanne

I maj 2023 sejlede jeg rundt i Det Sydfynske Øhav med skonnerten Johanne. Togtet varede fire dage og tog os ud til småøerne Skarø og Drejø og til den noget større Ærø, hvor vi lagde til i Søby Havn. Ombord var vi en blandet forsamling: fra skipperens søn Villy på 7 år til den pensionerede rektor fra Marstal Navigationsskole.

Nogle havde som både Villy og rektor Søren sejlet hele deres liv. Andre havde ingen eller meget lidt sejlererfaring. Det blev en helt igennem skøn tur, i det der bedst kan betegnes som en slags sejlende sommerhus med lige dele arbejdsfællesskab og afslapning.

Er en sejltur med træskibe for børn?

Inden du booker en familieferie på Johanne, vil du sikkert rigtig gerne vide noget om, hvordan sådan en tur egentlig er, og nok især hvis du har dine børn med. Min egen søn er næsten voksen i dag, men jeg gik ned i børnehøjde og skal efter bedste evne prøve at besvare nogle af de spørgsmål, som jeg i hvert fald selv ville sidde med, hvis det var mig, der skulle på ferie med børn her på skibet.

For ja, et togt med træskib er i allerhøjeste grad noget for børn. Generelt henvender en sejltur som denne sig til de lidt større børn. Du kan godt have et blebarn med, som ikke har nået kravlealderen, men et tumlingebarn der løber i syv retninger samtidig og skal pille i alt, ville jeg nok lige vente med at tage med ombord.

Rektor Søren havde også sit barnebarn med, som går i 7. klasse. Der var masser af sjove udfordringer for hende, og hun var både med til at kravle op i masten og tage billeder og helt ude i stævnen, da fokken (sejl) skulle sættes.

Hvad kan børnene lave til søs?

Den bedste oplevelse får du med børn, som kan forstå en besked og deltage i arbejdet ombord. Det er sjovt at hale reb ind og sætte sejl, også selv om man ikke helt kan se op over rælingen endnu.

I det hele taget er der masser at lave for børn ombord på skibet. Villy, som jo allerede er en erfaren sømand, kravlede selv op i hængekøjen, der var spændt fast mellem to master. Her fik han et tov i hånden, så han kunne gynge køjen. Der blev også spillet spil, kigget på marsvin og leget gemme.

Og selv om der er meget at lave, så er det også rart at zone ud og lige sætte sig ned i salonen med Ipad’en og en kiks en halv times tid. Er der flere børn med på togtet, finder de selv spillene frem og går i gang.

Hvad kan børnene lave på land?

Der skal i øvrigt også gemmes noget energi til landgangen. I de tre havne, vi nåede at anløbe, var der legepladser, minigolf, dobbeltcykler, krabbefiskestænger, kroket og store fiskeruser, man kunne svinge sig i.

Der er Brugsen i Søby, hvor man købe nyt legetøj, grillbaren til lidt optankning af pomfritter og og på Skarø kælegrise, klokkefrøer og Skarø Is. Med andre ord, så løber børnene ikke tør for underholdning lige foreløbig.

Hvordan er soveforholdene?

Med sådan et program så begynder små (og store!) øjne at glippe lidt efter aftensmaden. På skibet er der 2- og 3-mands kamre, og her kryber man til køjs i de bløde dyner og hovedpuder. Man har hver sin egen lille køje, og hvis du har et barn, der kun kan samsove, så bliver det nok lidt svært.

I kahytten er der heller ikke plads til at slå en tremmeseng op, men du kan dog fint surre en babylift fast oppe i køjen. Husk gerne varmt nattøj, for der kan godt være koldt om natten ude på skibet. Du kan se resten af pakkelisten her: Pakkeliste til en sejltur med træskib – hvad skal du tage med?

Hvad skal vi spise?

På skibet serveres tre måltider om dagen: morgenmad, middagsmad og aftensmad. Nogle børn er også lidt kræsne og spiser ikke hvad som helst. Her tænker jeg, at du gerne vil vide, hvad menuen står på ombord.

Da alle hjælpes ad med at lave mad, var jeg selv en af dem, der trak ret meget over i salatretningen. 🙂 Der blev grillet kylling og cuvette på dækket, så der også var noget til dem, der gerne vil have kød. Til frokost var der pastasalat, sandwich og rugbrød med pålæg.

Morgenmaden bestod af lækre surdejsbrød fra bageren i Svendborg og dertil pålæg og ost, blødkogte æg, yoghurt, frugt, kaffe, te og juice.

En hyggelig familieferie med børn

Ligesom med alle andre ferieformer skal du også overveje, om træskibssejlads ville være en sjov måde at tilbringe sommerferien på i din familie. For det ér en helt genial ferieform for den aktive familie, der elsker nye oplevelser, og hvor børnene ikke kan få brændt nok krudt af.

Omvendt kan det blive en lang tur med et tryghedssøgende barn, som hurtigt bliver overvældet af alle de nye indtryk og ikke kan finde ro. Her vil det være en god ide at starte med en dagstur for lige at få mærket efter, om det nu også er noget for jer.

Men uanset om turen bliver kort eller lang, så er det under alle omstændigheder en ny og spændende måde at være sammen som familie på. Ombord på skibet kan man afprøve sine grænser og sammen få udfordret både højdeskræk og krabbe-fobi. Man lærer hinanden at kende på nye måder, og på skibet skal du ikke underholde, som du ville skulle gøre i et sommerhus.Skonnerten Johanne - Trine Toft - Sidder Under En Palme

Til søs er der nemlig altid noget at lave, altid noget at se på og altid nogen at snakke med. God vind på sejlturen!

Vil du læse mere?

Hvis du læser denne artikel, så er der stor sandsynlighed for, at du skal ud at sejle træskib for første gang. Togtet med skonnerten Johanne var min allerførste sejltur med træskib – men ikke den sidste! Fællesskabet, oplevelserne og den nærmest meditative ro i denne måde at holde ferie på er helt unik, og man bliver hurtigt bidt af det.

Jeg har skrevet meget mere om mine oplevelser ombord på Johanne i de artikler, som du kan se herunder. Klik på en af dem for at læse videre.

Læs mere om Skonnerten Johanne her!

« En dagstur til Ærøskøbing
En sejltur med træskibet Johanne »