Skønne vandreture i Ayamonte, Spanien 12. marts 2024 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: Andalusien, Ayamonte, Ferie, Rejser, Seværdigheder, Spanien, Vandreferie, Vandrestier, Vandreture
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
En guide til de skønne vandrestier i Ayamonte
Ayamonte, beliggende på Spaniens solrige sydvestkyst, ud mod floden ved grænsen til Portugal, er en by, der byder på en unik blanding af vandreruter i marsklandet mod syd og bakkelandskab mod nord. Denne charmerende by, som heldigvis er så befriende overset af de helt store turiststrømme, er et sandt paradis for vandrere, der ligesom os ønsker at vandre igennem de skønneste landskaber.
I 2024 boede vi i Ayamonte i årets første tre måneder. Vi elsker at vandre, og det behøver ikke nødvendigvis at være udfordrende ture – bare der er noget at se på! Og det er der så sandelig i Ayamonte! Rundt om byen er der flere afmærkede vandrestier, ja faktisk er byen kun et punkt på vejen i et kæmpestort stisystem, som tager dig både op ad floden og rundt langs kysten.
Vi vandrede på alle de stier, vi kunne finde, og her fortæller vi lidt om nogle af de de bedste vandreruter i og omkring Ayamonte. Du får også tips til, hvordan du får mest muligt ud af din vandretur i den enestående natur omkring byen.
NB! Det pragtfulde billede af flamingoerne øverst er taget af fotograf Heidi Kirk Nissen.
8 skønne vandreture i Ayamonte
Naturparken Marismas de Ayamonte
For naturelskere er en vandretur gennem naturparken Marismas de Ayamonte et paradis. Dette unikke vådområde ved Guadiana-flodens delta, kun få kilometer fra Ayamonte, er et vigtigt økosystem, der byder på en rigdom af flora og fauna.
Vandreruterne her leder dig gennem marsklanden hvor du kan observere et væld af fuglearter, inklusive flamingoer og storke i deres naturlige omgivelser. Det fascinerende marskland byder på både saltvandssøer og lumske vandhuller, så hold dig til stierne. NB! Storkene bor ude på elværket på den gamle jernbanesti, der fører til Isla Cristina.
Besøg også museet Ecomuseo Molino Mareal El Pintado på vejen rundt i marsklandet og få et unikt indblik i naturområdet, der omgiver Ayamonte. Museet har åbent om formiddagen og der er gratis adgang.
Isla Canela og Punta del Moral: Strand og Natur
Hvis du er vild med Atlanterhavet og kystlandskaber generelt, så er en tur til Isla Canela og Punta del Moral et must. Her får du brede sandstrande i kilometervis, duftende pinjeskove og saltvandslaguner. Vandreruterne her kombinerer det bedste fra begge verdener: muligheden for at nyde solen og havet samt at udforske marsklandet, der strækker sig tilbage til Ayamonte.
Byerne ligger 5 km fra Ayamonte centrum, og du kan gå på en kombineret cykel- og gangsti det meste af vejen. Foretrækker du i stedet at bruge dine kræfter ude ved stranden, kan du med fordel tage bussen fra Ayamonte busstation. Det koster 1,8 euro (2024) og tager ca. 15 min. Bussen kører ca. hver anden time, så det kræver lidt planlægning. Se busplanen her!
Vi har skrevet lidt mere om de dejlige kystbyer ved Ayamonte, som du kan læse om her: Hold ferie i Isla Canela, Isla Cristina & Punta del Moral
Vandreruten PR-A 467 – Rundt om Ayamonte
Vil du gerne på en kortere tur rundt om Ayamonte, skal du følge vandrestisystemet PR-A 467. Denne skønne vandrerute starter i Ayamonte og løber igennem marsklandet syd for byen, inden den drejer skarpt nord op i det bakkede landskab vest for byen.
Ruten går derefter tilbage til Ayamonte og slutter med en tur rundt byens bedste udsigtspunkt ved Hotel Parador de Ayamonte, hvorfra du kan nyde udsigten ud over den portugisiske kystlinje på den anden side af floden. Undervejs kan du glæde dig over den smukke andalusiske natur og passere en del af områdets mange små fincaer. Ruten er ca 14 km lang og uden voldsomme stigninger. Turen er en del af de officielle andalusiske vandrestisystem og er derfor tydeligt markeret og nem at følge.
Vandreruten GR-114 etape 44 fra Ayamonte til Villablanca
Denne rute er en del af det 850 km lange stisystem Camino Natural del Guadiana. Rutens sidste etape løber fra Villablanca til Ayamonte og giver en fantastisk indsigt i naturen nord for Ayamonte og landskabet langs floden Rio Guadiana. Ruten er 20,1 km lang og er ud over længden i den lette ende med få, men dog ret stejle stigninger. Vi valgte at gå ruten med udgangspunkt i Villablanca. Da vi ikke kunne få det til at passe med busplanen, tog vi en taxa fra Ayamonte. Taxaen kostede 20 euro.
Vi startede med det vigtigste: en god kop formiddagskaffe på Villablancas lille hyggelige torv. Derefter gik vandreturen tilbage til Ayamonte. Det er en fantastisk tur, hvor du passerer det ene betagende naturområde efter det andet, små fincaer og masser af pragtfulde udsigtspunkter. Områdets mange oliven- og appelsinplantager bidrager med den skønneste duft til turen.
Den medbragte frokost kan indtages på turens eneste ”pauseplads” ca. 7 km udenfor Villablanca. Her er der sat borde og bænke op til pausetrængene vandrere. Herefter fortsætter ruten ud mod floden og slår et knæk tilbage i fastlandet rundt om byen Coste Esuri.
Den nybyggede by er i sig selv ikke noget specielt, men i området rundt om vandres der op og ned i kløfter og korte stejle stigninger med udsigt ud over området. Turen ender ved flodbredden i Ayamonte, hvorfra der er kort vej til en forfriskning i en af byens mange caffeer og restauranter.
Jernbanestien fra Ayamonte til Isla Cristina
Til alle tider har vandet omkring Ayamonte givet en rigdom til byen. Vandet er fyldt med fisk, og de store saltbassiner vidner om en eksportsucces af de helt store. Saltet hjalp med at konservere fisken, inden den kunne transporteres ud i landet med damplokomotivet.
I dag hives der stadig mange fisk op ad vandet, men transporten foregår ude på motorvejen. Det gamle jernbanespor er derfor blevet omdannet til den mest pragtfulde vandresti! Ruten går hele vejen fra hovedbyen Huelva til Ayamonte, men vi kan især anbefale stykket fra Ayamonte til Isla Cristina.
Det er en smuk tur, der følger marsklandet hele vejen til saltbassinerne i Isla Cristina. På vejen bliver man mødt af områdets mange storkepar samt et utal af flamingoer i vådeområderne, både i og udenfor Isla Cristina. Ruten er ca. 10 km og følger en flad og lige grusvej de meste af vejen. Den sidste del af ruten følger en bred cykelsti langs vejen ind mod Isla Cristina, hvor man passerer forbi byens gamle saltmarker.
Praktiske Tips til Vandreture i Ayamonte
Vandreruterne i og omkring Ayamonte er lettilgængelige, nemme at følge og kræver ikke særligt udstyr. Området er fladt med mindre stigninger nord for byen. De fleste vil kunne gennemføre vandreruterne med godt fodtøj og evt. et par vandrestave. Vandreruterne kan benyttes hele året, men de kan med fordel udelades på sommerens varmeste dage samt de vådeste vinterdage, hvor enkelte områder af stisystemerne godt kan ligge under vand.
På mange af vandrestierne mødte vi også et utal af senior-turister, hvor benene måske ikke længere lige er til 20 km. i skarpt trav. Heldigvis kan man leje elcykler mange steder, og stierne er så brede, at der er masser af plads til alle!
Hvor skal du bo i Ayamonte?
Ayamonte er med sit hyggelige byliv og naturskønne omgivelser en rigtig andalusisk perle, der kun venter på, at du kommer forbi. Vores langtidsferie i byen har givet os en oplevelse for livet, og vi skal helst sikkert tilbage en anden gang. For Ayamonte ligger dér og lokker med sin charme. Det er let lige at tage et par overnatninger på vej til Portugal – eller bare fordi.
Byen har et væld af skønne hoteller, og ønsker du at holde ferie i Ayamonte, er der flere forskellige muligheder for at bo godt. De fleste turister vælger at holde ferie ude ved de skønne strande, især i Isla Canela, som også byder på en populær golfbane. Men hele vejen hen langs stranden ligger der masser af lækre strandhoteller, og du kan se dem ved at klikke på linket her: Strandhoteller i Isla Canela.
Vil du bo inde i byen, har byens bedste hotel, Hotel Parador de Ayamonte, den mest pragtfulde udsigt ud over floden og over mod Portugal. Leder du efter et billigst sted at bo i Ayamonte, kan hotellejlighederne i det gamle kloster Posada El Convento Mercedario (billedet) anbefales. Her bor du tæt på centrum i fuldt udstyrede lejligheder og med udsigt ud over byen og solnedgangen fra baren på tagterrassen.
Du kan se alle de andre hoteller i Ayamonte ved at klikke her. Du kan også lave din egen søgning efter hoteller i Ayamonte lige her:
Og hvor boede vi selv i Ayamonte?
For os har det altid været drømmen rejse sydpå, når vinteren nærmede sig i Danmark. Pakke kufferten, låse døren og bare tage afsted, ned til lyset og varmen. I Ayamonte fandt vi det helt perfekte byhus, som dannede rammen om vores tre måneder lange arbejdsferie.
Det lille blå og hvide byhus, Flor de Sal, ligger helt oppe på toppen af byen, med udsigt udover saltmarkerne. Fra den øverste terrasse kan man også kigge på den store Guadiana-flod og over til Portugal, og mod syd helt ud til Atlanterhavet.
Indenfor var den charmerende indretning holdt i samme blå og hvide farver, og der var alt, hvad vi skulle bruge, inklusiv en arbejdsplads med skrivebord. Huset var kort sagt alt det, vi havde ledt efter: autentisk, hyggeligt og med en lukket gårdhave, hvor vi tilbragte mange timer med at grille og bare dase i eftermiddagssolen. Læs mere om leje af Flor de Sal ved at klikke på billeder og links.
Læs alle de andre artikler om Ayamonte her!