Shopping i Krakow – stor guide til gågader og shoppingcentre 28. januar 2025 – Kategori: Polen, Rejser – Tags: Ferie, Krakow, Polen, Rejser, Shopping, Weekendtur
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Shopping i Krakow – Guide til alle de bedste køb!
Hvad er det første, du tænker på, når du læser overskriften “Shopping i Krakow”? Er det masser af lækre butikker, det smukkeste tøj og et gigantisk shoppingcenter med alt, hvad hjertet kan begære?
Hvis du ligesom os slet ikke forestillede dig, at Polen har modetøj, der virkelig er hele rejsen værd, så bliver du også ret overrasket. Glem alt om at fylde kufferten helt hjemmefra, men gem rigeligt med plads til alle de ekstra indkøb.
Polsk mode er ikke billigt-billigt, men til gengæld kan du få virkelig smukt design, som ikke sælges i Danmark. Dertil kommer alle de flotte souvenirs, som du også lige skal finde plads til i kufferten. Nå, men nok om det – lad og så komme ud at shoppe! Her får du en guide til, hvor du skal shoppe, og hvad du skal tage med hjem som souvenirs, når du er på shopping i Krakow.

Aftenlys på Rynek Glowny
Rynek Główny – her starter shoppingturen!
Et oplagt sted at starte din shoppingtur er i de smukke markedshaller på Rynek Glowny, byens centrale torv. Her finder du den ikoniske Sukiennice (klædehallen), hvor de små boder byder på alt fra udskåret trækunst og ravsmykker til farverige tekstiler og souvenirs. Der er dog desværre også meget plasticbras og langt imellem de lokale kunsthåndværekere. Ude i de små gader kan du finde langt flottere souvenirs – så der går vi ud nu!
De lange gågader – Shopping midt i historien
Krakows gågader er en oplevelse i sig selv. Hovedgaden Floriańska, der fører fra byens imponerende hovedtorv, Rynek Główny, er fyldt med butikker, der tilbyder alt fra mode fra lokale designere til håndlavede souvenirs. Du kan finde polske designermærker, skobutikker og smukke guldsmedeforretninger. Samtidig kan du nyde udsigten til de historiske bygninger og brostensbelagte gader, der gør Krakow til noget helt særligt.

Vintagetøj på Starowislna
På parallelgaden Sławkowska og den lange Grodzka, der løber hele vejen ned til Wawel-slottet, finder du endnu flere butikker. De to gader er kendt for deres små gallerier, boghandlere og lokale butikker, der sælger alt fra kunsthåndværk til traditionelle polske varer. Det er også her, du kan finde de fineste polske souvenirs som håndmalet keramik og broderede tekstiler.
De små sidegader – skattejagt i Krakows Gemte Perler
Krakows sidegader gemmer på unikke butikker, som du ikke finder andre steder. Især området omkring bydelen Kazimierz, den gamle jødiske bydel, er kendt for sine vintagebutikker, kunstgallerier og små designstudier. Her kan du finde genbrugstøj, håndlavede smykker, antikviteter og kunstværker med en historie.
Galeria Krakowska – Et mekka for shoppere
Hvis du elsker store shoppingcentre, skal du besøge Galeria Krakowska, som ligger lige ved siden af hovedbanegården. Dette enorme center har over 250 butikker og tilbyder alt fra high-end mode til budgetvenlige mærker. Du finder også kosmetik, elektronik og et bredt udvalg af spisesteder, og dagen går hurtigt her. Hvis du kun har tid til ét shoppingcenter på turen, så skal det være her!

Galeria Krakowska
Vi havde ikke overvejet, at Krakow kunne gemme på en skatkiste af smukt tøj, og især tøjmærket Medicine skal fremhæves. Når vi næste gang skal til Krakow, bliver det med kun en tandbørste i kufferten. Så er der plads til alle de nye indkøb!
Andre Shoppingcentre i Krakow
Udover Galeria Krakowska byder Krakow også på andre imponerende shoppingcentre, der er værd at besøge. Bonarka Krakow, der ligger lidt uden for byens centrum, er et af de største og mest populære shoppingcentre i byen. Her finder du over 270 butikker, et biografkompleks og mange restauranter. Bonarka er kendt for sit brede udvalg af både internationale mærker og polske brands, så der er noget for enhver smag og budget.
Et andet populært shoppingsted er M1 Kraków, som ligger tættere på den østlige del af byen. M1 har et mere lokalt præg og tilbyder alt fra dagligvarer til tøj, elektronik og boligindretning. Det er et godt sted at shoppe, hvis du leder efter et sted med færre turister og flere lokale tilbud.
Souvenirs fra Krakow – hvad skal du tage med hjem?
Når du besøger Krakow, er der flere ting, du kan overveje at tage med hjem som souvenirs:
- Tøj – som sagt…
- Rav-smykker: Rav er en polsk specialitet, og du kan finde smukke smykker i alle prisklasser
- Polsk keramik: Det håndmalede mønster er både smukt og praktisk til hverdagsbrug
- Vodka: Polen er kendt for sin vodka, og du kan finde mange sjove smagsvarianter som bison-græs eller kirsebær
- Pierniki: De krydrede honningkager er en sød og traditionel gave.
Åbningstider i Krakows Butikker
Inden du tager på shopping i Krakow, er det godt at kende butikkernes åbningstider. De fleste butikker i centrum, især på gågaderne som Floriańska og omkring Rynek Główny, har åbent fra kl. 9 eller 10 om morgenen og lukker omkring kl. 19 eller 20. Mange butikker holder åbent alle ugens dage, men enkelte mindre butikker kan have lukket om søndagen.
De store shoppingcentre som Galeria Krakowska og Bonarka har som regel længere åbningstider og er ofte åbne fra kl. 9 til 21. På helligdage kan meget være lukket, så det er en god idé at tjekke det på forhånd, hvis du besøger Krakow til jul og påske.
Flere tips til din ferie i Krakow
Hvor skal du bo i Krakow?
Der er mange skønne hoteller i Krakow, så hvor skal du bo? På Booking.com kan du se det store udvalg af hoteller i Krakow, og her får du lige et par gode tips til at booke et hotel, der passer til din ferie:
Så længe du vælger et hotel i den gamle bydel, Stare Miasto, bor du i gåafstand til alle de bedste restauranter og seværdigheder. I de små gader i centrum af den gamle bymidte er der en hyggelig gadestøj om dagen, men som regel stille om aftenen – med mindre du bor lige ud til byens hovedtorv, omkring byens hovedtorv, Rynek Główny.
Her kan der godt være lidt larm i nattetimerne – til gengæld er udsigten ud over markedshallerne og den smukke plads fuldstædig betagende og det hele værd. Alt det det ved vi, fordi vi boede her, i den smukkeste art deco-lejlighed i Fragola Apartments Feniks.
Fragola Apartments Feniks
Fragola Apartments Feniks er et moderne lejlighedshotel beliggende i den smukkeste gamle Art Deco-bygning fra 1932. Art Deco-indretningen går igen i den smukke lejlighed, der dog også har alle moderne bekvemmeligheder: elevator, gratis Wifi og et fuldt udstyret køkken. Vi fik dog hverken gang i potter eller pander, for Feniks ligger som sagt lige i hjertet af den gamle bydel, med alle de gode restauranter og barer lige udenfor døren.
Vi fik en lejlighed med den smukkeste udsigt ud over Rynek Główny og de gamle markedshaller. Herfra er der kun en kort gåtur ned til Wawel-slottet, og ellers kører sporvognene hele tiden. Personalet er virkelig søde, taler godt engelsk og er klar til at hjælpe dig med ethvert tænkeligt spørgsmål. Fragola Apartments Feniks er altså virkelig en perle i Krakow!
Se alle hoteller i Krakow på Booking.com ved at lave din egen søgning her:
Læs alle de andre artikler om Krakow her!