Seværdigheder på Langeland – 8 attraktioner, du skal se 24. september 2012 – Kategori: Danmark, Rejser – Tags: Danmark, Ferie, Langeland, Rejser, Rudkøbing, Seværdigheder, Weekendtur
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Hvad skal du se på Langeland?
Der er masser af spændende seværdigheder på Langeland. En ferie på den lange ø byder på masser af oplevelser i naturen og på vandet – og uendelige måder at slappe af på!
Tag med på en tur på øen fra syd til nord og læs om alle de seværdigheder på Langeland, som du bare må se. Her får du masser af inspiration til fantastiske oplevelser og seværdigheder på Langeland.
8 seværdigheder på Langeland, du skal se
Koldkrigsmuseum Langelandsfortet
Koldkrigsmuseet Langelandsfort ligger ved Bagenkop på sydspidsen af Langeland. I det store område kan du gå på opdagelse i det historiske fort, der blev bygget efter 2. verdenskrig. Under Den Kolde Krig bevogtede soldater på fortet Langelandsbæltet og holdt øje med, at der ikke kom fjendtlige skibe ind i bæltet. I dag kan du komme ned i bunkerne og komme ind i den store ubåd.
De vilde heste
Når du alligevel er kommet til Sydlangeland, skal du også se de vilde heste. Hestene blev sat ud på Langeland i 2006 og er af racen Exmoor-pony. De vilde heste på Langeland finder du ved Dovns Klint ved Gulstav og Klise Nor lige udenfor Bagenkop.
Hestene går for sig selv med mindst mulig indblanding fra mennesker. Det er et fantastisk syn, når hele flokken kommer buldrende for så at stoppe op og give sig til at græsse i bunden af de langelandske hattebakker.
De bedste badestrande
Langeland har nogle af de bedste badestrande i hele Danmark. Selv om de større turistmål ofte løber med æren, så er det her på øen, at du finder kilometerlange sandstrande og blåt vand. Fra hele Fyn kører folk især til Ristinge for at bade. Hesselbjerg Stand har badebro og en lille kiosk, mens Cementfabrikken har den bedste sandstrand. Selve landsbyen Ristinge byder også på en dejlig badestrand. Ved Spodsbjerg er vandet lavt og børnevenligt, mens du i Rudkøbing kan bade fra badeanstalten. NB! Er du ikke vant til at bade i havet, så vær opmærksom på hvor vinden kommer fra. Er der fralandsvind, så lad baderinge og luftmadrasser blive hjemme. Hvert år skal Søredningstjenesten ud og hente turister, der er flydt til havs.
Skovsgaard
Øst for Lindelse på Sydlangeland ligger den smukke, gamle herregård Skovsgaard. Skovsgaards sidste ejer, Ellen Fuglede, testamenterede i 1979 gården til Danmarks Naturfond, der i dag har til opgave at bevare det unikke herregårdslandskab. På Skovsgård kan du besøge de mange udstillinger, der alle tager udgangspunkt den tid, hvor Ellen Fuglede og hendes familie drev godset. Gå en tur i det smukke landskab og deltag i den levende formidling af de økologiske besøgslandbrug med museer og udstillinger indrettet i hovedbygningen og i flere af Skovsgaards øvrige bygninger.
Kunsttårnene på Langeland
12 tidligere transformertårne er i dag blevet til små kunstmuseer med skiftende udstillinger. De første af De Langelandske Kunsttårne blev indviet i 2003, og fra syd til nord kan du gratis nyde kunstnere fra hele Langeland, der udstiller i tårnene. Den anden lørdag i juni er der tårnsangerdag, hvor 12 kor på 12 timer optræder ved de forskellige tårne.
Det Gamle Apotek i Rudkøbing
Bag porten i Brogade gemmer der sig en perle blandt apoteker. I Det Gamle Apotek kan du gå på opdagelse i alle de gamle apotekervarer, blandt andet stødt mumie og drageblod, og i tilbygningen se hvordan medikamenterne blev fremstillet i gamle dage.
Rudkøbing Apotek var i øvrigt barndomshjem for brødrene Ørsted, hvor faren var apoteker fra 1775. Den yngste Anders Sandøe Ørsted blev Danmarks 3. statsminister, mens den ældste bror blev videnskabsmand. H.C. Ørsted tilskrives opdagelsen af elektromagnetismen, og det er ham, Ørstedsværket er opkaldt efter.
Gå tur på Øhavsstien
Skal du ud og bevæge kroppen, så gå en tur på en del af – eller hele – den 220 kilometer lange Øhavssti. Stien er anlagt gennem det sydfynske landskab og tager dig rundt på Sydfyn og til de små øer i Det Sydfynske Øhav. Klikker du på linket, er der forslag til forskellige endagsture, men stien kan også være en vandreferie i sig selv. På Langeland kan du gå på Øhavsstien fra Rudkøbing over Spodsbjerg og Stengade Skov og hele vejen op til Lohals.
Øhavsstien snor sig også ind og ud i den fantastiske lydfortælling Mod Strømmen. Sammen med H.C. Ørsted, der opdagede elektromagnetismen, tager du en eventyrlig opdagelsesrejse rundt på Langeland, med den spændende fortælling i ørene.
Tranekær Slot og TICKON-parken
Når du kører igennem Tranekær, vil du sikkert bemærke, at mange af husene er ens. Grev Frederik Ahlefeldt Laurvig, kaldet ‘Generalen’, var godsejer på Tranekær Slot fra 1791-1832. I den periode omdannede han den lille landsby efter model af de tyske fyrstedømmer og byggede både fabrikker, et teater og skole. Det smukke, røde Tranekær Slot ligger i den nordlige ende af byen. Der arrangeres særlige rundvisninger på slottet – se under Rundvisninger – men du kan altid gå en tur i Slotsparken.
I Slotsparken ligger et levende museum, eller forgængeligt, om man vil. Alle kunstværkerne i TICKON-parken er nemlig skabt af organiske materialer, træ, jord og sten. Værkerne indgår i naturens kredsløb, og med tiden ændrer de form, inden de engang helt forsvinder. Kunstformen kaldes ‘Land art’, og 20 danske og internationale kunstnere har bidraget til de store og små kunstværker i parken.
Kort derfra ved Stengade Skov står det, der ifølge overleveringen skulle være ‘Oehlenschlägers bøg’. Under bøgen skulle Oehlenschläger have skrevet “Der er et yndigt land”. Om det nu er helt sandt, er der delte meninger om, men rigtigt er det, at du stadigvæk kan nyde den store, flotte bøg ved vandet.
Find et godt hotel på Langeland
Der er mange sommerhuse på Langeland, men hvorfor ikke booke en fuldstændig stressfri sommerferie, hvor du ikke skal tænke på madlavning og rengøring? Her får du anbefalinger på gode hoteller på Langeland samt et B&B i det hyggelige Tranekær. Alle kan bookes direkte igennem Booking.com. Se flere hoteller ved at lave din egen søgning her:
Bagenkop Kro
På sydspidsen af Langeland, hvor færgen engang sejlede til Kiel i Tyskland, finder du Bagenkop. Det lille fiskersamfund vandt i 2011 prisen som Årets Landsby, og det med god grund! Bagenkopperne holder gang i byen, og du kan blandt andet glæde dig til Bagenkop Havnefest, musik- og kulturdage samt et levende kunstnermiljø. På Bagenkop Kro bor du tæt på havnen i den idylliske landsby. Kroen har både dobbeltværelser på selve hotellet og feriehuse med plads til 8 personer. Kærligheden til vandet og fiskerierhvervet er trukket med helt ind i hotellet. Du skal bestemt ikke spise hjemmefra, for Bagenkop Kro byder i restauranten på en fiskebuffet, der er berømt langt væk fra den lille by.
Læs mere her: Bagenkop Kro
Hotel Rudkøbing Skudehavn
Når du kører over Langelandsbroen, får du hurtigt øje på ‘Skudehavnen’, som hotellet også kaldes. De farvestrålende feriehuse ligger lige ud til lystbådehavnen, hvor de sejlende turister har deres både fortøjret. På Hotel Rudkøbing Skudehavn kan du vælge at bo i et af de 24 hotelværelser eller i en ferielejlighed. Ferielejlighederne har plads til 6 personer og har enten altan eller terrasse, de fleste med udsigt ud over Langelandsbæltet. Hotellet har egen restaurant, hvor du spiser godt. Fra hotellet er der en kort gåtur op i byen eller hen på havnen, hvor færgerne kan tage dig ud på flere eventyr til øerne Ærø og Strynø.
Læs mere her: Hotel Rudkøbing Skudehavn
Tranekær Slotskro
Nord for Rudkøbing ligger landsbyen Tranekær. Når du kører igennem byen, vil du sikkert bemærke, at mange af husene er ens. Grev Frederik Ahlefeldt Laurvig, kaldet ‘Generalen’, var godsejer på Tranekær Slot fra 1791-1832. I den periode omdannede han den lille landsby efter model af de tyske fyrstedømmer og byggede både fabrikker, et teater og også Gæstgivergården, der i dag huser Tranekær Slotskro. Kroen har 12 værelser og 1 suite, og der er morgenmad med i prisen. Her bor du i den langelandske landsbyidyl, i gåafstand fra Tranekær Slot og TICKON-parken.
Læs mere her: Tranekær Slotskro
Se flere gode hoteller på Langeland her på Booking.com!
Ekstra forkælelse til ferien?
Der bliver endnu mere at glæde sig til med de 32 festlige ferie-kuponer fra Lou Noire! Her kan du for eksempel byde på en drink i lufthavnen eller en frokost, når I når frem. Klip de sjove gavekort ud og lav et festligt kuponhæfte til ham eller hende, der skal forkæles på turen. Download og print Kuponhæfte til ferien med det samme!
Læs de andre artikler om Langeland her!