En dagstur til Vila Real de Santo Antonio, Portugal – seværdigheder, restauranter og shopping 16. marts 2024 – Kategori: Portugal, Rejser – Tags: Algarvekysten, Ferie, Historie, Portugal, Rejser, Restauranter, Seværdigheder, Shopping, Vandrestier, Vila Real de Santo Antonio
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Seværdigheder i Vila Real de Santo Antonio
Mange besøger den lille havneby Vila Real de Santo Antonio i forbindelse med en ferie på Algarvekysten. Den charmerende by ligger for enden af togbanen fra Faro i det allerøstligste Portugal, lige på grænsen til Spanien. Santo Antonio, som byen også kaldes i daglig tale, byder på en perfekt blanding af byliv, historie og skønne shoppingmuligheder.
En dagstur eller en længere ferie i byen er en skøn mulighed for at udforske en del af Portugal og måske også nyde en vandretur i det unikke landskab, hvor du kan se både flamingoer og storke.
Her kan du læse om, hvad du skal opleve i Vila Real de Santo Antonio, og også om hvordan du kommer med den lille færge, som sejler mellem Spanien og Portugal.
Historie og kultur – en del af Portugal
Selv om kysten her altid har været beboet, hvilket slottet Castro Marim også vidner om, så blev Vila Real de Santo Antonio først grundlagt i 1774 af Marques de Pombal, en fremtrædende statsmand i Portugal på det tidspunkt. Efter det ødelæggende jordskælv i 1755, der ramte Lissabon og store dele af Portugal, blev indbyggerne fra den nærliggende landsby Cacela Velha flyttet hertil som en del af genopbygningen.
I modsætning til de krogede middelaldergader, som du kan se i en by, der altid har fået lov til at vokse af sig selv, så blev Vila Real de Santo Antonio planlagt som en moderne by med brede, lige gader. Mange af byens arkitektoniske perler blev opført i denne periode. Med sin strategiske placering ved floden Guadiana, der markerer grænsen mellem Portugal og Spanien, blev byen også et vigtigt handelscentrum, især for handel med varer fra det østlige Algarve og Andalusien i Spanien.
Allermest har Santo Antonio gennem årene hentet sine rigdomme fra fiskeri. Som den første fiskekonservesvirksomhed i landet blev fabrikken Conservas Ramirez, grundlagt i 1853, statskuddet til den store konservesindustri i Portugal. Det var også familien Ramirez, der igangsatte byggeriet af byens helt store aritektoniske perle: Hotel Guadiana.
Forretningsmænd fra hele Europa, der gjorde forretninger med byens spirende konservesindustri, strømmede til Vila Real de Santo António og boede lige her på hotellet, hvor du også kan bo den dag i dag og blive en del af byens historie. Da fiskeindustrien gik tilbage i 1960’erne, overtog turismen nemlig hurtigt som den vigtigste økonomiske indtægtskilde i området.
Gode restauranter i Vila Real de Santo Antonio
Det er let at finde et udemærket sted at spise. Rundt om det store torv, Praca Marques de Pombal, ligger der masser af udemærkede spisesteder. Her kan du få en smagsprøve på det portugiske køkken, og de fleste steder serverer frisk fisk og skaldyr, saftigt grillet kød og velsmagende tapas.
Leder du efter en dejlig kage til eftermiddagskaffen, kan vi anbefale at gå lidt væk fra torvet og hen til den lille is- og kaffebar Jardim do Pataco på R. Jacinto José de Andrade B. Udvalget er ikke så stort som de andre steder, men personalet er vildt søde og taler virkelig godt engelsk. Klikker du på linket, kommer du til søstercaféen i Monto Gordo, men det er de samme lækre kager!
Vil du have en oplevelse ud over det sædvanlige, så skal du spise frokost ca. 2 km ud syd for byen. Her finder du det skønne naturområde Mata Nacional das Dunas Litorais og flere gode restauranter. Vi spiste på Dom Petisco, hvor vi smagte den helt store portugiske specialitet på disse kanter: frango. Det er grillet kylling, marineret i den lækreste pikante piri-piri-sauce. Det er ikke spicy, men bare velkrydret. Dertil en anden lokal specialitet, Vinho Verde, som betyder grøn vin og er en frisk, let mousserende hvidvin. Uden at betale ekstra får du samtidig den mest pragtfulde udsigt over mod Ayamonte og de små byer på kysten.
Strande, naturreservater og kamæleoner
Efter frokosten er det tid til en tur i det enestående naturområde. Start på den lange mole, der strækker sig hele vejen ud til udsigtspunktet ved Foz do Guadiana. Her kan du tage billeder af den skønne solnedgang ud over Atlanterhavet. Tæt ved slutningen af molen spottede vi skestorke i det lave vand. Ved slutningen på molen træder du ud på de lange, uforstyrrede strande, der strækker sig langs kysten.
Du kan enten vælge at gå hele vejen hen til stranden ved Monte Gordo og tage toget tilbage. Halvvejs derhenne kan du i stedet også dreje ind mod land og gå en tur i skoven på vandrestien Caminho dos Três Pauzinhos e do Tosga, hvor der lever kamæleoner. De er naturligt nok svære at spotte, men kommer ned på jorden i september for at lægge æg i sandet.
Seværdigheder i Vila Real de Santo Antonio
Fortsætter du ud forbi Monte Gordo og helt ud til Manta Rota, kommer du til stranden Praia de Cacela Velha. Her finder du borgen Fortaleza dos Cavaleiros de Santiago de Cacela, der tidligere hørte til Cacela Velha, den by hvor indbyggere i Santo Antonio oprindeligt kom fra.
Selv om Santo Antonio er en ny by, så har der altid levet mennesker i området. Det bliver især tydeligt nord for byen, hvor borgen Castro Marim troner over den lille by af samme navn. På vores langtidsferie i Ayamonte nåede vi hele tre besøg på borgen og det tilhørende fæstningsværk. Borgen Castro Marim kan dateres tilbage til romerske tider, men det, du i dag kan se, stammer fra opførelsen af middelalderborgen i 1200-tallet. Forte de São Sebastião, fæstningen på den anden side af kløften, er nyere, og stammer fra krigen mod Spanien i 1600-tallet.
Vi har efterhånden set en del borge, men Castro Marim er noget helt særligt. På de fleste andre borge skal man selv have fantasien i sving, når man skal forestille sig, hvordan der har set ud inde bag de tykke mure i borgkomplekset. På Castro Marim stod alle bygningerne endnu; med stalde, køkkenhuse og inderborgen.
Der er kun 4 kilometer mellem Santo Antionio og Castro Marim, og vi kan kun anbefale at gå turen. Langs med vejen er der nemlig det skønneste landskab – med masser af flamingoer i naturreservatet. Vil du ikke gå, kan du leje cykler mange steder, og da landskabet er helt fladt til alle sider, er det ingen sag at komme frem!
Shopping i Vila Real de Santo Antonio
Er du ikke til borge og lange vandreture, så har Santo Antonio masser af andre ting at byde på. Efter en slentretur på den hyggelige promenade langs Rio Guadiana, kan du nemlig fylde shoppingtasken helt op, når turen går til de mange butikker i byen.
Her er flere kædebutikker med tøj, undertøj og sko, men sjovest er nok de mange souvenirbutikker. Her finder du ALT, som i alt med fisk på. I Portugal er fisken både et verdsligt symbol på rigdom og overflod og et lige så vigtigt element i den katolske tro.
På det store centrale torv er der hver dag marked, hvor lokale kunsthåndværkere sælger det smukkeste lertøj. Her kan du også købe lokal honning og frisk frugt. I det lille supermarked Corvo, som ligger lige ved torvet, har de det skønneste friskbagte brød og lækre oste. Skal du have fyldt den helt store indkøbskurv, så besøg markedshallen Mercado Municipal.
Sådan kommer du til Vila Real de Santo Antonio
Har du lejet en bil, er det let at komme til Vila Real de Santo Antonio. Skal du derimod med bus, tog eller med færgen fra Spanien, så læs med her!
Tag toget mellem Faro og Vila Real de Santo Antonio
Fra Faro kører der ca. en gang i timen et tog fra Faro og til Vila Real de Santo Antonio. Du kan se en køreplan her! Det er muligt at købe billet både på stationen og i toget. I toget kan du dog kun betale med kontanter. Det koster 6 euro (2024) fra Faro til Vila Real de Santo Antonio. Togstationen ligger lidt nord for byen, og der er både toiletter og en lille café.
Kommer du over Lissabon, kører der både bus og tog hele vejen ned forbi Faro og direkte til Vila Real de Santo Antonio. Busstationen ligger lige ved den lille færge til Spanien inde mit i byen.
Tag færgen fra Portugal til Spanien
Kommer du i bil eller taxa, er det let at komme over grænsen fra Portugal til Spanien. Den smukke Punte Internacional er gratis at køre over fra begge sider (2024).
Er du til fods, er der en let måde at komme til Spanien på: den lille færge! Det er den skøn lille sejltur på et kvarter, hvor du kan nyde udsigten op ad Guadianafloden og over til begge byer. Bemærk, at der er en times tidforskel imellem de to lande, og tidszonen skifter midt ude på vandet. Når du skal finde din færgeafgang, så bemærk, om færgetiden står efter spansk eller portugisisk tidszone.
På Portugalsiden kan du købe billet i det lille færgekontor lige ved autocamperpladsen. Der kan kun betales med kontanter. På Spanienssiden ligger billetkontoret lige over vejen fra færgelejet, og her kan du betale både med kort og kontanter. Turen koster 2,50 euro. På begge sider kan der købes billet fra ca. et kvarter før afgang.
Skal du på et lille besøg til Ayamonte eller fortsætte ferien i Spanien, er der masser af informationer om Ayamonte her!
Hvor skal du bo i Vila Real de Santo Antonio?
Det smukke hæderkronede Hotel Guadiana (billedet øverst) fik i 2019 nye ejere, som virkelig har postet penge i at bringe det nu fem-stjernede hotel tilbage til sin fordums storhedstid. Pousada Vila Real Santo Antonio, som det hedder i dag, ligger i centrum og helt ud til vandet. Hotellet har tre swimmingpools, den ene på tagterassen hvor du kan svømme med udsigt til Spanien. Her er alt det luksus, du kunne tænke dig!
Pombal, som var hovedarkitekten bag opførelsen af Vila Real de Santo Antonio i 1774, stod også bag den smukke gamle toldbygning, som ligger lige i midten af byen, ud til byens centrale torv. I dag er toldkammeret indrettet til det smukkeste hotel, Pousada Vila Real Santo Antonio. Hotellet har tre swimmingpools, egen restaurant og en bar på tagterrassen.
De fleste turister vælger dog at bo ude ved de skønne strande, især i Monte Gordo, som ligger i gåafstand fra Santo Antonio. Her ligger der masser af lækre strandhoteller, og du kan se dem ved at klikke på linket her: Strandhoteller i Monte Gordo.
I 2024 boede vi i årets første tre måneder lige på den anden side af færgen fra Santo Antonio. Her ligger den lille spanske kystby Ayamonte, hvor vi havde den skønneste langtidsferie. Vi besøgte derfor ofte Portugalsiden for at få lidt lækker mad og se den anderledes natur. Vi boede i det lille blå og hvide byhus, Flor de Sal, som ligger helt oppe på toppen af byen, med udsigt udover Guadiana-floden og over til Portugal. Klik på linket for at læse mere om leje af huset: Flor de Sal.
Du kan også lave din egen søgning efter hoteller i Vila Real de Santo Antonio lige her:
Læs alle de andre artikler om Algarvekysten her!