Workation: Tag dit arbejde med på langtidsferie i Spanien 20. februar 2024 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: , , , , , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Tag dit arbejde med på langtidsferie i Spanien!

Drømmer du om at tage på langtidsferie i Spanien? Og er du så heldig, at du kan tage dit arbejde med? Så er du sikkert også dér, hvor du godt kunne bruge et par tips til, hvor du skal bo, hvordan du finder et sted at bo, hvordan du indretter en arbejdsplads – og alle de tusind andre ting, du godt kunne bruge et svar på lige nu.

Banner - Spanien - Lær sprog

Da vi tog arbejdet med på vores første langtidsferie i Spanien i januar 2024, var der ikke mange artikler om emnet. Eller jo, der er masser om at holde langtidsferie og også om at arbejde på et callcenter i Malaga – men vi skulle jo mere på en workation, hvor vi skulle passe vores almindelige arbejde imens.

Så her er den artikel, vi selv manglede om at bo og arbejde i Spanien. Her fortæller vi om vores erfaringer med at pakke arbejdet ned i kufferten og tage på langtidsferie i Spanien.

Hvordan planlægger du dit arbejdsophold i Spanien?

Det var på vores allerførste date for 10 år at tanken om at tage ud og overvintre i varmen blev sået. Siden tog vi ud og kiggede på hvor vi gerne ville bo, og vi var helt enige om, at det skulle være et sted i Sydeuropa, gerne Spanien eller Italien. Her er billigt at leve, og med en 18-årig søn og familien hjemme i Danmark var det også med i overvejelserne, at det skulle være i nemt at komme til og fra og gerne med en lufthavn i nærheden.

I de seneste 3-4 år har vi begge brugt tiden på at skabe et arbejdsliv, der gør, at vi kan tage arbejdet med ud i verden. Trine laver print-selv spil og kuponhæfter hos Lou Noire og skal bare bruge noget internet. Rune har sin højsæson om sommeren med Kammerateriet og festivalerne, imens vinteren bliver brugt på at planlægge og forberede. Her passede det fint at samle arbejdsopgaver til bunke og løse dem her fra Spanien.

Er du ikke selvstændig, er du måske i den heldige situation, at du som Rune kan løse en eller alle af dine arbejdsopgaver remote, hvor hjemmearbejdspladsen bare ligger med udsigt ud over Middelhavet. Eller måske har du et større projekt, en afhandling der skal skrives eller en bog, der bare venter på at komme ud? Uanset så er der mange gode grunde til at gøre det i Spanien henover vinteren.

Lej et hus i Spanien – hvordan finder du langtidsleje?

Da vi først havde besluttet os for, at nu var det nu, gik der under et halvt år med at planlægge afrejsen og at finde det helt rigtige hus. Vi har rejst meget i Spanien og elsker alt ved landet – så valget var oplagt. Vi er dog ikke til de store turistområder og drømte om et lille autentisk hus i en lige så autentisk lille by. Som du kan se her på billederne, så lykkedes det os at finde Drømmehuset!

Vi begyndte at kigge rundt på internettet, og selv om der er mange boligsider med udlejningshuse i Spanien, så endte vi med at finde vores lille hus i Ayamonte på Booking.com af alle steder! Her kan du nemlig også indstille filtrene til kun at søge efter “Feriehuse”. Vi fik kontakt med vores udlejer og fik derefter en samlet pris på at leje vores lille skønne hus i de tre måneder, vi skulle være her.

På Booking.com kan du også lave din egen søgning efter huse i Spanien til langtidsleje lige her:



Booking.com

Banner - Spanien - Sprogspil

Tips til dig, der leder efter et hus til langtidsleje i Spanien

Flor de Sal, vores hus i Ayamonte, Spanien

Flor de Sal i Ayamonte

Når du selv skal til at søge efter et hus til leje i Spanien, så har vi lige et par tips til dig. Jo længere væk fra vandet og turistområderne, du vil bo, jo billigere er det. Vi har ca. 5-6 km ud til den skønneste strand ved Atlanterhavet, hvor hotellerne ligger. Hvis vi virkelig savner masseturisme og musik fra barerne dagen lang, tager det et kvarter med færgen over til Algarvekysten, hvor der virkelig er gang i den, og alle taler engelsk.

Noget andet du skal overveje er, om du vil leje bil, og om der i så fald er et sted i nærheden, hvor du kan parkere. Eller hvis du omvendt ikke vil leje bil; om der er bus og tog i gåafstand. Vil du ikke leje bil på ferien, skal du også lige huske at tjekke, hvor det nærmeste supermarked ligger. I nogle turistområder kan du finde virkelig billige ferielejligheder, men her kan både supermarkeder og restauranter godt være lukket for vinteren, så det skal du lige være opmærksom på.

Med Google Street View kan du også se, hvordan trafikken er i området. Der er ikke meget sjov ved at bo ud til en stor vej med masser af trafik dagen lang. Her kan du også se, om din nabo er et discotek, der har åbent til den lyse morgen.

Hvornår skal du tage afsted på langtidsferie?

Vores valg om at være væk fra Danmark i januar, februar og marts skyldtes til dels, at vi virkelig ikke er glade for sne og kulde, og dels at det er her, hvor det er billigst at leje et hus i Spanien. Vores udlejer er den sødeste ældre dame, som kun var glad for at få fyldt huset henover vinteren. Om sommeren har hun nok at lave, men for hende er det rart med langtidsturister henover vinteren.

Og hvordan er temperaturen så i Spanien her i vintermånederne? Ja, det er stadig for koldt til at bade i Atlanterhavet, som vi kan se fra vores terrasse. Men bare det at der er lys og masser af lune dage – det er skønt, når alternativet er regn, sne og kulde!

Helt generelt kan vi fortælle, at januar her i Ayamonte, en by i det sydligste Spanien, er som april/maj, februar som maj/juni og med enkelte virkelig varme dage og marts som juni/juli.

Sådan indretter du en god arbejdsplads på din workation

Workation i Spanien - SidderUnderEnPalme

Workation i Spanien med den perfekte arbejdsplads!

Det første, vi fik øje på, da vi låste op til vores lille hus, var den lille fine arbejdsstation midt i stuen. Trine fik lov at få skrivebordet, hvor der er plads til at filme videoer til Instagram-kanalen. Rune sidder både ved spisebordet og ude i den lille gårdhave, når vejret er til det.

Vi taler allerede om næste langtidsferie, og hvad vi gerne vil forbedre. Her er en af tingene, at vi virkelig godt kunne tænke os et hus med et ekstra værelse, der kan bruges som kontor. Denne gang har vi fået alt det, vi drømte om, så mon ikke også det lykkes næste gang.

Et godt tip til dig, der skal på workation er, at hvis du ikke lige kan finde drømmehuset med den helt perfekte arbejdsplads, så er det nemt at skabe den selv. Den nærmeste IKEA ligger 45 minutter væk herfra, og havde vi manglet et ekstra bord eller en god stol for at gøre huset her helt perfekt – så havde vi bare købt det. I det lange løb kan det sagtens betale sig, så du undgår at få ondt i ryggen. Og måske kan du enten sælge det videre til din udlejer, når du skal afsted igen – eller bare lade det stå som en slags ekstra drikkepenge.

Pak den helt store kuffert med selvdisciplin!

Nu skal det jo ikke være arbejde det hele, for Spanien er jo et helt fantastisk land, fyldt med fristelser! Vi valgte derfor med vilje en mindre by, så vi ikke ville komme til at føle, at vi gik glip af en masse. Her i Ayamonte er der dog stadig masser af lækre restauranter og fuldstændig fantastiske vandrestier.

Vi elsker Sevilla - SidderUnderEnPalme

Sevilla – én stor fristelse!

Fremfor alt kan vi dog få ro til at leve et lidt mere stille liv, der også giver plads til at arbejde. Vi elsker alt ved storbyen Sevilla, hvor vi efterhånden har været et utal af gange. Vi kunne godt have valgt at bo her, men det var kommet med den konsekvens, at vi aldrig havde fået lavet noget som helst fornuftigt. Der er simpelthen for meget lækker mad, for mange seværdigheder og alt for meget sjov i dén by!

I stedet tager vi her på vores langtidsferie også på ture ud i Andalusien og har bl.a. haft tre fantastiske overnatninger på det skønneste hotel i Sevilla. Når vi passer vores arbejde, så må vi også holde lidt ferie engang imellem. Se alle vores artikler om Sevilla her: Ferie i Sevilla.

Husk også at holde fri!

Derhjemme kan vi som selvstændige begge nemt arbejde 50-60 om ugen. Men her i Spanien er der så skønt, at vi efter en måned var kommet så meget ned i tempo, at vi kunne sætte arbejdstiden ned til 30-37 timer. Der er nemlig masser af ting, der skal nydes. Vi tog også afsted for at kunne udfolde vores store passion for vandring, som er svær men ikke umulig at dyrke i Danmark om vinteren – det er bare lidt sjove at vandre i Spanien, hvor de ikke regner og sner.

Derfor begyndte vi også undervejs at tælle timer for at kunne holde øje med, at vi nu også nåede de ugentlig mål. Vi opdagede dog, at vi begge arbejdede mere effektivt, fordi der ikke var noget til at forstyrre. Omvendt var der heller ikke nogen dårlig samvittighed til at nage, når vi tog et par dage fri for at boltre os i Sevillas mange fristelser.

Hvad med sproget?

Ingen af os talte særlig meget spansk, da vi tog herned, men vi elsker begge at lære nye sprog. Rune har en kandidat i kinesisk, og tilsammen taler og forstår vi 5-6 sprog. Så det med at få lært noget spansk i en fart var kun en sjov udfordring! Det er langt fra alle her i Sydspanien, der taler engelsk, og vi ønskede at få lært så meget spansk, at vi kunne klare os ude i byen.

Vi har haft stor hjælp af Google Translate og Duolingo, og så har vi spillet de sprogspil, som Trine laver. Det var sådan, vi lærte tallene fra 1-100 på spansk. I spillene er der også mulighed for at lære de mest almindelige ord til dagligdagen. Du kan se nogle af spillene her og købe dem ovre på Lou Noire: Sprogspil på spansk.

Erfaringer til næste arbejdsferie

Vores langtidsferie i Spanien har givet os en oplevelse for livet, og vi skal helst sikkert afsted igen næste år. Det bliver igen i de tunge vintermåneder: januar, februar og marts. Tre måneder er fuldstændig perfekt, og det behøver hverken at være i kortere eller længere tid.

For vores arbejde har dét at flytte sydpå betydet et mod til at prøve en masse nye ting af. Selv om vi ikke har lagt lige så mange timer som normalt, har vi begge rykket os virkelig meget. Nye rutiner er blevet indført, og det har nærmest været som at være på højskole – dog udelukkende med toprelevante fag. Trine har f.eks. længe drømt om at sælge bøger fra Amazon, og det blev der tid til at sætte i søen herfra Spanien.

Om det lige bliver Spanien, Italien eller Grækenland til næste år, det er ikke så vigtigt. Vigtigere er det at finde et nyt sted, der er lige så fantastisk, som Ayamonte har været denne gang.

Vi lovede også at fortælle om vores drømmehus…

I Ayamonte fandt vi nemlig det helt perfekte byhus, som dannede rammen om vores tre måneder lange arbejdsferie. Det lille blå og hvide byhus, Flor de Sal, ligger helt oppe på toppen af Ayamonte, med udsigt udover saltmarsken. Fra den øverste terrasse kan man også kigge på den store Guadiana-flod og over til Portugal, og mod syd helt ud til Atlanterhavet.

Indenfor var den charmerende indretning holdt i samme blå og hvide farver, og der var alt, hvad vi skulle bruge, inklusiv en arbejdsplads med skrivebord. Huset var kort sagt alt det, vi havde ledt efter: autentisk, hyggeligt og med en lukket gårdhave, hvor vi tilbragte mange timer med at grille og bare dase i eftermiddagssolen. Læs mere om leje af Flor de Sal ved at klikke på billeder og links.

Sidder Under En Palme - Sjove spil til ferien i Spanien

Læs alle de andre artikler om Ayamonte her!

« Rundrejse i Andalusien – disse byer skal du besøge!
Gode restauranter i Ayamonte, Spanien »