Skønne vandreture i Ronda 22. maj 2023 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: , , , , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Gode vandreruter i Ronda

De fleste turister tager til Ronda for at se den smukke bro Puente Nuevo og den pragtfulde udsigt udover dalen og de omliggende bjerge. Den lille bjergby har dog et væld af vandreruter for både nybegyndere og øvede vandrere, hvilket også gør Ronda til en oplagt destination til en vandreferie.

Banner - Spanien - Lær sprog

Vi besøgte Ronda i marts 2023, hvor temperaturen var helt perfekt til vandreturen. Vi er stadigvæk nybegyndere i udi vandringens fantastiske univers, så de vandreture vi skriver om her, dem kan alle være med på. Selv om der ikke er de store udfordringer på vandreruterne her, skal du dog lige vide, at vi elsker at gå og gerne nupper 20 km. Alle ruterne her kan dog afkortes, forlænges og øges i sværhedsgrad, som du har lyst.

Men nok om os, for nu skal vi ud og vandre!

3 skønne vandreture i Ronda

Fra Ronda kan du gå på flere etaper af Gran Senda, det store vandrestisystem, der går ud fra Malaga. Der er dog endnu flere vandreruter, mange flere end dem vi nåede at gå.

Vi blev dog så glade for at vandre i Rondas skønne landskab, at vi helt klart skal tilbage. Denne artikel bliver derfor opdateret engang i fremtiden med flere vandreruter. Vi ville blandt andet gerne have set romervejen ved Tajo del Abanico, men det må blive en anden gang.

I stedet havde vi tre andre vandreture, alle med udgangspunkt i Ronda:

  • Molinas de Tajo: En vandretur ned i dalen og vest om Ronda
  • GR 141 – etape 1: En vandretur i bjergene fra Ronda – Jimera de Líbar
  • En byvandring i Ronda i og udenfor bymurene

Nedenfor kan du læse vores beskrivelser og erfaringer med de forskellige vandreruter.

AllTrails

De mange skønne vandreture havde vi aldrig fundet uden hjælp fra AllTrails. Vandre-app’en kan du nemt installere på din telefon, og her kan du se selv de mindste stier, som kun de lokale kender.

Før i tiden stod vi altid og prøvede at regne ud, om vejen ville ende blindt, men vi har rigtig meget glæde af app’en, når vi er ude på nye eventyr. Det er gratis at melde sig til i de første 7 dage, derefter koster det ca. 40 dollars pr. år. Vi får ikke nogle penge for at sige det – men vi er ret glade for AllTrails!

3 skønne vandreture i Ronda

Molinas de Tajo

Parador de Ronda - SidderUnderEnPalme.png

Her får du det smukkeste billede af Puente Nuevo!

Rondas berømte vartegn, broen Puente Nuevo, er i sig selv et storslået mesterværk, som mange gerne vil have et billede af. De fleste turister nøjes med at fotografere broen fra udsigtspunktet, der ligger lige under Plaza de María Auxiliadora. Følger du den lille sti videre, kommer du dog ud på en skøn tur ned i dalen under Ronda.

Banner - Spanien - Sprogspil

Turen kaldes Molinas de Tajo og går vest om Ronda. Du kan se ruten her på AllTrails: Molinas de Tajo. Det første, du støder på, er de gamle arabiske bymure, Albacar-murene, hvor også en lille byport står tilbage. Herfra deler vejen sig, hvor du skal mod Los Molinos, vandmøllerne, og følge GR 141 og GR 249.

Vi har flere gange lovet, at vi ville fortælle, præcis hvor vi har taget billedet, som du kan se her til venstre. Og det er altså her, lidt længere nede ad vejen. Her kommer en sti, som du kan følge hen til endnu et udsigtspunkt, hvor billedet er taget. Helt nede i bunden ligger den ene af vandmøllerne, også et godt fotospot.

Vandreturen ender i den nordlige ende af Ronda. Når vejen oppe på toppen drejer ind i parken Dehesa del Mercadillo, kan du gå langs kanten og nyde den smukke udsigt.

Anbefaling

Bliver du træt af mylderet oppe ved Puente Nuevo, er Molinas de Tajo en pragtfuld lille tur på 6 km. I dalen er der stilhed, strømmende vand og fuglefløjt det meste af vejen. Turen kan vandres af de fleste, også i almindelige sneakers. Påregn dog stejle stigninger ved ned- og opstigning fra og til Ronda. Selv i marts er det en varm tur, så husk vand. Der er ikke kiosker eller toiletter på ruten.

GR 141 – etape 1: Ronda – Jimera de Líbar

Således varmet op med en kortere tur rundt om Ronda, kastede vi os næste dag ud på endnu en bid af Gran Senda-vandrestien, der har sit udgangspunkt i Malaga. Her blev det til GR 141 – etape 1, som du også kan finde under navnet GR 249 – stage 24 og stage 25. Ruten går under alle omstændigheder fra Ronda til Jimera de Líbar over Benaoján, begge små stationsbyer med tog til Ronda. Bemærk, at togstationen i Benaoján ligger ret langt nede ad bjerget i forhold til selve byen.

Fra Ronda til Benaoján

Vi gør meget ud af at skrive, at vi stadig er nybegyndere indenfor vandring, og når du læser det næste, vil du forstå hvorfor. For det startede faktisk ret godt. Turen fra Ronda til Benaoján er ubeskrivelig smuk og går først langs togbanen, inden den bevæger sig op på bjerget. Her kan du vinke til Ronda, som ligger langt bagude i horisonten. Herfra går det så ned igen til Benaoján, hvor vi fandt en lille bar, El Encuentro.

Fra Benaoján til Jimera de Líbar

Gran Senda 249 - stage 24 og 25 - Benaojan - SidderUnderEnPalmeSelv om vi allerede havde små 15 km i benene og en masse bjergvandring, besluttede vi os efter en lille forfriskning for, at vi da sagtens kunne fortsætte hen til Jimera de Líbar. 10 km og endnu flere bjerge væk. Erfarne vandrere ville have nappet den sidste bid af turen i et ruf eller lige have mærket efter en ekstra gang, om energien nu også var der. Det gjorde vi ikke. De sidste fem km var omend utrolig smukke, så ret hårde.

Vi kan anbefale at dele turen op over to dage og også gerne tage toget ud og så gå hjem. Det kører ikke særlig ofte, og på den måde slipper du for at vente på stationen.

Anbefaling

Selv om du kan blive både vandet og bespist i Benaoján, så tag både rigeligt med mad og vand med til turen. Det går op og ned ad stejle bjergsider, så husk vandresko og også gerne vandrestav. Hvor vi i Danmark er vant til, at der er bænke allevegne, så er der ikke mange steder, du kan hvile benene undervejs, så tag også gerne et siddeunderlag med.

En byvandring i Ronda

Næste dag havde vi spaghettiben, og selv om der er mange andre pragtfulde vandreruter i området, besluttede vi os for at tage en slapperdag. Det blev til en vandretur rundt i byen, som mere eller mindre bragte os rundt til mange af byens store seværdigheder, som du også kan læse om her: Seværdigheder i Ronda.

Vores tur svarer mere eller mindre til den, du kan se her på AllTrails: Puente Nuevo – Murallas de Ronda. I vores jagt på de gode restauranter i Ronda havde vi dog allerede set store dele af den nye bydel, så vi koncentrerede os om La Ciudad og hele det gamle arabiske byområde.

På kortet ser det ikke ud af meget, men der er mange glatte trappetrin, der skal forceres. Øst for den gamle bymur er du igen ude i det smukke landskab, der omgiver Ronda. Og bliver du fristet til at gå endnu længere væk, så er der masser af nye og spændende stier på AllTrails!

Flere gode tips til din ferie i Ronda

Find et godt hotel i Ronda

Hvor skal man bo, når man er i Ronda? På det skønne hotel Parador de Ronda – lige ud til kløften og Puente Nuevo, selvfølgelig! Mindre kan også gøre det, men det er en storslået oplevelse at trække gardinerne fra og kigge ud over solopgangen hen over bjergtoppene. Eller hvad med at bade i hotellets pool, med et kig ud over kløften?

Udefra ligner hotellet, som i øvrigt er byens tidligere rådhus, et klassisk spansk feriehotel, men indenfor er alt nyt og flot. Vi boede, så vi kunne se lige ud på Puente Nuevo. Vi regnede derfor med en del larm fra broen, men når den sidste bus med dagsturister er kørt ud, er det kun fuglenes aftenssang, der kan høres henover byens tage.

Morgenmaden fortjener sin egen fortælling. Her er der nemlig ingen automatkaffemaskine i den store morgenmadsbuffet. Til gengæld får du virkelig god, stærk kaffe, serveret ved bordet i den smukkeste sølvkande. Imens kan du så fortælle tjeneren, om du foretrækker dine æg spejlede eller som scrambled eggs – så kommer han også med dem, helt nylavede!

Læs mere om hotellet her Parador de Ronda og se alle de andre hoteller i Ronda ved at klikke her. Du kan også lave din egen søgning efter hoteller i Ronda lige her:



Booking.com

Sidder Under En Palme - Sjove spil til ferien i Spanien

Læs de andre artikler om Ronda her!

« Shopping i Malaga – her finder du alle de gode butikker!
De bedste rejsetips til en ferie i Ronda, Spanien »