Gode restauranter i Tarragona 17. april 2024 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: Anmeldelser, Ferie, Mad, Rejser, Restauranter, Spanien, Tarragona, Weekendtur
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Find de gode restauranter i Tarragona
Der er masser af gode restauranter i Tarragona – og her kan du læse om, hvor du finder dem! Tarragona ligger ca. en times kørsel syd for Barcelona, i det nordøstlige Spanien helt ud til kysten. Oversat til menukortet betyder det et middelhavskøkken med masser af fisk og skaldyr.
Byen har rigtig mange dagsturister, som kommer ned fra Barcelona. Det betyder, at der til frokost er virkelig mange restauranter at vælge imellem. Om aftenen, når den sidste bus med dagsturister har forladt byen, sænker roen sig, og de lokale myldrer ud på restauranterne. Vi besøgte Tarragona i starten af april 2024 og oplevede ikke, at det var svært at få et bord. Vi skal dog ikke kunne sige, hvordan det er at spise i Tarragona i højsæsonen om sommeren.
Tarragona er er en by, hvor de lokale også holder af at gå ud og spise tit, og ofte bare en hurtig snack. Derfor finder du over hele byen restauranter og barer med pizza, tapas og bocadillos. Tapas er små deleretter og en bocadillo en sandwich. I Tarragona kan du derfor også godt forvente at kunne få al den skønne tapas, du kender fra resten af Spanien. Skinke, de grønne padron-pebre og patatas bravas fylder godt på menuen.
Lidt tips til restauranterne i Tarragona
Inden vi går videre til at fortælle om restauranterne i Tarragona, er det vigtigt lige at få spisetiderne på plads. De fleste morgenmadscaféer begynder at åbne ved 8-9-tiden. Frokost spises mellem 12 og 14, og aftensmaden fra klokken 20 og aftenen ud. Det giver god mening i en by, der er meget varm om sommeren, og hvor folk holder sig i skyggen fra frokost og frem til sidst på eftermiddagen.
Og lige herunder kan du læse vores anbefalinger til de restauranter i Tarragona, som vi nåede at spise på. Restaurantbesøgene er normalt en stor del af vores ferier. Vi spiser ikke nødvendigvis dyrt, men altid gerne lokalt og med egnens råvarer. Vi er også altid på jagt efter de store madoplevelser og spiser helst noget, vi aldrig har smagt før. Så ved du det, når du skal beslutte, om du vil følge vores anbefalinger.
3 gode restauranter i Tarragona
Vi ankom sent om aftenen til Tarragona og havde tre overnatninger i byen. Restauranterne er derfor et udtryk for, hvor vi nåede at spise. Er du først blevet forelsket i Tarragona, er det dog en by, du bliver ved med at vende tilbage til, så vi lover, at listen her nok skal blive opdateret senere. Og nu skal vi vist have noget at spise!
A Tocar Ferro
Til frokost er der mange restauranter, der har åbent. Især omkring de store seværdigheder finder du masser af spisesteder, men mange af dem er dyre og måske ikke rigtig gode. Vi ved det ikke med sikkerhed, for vi endte nede i gågaden Carrer de Sant Augustí. Lige ved det lille torv, Plaça de Mossèn Cinto Verdaguer, er der masser af små caféer og bare, hvor de lokale hænger ud for at få kaffe eller en lille øl og en sandwich.
På A Tocar Ferro fik vi den bedste frisklavede tortilla og en sandwich med ost og bacon. Det var ikke dyrt, men til gengæld smagte det virkelig godt! Personalet taler ikke særlig godt engelsk, men de er supersøde.
Bocois
På selve Rambla Nova finder du rigtig mange caféer, barer og restauranter. Også i de små sidegader er der virkelig mange spisesteder med både pizza og pasta med også store gastronomiske oplevelser. To boblere til næste gang må være Michelin-restauranten El Terrat og Twins lige rundt om hjørnet, som både serverer specialøl og tapas.
Vi var dog gået forbi tapasbaren Bocois på Rambla Nova flere gange, og den skilte sig ud med sit store menukort og hyggelige stemning. Her gik vi ind – og vi blev ikke skuffede. Vi var der på en onsdag aften, hvor byen ellers var stille, men her var der fyldt!
På Bocois kan du få tapas, som du kender det fra Andalusien, og så Llescas, som er catalanske pizzabrød. Stemningen er uformel, og Bocois er et sted, hvor par dumper ind til en lille snack og et glas rødvin. Er I hele familien afsted med lidt større børn, vil der også være noget på menukortet, som alle kan lide.
Restaurante Racó de l’abat
Der er ikke skrevet særlig meget om de gode restauranter i Tarragona, men vi faldt heldigvis over en længere artikel, der fortæller om de bedste spisesteder i byen: 10 restaurantes donde comer en Tarragona muy bien. Artiklen er på spansk, men kører du den igennem Google Translate, så åbner der sig en verden af rigtig gode restaurant-anbefalinger.
På den måde endte vi på Restaurante Racó de l’abat, hvor vi fik turens nok største madoplevelse. Det er både fordi, restauranten er indrettet som noget, der godt kunne være et middelalderslot. Og fordi værten Julio personligt går rundt til bordene og fortæller om menuen på sin egen helt igennem rodede måde, så du føler, at du er på besøg i hans dagligstue. Og maden… ja, det er bare godt! Men igen: der er ikke nogen menu, du kan læse i, så du må bare lytte, når Julio fortæller.
Julios kone står i køkkent og fremtryller den ene traditionelle catalanske specialitet efter den anden. Vi valgte boquerones (friterede ansjoser), muslinger, fisk og gris til hovedret og hjemmebagt appelsinkage til dessert. Det er virkelig noget af en oplevelse, men måske ikke for alle. Hvis du på den anden side har god tid, taler lidt spansk og ikke har noget imod lidt kaos, så får du en ret festlig aften!
Madmarkedet i Tarragona
Og lige til sidst: når du er i Spanien, skal du selvfølgelig også besøge et lokalt madmarked. Mercado de Tarragona ligger lige ud til Rambla Nova, den store promenadegade. Indenfor i madmarkedet er der flere små madboder, hvor de lokale nyder en lille forfriskning mellem indkøbene hos grøntbutikker, fiskehandlere og boder med ost. I kælderetagen finder du et kæmpestort Mercedona-supermarked.
På Plaça de Corsini ude foran madmarkedet er der et utal af torvecaféer, isbarer og restauranter. Går du ned ad sidegaden Carrer de Lleida, finder du masser af tapasbarer og et festligt aftenliv.
Et godt tip til cocktails og barer
Er du til endnu mere gang i den, så slå dig ned på Plaça de la Font. Dette centrale torv er omgivet af smukke bygninger og er et populært mødested for både lokale og turister.
Et godt tip til is
Er du mere til hygge i solskinnet om dagen, ligger der for enden af Rambla Nova og næsten ude på Balcó del Mediterrani, det smukke udsigtspunkt, en lille isbar, Sirvent, med skøn hjemmelavet is. Her kan du sidde og nyde udsigten og det myldrende liv på Ramblaen.
Flere tips til din ferie i Tarragona
Hvordan kommer du til Tarragona?
Det er nemt at komme fra Barcelona og ned til Tarragona. Lander du i Barcelona lufthavn, kan du tage en direkte bus ned ad kysten. Busselskabet Plana kører ca. en gang i timen mod Tarragona fra både Terminal 1 og 2. Vær opmærksom på, hvilken terminal du lander i, da der er 15 minutters forskel mellem afgangstiderne. Det koster €17 og tager ca. halvanden time. Du kan købe billetter i bussen mod kontanter eller på Omio. Klik her for at se den nyeste køreplan!
Hvis du allerede er i Barcelona, kan du tage toget fra Passeig De Gràcia Station, og det tager ca. en time og et kvarter og koster €9.
Hvor skal du bo i Tarragona?
Vil du virkelig forkæle dig selv på din ferie i Tarragona, kan vi kun anbefale Hotel H10 Imperial Tarraco. Her boede vi med den med pragtfulde udsigt ud over amfiteatret og Torre de les Monges. Værelset er stort og lyst og med flere afdelinger. Dertil et kæmpestort badeværelse med to håndvaske og så meget skabsplads, at der let er plads til alle tingene for en familie på fire.
Hotel H10 Imperial Tarraco bød også på virkelig god morgenmad. Udvalget var udsøgt; med den helt rigtige skinke, fluffy pandekager, sprøde croissanter, udskåret frugt etc. Fra restauranten er der udgang til den ene pool, og den anden pool finder du på toppen af hotellet ved baren på tagterrassen.
Hotel H10 Imperial Tarraco ligger ved Balcó del Mediterrani, byens bedste udsigtspunkt og lige dér hvor det hele sker. Her er dog meget stille om aftenen, netop fordi Tarragona har mange dagsturister, som kun bruger byen om dagen. Selve Tarragona centrum er ikke større, end at du kan bo lidt billigere og stadig være i gåafstand til alle seværdighederne. Se selv det store udvalg af gode hoteller i Tarragona eller lav din egen søgning lige her:
Læs alle de andre artikler om Tarragona her!