Gode restauranter i Milano – og et godt tip til cocktails 25. september 2020 – Kategori: Italien, Rejser – Tags: Ferie, Italien, Milano, Rejser, Restauranter, Weekendtur
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Hvor skal du spise i Milano?
Milano byder på et utal af gode spisesteder, og faktisk er det svært at finde en restaurant, der ikke serverer et godt måltid mad. Maden i Milano er fyldt med traditioner, og overalt bliver du budt på Risotto alla Milanese, Ossobucco og Cotoletta – og så selvfølgelig pizza!
I forhold til byens størrelse er der uforholdsmæssigt mange gode spisesteder, og det kan være svært at plukke enkelte restauranter ud, som du bare må besøge. Alligevel får du her et par tips til unikke madoplevelser i Milano, som du ikke må gå glip af. Og HUSK at bestille bord, især fredag og lørdag aften – og gør det gerne hjemmefra i god tid.
Lidt om anbefalingerne til gode restauranter i Milano
Inden vi tager dig med til de gode restauranter i Milano, er det dog på sin plads lige at fortælle lidt om, hvilke madoplevelser, vi plejer at gå efter – så du kan beslutte, om du vil følge vores anbefalinger.
Vi elsker at spise godt, og restaurantbesøgene er normalt en stor del af vores ferier. Vi spiser ikke nødvendigvis dyrt, men altid lokalt og med egnens råvarer. Vi er også altid på jagt efter de store madoplevelser og spiser helst noget, vi aldrig har smagt før.
Velbekomme!
Gode restauranter i Milano
Obicà
I Italien er morgenmaden ofte en hurtig omgang på den lille kaffebar med en kop stående espresso og en croissant. Og det er en god ide at gemme appetitten til frokosten! Den skal uden diskussion indtages på Obicà på toppen af shoppingcentret La Rinascente. I mozzarellabaren kan du både vælge at sidde ude på terrassen med udsigt til den imponerende Duomo di Milano eller insistere på en plads i baren.
Terrassen er såmænd fin nok, men det er intet i forhold til det mozzarella-show, du kan følge med i fra barens førsteparket! Mozzarella-kugler så store som fodbolde bliver anrettet og bragt ud til et af de mange grupper af lokale, hvor gæsterne ivrigt og storsnakkende deler den imellem sig. Og bestil endelig selv en gang bøffel-mozzarella, men måske ikke en hel bold. Vil du prøve en af deres varme retter, så vælg gerne en Gnocchi con burrata e verdure, gnocchi i en lækker og smagfuld ostesovs.
Læs mere her: Obicà
Happy Hour i Milano
Start aftenen som milaneserne med en gang Happy Hour. Selve navnet er egentlig lidt misvisende, for det drejer sig ikke om én glad time, men flere! Fra sidst på eftermiddagen og frem til kl. 20-21, hvor de lokale begynder at tænke på at gå ud at spise, byder mange barer, caféer og restauranter på Happy Hour. Her får du for få euro et glas vin og adgang til en lille buffet med snacks. Det kan være nødder, chips, oliven og antipasti, små hapsere.
Trattoria Milanese
Er du i tvivl om, hvor aftens store middag skal indtages, så tag ud til kanalområdet Navigli. Området er fyldt med restauranter og barer, og her fester især de unge, der hopper fra bar til bar hele natten. Men også de lidt ældre søger til området i stor til for at spise på de mange restauranter. Faktisk er der så mange, at det kan være svært at vælge, og det giver dig heldigvis en god grund til at komme tilbage til Milano igen en anden gang.
Et sted, hvor du helt sikkert skal bestille et måltid er på det hæderkronede Trattoria Milanese. Restauranten ligger lige på hjørnet, hvor de to hovedkanaler støder sammen, og her har den ligget siden 1933. På Trattoria Milanese laver de en Risotto alla Milanese, som den var skabt til at smage. Cremet, fløjlsblød og med den helt rigtige safran-gyldne farve. Har du plads til mere, kan deres Tiramisu også virkelig anbefales.
Læs mere her: Trattoria Milanese Dal 1933
StraRipa bar Art & Friends
Som lovet får du også et godt tip til cocktails. Midt imellem alle de andre barer, der sælger billige flaskeøl til de studerende ligger en perle af en cocktailbar. Også her kan du spørge, om der ikke skulle være en plads oppe i selve baren, så du kan se bartenderen trylle med bittesmå rosenknopper, pipetter og cocktailshakere.
Det er ikke på StraRipa bar, du bare bestiller den billigste gin og tonic! Lad dig inspirere af det store cocktailkort eller få en af de mange tjenere til at hjælpe dig med at vælge. Og bliver du hængende så længe, at du bliver sulten igen, byder baren også på et større udvalg af lækre snacks.
Læs mere her: StraRipa bar
Ristorante Controvento Milano
Har du lyst til at prøve noget mere af det, som Milano også kan byde på, er Ristorante Controvento et besøg værd. Her får du små og store gourmet-oplevelser, der bringer dig på tur rundt i Italiens spisekammer. Prøv for eksempel de lækre squash-blomster med ricotta-ost og trøffel eller en sort risotto, farvet med blæksprutteblæk. Vinkælderen er stor, og der er separat rygerum.
Leder du efter et sted til en god forretningsmiddag, eller er du taget til Milano for at fejre fødselsdag eller bryllupsdag, så er Ristorante Controvento det rigtige sted til det.
Læs mere her: Ristorante Controvento Milano
LÆS OGSÅ: 7 fantastiske seværdigheder i Milano
Find et godt hotel i Milano
Der er mange skønne hoteller i Milano, modens by! Så hvor skal du bo? På Booking.com kan du se det store udvalg af hoteller i Milano, og her får du et tip til et godt hotel. Se alle hoteller i Milano på Booking.com ved at lave din egen søgning her:
En anbefaling: UNAHOTELS Scandinavia Milano
Milano er en dyr by at være turist i, og det gælder også hotellerne! Her får du en anbefaling på et hotel, der er til at betale, og hvor du kan bo i fred for trafikken og de store turistmasser.
I gåafstand fra banegården og med fem minutters gang til den nærmeste metro ligger UNAHOTELS Scandinavia Milano i et roligt kvarter med mange gode restauranter. Udefra ser hotellet meget moderne ud, men når du træder ind, er det som gå ind i en tidslomme fra en Bellini-film. De smukke marmorpaneler spejler de gyldne søjler og de svungne smedejernsgelændere, og hele hotellet emmer af luksus og elegance. Værelserne har bløde senge, hoterllet byder på en skøn morgenmadsbuffet, og og så er der rent!
UNAHOTELS Scandinavia Milano er et hotel til dig, der vil bo tæt på centrum på et charmerende luksushotel, der er til at betale!
Se flere gode hoteller i Milano her på Booking.com!
Læs de andre artikler om Milano her!