Restauranter i Los Angeles – hvor skal du spise? 24. september 2020 – Kategori: Rejser, USA – Tags: , , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Find de gode restauranter i Los Angeles

Leder du efter gode restauranter i Los Angeles? Los Angeles er en stor storby, hvor gode madoplevelser venter alle steder. Byen er en smeltedigel af mange forskellige kulturer. Det kommer til udtryk i det californiske køkken, som i ordets bogstaveligste forstand er et fusionskøkken. Mexikanske burritos møder hollandske doughnuts og japansk sushi, som igen møder det italienske køkken med pizza solgt fra food trucken’en på gadehjørnet.

Så hvad skal du vælge?

Autentiske madoplevelser i Los Angeles

Det er tæt på en umulighed at lave en guide til de bedste restauranter i Los Angeles – der er simpelthen for mange at vælge imellem! Som på alle andre rejsedestinationer er det dog en god ide at gå efter de steder, hvor de lokale spiser, for her er der garanti for gode og autentiske madoplevelser. Så hvor spiser amerikanerne i Los Angeles?

Vil du gerne lave din research hjemmefra og læse om de nyeste og mest hypede restauranter, så tjek LA Mag ud. Guiden til Los Angeles, der har eksisteret siden 1961, kan give et godt bud på, hvor du skal gå hen for at finde de bedste restauranter i Los Angeles.

De lokale er dog altid på vej rundt i byen og er glade for en hurtig bid på vejen. Det er en fordel for dig, der som turist gerne vil rundt og se så meget som muligt af byen, der er nemlig god mad alle steder. Her kan du derfor finde tips til en quick-bite på stedet til dig, der gerne vil videre ud og se noget – og som vil spise dér, hvor amerikanerne kommer!

Find de gode restauranter i Los Angeles her – og velbekomme!

Bedste burger i Los Angeles: In-N-Out Burger

Er du glad for fast food, så er du kommet i himlen her i Los Angeles. Alle de kendte fastfoodkæder er her, plus nogle der endnu ikke er kommet til Danmark. Der er Taco Bell, Carl’s Jr., Wendy’s og Jack in the Box, der serverer morgenmad fra sen aften til langt op ad formiddagen. Amerikanerne elsker deres fast food, og her kan du høre familier tale sammen på alle sprog og møde høj som lav.

Den bedste fast food-kæde i Californien er helt uden tvivl In-N-Out Burger. Her får du uden sammenligning den bedste burger. Konceptet har ikke ændret sig siden åbningen i 1948 og er helt enkel: cheeseburgere, som du kan udvide alt efter, hvad appetitten er til. Bestil for eksempel en 4×4 (four by four) med fire bøffer og fire skiver ost.

Er du i Hollywood, finder du In-N-Out Burger på 7009 Sunset Boulevard. Der er dog mange andre, der også har fået smag for de gode burgere, og her skal du forvente en ventetid på mindst en halv time. Vælger du i stedet restauranten ved stationen i Culver City (på vej ud til Santa Monica), er det lidt nemmere at komme til.

Læs mere her: In-N-Out Burger

Bedste diner i Los Angeles: 101 Coffee Shop

Der findes dinere og restauranter, der serveres morgenmad hele dagen. Her skal 101 Coffee Shop anbefales som en af de bedste morgenmadsdinere i Los Angeles. Du kender den måske allerede fra filmen Swingers eller fra HBO-serien Entourage.

Og det er ikke uden grund, at dineren er populær som filmlokation. Stedet ligner prototypen på det, vi forstår ved den amerikanske diner. Lige fra det autentiske 1960’er diner-interiør med formica-borde og polstrede lædersæder til de cool typer, der besøger The 101 Coffee Shop, får du her en unik oplevelse af USA. Tænk Pulp Fiction – det er dér, du er havnet!

Også maden er i særklasse. En af specialiteterne er Eggs Benedicts, men du må ikke besøge stedet uden også at prøve pandekagerne. Eller en milkshake. Eller kaffen, som Special Agent Dale Cooper fra serien Twin Peaks ville beskrive som: “a damn fine cup of coffee”!

Du finder The 101 Coffee Shop lige nord for Hollywood Boulevard, i den østlige ende. Læs mere her: 101 Coffee Shop

Bedste burritos i Los Angeles: Gilbert’s El Indio

Når du træder ind i Gilbert’s El Indio, kan du blive i tvivl, om du er kommet til at køre for langt og er havnet et sted nede under grænsen til Mexico. Tjeneren taler spansk, der er Mariachi-musik i højttalerne og kulørte, håndvævede tæpper på væggene.

Gilbert’s El Indio ligger ude midt i ingenting – imellem Venice og Santa Monica. Kommer du med bus, skal du gå et stykke – men den mexikanske restaurant er bestemt turen værd! Gilbert’s har ligget på det samme sted i 44 år og drives af tredje generation. Restauranten er meget populær, både blandt de herboende mexicanere, men lige så meget blandt alle de andre kulturer, som Los Angeles er fuld af.

Maden er da også skøn og fuld af smag. Prøv gerne deres burritos – selvfølgelig med en Margarita til.Og vent med at bestille dessert, der er rigtig meget mad på tallerknerne!

Læs mere her: Gilbert’s El Indio

Ældste diner i Los Angeles: The Original Pantry Cafe

Siden 1924 har The Original Pantry Cafe serveret mad for deres gæster. Og det mener de helt bogstaveligt! Dineren har ikke været lukket én eneste dag – eller nat – siden åbningen.

Besøg dineren for at fornemme, hvordan livet engang formede sig blandt indbyggerne i Los Angeles. Nyd de fine, gamle fotografier på væggene og det originale interiør. Bestil gerne den evigt lækre Philly cheese steak sandwich, som serveres med coleslaw til. Husk også at gemme lidt plads til desserten!

Læs mere her: The Original Pantry Cafe

Bedste mad på farten: Food trucks

Du finder dem overalt i gadebilledet i Los Angeles: de indbydende food trucks. Her kan du få en hurtig bid på farten og tit til en dollar eller to. Gør som amerikanerne og tag en hurtig taco, en bagel eller et stykke pizza med og find den nærmeste bænk. Så er der billig og nem frokost!

Find et godt hotel i Los Angeles

Los Angeles byder på hoteller i alle prisklasser, og det kan være svært at vælge. Her får du anbefalinger til tre skønne hoteller i Los Angeles – med noget for enhver pengepung! Alle hoteller kan bookes direkte igennem Booking.com. Se flere hoteller ved at lave din egen søgning her:



Booking.com

Lækkert hotel i North Hollywood

Da vi skulle til Los Angeles, spurgte vi venner og bekendte, om de kunne anbefale et godt hotel i byen. Trines søster og svoger havde året før boet på The Garland Hotel – med stor tilfredshed. De sagde: Det er en smule dyrt, men alle pengene værd! Tag en tur i swimmingpoolen, spis en Nutella-toast til morgenmad og sov godt i de store Queensize-senge, der er store nok til to. Der er gratis shuttlebus til Universal Studios. Hotellet ligger i den nordøstlige dele af Los Angeles, tæt på motorvejen, så det er nemt at komme rundt i byen med bil.

Læs mere om hotellet her: The Garland Hotel

Et godt og billigt hotel – med autentisk diner i stueetagen

En af vores venner kunne anbefale et godt og billigt hotel tæt på det hele, The Adler a Hollywood Hills Hotel. Her bor du med Hollywood Boulevard lige rundt om hjørnet og tæt på både metro (Hollywood/Vine) og afkørsel til freewayen. Hotellet har egen swimmingpool, og der er køleskab og mikrobølgeovn på værelset. I samme bygning finder du også The 101 Coffee Shop, en autentisk diner med en pragtfuld brunch.

Læs mere om hotellet her: The Adler a Hollywood Hills Hotel

En lejlighed i Los Angeles til en familie

Samtidig med anbefalingerne søgte vi selv rundt og fandt til sidst en dejlig lejlighed i Downtown LA. Lejligheden i Wilshire Apartments opfyldte alle vores behov for beliggenhed og komfort. Lejligheden bestod at et værelse samt kombineret stue/køkken, hvor stuen havde en sovesofa. Der var et veludstyret køkken med opvasker, vaskemaskine og tørretumbler og tv med den helt store tv-pakke.

Ovre i den anden bygning lå swimmingpool og fitnessrum, som vi havde fri adgang til, og der var også reserveret en gratis plads i parkeringskælderen til os. Lige ovre på den anden side af vejen ligger et stort supermarked samt en Starbucks (med WIFI!). Der er 5-10 minutters gang til metrostationen i Downtown, hvorfra du kan komme rundt i hele Los Angeles.

Læs mere om lejligheden her: Wilshire Apartments
Se flere hoteller i Los Angeles her på Booking.com!

Hvordan kommer du til Los Angeles?

Det tager ca. 15 timer inklusiv en mellemlanding at komme fra København til Los Angeles. Flyver du med Norwegian, er turen uden mellemlandinger og kan gøres på “kun” 11 timer. Jo tidligere du booker, jo billigere bliver det.

Vil du gerne kunne sige “Godmorgen” på engelsk?

Lær 50 af de vigtigste ord på engelsk, imens du sidder i flyet eller på hotellets balkon. I det sjove huskespil træner du udtalen af ordene, imens du lærer engelsk. Find spillet her: Spil med ord på ferien – England

Banner - Spil med ord - England

Læs de andre artikler om Los Angeles her!

« Find et godt hotel i Berlin
Fantastiske seværdigheder i Los Angeles »