Barletta i Italien – romersk historie, vandreture og latterligt god mad 2. september 2026 – Kategori: Italien, Rejser – Tags: Anmeldelser, Barletta, Ferie, Italien, Mad, Rejser, Restauranter, Romerriget, Seværdigheder, Tempelriddere, Vandreture, Weekendtur
HJÆLP OS MED AT LAVE FLERE REJSEARTIKLER! Vi elsker at rejse - og vi elsker, at du læser med her! Det er helt gratis, og det bliver det ved med at være. Hvis du vil støtte os, så vi kan skrive flere rejseartikler til dig - så køb et af vores sjove rejsespil. Klik på spillet og besøg vores søsterside www.lounoire.dk. Brug rabatkoden LOUNOIRE10 og få 10% rabat!
Anbefalinger til ferie i Barletta, Italien
Hvis der nu en dag er nogen, der vil lave et rejseprogram, hvor det ikke handler om først, størst eller vildest, men bare om de skjulte ferieperler ved Middelhavet – så skal Barletta helt klart med!
Barletta er en af de pragtfulde gamle kystbyer, der ligger som perler på en snor langs Adriaterhavet i Puglia. Vi besøgte byen i september 2025, hvor temperaturen stadig nåede op omkring de 25-30 grader, vandet var varmt, og aftenerne lune. Og mærkeligt nok var vi stort set de eneste turister.
Barletta er ellers en stor ferieby for italienerne selv, og i de italienske ferieuger er strandene fyldt med parasoller og feriegæster. Men da vi kom i september, var ferien tilsyneladende slut. Selv om vi måtte dele restauranterne med de lokale, havde vi udenfor byen kilometervis af sandstrand helt for os selv.
Når man lige kommer fra turistmylderet i Pompeji, kan det virkelig undre. For Barletta har både strand, middelalderby, borg, romersk historie, fantastiske restauranter og nogle gode muligheder for vandreture. Barletta var det bestemt ikke noget dyrt sted at holde ferie, så hermed vores bedste anbefalinger til den hyggelige italienske kystby!
Se også: Spil med ord på ferien i Italien – 29,95 kr.
Barletta – romere, korsriddere og pilgrimme
Selv havde vi faktisk netop ikke valgt Barletta på grund af byen selv. Vi kom hertil, fordi den ligger tæt på Canne della Battaglia – Cannae – hvor Hannibal i 216 f.Kr. påførte romerne et af de værste nederlag i Romerrigets historie. Barletta viste sig dog hurtigt at være langt mere end bare en hyggelig base for vores romernørderier.
I romersk tid hed byen Bardulos og fungerede som handelsplads ved Adriaterhavet. Glansperioden kom dog i middelalderen, hvor Barletta udviklede sig til en vigtig havneby for pilgrimme og korsriddere på vej mod Det Hellige Land.
Via Francigena, den gamle pilgrimsrute fra Canterbury gennem Europa til Rom, fortsatte herfra ned gennem Puglia mod havnene, hvor pilgrimmene kunne sejle videre mod Jerusalem.
Det kan stadig ses overalt i Barletta. Byen er fyldt med middelalderlige kirker, smalle gader og bygninger fra dengang, hvor mennesker fra hele Europa kom igennem byen på vej mod øst.
Domkirken Santa Maria Maggiore
En af de flotteste bygninger er Barlettas domkirke, Cattedrale di Santa Maria Maggiore, lige ved den enorme borg. Kirken er i sig selv lidt af en historisk lagkage. Den nuværende kirke blev påbegyndt i 1100-tallet og består både af romansk og gotisk arkitektur, men nedenunder ligger resterne af meget ældre kirker.
Og her skal du endelig huske at gå ned! Under domkirken kan man gå rundt mellem de arkæologiske udgravninger med grave, gamle mosaikker og resterne af den tidlige kristne basilika, der stod her længe før den nuværende domkirke. Området blev faktisk brugt som begravelsesplads allerede i den romerske periode, og den store tidlige kristne basilika blev bygget i 500-tallet.
Korsridderne og Basilica del Santo Sepolcro
Længere oppe ad den store shoppinggade Corso Vittorio Emanuele ligger Basilica del Santo Sepolcro – Den Hellige Gravs Kirke. Kirken lå direkte ved de gamle pilgrimsveje og blev brugt af pilgrimme og korsriddere på vej til Det Hellige Land.
Lige foran kirken står Colosso di Barletta, en mere end fem meter høj bronzestatue fra senantikken. Hvem statuen egentlig forestiller, ved man ikke med sikkerhed. Sikkert er det dog, at det er en romersk kejser, og statuen dateres normalt til 400- eller begyndelsen af 500-tallet. Man mener, at den muligvis blev fremstillet i Konstantinopel, men mere ved man heller ikke.
Shopping i Barletta
Der skal også være tid til lidt shopping mellem alle romerne og korsridderne, og Barletta viste sig faktisk at være en rigtig god shoppingby. På Corso Vittorio Emanuele, Corso Garibaldi og de mindre gader omkring dem ligger masser af tøj-, sko- og smykkebutikker, og især de små italienske butikker var sjove at gå på opdagelse i.
Det er samtidig her, meget af bylivet foregår, så en shoppingtur bliver helt automatisk blandet sammen med kaffe, aperitivo og selvfølgelig turen forbi den fem meter høje romerske kejser, som står midt på Corsoen.
Canne della Battaglia – Hannibals største sejr
Romerrigets historie er som sagt også den egentlige grund til, at vi besøgte Barletta. Den 2. august 216 f.Kr. stod et af antikkens mest berømte slag på de flade marker udenfor byen. På den ene side den karthagiske hær under kejser Hannibal. På den anden en enorm romersk hær, der skulle gøre en ende på ham én gang for alle. Det gik ikke helt efter planen.
Hannibal lod centrum af sin hær give efter for romernes fremrykning, mens hans stærkere flanker lukkede sig omkring dem. Til sidst var romerne omringet. Slaget ved Cannae blev et af de klassiske eksempler på en knibtangsmanøvre og et af de mest katastrofale nederlag i Roms historie. Hvor mange der døde, afhænger af hvilken antik kilde man tror på, men titusinder af romerske soldater blev dræbt på én dag.
Se også: Bingo på italiensk
Det arkæologiske museum ved Cannae
Det mærkeligste ved Canne della Battaglia er næsten, hvor lidt opmærksomhed stedet får. Vi havde problemer med overhovedet at finde offentlig transport derud og endte med at tage en Uber. Vi kørte forkert flere gange, og det virkede heller ikke rigtig til, at de lokale selv var helt klar over, at en af Romerrigets mest berømte historier ligger lige derude ude på marken.
Er du bare den mindste smule romernørd, så er det dog et vigtigt sted at besøge. Det lille Antiquarium di Canne della Battaglia er virkelig fint formidlet med arkæologiske fund, modeller og små videoklip, der forklarer Hannibals manøvrer og slagets forløb. Museet fortæller samtidig områdets historie helt fra forhistorisk tid til middelalderen.
Bagefter kan du gå videre ud i den arkæologiske park med resterne af byen Cannae. På toppen af bakken ligger ruinerne af to kristne basilikaer, og herfra er der en imponerende udsigt ud over Ofanto-dalen og landskabet, hvor slaget fandt sted.
Historiens helt store spørgsmål hænger selvfølgelig stadig over markerne: Hvad var der sket, hvis Hannibal efter sejren var marcheret direkte mod Rom? Og hvorfor gjorde han ikke det?
Castello Svevo – Barlettas enorme borg
Tilbage i Barletta skal vi lidt frem i historien igen. Castello Svevo, Barlettas store borg, ligger lige ved domkirken, og parken omkring er altid fyldt med lokale, der nyder skyggen fra de mange træer.
De første normanniske befæstninger blev senere ombygget af Frederik II og siden igen af flere andre herskere. Resultatet er den enorme firkantede fæstning med bastioner og voldgrav, man ser i dag.
Vi nåede desværre ikke museet i borgen, men gik flere ture gennem parken og rundt om den imponerende fæstning. Til gengæld har vi allerede en god grund til at komme tilbage til området: Lidt uden for Andria ligger Castel del Monte, Frederik II’s berømte ottekantede borg fra 1200-tallet, som regnes for et af de helt store middelalderlige bygningsværker i Puglia.
Disfida di Barletta – 13 italienere mod 13 franskmænd
Udover romere og store konger, har Barletta også en historie, som byen selv er temmelig stolt af. I 1503 var Syditalien midt i krigen mellem Frankrig og Spanien. Efter nogle franske soldater var blevet taget til fange, opstod der under et måltid en diskussion om italienske soldaters mod. Den fornærmelse kunne naturligvis ikke bare få lov at stå uforsvaret.
Resultatet blev Disfida di Barletta – Udfordringen i Barletta – hvor 13 italienske riddere den 13. februar 1503 mødte 13 franske riddere. Italienerne vandt, og Barletta har bestemt ikke glemt sejren. Hvert år bliver Disfida di Barletta genopført med riddere til hest, historiske dragter, fanebærere og et stort optog gennem byen. Festen ligger i september, men vi nåede den desværre ikke denne gang.
Ved Piazza della Disfida ligger Cantina della Sfida, en gammel middelalderlig kro, som i dag er indrettet som museum for begivenheden – se billedet øverst. Traditionen fortæller, at det var lige her, handsken blev kastet, selv om det ikke med sikkerhed kan dokumenteres, at diskussionen foregik i præcis denne bygning.
Strandliv i Barletta
Når museerne er besøgt, og temperaturen falder lidt ud på eftermiddagen, har Barletta også virkelig gode strande, hvor du kan blive kølet af i det dejlige vand.
På begge sider af byen ligger dejlige sandstrande, og i september var Adriaterhavet stadig varmt nok til at bade i. Langs Lungomare Turistico ligger der også mange strandbarer, hvor der kommer mere liv om aftenen. Inde i byen endte vi til gengæld igen og igen hos Aroma Caffè på hjørnet ved domkirken. Her kunne vi sidde med en aperitivo og kigge direkte over på både kirken og borgen.
Tag også turen ud langs den gamle mole ved havnen. Her står de lokale og fisker, mens byen langsomt forsvinder bag dig. Ude ved havnen kan man stadig se sporene efter Barlettas gamle rolle som handels- og havneby, og fra molen får man samtidig en rigtig fin udsigt tilbage mod kysten.
Vandretur fra Barletta til Trani
Vi havde også et par lange vandreture ud af byen. En af de smukkeste gik sydpå langs den gamle pilgrimsrute mod Trani. Det er svært ikke at tænke på alle de tempelriddere og korsfarere, der gik samme vej. Via Francigena fortsatte efter Rom ned gennem Puglia mod havnene ved Adriaterhavet, hvor pilgrimme kunne rejse videre mod Det Hellige Land.
Nabobyen Trani blev ligesom Barletta en vigtig havneby i middelalderen, og byen er stadig fuld af spor efter pilgrimme, riddere og Frederik II. Domkirken i Trani er hele gåturen værd i sig selv. Cattedrale di San Nicola Pellegrino ligger helt ude ved vandet ved siden af den store sveviske borg. Den lyse sten, det blå Adriaterhav og den vanvittige placering næsten ude i havet gør den til en af de flotteste kirker, vi så på turen.
Se også: Rejs & Lær i Italien
Restauranter i Barletta – åh, vi spiste godt!
Vi kan jo ikke leve af historie alene, og Barletta var heldigvis også en vild, vild madby! Fisk og skaldyr fylder naturligvis meget i en by, der ligger direkte ud til Adriaterhavet. Men vi fik også pizza, pasta, mozzarella, tun, lasagne og – nu hvor vi nærmede os Sicilien – hestepølse. Vi nåede imponerende mange restauranter, og Barletta er en by kun med god mad.
På Osteria Al Duomo spiste vi frokost på den lille terrasse i skyggen fra middagssolen med fisk, hjertemuslinger og pasta. Det så ikke ud af noget udefra, men niveauet var meget højt, og det var tydeligt, at flere af gæsterne var kommet langvejs fra for at spise netop der.
Men det kunne sagtens blive vildere! Samì Ristorante og Al Tettuccio var to store gastronomiske oplevelser. Begge steder fik vi virkelig lækker mad med masser af fisk og skaldyr, og lokalerne er næsten en oplevelse i sig selv. Skal I fejre noget, eller er der nogle forretningsforbindelser, der skal inviteres på middag – så er det her.
Mere nede på jorden, men stadig virkelig godt, var Osteria Bardulos på det lille hyggelige torv lidt inde i byen. Her fik vi mozzarella, lasagne og tunsteak. Tjeneren var simpelthen så sød og fortalte os om både restauranten og maden, og der var kig til stjernene og lyden af det lokale liv i lejlighederne rundt om torvet.
Den sjoveste madoplevelse var nok alligevel Pizzeria Partenopea. Pizzariaet ligger i en sidegade til den store shoppinggade og var MEGET lokal. De talte cirka lige så meget engelsk, som vi talte italiensk, og vi var de eneste turister i det lille familiedrevne pizzeria. Vi sad midt ude på gaden ved et vakkelvorent og meget slidt plasticbord – og fik nok de bedste pizzaer på hele turen!
Den sidste aften spiste vi på Il Convito delle Muse, hvor vi igen var de eneste turister. Her fik vi blandt andet hestepølse, pizza og mozzarella i meget lokale og superhyggelige omgivelser.
Så bare lige hvis vi skal opsummere Barlettas restauranter: Kom sulten.
Overnatning i Barletta – en stor anbefaling til Liddo
Vi boede på det lille Boutique Hotel Liddo midt inde i byen og lige ved borgen og domkirken. Rune blev gode venner med hotelfatter, som tog en stor opgave på sig: at sørge for, at Rune aldrig blev sulten igen! Værten forkælede os fuldstændig, og selv om morgenbuffeten ikke var en af de største, vi har set, så var der hver dag nye specialiteter fra området.
Vi boede allerøverst oppe og med udgang til den skønneste terrasse. Der er ikke mange hoteller inde i selve Barletta, men Liddo får vores bedste anbefalinger! Er du mere til strandhoteller, så kom om sommeren.
Transport til Barletta – tag nu bare bussen!
Fra Napoli, hvor vi startede vores ferie, var det nemt at komme til Barletta, eller i hvert fald tæt på. FlixBus kører fra Napoli og til Andria, som ligger 10-15 minutters kørsel derfra. Herfra skulle vi med bussen videre til Barletta, men da vi stod og ventede, fik vi tilbudt et lift.
Bilen var dog lige ved at falde sammen, og undervejs forsøgte vores pirattaxi at platte os for flere penge, men frem kom vi, nu en sjov historie rigere. Så vores rejsetip fra Andria må være: Det er mest fornuftigt at vente på bussen – men ikke det sjoveste.
Efter nogle skønne dage i Barletta skulle vi videre sydpå mod Taranto helt nede i svangen af den italienske støvle. På vejen skulle vi skifte bus i Bari, som vi egentlig havde dømt ude hjemmefra. Vi havde kigget på den som mulig base, men syntes, den så alt for turistet ud og valgte Barletta i stedet.
Se også: 8 sjove spil til ferien i Italien
Vi nåede kun at se lidt af Bari i ventetiden på næste bus, men det er helt sikkert et sted, vi skal tilbage til, for der var superhyggeligt. Fra Bari er det også nemmere at komme til den store arkæologiske park ved Fasano og videre ud blandt Puglias berømte trullihuse, noget vi også har tilgode til en anden gang. Vi glæder os allerede!
Læs mere om Syditalien
Artiklen her stammer fra vores rundtur i Syditalien i september 2025. Vi startede i Napoli – med et besøg i både Pompeii, Baia og i byens gader – inden vi kørte tværs over landet til Barletta. Efter en dejlig badeferie gik turen videre ned i Taranto, hvor vi vandrede og så på arven fra grækerne. Turen sluttede tilbage i Napoli, hvor vi besøgte Herculaneum og vandrede på Vesuv.
Her kan du læse alle artiklerne:
xx
Læs alle de andre artikler om Verona her!
































