Opera i Verona: Stor guide til dit besøg! 19. september 2024 – Kategori: Italien, Rejser – Tags: Ferie, Italien, Mad, Opera, Operarejser, Rejser, Seværdigheder, Verona, Weekendtur
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Opera i Verona – tips & gode råd
Skal du høre opera i Verona? Så har du måske lige et par spørgsmål, inden du tager afsted! Inden vores besøg i den smukke opera i Verona, savnede vi selv en række praktiske informationer, som vi har samlet her. Herunder kan du f.eks. læse om, hvor du kan købe billetter til operaen i Verona, om du må have en taske med, og hvad du gør i tilfælde af regnvejr.
Opera i Verona – i det romerske amfiteater
Verona er en af Italiens mest romantiske byer, især kendt for historien om Romeo & Julie og de smukke gamle bygninger i Città Antica. En af de største attraktioner i den gamle bydel er Arena di Verona, som har hjemme i det imponerende romersk amfiteater. Amfiteatret er også i dag et centrum for underholdning og hjemsted for en af verdens mest berømte operafestivaler, Arena di Verona Opera Festival.
Arena di Verona er et af de bedst bevarede romerske amfiteatre i verden. Amfiteatret blev bygget i 30 e.Kr., hvor mere end 30.000 tilskuerede kunne overvære de store gladiatorkampe, men i dag er den bedst kendt som en af verdens mest storslåede operascener.
Siden 1850’erne har man kunne høre opera mellem de lyserøde kalksten fra Valpolicella-stenbruddene lige nord for byen. I dag er der dog “kun” plads til 15.000 operatilskuere i det velbevarende amfiteater. Det er dog stadig et imponerende syn, og du skal glæde dig til at træde ind i arenaen og nyde den storslående historiske kulisse!
Operafestivalen løber fra juni til september, og det er helt klart en kæmpe oplevelse, som du ikke må gå glip af. I denne guide får du alle de oplysninger, du behøver for at få en perfekt aften i Verona.
Alt, hvad du gerne vil vide inden din operarejse til Verona!
Hvilken forestilling skal jeg vælge?
Veronas operafestival byder på klassiske forestillinger som Aida, Carmen, La Traviata, Tosca og Nabucco. Hvilken forestilling du skal vælge, afhænger af dine musikalske præferencer og tidligere operafaring:
- Aida: Denne opera af Verdi er nærmest synonym med Arena di Verona, hvor den har været opført siden 1913. Er du lige så stor fan af Inspector Morse, som vi er, så vil du genkalde dig scenen fra episoden The Death of the Self, hvor Morse netop ser denne forestilling i operaen i Verona. Vi valgte Aida, og det var en fuldstændig fantastisk oplevelse med storslåede kostumer, vilde kulisser og operasangere, der fik os til at tabe kæben.
- Carmen: Bizets populære opera er en dramatisk fortælling om kærlighed, lidenskab og skæbne. Hvis du foretrækker en opera med spænding og dramatik, er Carmen et godt valg.
- La Traviata: Denne tragiske kærlighedshistorie af Verdi er perfekt for dem, der elsker romantik og stor følelsesmæssig dybde i musikken.
- Tosca og Nabucco: Begge er intense og følelsesladede operaer. Tosca af Puccini er kendt for sin dramatiske handling, mens Nabucco af Verdi er populær for sine episke korpassager.
Hvor køber jeg billetter?
Billetter til operaen i Arena di Verona kan købes på flere måder:
- Online: Den nemmeste måde at købe billetter på er via Arena di Veronas officielle hjemmeside. Når du køber billetter online, kan du vælge dine pladser og få dem leveret som e-billetter, som du kan fremvise ved indgangen via din smartphone. Det er dog altid en god ide at printe billetterne også, hvis din telefon skulle løbe tør for strøm.
- Ved billetkontoret: Arena di Verona har også et fysisk billetkontor ved amfiteatrets nordside. Dette er en god mulighed, hvis du allerede er i byen og ønsker at købe billetter i sidste øjeblik. Billetkontoret har kun åbent om dagen – se åbningstider ved at følge linket.
- Via telefon: Du kan også reservere billetter over telefonen ved at kontakte Arena di Veronas billetservice.
Sørg for at bestille dine billetter tidligt, især hvis du vil se populære forestillinger som Aida eller Carmen, da de ofte bliver udsolgt hurtigt.
Hvor skal jeg sidde i operaen i Verona?
Arenaen i Verona har som sagt plads til 15.000 tilskuere, og du kan vælge imellem forskellige sektioner:
- Stensæderne: Disse er de billigste pladser og ligger højt oppe i arenaen. Udsigten er stadig god, men du sidder på hårde sten, så tag en pude med eller køb en. Vi vil ikke anbefale stensæderne til gangbesværede, da du skal klatre op ad høje stentrapper for at komme hen til din plads.
- Stole på parkettet: Nær scenen finder du mere komfortable klapstole, som står på det flade gulv foran scenen. Billetter til disse sæder er dyrere, men de giver en fantastisk udsigt og en mere behagelig oplevelse, især hvis du ikke er så vild med højder eller er dårligt gående.
- Tribuner og VIP-områder: I operaen kan du også sidde i de eksklusive områder, med rigtige bløde stole og hurtig adgang til toiletter og barer.
Det kan være lidt svært at finde den rigtige plads i den enorme arena, men når du kommer ind, står venlige guider klar til at hjælpe dig til den rigtige plads, og dét på italiensk, tysk og engelsk.
Hvad skal jeg medbringe til operaen?
Vi var temmelig meget i tvivl om, hvad vi skulle tage med ind i operaen – og hvad vi måtte tage med. Vi var inde og se Aida først i september, og vejrudsigten havde lovet regn. Vi havde derfor hver sin lille rygsæk med med regnjakker, puder og taskeparaplyer.
Da vi kom frem, kunne vi se, at større paraplyer skulle efterlades ved indgangen, og så måtte du selv sørge for at finde den igen bagefter. Alle tasker bliver gennemsøgt, og du bliver kropvisiteret, ligesom til en gennemsnitlig dansk festival.
Men eftersom du altså gerne må have en lille rygsæk med ind, er her en liste over ting, som er praktiske at have med:
- En lille pude eller tæppe: Du kommer nok til at sidde ned i 4-5 timer, og har du valgt et stensæde, så bliver det en lang aften uden en pude. Du må gerne tage en pude med, men du kan også købe en.
- En let jakke eller sjal: Selvom Verona har milde somre, kan aftenerne blive kølige. Et let sjal eller jakke kan være nyttigt.
- Paraply og/eller regnslag: Som du kan læse mere om senere, bliver forestillingen afbrudt ved den mindste støvregn. I pausen, eller inden forestillingen går i gang, kan det være rart med et regnslag. Husk at slå paraplyen sammen og tag regnslaget af, inden forestillingen starter igen. Sådan et billigt plasticregnslag larmer VANVITTIG meget, hver gang du skifter siddestilling.
- Solcreme og solhat: Hvis du ankommer tidligt til en forestilling, kan solen stadig være skarp.
- Kontanter: Det være praktisk at have kontanter med, hvis du ønsker at anskaffe dig en pude eller købe snacks og drikkevarer hos de sælgende, der går rundt inden start og i pauserne.
Du kan flere informationer i operafestivalens FAQ her: Frequently asked questions
Dresscode til opera i Verona
Der er som sådan ingen formel dresscode, men det anbefales at klæde sig elegant og passende for lejligheden. Dog er det ikke tilladt at møde op i shorts, tanktop og klipklapper.
Som sagt var det koldt og regnfuldt på vores operadag, så de fleste havde praktiske sko og varme jakker på. På de dyrere pladser på parkettet, kunne vi dog se smukke kvinder i flotte kjoler og mænd i habit og blankpudsede sko. Oppe på de billigere pladser var det dog det praktiske, der vandt over skønheden den dag.
Skal du sidde på stensæderne, så lad stiletterne blive hjemme! De gamle kalksten er fyldt med revner og huller, og du brækker let en ankel på turen hen til toilettet.
Hvordan kommer jeg hen til Arena di Verona?
Arena di Verona ligger centralt i byen på Piazza Bra, og det er nemt at komme dertil uanset, hvor dit hotel ligger i Verona:
- Til fods: Hvis du bor i Veronas centrum, kan du nemt gå til arenaen. Piazza Bra er en af de største pladser i Verona, og den er let at finde.
- Med bus: Der er flere busser, der kører til og fra Piazza Bra, og Veronas offentlige transportsystem er nemt at bruge. Læs mere her: xx
- Med taxa: Hvis du foretrækker privat transport, er taxaer let tilgængelige i Verona. Det kan dog være svært at finde en taxa efter forestillingen, da mange gæster skal tilbage til deres hoteller samtidig.
Kan man købe drikkevarer og snacks?
Ja, der er flere barer inde i arenaen, hvor du kan købe drikkevarer og snacks. Typisk finder du vand, sodavand, vin og enkle snacks som chips eller nødder. Før forestillingen og i pauserne, er tilskuerpladserne også fyldt med sælgere, hvor du kan købe drikkevarer, librettoer og puder.
Husk også, at det ikke er tilladt at tage mad og drikke med ind i selve arenaen. Du kan flere informationer i operafestivalens FAQ her: Frequently asked questions
Hvor ligger souvenirbutikken?
Souvenirbutikken ligger tæt på indgangen til arenaen ved Gate 10. Her finder du et bredt udvalg af opera-souvenirs. Du kan finde alt fra programmer, CD’er og DVD’er til plakater, tøj og små gaver som muleposer og nøgleringe. Butikken er også åben om dagen før forestillingen, så hvis du ikke når at købe souvenirs om aftenen, kan du komme igen næste dag.
Hvor lang tid før forestillingen skal jeg møde op?
Det anbefales at ankomme til arenaen mindst en time før forestillingen starter. Arenaen åbner normalt et par timer før, og det kan tage tid at finde din plads, især hvis du sidder i de øvre rækker. Men det gør ikke så meget, hvis du skal sidde og vente lidt: Der er masser at kigge på, og har du ikke været der før, så sæt god tid af til at nyde den historiske atmosfære og tage nogle billeder af arenaen, før den bliver fyldt med mennesker.
Hvad er takt og tone for publikum under en opera?
Vi siger det lige igen: Du skal tage billeder, INDEN forestillingen starter. Der sad en dame et par rækker foran os, som midt i Aida’s utrolige skæbefortælling syntes, det var vigtigere at følge med i, hvad der skete på Facebook. Hver 10. minut tog hun sin telefon op ad tasken – med det resultat, at alle os, der sad bagved blev blændet af det skarpe lys fra telefonen.
Det bliver sagt over højttalerne igen og igen, at det ikke er tilladt at filme eller tage billeder under forestillingen, men mange er ligeglade. Gør du det alligevel, så husk på at du ødelægger det magiske øjeblik for os, der sidder bag dig, og som nu skal tvinges til at se operaen gennem din skærm. Sluk nu bare den telefon!!! HELT!!!
Stilhed er også afgørende under en operaforestilling i Arena di Verona. Når forestillingen begynder, skal du undgå at tale, hviske eller skabe unødvendig støj, da selv små lyde kan forstyrre både kunstnerne og de andre gæster. Så vær sød at tage dit regnslag af og lad være med at knitre med slikposer. Tak fra alle os andre!
Kan jeg se og høre noget?
Ja, hvis ellers de andre tilskuere følger etiketten og er stille, så er Arena di Verona kendt for sin fremragende akustik. Selvom du sidder langt fra scenen, vil du stadig kunne høre musikken tydeligt. Operasangerne bruger ikke mikrofoner, og det er alene akustikken, der gør, at sangernes stemmer kan høres tydeligt, selv fra de øverste rækker. Dette er en del af det, der gør oplevelsen så magisk – at høre kraftfulde stemmer fylde den massive arena uden elektronisk forstærkning. De eneste mikrofoner, der bruges, er til enkelte instrumenter i orkestret, men selve sangen foregår helt uden forstærkning.
Udsigten kan dog variere afhængigt af, hvor du sidder. Hvis du vælger stensæderne, kan du være langt fra scenen, men du vil stadig have et godt overblik over hele produktionen. Her kan en teaterkikkert være en god investering. Selvom du vil kunne høre musikken fint, kan det være svært at se detaljer som ansigtsudtryk og kostumer fra de øverste rækker. Mange operagæster vælger derfor at medbringe en lille kikkert for at få det fulde udbytte af forestillingen.
Hvad hvis jeg ikke kan forstå, hvad de synger?
Hvis du er bekymret for ikke at kunne forstå, hvad der bliver sunget, skal du ikke være nervøs! Operaer i Arena di Verona synges normalt på originalsproget, som oftest er italiensk, men der er hjælp til rådighed. Arenaen bruger overtitles, som er tekster på en stor skærm over scenen. Disse oversættelser giver dig mulighed for at følge med i handlingen, selvom du ikke taler sproget.
Overtitlerne er som regel på italiensk og engelsk, så internationale gæster også kan følge med i operaens handling. Hvis du vil forberede dig endnu bedre, kan du også læse handlingen på forhånd. Mange operafans læser om forestillingen eller ser YouTube-videoer inden deres besøg.
Hvor skal jeg spise inden operaen?
Verona er fyldt med fremragende restauranter, og der er mange muligheder, når det kommer til at finde et sted at spise inden operaen. Du kan læse vores anbefalinger her: De bedste restauranter i Verona – med pizza, pasta og risotto!
På den store Piazza Bra ligger restauranterne også i en vifte rundt om de smukke torv. Maden her er ikke den allerbedste, som du kan få i byen, men det er heller ikke det, der er det vigtigste, hvis du skal i operaen.
Som du kan læse i vores artiklen om restaurnaterne i Verona, valgte vi netop at spise her på Piazza Bra. Udsigten til operaen giver forventningens glæde endnu et par takker opad, og herfra er det også let at holde øje med, hvornår køerne foran indgangene for alvor begynder at blive lange. NB! Husk også at gå forbi amfiteatret om formiddagen, når de store kulisserne løftes ind i arenaen – med kran!
Hvad sker der i tilfælde af regnvejr?
Da Arena di Verona er en udendørs arena, som ikke er overdækket, kan vejret godt spænde ben for forestillingen. Kulisserne kan såmænd godt tåle regn, men ikke de kostbare instrumenter. Så snart der falder bare en enkelt dråbe, pakker hele orkestret sammen og kryber i ly.
Er det bare en byge, vil forestillingen fortsætte igen. Under den opera, som vi overværerede, blev forestillingen afbrudt to gange. Første gang gik den i gang igen efter en halv times pause. Anden gang, lige før sidste akt, blev forestillingen helt afbrudt. Det er den risiko, man tager, hvis man bestiller sent i sæsonen for at undgå de høje sommertemperaturer. I tilfælde af aflysning har Opera di Verona en tilbagebetalingspolitik.
Hvad sker der efter forestillingen?
Efter forestillingen slutter, kan det være, at du stadig har lyst til en drink eller en let snack. Mange af restauranterne omkring Piazza Bra har stadig åbent, især i de travle sommermåneder, hvor operaforestillingerne finder sted. Det er hyggeligt lige at sidde og snakke om den storslående oplevelse, inden turen går hjemad, og måske kan du med et ekstra glas vin undgå den værste taxakø. Rigtig god tur!
Flere tips til din ferie i Verona
Hvor skal du bo i Verona?
Der er mange skønne hoteller i Verona, kærlighedens by! Så hvor skal du bo? På Booking.com kan du se det store udvalg af hoteller i Verona, og her får du lige et par gode tips til at booke et hotel, der passer til din ferie:
Så længe du vælger et hotel i den gamle bydel, Città Antica, bor du i gåafstand til alle de bedste restauranter og seværdigheder. I de små gader i centrum af den gamle bymidte er der en hyggelig gadestøj om dagen, men som regel stille om aftenen – med mindre du bor lige ved Piazza Bra og amfiteatret.
I operasæsonen, som strækker sig fra juni til september, er hotellerne i den gamle bydel voldsomt dyre. Der kan være 15.000 tilskuere i amfiteatret, og selv om mange rejser til fra Gardasøen og de omliggende byer, så skal alle de mennesker jo have et sted at sove. Det presser helt naturligt prisen op, og der er mange penge at spare ved at rykke lidt udenfor bymuren.
Se alle hoteller i Verona på Booking.com ved at lave din egen søgning her:
Supergodt til prisen: Hotel Corte Ongaro
Vi besøgte som sagt Verona i forbindelse med et besøg i operaen, hvor hotellerne er dyrere. Der skulle dog også være luft i budgettet til at besøge alle de dejlige restauranter, og vi valgte derfor et hotel lidt udenfor centrum.
På Hotel Corte Ongaro boede vi rigtig godt i alle feriens syv dage. Vores rene og velindrettede hotelværelse havde både aircondition og en stor dobbeltseng. Hotellet har også en dejlig tagterasse med jacuzzi og en døgnbemandet reception med det sødeste personale. Vi nød også morgenmadsbuffeten, hvor der var alt, hvad hjertet kunne begære af brioche’er, udskåret frugt og frisklavet kaffe.
Hotellet ligger syd for den gamle bydel i Verona, og lige overfor hotellet ligger bustoppestedet. I dagtimerne kører bus 21, 22, 51 og 52 hele tiden og tager dig ind til centrum på 10 minutter. Sammenholdt med hotellets mange gratis parkeringspladser er det et perfekt hotel for dig, der er på kør-selv-ferie i Norditalien og helst vil undgå at køre inde i centrum.
Læs mere om hotellet her: Hotel Corte Ongaro
Se flere gode hoteller i Verona her på Booking.com!
Læs alle de andre artikler om Verona her!