Hold ferie i Isla Canela, Isla Cristina & Punta del Moral 19. marts 2024 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: , , , , , , , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Tag på badeferie i Isla Canela, Isla Cristina & Punta del Moral

Isla Canela, Isla Cristina og Punta del Moral er tre andalusiske perler på en snor, lige ud til den spanske Atlanterhavskyst, Costa de la Luz. De tre skønne badebyer ligger bare og venter på, at du kommer på besøg til en uforglemmelig ferieoplevelse. Herude ved kysten er der lækre sandstrande, en svalende brise om sommeren, sjove aktiviteter og masser af delikate fiskeretter på menukortet.

Banner - Spanien - Lær sprog

Hvornår skal du tage til Costa de la Luz?

Vi besøgte i byerne i forbindelse med vores langtidsferie i Ayamonte i de tre første måneder af 2024. De tre små kystbyer indbyder i den spanske vinter til lange traveture langs stranden og en skøn frokost i det skønne solskin her på Lysets Kyst.

Sydspanien er nemlig også skøn på denne årstid – og så er det billigt! Hvor de andre turister flokkes til Malaga ovre på den anden side af Gibraltar, så kan du få en lige så skøn ferie her på kysten, men til ca. halvdelen af prisen.

Om sommeren er temperaturen i byerne i Andalusien nogle af de højeste i Europa, og det får alle, også spanierne selv, til at søge ud mod kysten, og hele stranden er fyldt med turister, der ønsker en kølende badetur.

Fyrtånet i Isla Cristina - Foto Heidi Kirk Nissen - SidderUnderEnPalme

Udsigt fra Punta del Moral til fyrtånet i Isla Cristina – Foto: Heidi Kirk Nissen

Vil du derfor have plads på både strande og restauranter, kan vi kun anbefale at besøge Isla Canela, Isla Cristina og Punta del Moral fra marts – maj og igen fra september – november. Især om efteråret er Atlanterhavet stadig lunt nok til en dejlig badetur.

Lidt om de tre byer

Isla Canela, Isla Cristina og Punta del Moral bliver ofte beskrevet samtidig og som én sammenhængende by, men det er faktisk lidt misvisende. Dels er byerne ret forskellige, og dels er det kun Isla Canela og Punta del Moral, som du kan spadsere imellem langs den skønne sandstrand. Isla Cristina ligger på den anden side af den lille flod, Rio Carreras.

Det er også to forskellige busruter, der betjener byerne fra Ayamonte. Hvor bus nr. M-312 først kører til Isla Canela og derpå ud til Punta del Moral, er det Huelva-bussen, der slår et sving ud forbi Isla Cristina. Se busplanerne for bussen til Ayamonte og ud til de tre byer ved at klikke på de to links.

Der skal også være plads til en individuel beskrivelse af de tre byer og deres særlige attraktioner:

Isla Canela

Længst over mod Portugal og tættest på Ayamonte ligger badebyen Isla Canela. Isla Canela er især kendt for sin store golfbane, Isla Canela Golf Club, der hvert år tiltrækker mange turister. Ellers er den skønne strand, Playa de Isla Canela, der virkelig er hovedattraktionen. Dagene går hurtigt med svømmeture og solbadning på den brede sandstrand med de lækreste kridhvide sand, afbrudt af en snack og et glas iskold hvidvin på en af de mange strandbarer.

Hen langs stranden ligger de mange badehoteller – se alle de skønne hoteller i Isla Canela ved at klikke på linket her! Du kan også spadsere hen til Punta del Moral, det er en skøn gåtur på 4-5 km! På vej ud mod Punta del Moral ligger et af de mange fæstningstårne, Torre Canela, som du kan se hen langs kysten.

Banner - Spanien - Sprogspil
Punta del Moral - SidderUnderEnPalme

El chiringuito 3 i Punta del Moral

Punta del Moral

Punta del Moral (billedet øverst) er den mindste af de tre byer – og også den mest charmerede. Det lille fiskerleje byder på de skønneste frokostrestauranter, og vi kan især anbefale at spise grillet fisk, skaldyr eller kød hos El chiringuito 3. Der ligger flere dejlige restauranter hen langs vejen – men El chiringuito 3 er dén, hvor de står og griller udenfor, så det dufter himmelsk godt ud over hele den lille bugt!

Efter den overdådige frokost er det måske en god ide med en slentur på stranden eller måske en vandretur ud i gennem det nærliggende naturreservat ved Salinas del Duque. Her ligger de gamle saltmarker side om side og giver plads til et pragtfuldt fugleliv. Der er bænke undervejs, så du kan hvile benene og nyde udsigten over til fyrtånet i Isla Cristina

Har du fået lyst til at se mere af den lille by? Find din favorit mellem de skønne hoteller i Punta del Moral – klik på linket her!

Isla Cristina

Om sommeren sejler der en lille færge over floden mellem Punta del Moral og Isla Cristina. Ellers er du nødt til at tage den ene bus tilbage til Ayamonte og så skifte til den næste for at komme ud til Isla Cristina. Men det er værd at gøre, for Isla Cristina er endnu en skøn perle i rækken af badebyer. Se alle de skønne hoteller i Isla Cristina – klik på linket her!

Isla Cristina er den største af de tre byer og rig på historie. De store saltmarker nord for byen fortæller om den rigdom, som byen voksede på i sin storhedstid i 1800-tallet. Langs kysten blev der landet masser af fisk, og det middel, man havde til at konservere den, var salt. Saltet blev udvundet i de store bassiner: først blev vandet lukket ind og fik derefter lov til langsomt at fordampe. I marts/april begyndte man så at høste saltet.

Gode restauranter i Isla Cristina

Efter et besøg ved saltmarkerne, hvor du også kan se flamingoer, er det måske tid til en lille frokost. Ved byen lille torv finder du byens mest populære spisested, Restaurante La Sal. Her er der velsmagende tag-selv tapas og kolde øl ude foran og dug på bordet og lækre fiske- og kødretter inde i restauranten. Besøg også den lokale tapasbar Bar Marinero, hvor du får lokale retter med virkelig gode fisketapas og skaldyr. Det hele er frisk og lige kommet ind med de store fiskekuttere om morgenen!

Flamingoer i Isla Cristina - Foto Heidi Kirk Nissen - SidderUnderEnPalme

Flamingoer i Isla Cristina – Foto: Heidi Kirk Nissen

Leder du efter et godt sted til en kop eftermiddagskaffe, var vi ikke i Isla Cristina uden at besøge konditoriet Pasteleria Pavón. Vi har således smagt os igennem en ret stor del af deres kageudvalg og ved derfor også, at de har friske og nybagte kager om fredagen lige efter frokost. Prøv deres Coca de Ayamonte eller en af flødekagerne!

Vandreture i Isla Cristina

Et besøg i Isla Cristina er ikke komplet uden en tur ud til Atalanterhavet. På byens mest populære strand, Playa de la Gaviota, går en lang træbro ud over lagunen, og stedet er perfekt til en slentretur mod solnedgangen.

Ligesom Ayamonte er Isla Cristina også omgivet af saltmarsk. Efter besøget ved saltmarkerne i Isla Cristina, kan du derfor fortsætte ud nord for byen og nyde flamingoer og andre fugle i den store naturpark. Herfra kan du fortsætte mod enten Huelva eller Ayamonte ad de gamle jernbanespor. Dén tur har vi skrevet meget mere om her: Skønne vandreture i Ayamonte, Spanien

En smuttur til Islantilla gennem kamæleon-skoven

Inden vi slutter af, skal vi så ikke tage på en lille smuttur ud til Islantilla, som mange nok også kommer til at besøge på en tur til Costa de la Luz. Fra Isla Cristina er der nemlig en vandresti hele vejen hen langs kysten – og den første del af den foregår i den smukke skov lige øst for Isla Cristina i Ruta del Camaleón.

Kamæleonskoven i Islantilla - SidderUnderEnPalme

Kamæleonskoven i Islantilla

Den første del af stien er anlagt på fast cement, og her kan du trille både barnevogn, kørestol og rollator til en pragtfuld tur gennem den stille skov. Især i sommerens bagende solskin, er det populært at søge skygge her under træerne. Og nej, vi så ikke nogen kamæloner, men hvert år til september kommer de ned fra træerne for at lægge æg i det lune sand.

Når skoven slutter, bliver terrænet sandet og fyldt med bakker en kilometers tid, og denne del er kun for dig, der er i god form. Tag endelig badetøjet med på turen, for strandene er skønne hele vejen.

De sidste par kilometer hen til Islantilla er igen i fladt terræn, og senere på den smukke promenade ved alle strandhotellerne. Til sidst ender du ved det store center Centro Comercial Islantilla. Her er masser af butikker og restauranter og den dejligste sandstrand.

Du kan enten tage Huelvabussen tilbage til Isla Cristina eller blive i Islantilla! For hvorfor ikke tage et par ekstra dage i den dejlige badeby? Se alle de skønne badehoteller i byen lige her.

Hold byferie i hyggelige Ayamonte

Vil du hellere bo lidt længere inde i landet, kan du også gøre som os og holde ferie i den autentiske andalusiske by Ayamonte. Her boede vi i tre måneder på vores langtidsferie i 2024. Det blå og hvide lille byhus, Flor de Sal, dannede rammen om vores ophold, og du kan læse mere om det ved at klikke på linket.

Herfra tog vi ud til de skønne badebyer ved Atlanterhavet, og det er fra alle disse ture, vi har vores viden om Costa de la Luz fra. Fra terrassen på toppen af vores byhus havde vi dog den skønneste udsigt helt ud til Atlanterhavet, og på den måde fik vi både byferie og strandferie samtidig.

Læs mere om leje af Flor de Sal ved at klikke på billeder og links.

Du kan også se alle de andre hoteller i Ayamonte ved at klikke her – eller lav din egen søgning efter hoteller i området lige her:



Booking.com

Sidder Under En Palme - Sjove spil til ferien i Spanien

Læs alle de andre artikler om Ayamonte her!

« Vandreture på Algarvekysten, Portugal
Tips til din ferie i Huelva, Spanien – seværdigheder, shopping og restauranter »