De bedste rejsetips til en ferie i Ronda, Spanien 22. maj 2023 – Kategori: Rejser, Spanien – Tags: Andalusien, Ferie, Rejser, Ronda, Seværdigheder, Spanien, Vandreture
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Hvorfor skal du holde ferie i Ronda?
Ronda, kendt for sin ikoniske Puente Nuevo-bro, har meget mere at tilbyde end denne betagende vartegn. Beliggende i hjertet af Andalusien er denne charmerende bjergby en af Spaniens maleriske “hvide landsbyer”. Med sin rige historie, betagende landskaber og livlige lokale kultur er Ronda en destination, der fanger besøgende.
Uanset om du udforsker gamle mauriske steder, nyder lokale specialiteter eller blot absorberer den rolige skønhed af de omkringliggende bjerge, lover Ronda en uforglemmelig oplevelse. Dyk ned i vores bedste anbefalinger for at få mest muligt ud af dit besøg i denne betagende spanske perle!
Vi kan kun anbefale, at du minimum tager en overnatning i Ronda og gerne flere. Nederst finder du også vores anbefaling til et skønt hotel i byen – som også er det mest fotograferede hotel i Spanien!
En dagstur til Ronda
Er du kun i Ronda en enkelt dag, er det meget rart at vide, hvad du kan nå at se. Mange besøger Ronda for den smukke bro, Puente Nuevo. Broen er dog hurtigt set, hvis du ikke tager museet med.
Der er dog mange andre spændende seværdigheder i byen, hvor især maurerne har efterladt en masse vidnesbyrd om deres storhedstid her. Fra den nye bro kan du gå mod øst og ned til de lavereliggende broer, hvor du også kommer forbi den mauriske vandmine i Casa del Rey Moro og ned til de arabiske bade.
Vil du have et godt billede af Puente Nuevo så find den lille sti, der går ned fra Plaza de María Auxiliadora og hen til udsigtspunktet.
Billedet øverst på siden er i øvrigt taget lidt længere nede ad stien og henne ved Albacar-murene.
Ronda for klapvogne og dårligt gående
Ronda er en bjergby med alt hvad det indebærer af stejle stigninger og glatte trappetrin. Er ben eller barnevogne ikke til de helt store eventyr på bjergsiderne, så er der masser af seværdigheder at opleve alligevel. La Cuidad, den gamle bydel syd for broen, er noget så hyggelig med sine krogede gader og med masser af små caféer.
Den smukkeste udsigt får du ved parken Alameda del Tajo, lige nord for Puente Nuevo. Hvor den slutter mod øst, ligger tyrefægterarenaen Plaza de Toros med den berømte statue af Ernest Hemingway udenfor. Du kan læse mere om Seværdigheder i Ronda ved at klikke på linket.
Vandrestier i Ronda
Fra de mange miradors, udsigtsplatformene, er der også en betagende udsigt ud over dalen og de omkringliggende bjerge. Men hvorfor kun nøjes med at kigge? Omkring Ronda ligger der utallige vandrestier for båede meget øvede og nybegyndere som os. Herudfra er det nemt at komme rundt og se Ronda fra alle vinkler. Vi har skrevet om vores vandreeventyr her: Skønne vandreture i Ronda.
Gode restauranter i Ronda
Ronda er bare en lille bjergby, men på trods af sin størrelse, er byen vant til at tage imod mange turister. Det gør også, at udbuddet af spisesteder er forholdvis stort. De fleste turister når dog aldrig længere end til Calle Nuevo, hvor den populære restaurant gade lokker med pizza, nuggets og sushi.
Der er dog mange virkelig gode restauranter i Ronda, hvor du kan få lov til at smage på det traditionelle bjergkøkken. Det har vi skrevet lidt om her: Gode restauranter i Ronda.
Hvordan kommer du til Ronda?
Den nemmeste måde at komme til Ronda på er ved at lande i Malaga lufthavn. Fra Malaga er der halvanden time i bil. Du kan også vælge at lande i Sevilla, og her er der to timer til Ronda.
Vil du som os helst undgå at leje bil, så er faktisk også ret nemt at komme fra både Malaga og Sevilla til Ronda med offentlig transport. Bussen går nemlig direkte fra busstationen i begge byer og til Ronda. Bussen kører tre gange om dagen mellem Sevilla og Ronda og endnu flere gange fra Malaga til Ronda.
Du kan få mange flere informationer på Omio og Rome2Rio. På begge sider kan du søge efter busser og tog på strækninger i hele Europa – OG også ofte købe din billet til turen med det samme.
Flere tips til din ferie i Ronda
Find et godt hotel i Ronda
Hvor skal man bo, når man er i Ronda? På det skønne hotel Parador de Ronda – lige ud til kløften og Puente Nuevo, selvfølgelig! Mindre kan også gøre det, men det er en storslået oplevelse at trække gardinerne fra og kigge ud over solopgangen hen over bjergtoppene. Eller hvad med at bade i hotellets pool, med et kig ud over kløften?
Udefra ligner hotellet, som i øvrigt er byens tidligere rådhus, et klassisk spansk feriehotel, men indenfor er alt nyt og flot. Vi boede, så vi kunne se lige ud på Puente Nuevo. Vi regnede derfor med en del larm fra broen, men når den sidste bus med dagsturister er kørt ud, er det kun fuglenes aftenssang, der kan høres henover byens tage.
Morgenmaden fortjener sin egen fortælling. Her er der nemlig ingen automatkaffemaskine i den store morgenmadsbuffet. Til gengæld får du virkelig god, stærk kaffe, serveret ved bordet i den smukkeste sølvkande. Imens kan du så fortælle tjeneren, om du foretrækker dine æg spejlede eller som scrambled eggs – så kommer han også med dem, helt nylavede!
Læs mere om hotellet her Parador de Ronda og se alle de andre hoteller i Ronda ved at klikke her. Du kan også lave din egen søgning efter hoteller i Ronda lige her:
Læs de andre artikler om Ronda her!