Smag på Verona: De 5 Klassiske Retter Du Skal Spise i Verona 28. september 2024 – Kategori: Italien, Rejser – Tags: , , , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Traditionelle Retter i Verona

Verona, den romantiske by i hjertet af Italien, er ikke kun kendt for sine smukke brostensbelagte gader og den ikoniske Arena. Byen byder også på en rig gastronomisk tradition med lokale retter, der også fortæller om områdets kulturhistorie. Hvis du planlægger at besøge Verona, bør du uden tvivl prøve nogle af de klassiske retter, byen er kendt for.

Banner - Italien - Lær sprog

I denne guide præsenterer vi nogle af de mest populære kulinariske oplevelser i Verona – fra Amarone-risotto til Pastissada de caval. Er du klar til at sætte tænderne i alle Veronas delikatesser? Så lad os sætte os til bords!

Hvad plejer vi selv at spise?

Når vi rejser, er en af vores største glæder at prøve det lokale køkken. Smage på områdets klassiske retter lavet med sæsonens lokale råvarer og med respekt for de gamle traditioner, og i Verona er der god mulighed for netop det.

Hjemmefra bliver der læst op på de gode restauranter i Verona, så vi ikke går glip af de spisesteder, som vi bare MÅ prøve. Samtidig giver det også et prej om, hvilke specialiteter området kan byde på, og når vi sætter os til bords, så er vi klar til at dykke ned i Veronas madtraditioner! Og efter således at have taget en for holdet ;-), vil vi nu rigtig gerne fortælle dig, hvad du endelig må spise, når du er i Verona.

Hvad skal du spise i Verona – den store guide!

Amarone-risotto – En Klassiker i Veronas Køkken

Amarone-risotto er en af Veronas kulinariske stoltheder. Retten er lavet som en klassisk risotto, bortset fra at der er tilsat en god slat Amarone-vin, og ofte er parmesanosten skiftet ud med den lokale ost, Monte Veronese. Risen, der anvendes, er den lokale Vialone Nano-ris.

Selvom retten måske ikke ser fotogen ud, vinder den i sin helt fantastiske smag. For os var det en af de største positive overraskelser, da vi på forhånd faktisk havde lidt svært ved at forstå det fornuftige i at hælde en halv flaske god Amarone-vin over en i forvejen velsmagende risotto.

SidderUnderEnPalme - risotto all’Amarone og pastisada de caval, Ostregheteria Sottoriva 23, Verona

Amarone-risotto og Pastissada de Caval hos Sottoriva 23

Amarone-risottoen spises som den er og altså ikke som tilbehør til andre retter. På de fleste af byens restauranter skal man bestille til minimum 2 personer, men vi fandt et enkelt sted, hvor vi kunne nøjes med at bestille 1 portion – så er der nemlig mulighed for at prøve endnu flere lokale specialiteter.

Pastissada de Caval – Smag på Veronas Historie

Og den næste lokale specialitet er Pastissada de Caval, der direkte oversat betyder stuvning med hestekød. Hest, og faktisk også æsel, har altid været en del af den almindelige veronesiske kost. Selv om vi som danskere ofte har et anstrengt forhold til at spise hest, vil vi gerne slå et slag for at vælge retter med hest i de lande og områder, hvor der er en lang tradition for at spise det.

Det er der, som sagt, i Verona, og derfor kom det også på tallerkenen allerede første dag. Hestestuvningen var kraftigt krydret, men ikke med stærke indiske og mellemøstlige krydderier, men nærmere lidt juleagtigt med smag af blandt andet kanel og kardemomme.

Serveret med en gang polenta er det ikke verdens kønneste ret, men smagen er helt fantastisk, og man er ikke i tvivl om, at det er en af det veronesiske køkkens helt store klassikere. Både den førnævnte Amarone-risotto og hestestuvningen blev indtaget på dette hyggelige spisested: Sottoriva 23.

Lesse Con La Peara – Kogt Kød med Pebersovs

Lesse con la peara eller Bollito misto con peara. På dansk kan det oversættes til kogt kød eller pølse med pebersovs. Det lyder lidt á la kødrand, men dette er den helt klassiske ret, som du bare SKAL prøve, når du er i Verona. Retten tilberedes i det store hele ikke andre steder, medmindre du finder en tidligere veroneser, der har slået sig ned i en anden region og ikke kunne undvære den.

SidderUnderEnPalme - Arrancini & Cotechino, Trattoria Pane E Vino, Verona

Lesse con la peara eller Bollito misto con peara hos Trattoria Pane E Vino

Retten består, udover det kogte kød, af den fantastiske peara-sovs, der nærmest har konsistens som en grød. Og det er nok heller ikke helt forkert at tænke grød. Sovsen har en base af en god fond og er jævnet med tørt, hvidt brød, hvorefter der er tilsat ret gavmilde mængder sort peber.

Og netop peberen, der også lægger navn til sovsen, er den smag, der i sidste ende bare får sovsen til at passe så perfekt sammen med det kogte kød. Vi prøvede retten i en lidt moderne udgave med kogt cotechino-pølse, og det var en smagsmæssigt perfekt balanceret ret. Og ja, den kan sagtens bære et godt glas Amarone.

Monte Veronese – Veronas Lokale Ost

Osten Monte Veronese bliver udelukkende produceret i området omkring Verona, og selvom den har eksisteret i århundreder, er den stadig ikke udbredt i resten af Italien. Osten er en hård komælksost og findes i både en frisk og modnet variant. Den modnede variant er at sammenligne med en parmesanost og bruges i Verona især til risotto og som topping på gnocchi.

Vi prøvede begge varianter hos Salumeria Gironda, den lokale ostehandler. Den friske var meget mild i smagen og en del blødere end den modnede og langt mere smagskomplekse variant.

SidderUnderEnPalme - Saporè Downtown, Verona

Pizzatryllerier hos Saporè Downtown

Pizza i Verona – og mere pizza!

Egentlig er det jo Rom og Napoli, der står som afsendere af Italiens pizzatraditioner – men Verona kan også sagtens være med! Selv om vi elsker at smage noget, vi ikke har spist før, så skal man endelig ikke snyde sig selv for en pizza, når man nu er i hjemlandet.

Men faktisk kan Verona også give helt unikke pizza-oplevelser. Både i forhold til fyldet, hvor regionale råvarer som Monte Veronese-ost og prosciutto crudo – en italiensk tørret skinke. Prosciutto crudo er typisk tyndtskåret og tilføjes på pizzaen efter bagning, så den bevarer sin delikate smag og silkebløde tekstur.

Inde i selve Verona finder du også en pizzasnedker, Renato Bosco, der hos Saporè Downtown eksperimenterer med brødtyper og gær. Er du klar på en tur lidt udenfor Verona, kan du spise Michelinpizza hos I Tigli i San Bonifacio, en lille by lidt øst for Verona. Vi havde booket bord, men pga. togstrejke må vi vente med at anbefale restauranten til næste gang.

Drikkevarer fra Verona – Amarone og Soave

Når man som os går op i traditionelle og lokalt producerede fødevarer, er vi også nødt til at kigge på lidt drikkevarer, der falder i den kategori. Dette gælder især, når besøger Veneto-regionen. Lige uden for Verona ligger Valpolicella-området, der er kendt for Amarone- og Ripasso-rødvinen.

Vi er ikke vin-nørder, men værdsætter et godt glas rødvin til ovennævnte veronesiske retter. Amarone kan købes i både glas og flaske på de fleste restauranter i Verona, og kvaliteten har ikke skuffet endnu. Er du mere til hvidvin, faldt vi pladask for vinene fra Soave, der passer perfekt til en lidt lettere pastaret en lun sommeraften eller som en lille forfriskning, inden aftenen kommer snigende.

Smag på Det Bedste fra Verona!

Ud over byens rige historie, de mange spændende seværdigheder og fortællingen om Romeo & Julie, er maden endnu en god grund til at besøge Verona. Der er mange restauranter i byen, og hvert sted har sit eget take på de traditionelle retter. Vi er derfor også helt enige om, at dette første besøg ikke var det sidste. Vi skal helt sikkert til Verona igen og smage endnu flere specialiteter!

Flere tips til din ferie i Verona

Hvor skal du bo i Verona?

Der er mange skønne hoteller i Verona, kærlighedens by! Så hvor skal du bo? På Booking.com kan du se det store udvalg af hoteller i Verona, og her får du lige et par gode tips til at booke et hotel, der passer til din ferie:

Så længe du vælger et hotel i den gamle bydel, Città Antica, bor du i gåafstand til alle de bedste restauranter og seværdigheder. I de små gader i centrum af den gamle bymidte er der en hyggelig gadestøj om dagen, men som regel stille om aftenen – med mindre du bor lige ved Piazza Bra og amfiteatret.

I operasæsonen, som strækker sig fra juni til september, er hotellerne i den gamle bydel voldsomt dyre. Der kan være 15.000 tilskuere i amfiteatret, og selv om mange rejser til fra Gardasøen og de omliggende byer, så skal alle de mennesker jo have et sted at sove. Det presser helt naturligt prisen op, og der er mange penge at spare ved at rykke lidt udenfor bymuren.

Se alle hoteller i Verona på Booking.com ved at lave din egen søgning her:



Booking.com

Supergodt til prisen: Hotel Corte Ongaro

Vi besøgte som sagt Verona i forbindelse med et besøg i operaen, hvor hotellerne er dyrere. Der skulle dog også være luft i budgettet til at besøge alle de dejlige restauranter, og vi valgte derfor et hotel lidt udenfor centrum.

Hotel Corte Ongaro boede vi rigtig godt i alle feriens syv dage. Vores rene og velindrettede hotelværelse havde både aircondition og en stor dobbeltseng. Hotellet har også en dejlig tagterasse med jacuzzi og en døgnbemandet reception med det sødeste personale. Vi nød også morgenmadsbuffeten, hvor der var alt, hvad hjertet kunne begære af brioche’er, udskåret frugt og frisklavet kaffe.

Hotellet ligger syd for den gamle bydel i Verona, og lige overfor hotellet ligger bustoppestedet. I dagtimerne kører bus 21, 22, 51 og 52 hele tiden og tager dig ind til centrum på 10 minutter. Sammenholdt med hotellets mange gratis parkeringspladser er det et perfekt hotel for dig, der er på kør-selv-ferie i Norditalien og helst vil undgå at køre inde i centrum.

Læs mere om hotellet her: Hotel Corte Ongaro

Se flere gode hoteller i Verona her på Booking.com!

Sidder Under En Palme - Sjove spil til ferie i Italien

Læs alle de andre artikler om Verona her!

Seværdigheder i Verona – 15 attraktioner du skal se! »