Ti fantastiske dage havde vi i Taranto på vores rundtur på den italienske støvlehæl. Det var lidt af et sats, for vi kendte stort set ikke byen i forvejen, og Taranto står ikke ligefrem øverst på listen hos de fleste turister, der tager til regionen Puglia. Faktisk virkede de lokale også lidt forundrede over, hvad vi dog skulle i deres by så længe. Her er da ikke noget særligt?

Bingo på italiensk – 29,95 kr.

Men det er der – i høj grad! Taranto har stort set alt det, vi godt kan lide: god mad, masser af historie, et ægte lokalsamfund og gode muligheder for at komme ud at vandre. Vi har været turister mange steder, også steder hvor de efterhånden er virkelig trætte af at have gæster. Sådan er det ikke i Taranto. Folk var nysgerrige på, hvor vi kom fra, og hvad vi dog lavede i deres by. Og selv om få taler engelsk, og vores italiensk bebrænser sig til at bestille på en restaurant, så havde vi nogle sjove snakke.

Vi havde i det hele taget en skøn ferie i den syditalienske by, og her kan du læse om alle vores oplevelser. Artiklen er bygget op, så der først er et afsnit om seværdigheder i Taranto, derpå alle de gode restauranter og til sidst et afsnit om vandreture i og omkring Taranto. God ferie!

Se også: Bingo på italiensk

Seværdigheder i Taranto

Taranto i Syditalien

Taranto ligger mellem lagunen Mar Piccolo og så Mar Grande, der åbner sig imod Det Ioniske Hav. Den slags sætter sit præg på menuen, og vi har spist muslinger og fisk nok til det næste års tid. Mar Piccolo har i århundreder været kendt for opdræt af muslinger, som trives i det særlige brakvand fra undersøiske ferskvandskilder.

Byen blev grundlagt som græsk koloni omkring 700 f.Kr. og var den eneste koloni grundlagt af spartanerne. Senere blev Taranto en af de vigtigste byer i Magna Graecia, og den græske historie dukker op overalt – på museerne, under husene, i ruinerne og på de store vægmalerier rundt omkring i byen.

Den gamle og den nye by

Taranto er lidt en mærkelig by at finde rundt i. Den gamle bydel, Taranto Vecchia, ligger på en ø mellem Mar Grande og Mar Piccolo. På den vestlige side fører Ponte di Porta Napoli over mod banegården, og mod øst ligger den berømte svingbro Ponte Girevole og den nyere by.

Øen var oprindeligt en halvø, men allerede i 1400-tallet gravede man en kanal som forsvar mod angreb. Kanalen blev senere udvidet, og dermed var den gamle by pludselig omgivet af vand.

Det giver en noget speciel trafik. Kommer man fra stationen og skal ind i den nye by, skal man hen over øen, og der er derfor temmelig meget trafik gennem Città Vecchia. Taranto er samtidig langstrakt, så man kan ikke bare lige smutte udenom.

Shopping i Taranto – med eget hotel

Vi havde først booket hotel i den gamle bydel tættere på stationen, men endte med at flytte ind i en virkelig lækker lejlighed midt i den nyere by. Det var vi glade for. Vi boede på SoClà Boutique Hotel midt på Via Federico di Palma. Lejligheden havde to soveværelser, stue med fuldt udstyret køkken, et dejligt badeværelse og en lille balkon direkte ud mod gågaden.

Her kunne vi følge med i gadelivet, og der var rigeligt af det. Via Federico di Palma er bilfri på langs, mens bilerne krydser ved sidevejene, og hele vejen ned ligger lækre butikker, caféer og isbarer. Så ved du også det, hvis du skal på shopping i Taranto. Gågaden fortsætter gennem den nye by og bliver kun afbrudt af flotte parker og skyggefulde torve, hvor folk mødes.

Især om aftenen er der masser af liv. Da vi ankom om lørdagen, var der procession og sang ved Parrocchia Maria Santissima del Monte Carmelo, som vi kunne følge med i fra den store café overfor – med en Aperol Spritz. Vi kører altid efter mottoet: Hellere sidde i baren og tænke på kirken end omvendt.

Lige ved lejligheden lå der også et stort supermarked, så vi kunne købe ind til morgenmad og frokost til vores vandreture.

Taranto Vecchia – smuk, slidt og lidt skummel

Rejs & Lær i Italien – 44,95 kr.

Den gamle by, Taranto Vecchia, er noget anderledes. Her er smalle gader, blindgyder, gamle paladser og huse, der ser ud, som om de har kendt bedre dage. Store dele er under byfornyelse, og der er noget både smukt og noget meget skummelt over kvarteret.

Gaderne er ét stort virvar, og det er ikke tilfældigt. Den middelalderlige by voksede frem med smalle, snoede gader inden for forsvarsværkerne, så fjenden heller ikke kunne finde rundt. Vi fór vild flere gange, men øen er trods alt ikke større, end at man hurtigt kommer ud til vandet igen.

Se også: Rejs & Lær i Italien

Og her er en virkelig dejlig gåtur hele vejen rundt langs vandet. På den ene side ligger Mar Grande, på den anden Mar Piccolo, og undervejs kommer man forbi både fiskerbåde, gamle paladser, restauranter og vasketøj mellem husene.

Når man går rundt i den gamle bydel, er der dog også en anden ting, som man igen og igen bliver nødt til at stoppe op og kigge nærmere på: de mange vægmalerier. Når du først begynder at kigge efter dem, så er de overalt. Og ét motiv går igen: Den græske fortid og især de græske kvinder. Prøv at se, hvor mange du kan spotte!

Det græske tempel – og kattene

Lige ved Piazza Castello står to gamle doriske søjler. De er stort set det eneste synlige, der er tilbage af et græsk tempel fra første halvdel af 500-tallet f.Kr., og som regnes blandt de ældste templer i Magna Graecia.

Det bliver almindeligvis kaldt Poseidontemplet, hvilket giver god mening i en by omgivet af hav, men arkæologerne mener faktisk, at templet sandsynligvis var viet til en kvindelig guddom. Oprindeligt havde det seks søjler på den korte side og 13 på den lange. I dag er der to tilbage – og virkelig mange katte, der bor i ruinerne.

Castello Aragonese

På den anden side af pladsen ligger det enorme Castello Aragonese lige ved svingbroen. Den nuværende borg blev opført under Ferdinand af Aragonien i slutningen af 1400-tallet oven på ældre græske, byzantinske og normanniske forsvarsværker. De lave, brede tårne blev bygget til en senere epoke, hvor borge ikke længere kun skulle holde fjender med stiger ude, men også kunne modstå kanoner.

I borgen er der rundvisninger hele dagen, og vi skulle selvfølgelig med. Turen foregik primært på italiensk, for vores guide kunne kun lidt engelsk, men han var sjov, og borgen var spændende nok til, at vi sagtens kunne følge med alligevel. I dag tilhører den den italienske flåde, som også står for rundvisningerne, og det var tydeligt, at vores guide var gammel militærmand.

Lige ved siden af ligger Ponte Girevole. Broen forbinder den gamle og den nye by og kan drejes til siden, så store flådefartøjer kan sejle gennem kanalen mellem Mar Grande og Mar Piccolo. Den første svingbro blev indviet i 1887.

Taranto under jorden

Et af de mere usædvanlige museer ligger også i Taranto Vecchia. Spartan Hypogeum Museum – Ipogeo Bellacicco ligger i et privat hus, hvor familien har åbnet de underjordiske rum for besøgende. Åbningstiderne er begrænsede, så tjek dem hjemmefra.

De ældste dele blev hugget ud i kalkstenen allerede i den græske periode omkring 700 f.Kr. Senere blev rummene brugt og bygget om af både romere, byzantinere og middelalderens tarantinere.

En lang trappe fører gennem fire niveauer og helt ned omkring havniveau. Undervejs ser man blandt andet rester af den græske bymur, gamle brønde, gange og hvælvinger, og nederst fører en tunnel ud mod Mar Grande. Museet er ikke særlig stort, og formidlingen foregår kun på italiensk – men vi var alligevel så overvældede over, at her går man bogstaveligt talt går ned gennem næsten 2.700 års historie under Taranto.

Den gamle akvædukt midt i byen

En dag gik vi på jagt efter resterne af Acquedotto del Triglio, og det bragte os langt ind i den nyere del af Taranto. Vandforsyningen har rødder tilbage til antikken, men de buer, man kan se i dag, er ikke allesammen romerske; anlægget blev ændret og udbygget gennem århundrederne. Vi fandt aldrig de smukke buer, som du kan se på linket, for så vidt vi kunne læse os frem til, kræver det en kæretur til Statta. I stedet fandt vi lidt rester ude i midterrabatten på de brede vej.

MArTA – det store arkæologiske museum

Et besøg på MArTA – Museo Archeologico Nazionale di Taranto kan virkelig også anbefales, hvis du vil have lidt mere styr på Tarantos græske historie.

Museet fortæller historien om Syditalien fra forhistorien og frem, men især samlingerne fra det græske Taranto er imponerende. Her er keramik, statuer, gravfund og de berømte Ori di Taranto – guldsmykker fremstillet i Taranto mellem 300- og 100-tallet f.Kr.

På bådtur rundt om Taranto

Og nu skal vi tilbage til nutiden. Taranto ændrede sig voldsomt efter Italiens samling i 1800-tallet. Byens placering ved Mar Piccolo gjorde den oplagt som flådebase, og i 1883 begyndte byggeriet af det enorme militære arsenal. Det blev indviet i 1889 og kom til at fylde mere end 90 hektar langs Mar Piccolo. Samtidig blev kanalen mellem Mar Grande og Mar Piccolo udvidet, og den moderne by voksede frem på den anden side af den gamle ø.

Vi tog på en sejltur med KYMA på Mar Piccolo fra kajen ved Piazzale Democrate, lige ovre på den anden side af Ponte Sant’Egidio. Her sejlede vi forbi det enorme værft og flådens områder og bagefter rundt om borgen ude i Mar Grande. Billetterne skal købes lige et par huse væk fra Pizzeria da Michele i Biglietteria Kyma Mobilità på gaden Via Tommaso d’Aquino – der står AmAt på døren.

Gode restauranter i Taranto

Da vi skrev denne artikel, blev det også til et gensyn med alle de billeder, vi tog på turen. Der var mange spændende ting at se på i Taranto – men det var alligevel maden, der gjorde det største indtryk! Med sin placering ved havet, er der så meget lækker fisk på menukortet og også de gratinerede muslinger er noget, vi ofte snakker om stadigvæk. Her kan du selv få en rundtur til nogle af de bedste restauranter i Taranto.

Gente di Mare – muslinger og fisk

Første aften spiste vi på Gente di Mare i den gamle by. Det var så godt, at vi også vendte tilbage den sidste aften til den helt store afskedsmiddag. Vi fik blandt andet cozze gratinate, gratinerede muslinger med rasp, samt grillet fisk og tuntatar.

Taranto er berømt for sine muslinger, og når man først har set Mar Piccolo og alle muslingeopdrættene, giver det god mening at spise dem her. Det var vanvittigt godt, og der var godt fyldt med lokale begge gange.

Parmigiana på plasticbakke

I den lidt mindre fancy ende lå A Casa Vostra lige rundt om hjørnet fra vores lejlighed. Det er sådan et kantineagtigt sted, som vi også tidligere er stødt på i Baia. Man går ind, peger på den hjemmelavede mad, man vil have, som så bliver varmet. Dte hele serveres på plasticbakke, som man pænt bærer indenfor bagefter.

Vi kom tilbage flere gange alene for deres parmigiana di melanzane – en slags lasagne, hvor aubergineskiver ligger i lag med tomatsauce og ost i stedet for lasagneplader. Det var superhyggeligt og meget lokalt.

Vores stambar Meu Pei

En god ferie skal jo helst også have sin egen stambar. I denne omgang blev det Meu Pei, som ligger i en af sidegaderne til gågaden. Her er store tiki-cocktail og kolde øl, og der fulgte hele tiden chips og snacks med til cocktails. Samtidig var det sportsbar, så der var altid et eller andet at kigge på. Vi endte med at komme igen og igen, og var til sidst på nik med chefen selv.

La Piccola Cantina – turens bedste middag

Det bedste aftenmåltid fik vi på La Piccola Cantina. Det ligger i den dyrere ende, men maden var så god, at vi blev nødt til at komme tilbage til frokost den sidste dag, inden toget gik mod Napoli.

Vi fik blandt andet skinke og burrata, fisk og pasta. Det er den slags restaurant, hvor der er tænkt over alle detaljer, og hvor vi bagefter sad og overvejede, om vi ikke bare skulle starte forfra med en ny runde. Det var der dog desværre ikke plads til, så det blev som sagt til en frokost.

Pizza hos Da Michele

Vi nåede selvfølgelig også pizza på byens bedste pizzaria. L’Antica Pizzeria da Michele Taranto er den lokale afdeling af den napolitanske pizzafamilie Condurro, hvis historie går tilbage til 1870.

Pizzaerne var helt igennem fantastiske, men også meget voldsomme. Ved nabobordet sad to små damer og kværnede hver sin pizza, mens vi sad og glædede os over, at vi for en gangs skyld havde været mådeholdne og bestilt en delepizza.

Det fik ogs i øvrigt til at gå hjem og google noget, vi længe har funderet over: Hvordan kan italienerne kan holde sig så slanke, når de tilsyneladende altid kampæder på restauranterne? Og endelig fik vi et svar. Modsat os går de ikke nødvendigvis ud og gør det samme igen næste dag. Så kan frokosten være et glas vand og en salat. Det har vi åbenbart misforstået.

Mere fisk og pizza i Taranto

Der er masser af virkelig gode restauranter i Taranto. Lige rundt om hjørnet og med udsigt til den store borg ligger også en masse restauranter, hvor de lokale myldrer til for at spise. Vi fik gode supergode pizzaer på Corso 13.

Går du over broen fra den nye bydel og ind i Taranto Vecchia, ligger der også en lang stribe restauranter. Her spiste vi på TAGii – Restaurant Bistrot Sea Experience, hvor vi fik dampede muslinger og en genial risotto med alt godt fra havet.

Og så er der jo desserten. Du kan enten spise en dejlig tiramisu på en af restauranterne – eller gå en slentretur med en is. lige ved broen mellem den gamle og nye by fandt vi Gelateria del Ponte, som vi besøgte igen og igen for deres florlette italienske is.

Mercato Fadini

Vil du selv lave mad, så fandt vi også Mercato Fadini, et af de lokale markeder. Her købte vi frugt og noget af det lækreste kransekageagtige bagværk. Det er virkelig ikke et marked, der er lavet til turister, men det var fantastisk at møde de lokale lige der, hvor de selv handler.

Vandreture i Taranto

Nu var der efterhånden kommet rigeligt med benzin på motoren, så vi skulle også ud at vandre. En af grundene til, at vi kunne bruge ti dage i Taranto, var, at byen fungerer rigtig godt som udgangspunkt for ture uden bil. Vi lejer stort set aldrig bil, og fra den lille banegård kunne vi komme ud til flere af de steder, vi gerne ville vandre.

Stationen ligger på den anden side af Città Vecchia. Der går busser mellem den gamle og nye bydel, men med alle trafikpropperne i centrum er det lige så hurtigt at gå.

Via Ellenica mellem de små byer

En dag tog vi toget ud og gik en del af Via Ellenica – Cammino Materano. Via Ellenica forbinder Alberobello og Matera gennem Terra delle Gravine og er en omkring 170 kilometer lang vandretur. Ruten går gennem blandt andet Crispiano, Massafra, Mottola, Castellaneta, Laterza og Ginosa og fortsætter gennem et landskab med kløfter, gamle klippekirker, skov, olivenlunde og de smukkeste broer.

Vi tog ud til Castellanetta og gik en del af ruten hen til Paladianello. Mange af stationerne på ruten ligger nedenfor byerne, for den nyere togbane er bygget der, hvor det var nemt: i dalene under bjergbyerne. Vi kom blandt andet forbi den flotte jernbanebro ved Mottola, som du kan se på billederne. Via Ellenica er en let tilgængelig vandresti, hvor alle kan være med, og vi skal helt klart gå mere af ruten en andne gang.

Metaponto og Pythagoras

8 sjove spil til ferien i Italien – 39,95 kr.

En anden dag tog vi toget til Metaponto. Den gamle græske by var en vigtig del af Magna Graecia, og Pythagoras tilbragte de sidste år af sit liv her. Inde i den moderne by står der selvfølgelig en statue af ham.

Herfra gik vi ud til Parco Archeologico dell’Area Urbana di Metaponto. Der går ikke nogen bus ud til parken, men der er kun et par kilometer fra stationen. Man skal nok være en smule arkæologinørdet for at synes, at udgravningerne er rigtig sjove. Formidlingen var ikke særlig god, og hvis man ikke ved, hvad man kigger på, er der kun dele af gamle sten, der stikker af op af jorden. Templer og teater blev dog genkendt, og vi syntes allermest, det var fedt at gå rundt lige dér, hvor Pythagoras havde levet.

Bagefter fortsatte vi ud til kysten og fik en svømmetur ved de skønneste sandstrande. Her kunne vi sagtens holde ferie. Det var 28 skønne grader, men i september var sæsonen åbenbart slut, og vi var nogle af de eneste mennesker på den dejlige strand.

Se også: 8 sjove spil til ferien i Italien

Kysten og Capo San Vito

En af de sidste vandreture gik ud mod Batteria Cattaneo og ud til fyrtårnet ved Capo San Vito. Bus nr. 14 kører fra stationen og lige til den store park, og det tager ca. en time.

Ruten starter med en vandretur gennem det gamle militæranlæg, som blev anlagt for at beskytte Tarantos vigtige flådebase mod angreb fra havet. Under 2. verdenskrig blev anlægget udbygget med store kanonstillinger, bunkere, ammunitionsrum og underjordiske gange. Vi kom dog mest for den vindblæste og rå kyst, hvor vandet har eroderet de flade klipper, så det ligner et månelandskab.

Planen var egentlig at komme hen til fyrtårnet ved Capo San Vito, men området omkring fyret er stadig militær zone, så vi måtte nøjes med at se det på afstand. Til gengæld fik vi en dejlig vandretur, masser af udsigt og små skønne badevige undervejs.

Rundt om lagunen og ind i landet

Spil med ord på ferien i Italien – 29,95 kr.

Efterhånden er vi blevet forkælede med velanlagte vandrestier. Stor var vores undren, da de gik op for os, at der simpelthen ikke er nogen vandrerute rundt om lagunen Mar Piccolo. Vi besluttede os dog for at tage afsted alligevel og se, hvor langt vi kunne komme.

Vi startede med at gå til højre lige efter Ponte Sant’Egidio – det var i øvrigt sådan, vi opdagede bådturen. Der er bare ikke nogen vandresti, og vejene fører kun ind til fiskerhusene. Vi mødte nogle søde fiskere, som lod os gå forbi, men selve ruten langs lagunen var ikke særlig køn eller særlig velegnet til vandring. Området er slidt, og flere steder ligger der skrald i store dynger.

Vi drejede derfor fra lagunen og ind i landet, som første os på en rundtur ud i det gamle landskab nord for Taranto. Her var der smukt og stille. På vejen hjem nåede vi også ind i forstæderne omkring Taranto, og det var spændende at se, hvordan de lokale syditalienere lever.

Se også: Spil med ord på ferien i Italien – 29,95 kr.

Anbefaling: Ti dage i Taranto

Vi skulle egentlig også have brugt Taranto som udgangspunkt for en tur til Trulli-husene ved Alberobello. Når man ikke har bil, er det dog ikke alt i Puglia, der er lige nemt at få til at hænge sammen med bus og tog. Så den tur droppede vi.

Til gengæld fik vi gået en masse kilometer, spist os gennem byen og set langt mere af Taranto, end vi havde forestillet os, da vi bookede ti dage et sted, vi stort set ikke kendte.

Efter ti dage tog vi toget tilbage mod Napoli og videre til Ercolano. Vi havde set Pompei på udturen, og nu ventede Herculaneum og Vesuv. Og så skulle Rune nok lige have en sidste pizza. Eller to.

Læs mere om Syditalien

Artiklen her stammer fra vores rundtur i Syditalien i september 2025. Vi startede i Napoli – med et besøg i både Pompeii, Baia og i byens gader – inden vi kørte tværs over landet til Barletta. Efter en dejlig badeferie gik turen videre ned i Taranto, hvor vi vandrede og så på arven fra grækerne. Turen sluttede tilbage i Napoli, hvor vi besøgte Herculaneum og vandrede på Vesuv.

Her kan du læse alle artiklerne:

1. Napoli – Pompei, Baia, Michelin-pizza og tre dage i kaosbyen
2. Pompei og Herculaneum – guide til de to ruinbyer
3. Barletta i Italien – romersk historie, vandreture og latterligt god mad
4. Taranto – hold ferie på Italiens støvlehæl
5. Portici, Herculaneum og Vesuv – hold ferie syd for Napoli

Vi håber på at kunne vende tilbage til Syditalien en anden gang, for der er stadig meget, vi ikke har set. Vi skal nok opdatere siden her, når vi har været tilbage!

Indlægget Taranto – hold ferie på Italiens støvlehæl blev først udgivet på SidderUnderEnPalme.

Vi har efterhånden set virkelig mange romerske ruiner. Templer, bade, teatre, veje og halve søjler, hvor man med lidt god vilje kan forestille sig, hvordan det hele engang har set ud. Pompei har længe også stået på ønskesedlen, men alligevel var vi slet ikke forberedte på, hvor storslået det egentlig er. Det her er jo ikke bare nogle ruiner, det er en rigtig by!

Årsagen til, at vi næsten 2.000 år senere kan få et helt usædvanligt indblik i hverdagen i en romersk by, skal findes i, at Vesuv i år 79 e.Kr. gik i udbrud. Udbruddet begyndte med en enorm søjle af aske og pimpsten over Vesuv. I timevis regnede pimpsten ned over Pompei, og efterhånden styrtede tage sammen under vægten. Mange mennesker nåede væk, mens andre blev i byen eller forsøgte at finde ly.

8 sjove spil til ferien i Italien – 39,95 kr.

Senere nåede en glohed blanding af vulkanske gasser, aske og sten frem til Pompei. Byen blev begravet under flere meter vulkansk materiale. Herculaneum, som led samme skæbne under vulkanudbruddet, ligger kun omkring 15 kilometer derfra. Det er dog en helt anden oplevelse. Pompei er enorm, mens Herculaneum er langt mindre og til gengæld så utrolig velbevaret, at husene flere steder stadig står i to og tre etager.

Det er svært at vælge mellem Pompei og Herculaneum, og det synes vi heller ikke, man skal. Derfor får du her vores guide til et besøg i de to enestående ruinbyer.

Se også: 8 sjove spil til ferien i Italien

Pompei – en rigtig romersk by!

Pompei havde omkring 10.000-12.000 indbyggere, da Vesuv gik i udbrud. Her går man rundt i de samme gader som romerne og forbi deres huse, butikker, bagerier, templer, torve og restauranter. Man kan stadig se hjulsporene efter vognene i gaderne, gå ind i villaerne og stå på det enorme amfiteater.

Pompei var meget mere storslået og imponerende, end vi overhovedet havde fantasi til at forestille os, og især størrelsen er svær at forstå, før man står midt i det. Og så er de slet ikke færdige med at grave det hele ud endnu!

Vi valgte at begynde helt nede ved amfiteatret i den modsatte ende af den mest benyttede hovedindgang. Det giver en lang tur gennem Pompei, men har du en hel dag og gode ben, kan vi klart anbefale det. Vi brugte det meste af dagen derinde, og alligevel er Pompei et af de steder, hvor vi sagtens kunne tage tilbage og begynde forfra.

Der er så meget at se, så her har vi lavet en kort oversigt over de ting, som virkelig er værd at lægge vejen forbi. Du kan også finde mere information på hjemmesiden: Pompeii Sites Official Pompeii Archeaeological Site

Thermopolia – datidens fastfood

Fra amfiteatret gik vi ad Via dell’Abbondanza gennem byen. Undervejs kommer man forbi boliger, butikker, værksteder og de såkaldte thermopolia, hvor der blev solgt mad fra store krukker bygget ned i disken. De store sten på tværs af gaderne er trædesten, så romerne kunne komme over vejen uden at vade gennem vand og skidt. Vognene kunne køre mellem stenene, og sporene efter hjulene kan stadig ses i gaden.

Forum, badeanstalter og bordel

Spil med ord på ferien i Italien – 29,95 kr.

Forum var centrum i Pompei med templer, handel og offentlige bygninger. Her ligger blandt andet resterne af Jupitertemplet, Apollontemplet og basilikaen. En romersk basilika var ikke en kirke, men en offentlig bygning, der blandt andet blev brugt til handel og retssager.

De Stabiske Bade er også bevaret med omklædningsrum og kolde, lune og varme baderum. Og så er der Lupanaret, Pompeis berømte bordel. Det er ikke ret stort, men her er stadig små rum med stensenge og erotiske fresker over dørene. Du må til gengæld væbne dig med tålmodighed for at se det, for køen kan være rigtig lang.

Se også: Spil med ord på ferien i Italien – 29,95 kr.

Husene i Pompei

Noget af det, der imponerede os allermest, er alle de huse, som man stadig kan gå ind i. Bag facaderne gemmer der sig gårdhaver, søjler, mosaikker og vægge med farver og malerier, som stadig er bevaret efter næsten 2.000 år.

Et af de største er Faunens Hus, der fylder næsten en hel boligblok. Huset har fået navn efter den lille bronzefaun, der blev fundet her, og det var også her, arkæologerne fandt den berømte Alexander-mosaik med Alexander den Store og perserkongen Dareios. Originalerne er i dag på det arkæologiske museum i Napoli.

Det er ikke alle huse, der er åbne hele tiden, så lad være med at planlægge besøget efter en lang liste over bestemte villaer. Gå rundt i byen og gå ind, når der er en dør, der er åben.

Amfiteatret

Amfiteatret ligger i den østlige ende af Pompei og var derfor noget af det første, vi så. Det blev bygget omkring 70 f.Kr. og er et af de ældste bevarede romerske amfiteatre. Her var plads til omkring 20.000 tilskuere, hvilket først for alvor giver mening, når man står derinde og ser, hvor stort det er.

Gipsafstøbningerne i Pompei

Gipsafstøbningerne af ofrene er noget af det, man husker fra Pompei. Da arkæologen Giuseppe Fiorelli arbejdede med udgravningerne i 1800-tallet, opdagede han hulrum i den størknede aske. Menneskekroppene var forsvundet, men hulrummene efter dem var blevet bevaret.

I 1863 begyndte man at hælde gips ned i hulrummene. Da materialet omkring gipsen bagefter blev fjernet, stod aftrykket af det menneske, der havde ligget der, tilbage. På nogle af afstøbningerne kan man se ansigtstræk, tøj og den stilling, personen lå i.

Herculaneum – en velbevaret katastrofe

Herculaneum blev udslettet under det samme udbrud, men de to byer blev begravet på meget forskellige måder. I Herculaneum findes der derfor stadig træværk, møbler og bygningsdele, som for længst er forsvundet andre steder, og flere af husene står stadig i flere etager.

Pompei blev især dækket af pimpsten og aske, mens Herculaneum blev ramt af en glohed blanding af vulkanske gasser, aske og sten, der væltede ned ad Vesuv med enorm fart. Varmen forkullede træ, møbler og andet organisk materiale, inden byen blev begravet under tykke lag vulkansk materiale. Netop derfor er Herculaneum i dag så usædvanligt velbevaret.

Hvor Pompei imponerer, fordi det bare er så STORT, så er det detaljerne, der vælter dig bagover, når du ser Herculaneum. Byen står flere steder stadig i tre etager, og alt er så utrolig velbevaret. Vi så blandt andet en seng, som ser ud præcis som de senge, vi selv sover i i dag. Og lige dér ramte omfanget af katastrofen os: Blandt ruinerne her boede der engang mennesker ligesom os.

Husene i Herculaneum

Rejs & Lær i Italien – 44,95 kr.

Fordi så meget er bevaret, er det langt nemmere at se husene som huse. Man går gennem døre og rum, ser trapper og etager og kan stadig finde mosaikker og farvestrålende vægmalerier.

Et af de flotteste steder er Neptun og Amphitrites Hus. Her er en stor mosaik af Neptun og Amphitrite bevaret på væggen sammen med et nymfæum dekoreret med mosaikker, farvet glas og muslingeskaller.

Der er også butikker, thermopolia og badeanstalter, men Herculaneum er så meget mindre end Pompei, at man hurtigt kommer rundt i byen. Vi vil derfor også anbefale Herculaneum fremfor Pompei, hvis du har børn med. Der er mindre at gå, og det er lettere at få en fornemmelse af, hvordan en romersk by egentlig så ud.

Se også: Rejs & Lær i Italien

Nede i en grotte under Palaestraen, datidens sportsanlæg, står en kopi af en ret fantastisk bronzefontæne med den femhovedede Hydra, der snor sig omkring et træ. Fontænen stod oprindeligt midt i et stort bassin, og vandet sprøjtede ud gennem slangens hoveder. Herinde i grotten står man i øvrigt under den del af Herculaneum, som stadig ikke er udgravet.

Menneskerne nede ved havet

I dag ligger havet meget længere ude, men da Vesuv gik i udbrud, lå kysten lige neden for byen. Ved datidens kyst fandt arkæologerne i 1980’erne resterne af omkring 300 mennesker i og omkring de hvælvede rum ved stranden. De var flygtet ned mod havet og har formentlig håbet på at kunne komme væk i både eller blive reddet fra søsiden.

Menneskerne ligger krøbet sammen, omfavnende og med deres vigtigste værdigenstande. Vi havde ikke læst så meget om Herculaneum inden besøget og var ikke forberedte på, hvor stærkt det her ramte os. Selv om menneskerne i dag er skiftet ud med gibsafstøbninger, så er det bare ret voldsomt. Husk lige på det, hvis du har børn med.

Hvor lang tid skal man bruge i Herculaneum?

Pompei kræver en hel dag (mindst!), hvis du vil ordentligt rundt, kan Herculaneum sagtens ses på nogle timer. Til gengæld er der så mange detaljer i husene, at det er værd ikke bare at skynde sig igennem.

I Herculaneum er der også en helt anden ro end i Pompei. Der var færre mennesker end i Pompei, og vi havde bedre tid til faktisk at kigge på husene, mosaikkerne og alle de små ting, der er bevaret uden at skulle stå i kø hele tiden.

Pompei eller Herculaneum?

Bingo på italiensk – 29,95 kr.

Det er svært at vælge mellem Pompei og Herculaneum, og det synes vi heller ikke, man skal. Pompei er storslået, fordi byen er så enorm, at man næsten ikke kan forstå det. Herculaneum er dog så utrolig velbevaret, så det føles som at gå i en romersk by for 2.000 år siden.

Har du kun tid til én af dem, ville vi vælge Pompei første gang. Har du børn med, ville vi overveje Herculaneum, fordi området er mindre og langt nemmere at overskue. Men kan du nå begge, så gør det. De fortæller hver sin del af historien om vulkanudbruddet.

Se også: Bingo på italiensk

Sådan kommer du til Pompei fra Napoli

Der er flere togstationer og flere indgange til Pompei, så det er en god idé at finde ud af hjemmefra, hvor du vil begynde. Vi startede ved amfiteatret og tog toget til Pompei Santuario, hvorfra der er kort vej til indgangen Piazza Anfiteatro. Herfra gik vi hele vejen gennem byen mod Porta Marina. Det er den lange tur, så sæt dagen af og tag gode sko på.

Vil du i stedet direkte til den mest benyttede indgang ved Porta Marina, skal du med Circumvesuviana-linjen mellem Napoli og Sorrento og stå af på Pompei Scavi – Villa dei Misteri. Det er en anden toglinje end de almindelige tog, og billetterne er også forskellige, så kig lige en ekstra gang, inden du hopper på et tog på Napoli Centrale. Se indgangen imellem billederne.

Husk også at booke billetter til Pompei hjemmefra.

Sådan kommer du til Herculaneum fra Napoli

Herculaneum er nem at komme til med Circumvesuviana mellem Napoli og Sorrento. Stå af ved Ercolano Scavi og gå ned ad Via IV Novembre mod udgravningerne. Der er omkring ti minutters gang.

Allerede ved indgangen kan man se ned over en stor del af Herculaneum. Den antikke by ligger langt under den moderne by, og her får du for alvor en fornemmelse af, hvor meget vulkansk materiale Herculaneum blev begravet under.

Mad i Pompei og Herculaneum

På ingen af de to steder må du lige trylle madpakken frem, slå dig ned på en søjle og begynde at spise. Det er strengt forbudt, men der er heldigvis gode muligheder for at få mad begge steder – men husk at tage masser af vand med hjemmefra.

I Pompei spiste vi på en af caféerne inde i selve den arkæologiske park. Her var der små sandwich, pizza, drinks, kaffe og is. Priserne er fuldstændig rimelige, og køen var også til at overse. Omkring Pompei ligger der også masser af caféer, pizzeriaer og restauranter, men det kan dog ikke anbefales at gå ud af området for at spise. Der er meget langt fra den ene ende til den anden, så gem restaurantbesøget til bagefter.

Herculaneum er endnu er nemmere, fordi det arkæologiske område ligger inde i byen. Fra Ercolano Scavi går man gennem den moderne by ned mod udgravningerne, og her ligger der både caféer, pizzeriaer og restauranter.

Læs mere om Syditalien

Artiklen her stammer fra vores rundtur i Syditalien i september 2025. Vi startede i Napoli – med et besøg i både Pompeii, Baia og i byens gader – inden vi kørte tværs over landet til Barletta. Efter en dejlig badeferie gik turen videre ned i Taranto, hvor vi vandrede og så på arven fra grækerne. Turen sluttede tilbage i Napoli, hvor vi besøgte Herculaneum og vandrede på Vesuv.

Her kan du læse alle artiklerne:

1. Napoli – Pompei, Baia, Michelin-pizza og tre dage i kaosbyen
2. Pompei og Herculaneum – guide til de to ruinbyer
3. Barletta i Italien – romersk historie, vandreture og latterligt god mad
4. Taranto – hold ferie på Italiens støvlehæl
5. Portici, Herculaneum og Vesuv – hold ferie syd for Napoli

Vi håber på at kunne vende tilbage til Syditalien en anden gang, for der er stadig meget, vi ikke har set. Vi skal nok opdatere siden her, når vi har været tilbage!

Indlægget Pompei og Herculaneum – guide til de to ruinbyer blev først udgivet på SidderUnderEnPalme.

Bingo på italiensk – 29,95 kr.

Dette er anden del af vores Napoli-fortælling. I den første del landede vi i Napoli, inden vi tog turen rundt på den italienske støvlehæl. Du kan læse første del af vores Napoli-eventyr her: Napoli – Pompei, Baia, Michelin-pizza og tre dage i kaosbyen

Efter nogle dejlige dage i Barletta og Taranto skulle vi tilbage til Napoli, for det var her, vi skulle flyve hjem fra. Turen fra Taranto foregik i et af de lækreste regionaltog, vi har kørt med i Italien. Det var ikke et højhastighedstog, men der var ikke mange stop, sæderne var gode, og på den sidste del af turen kørte vi forbi Amalfikysten via Salerno og ind mod Napoli. Det var en skøn togtur med det mest mageløse udsigt!

Denne gang skulle vi dog ikke bo inde i Napoli. Vi havde allerede fået vores af Napoli-kaos på turens første dage, og nu ville vi prøve, hvordan det var at bo udenfor byen. Fra Napoli Centrale tog vi derfor toget videre ned til forstaden Portici, hvor vi skulle tilbringe de sidste dage af ferien.

Det viste sig at være et rigtig godt valg. Ikke mindst fordi ruinbyen Herculaneum lå lige i nærheden af vores hotel, men også fordi vi her opdagede den lange stribe af små byer, der ligger mellem Napoli og Amalfikysten.

Se også: Bingo på italiensk

Luksusliv på Hotel & Resort Tre Fontane

Vi havde booket nogle nætter på Hotel & Resort Tre Fontane Luxury i Portici. Et meget lækkert hotel med en stor park, den smukkeste udsigt og virkelig god morgenmad – men også med et personale, der tog luksusdelen lige lovlig højtideligt. Der blev i hvert fald kigget en del på vores slidte vandresko og rejserygsække, men det er nu én gang sådan, vi rejser.

Rejs & Lær i Italien – 44,95 kr.

Men åh, hvor var her dejligt. Værelserne var lækre, der var en skøn pool midt i haven, og morgenmaden var i en helt anden liga end den sædvanlige italienske kaffe-og-en-croissant-løsning. Hotellet ligger samtidig næsten nede ved vandet, kun adskilt fra kysten af jernbanen, som løber langs hele denne del af Napolibugten.

Lige uden for hotellets grønne område er Portici dog ikke langt fra Napolis snavs og kaos. Her er trafik, støj og ikke voldsomt mange restauranter at vælge imellem, så hotellet føltes lidt som sin egen lille verden. Nede ved kysten er der til gengæld blevet anlagt en dejlig lang promenadestrækning, og området omkring Granatello og Pietrarsa er blevet gjort til et rekreativt område med udsigt over bugten. Vi brugte en del tid på bare at gå langs vandet og kigge på fiskerbåde og færgerne på vej mod Capri og de andre øer.

Se også: Rejs & Lær i Italien

Den Gyldne Mil og alle de gamle palæer

Noget af det mest interessante ved Portici og Ercolano er alle de enorme gamle villaer. Man støder hele tiden på mure, porte og haver, hvor det er tydeligt, at der gemmer sig noget temmelig stort inde bagved. Vi forsøgte flere gange at finde en vej ind, men mange af haverne og villaerne er ikke åbne for offentligheden.

Hjemme igen har vi senere fundet forklaringen. Den spanske Kong Carlo di Borbone, der også regerede over Napoli, forelskede sig i området ved foden af Vesuv og besluttede i 1738 at bygge Reggia di Portici som kongelig sommerresidens. Når kongen flyttede på landet, fulgte hoffet naturligvis efter, og Napolis adel begyndte derfor at opføre deres egne overdådige sommerresidenser langs vejen mellem Portici, Ercolano og Torre del Greco. Resultatet blev det, der i dag kaldes Miglio d’Oro – Den Gyldne Mil.

Der blev bygget mere end 100 villaer i området, flere af dem af nogle af tidens største arkitekter. Bag facaderne lå enorme haver med citrusfrugter, springvand, statuer og udsigt over Napolibugten. Nogle af villaerne er restaureret og åbne i dag, mens andre stadig er private, bruges til andre formål eller står i mere eller mindre sørgelig forfatning.

Vi fik dog endelig lov til at komme indenfor ét sted: Reggia di Portici. Det gamle kongeslot huser i dag landbrugsfakultetet på Università degli Studi di Napoli Federico II, så man kan meget passende gå rundt i en tidligere kongelig residens og møde studerende på vej til undervisning. Det er også en af forklaringerne på, at der stadig ligger store botaniske områder omkring slottet.

Herculaneum – den anden by under Vesuv

Den vigtigste grund til, at vi havde valgt at bo herude, var dog Herculaneum. Da Vesuv eksploderede i år 79 e.Kr., var det ikke kun Pompei, der forsvandt. Herculaneum blev også udslettet, men de to byer blev begravet på meget forskellige måder. I Herculaneum findes der derfor stadig træværk, møbler og bygningsdele, som for længst er forsvundet andre steder, og flere af husene står stadig i flere etager.

Pompei blev især dækket af pimpsten og aske, mens Herculaneum blev ramt af en glohed blanding af vulkanske gasser, aske og sten, der væltede ned ad Vesuv med enorm fart. Varmen forkullede træ, møbler og andet organisk materiale, inden byen blev begravet under tykke lag vulkansk materiale. Netop derfor er Herculaneum i dag så usædvanligt velbevaret. Vi så blandt andet en seng, som ser ud som de senge, vi sover i i dag. Og lige dér ramte omfanget af katastrofen os: Blandt ruinerne her boede der engang mennesker ligesom os.

Det er svært at vælge mellem Pompei og Herculaneum, og det synes vi heller ikke, man skal. Pompei er storslået, fordi byen er så enorm, at man næsten ikke kan forstå det. Herculaneum er dog så utrolig velbevaret, så det føles som at gå i en romersk by for 2.000 år siden. Du kan læse alle vores bedste tips til et besøg her: Pompei og Herculaneum – guide til de to ruinbyer

Sådan kommer du til Vesuv

Spil med ord på ferien i Italien – 29,95 kr.

En anden god grund til at vælge af bo syd for Napoli er også, at det er nemmere at komme op på Vesuv. Vi havde brugt mange dage på at glæde os til en vandretur på den stadig aktive vulkan, Vesuv. Det sidste udbrud var så sent som i 1944, og vulkanen overvåges døgnet rundt efter tegn på nye udbrud.

Lige nu er Vesuv dog i grøn alarmzone, og man forventer ikke et udbrud i nær fremtid. Har man som os også besøgt Etna på Sicilien, er det dog altid lige en god ide at tjekke, om der er udbrud.

Se også: Spil med ord på ferien i Italien – 29,95 kr.

Det var dog ikke lava, der stoppede os fra at nå toppen denne gang, men vind. Planen var egentlig ganske enkel. Vesuvio Express kører fra stationen i Ercolano op mod Vesuv, og første gang vi forsøgte, var turene udsolgt. Vi kom derfor tilbage igen næste dag, hvor vi denne gang var så fornuftige at have styr på billetterne.

Turen blev dog aflyst, fordi der var for kraftig vind på toppen, og dermed stod vi igen uden for billetkontoret og kunne kigge op mod den vulkan, vi stadig ikke kunne komme op på. Gode råd var dyre, men vi havde vandresko på, og Vesuv lå stadig lige deroppe. Så vi besluttede os for at se, om vi kunne komme derop med offentlig transport.

Først tog vi toget til Torre del Greco og begyndte at gå op mod Vesuv. Planen var at fange bus 808, der kører videre op mod vulkanen. Vi havde fundet køreplanen, vi stod ved det rigtige stoppested, og nogen havde endda været så venlige at skrive på skiltet, at ja, det var her bussen til Vesuv stoppede. Den kom dog bare aldrig, og til sidst gav vi op og bestilte en Uber.

Vandretur på Vesuv

Sådan kom vi det næste stykke op på Vesuv, men på grund af blæsten kunne vi stadig ikke komme helt op til krateret. Til gengæld fandt vi en vandrerute, der førte os rundt på vulkanens side. Herfra havde vi udsigt over hele Napolibugten med kysten langt under os og Capri ud for kysten.

Til sidst gik ruten stejlt ned gennem landskabet mod Leopardi Station, hvor vi kunne tage toget hjem fra igen. Det blev til mange kilometer og rigtig mange højdemeter nedad, og et sted på den tur blev vi enige om, at det nu var blevet tid til at få indkøbt nogle vandrestave. Vi håber på, at vi en anden gang når op på toppen og skal nok opdatere artiklen her, når vi har været tilbage.

Torre del Greco – her skal vi bo næste gang

På vej op mod Vesuv kom vi også forbi den lille hyggelige havneby, Torre del Greco – se billedet øverst. Allerede da vi kom ud af toget, kunne vi mærke forskellen. Her var lys og luft, hyggelige gader, en lille havn og masser af restauranter. Efter nogle dage omkring Napoli og Portici føltes det nærmest, som om nogen havde åbnet et vindue.

Efter vores lidt tilfældige opdagelse af Torre del Greco tog vi tilbage flere gange. Byen ligger rigtig godt mellem Napoli og Amalfikysten, der er togforbindelser langs vandet, og Vesuv ligger lige bag byen. Samtidig har den præcis det, vi savnede inde i Napoli: luft, hav og lidt mindre kaos.

Gode restauranter i Portici og Torre del Greco

Det var også her i Torre del Greco, at vi fik nogle af de helt store madoplevelser. Den første aften var vi trætte efter turen fra Taranto og spiste derfor lige over for hotellet på en lille oste- og vinbar. Næste aften gik vi lidt længere ned ad vejen til The One Ristorante. Her fik vi pasta, arancini og lokal pølse, og det var hyggeligt og godt.

Da vi havde opdaget alle fiskerestauranterne på havnen i Torre del Greco, besluttede vi dog at prøve en af de rigtig gode. Valget faldt på Coremare, hvor restauranten arbejder sammen med sin egen fiskehandel, Pescheria Don Do’, oghvor dagens fisk er omdrejningspunktet for menuen. Det var ikke turens billigste restaurantbesøg, men hold nu op, hvor var det godt. Vi fik blandt andet arancini, tun, pasta og salat, og det hele var overvældende lækkert.

På vores sidste dag skulle vi først med et sent fly hjem, så i stedet for at sidde og vente på hotellet tog vi tilbage til Torre del Greco. På den lille havn fik vi en fantastisk frokost hos Il Veliero. Det er en hyggelig lille familiedrevet fiskerestaurant, og her fik vi en ordentlig omgang friteret fisk og pasta. Det var en fuldstændig perfekt afslutning på vores rundtur på den italienske støvlehæl.

Hvor skal man bo syd for Napoli?

8 sjove spil til ferien i Italien – 39,95 kr.

Efter begge vores ophold er vi ikke i tvivl om, at vi næste gang vil bo uden for selve Napoli. Vi er glade for, at vi boede midt i byen de første dage, for det gjorde det nemt at opleve Napoli og komme til Pompei og Baia. Men efter nogle dage havde vi også fået nok af kaosset.

Portici fungerede godt som base, især fordi togene gør det nemt at komme rundt, og vores hotel var fantastisk. Men lige omkring hotellet var der ikke meget byliv, og når man først var kommet uden for den flotte park, var området stadig både trafikeret og noget nusset.

Torre del Greco havde derimod det hele, vi savnede: havnen, restauranterne, mere lys og luft og stadig togforbindelse til resten af Napolibugten. Samtidig ligger byen lige neden for Vesuv. Så næste gang bliver det Torre del Greco. Og næste gang kommer vi helt op på den vulkan!

Se også: 8 sjove spil til ferien i Italien

Læs mere om Syditalien

Artiklen her stammer fra vores rundtur i Syditalien i september 2025. Vi startede i Napoli – med et besøg i både Pompeii, Baia og i byens gader – inden vi kørte tværs over landet til Barletta. Efter en dejlig badeferie gik turen videre ned i Taranto, hvor vi vandrede og så på arven fra grækerne. Turen sluttede tilbage i Napoli, hvor vi besøgte Herculaneum og vandrede på Vesuv.

Her kan du læse alle artiklerne:

1. Napoli – Pompei, Baia, Michelin-pizza og tre dage i kaosbyen
2. Pompei og Herculaneum – guide til de to ruinbyer
3. Barletta i Italien – romersk historie, vandreture og latterligt god mad
4. Taranto – hold ferie på Italiens støvlehæl
5. Portici, Herculaneum og Vesuv – hold ferie syd for Napoli

Vi håber på at kunne vende tilbage til Syditalien en anden gang, for der er stadig meget, vi ikke har set. Vi skal nok opdatere siden her, når vi har været tilbage!

Indlægget Portici, Herculaneum og Vesuv – hold ferie syd for Napoli blev først udgivet på SidderUnderEnPalme.

Napoli var første stop på vores rundtur omkring den italienske støvlehæl i efteråret 2025. Først havde vi tre dage midt inde i byen sammen med vores søn Ivan, inden han tog videre til Rom, og vi fortsatte mod Barletta og Taranto. Senere på turen vendte vi tilbage til Napolibugten, men denne gang valgte vi at bo lidt uden for Napoli. Det vender vi tilbage til i en anden artikel, for de to ophold blev ret forskellige.

Bingo på italiensk – 29,95 kr.

Hvis du synes, det er skægt at være på Roskilde Festival, så vil du også elske Napoli. Her er kaotisk, beskidt og proppet med mennesker, scootere som kommer susende ud fra alle sider, og der er skrald og stærk lugt af tis alle vegne. Men her er også skægt og masser af liv! De små kaffebarer ligger side om side med pizzastederne, vasketøjet flagrer mellem husene, og Maradona dukker op på vægge, flag og altre (!) overalt i byen.

Og så er der Vesuv. Vulkanen ligger som en konstant kulisse ude i horisonten og minder om, at Napoli ikke bare er pizza, fodbold og sjov og ballade. Nogle af de største romerske seværdigheder ligger lige her, og vi havde planlagt de første dage derefter. Pompei havde stået på ønskesedlen i årevis, og vi skulle også til Baia for at sejle hen over en romersk ferieby, der i dag ligger på bunden af havet.

Se også: Bingo på italiensk

Pompei – en rigtig romersk by!

Vi har efterhånden set virkelig mange romerske ruiner. Templer, bade, teatre, veje og halve søjler, hvor man med lidt god vilje kan forestille sig, hvordan det hele engang har set ud. Alligevel var vi slet ikke forberedte på Pompei, for det her er jo ikke bare nogle ruiner. Det er en rigtig by!

Her går man rundt i de samme gader som romerne og forbi deres huse, butikker, bagerier, templer, torve og restauranter. Man kan stadig se hjulsporene efter vognene i gaderne, gå ind i villaerne og stå på det enorme amfiteater. Pompei var meget mere storslået og imponerende, end vi overhovedet havde fantasi til at forestille os, og især størrelsen er svær at forstå, før man står midt i det. Og så er de slet ikke færdige med at grave det hele ud endnu!

Da Vesuv gik i udbrud i år 79 e.Kr., blev Pompei begravet under vulkansk materiale. Det var selvfølgelig en katastrofe for de mennesker, der boede her, men det er samtidig årsagen til, at vi næsten 2.000 år senere kan få et helt usædvanligt indblik i hverdagen i en romersk by.

Vi valgte at begynde helt nede ved amfiteatret i den modsatte ende af den mest benyttede hovedindgang. Det giver en lang tur gennem Pompei, men har du en hel dag og gode ben, kan vi klart anbefale det. Vi brugte det meste af dagen derinde, og alligevel er Pompei et af de steder, hvor vi sagtens kunne tage tilbage og begynde forfra. Husk i øvrigt at booke billetter til Pompei hjemmefra!

Her kan du læse alle vores andre gode tips til Pompei: Pompei og Herculaneum – guide til de to ruinbyer

Sådan tager du toget fra Napoli til Pompei

Der er flere togstationer og flere indgange til Pompei, så det er en god idé at finde ud af hjemmefra, hvor du vil begynde. Vi startede ved amfiteatret og tog toget til Pompei Santuario, hvorfra der er kort vej til indgangen Piazza Anfiteatro.

Rejs & Lær i Italien – 44,95 kr.

Vil du i stedet direkte til den mest benyttede indgang ved Porta Marina, skal du med Circumvesuviana-linjen mellem Napoli og Sorrento og stå af på Pompei Villa dei Misteri. Det er en anden toglinje end de almindelige tog, og billetterne er også forskellige, så kig lige en ekstra gang, inden du hopper på et tog på Napoli Centrale. Se indgangen imellem billederne.

Pompei er storslået og har sammen med Herculaneum sin egen artikel her, for vi mener faktisk, at man skal se dem begge. Pompei er storslået og vil tage pusten fra de fleste, fordi byen simpelthen er så stor. Herculaneum er langt mindre, men til gengæld så sindssygt velbevaret, at man flere steder stadig kan se huse i flere etager. Har du børn med, vil Herculaneum også være nemmere at overskue og gøre det lettere at få en fornemmelse af, hvordan en romersk by egentlig så ud.

Se også: Rejs & Lær i Italien

På opdagelse i Napolis gader

På andendagen lod vi romerne ligge for en stund og gik på opdagelse i Napoli. Vi boede tæt på Porta Capuana, den store gamle byport med de to mørke tårne, og herfra kunne vi gå direkte ind mod Centro Storico og Napolis store domkirke, Duomo di Napoli.

Det historiske centrum er et herligt virvar af kirker, butikker, caféer, scootere og mennesker, og vi gik videre ad Via dei Tribunali og gennem de smalle gader omkring Spaccanapoli. Her behøver man egentlig ikke have en seværdighed som mål hele tiden. Der er rigeligt at kigge på undervejs, og bliver man sulten, er der aldrig ret langt til noget, der enten er bagt, friturestegt eller dækket af tomat og ost.

Midt i det hele ligger Via San Gregorio Armeno, som vi selvfølgelig havde sat god tid af til. Napoli har en lang tradition for presepi, de store julekrybber, og her ligger værkstederne side om side med alt, hvad man overhovedet kan få brug for til en miniatureverden. Der er de traditionelle figurer til julekrybben, men også bittesmå møbler, madvarer, værktøj, køkkenting og alt muligt andet.

Trine laver jo NisseTV – fjernsyn for nisser, så vi behøver vel ikke fortælle, at Via San Gregorio Armeno var et hit. Trine fik købt en masse ting med hjem til nissedørene, og det er nok meget godt, at resten af Napoli også stod på programmet, for ellers kunne vi sagtens have brugt endnu længere tid her.

Maradona og Det Spanske Kvarter

Man skal ikke have været ret længe i Napoli, før man opdager, at Diego Maradona stadig fylder en hel del. Den argentinske fodboldspiller førte SSC Napoli til klubbens første italienske mesterskab i 1987 og igen i 1990, og i Napoli er han ikke bare en tidligere fodboldspiller. Han er på vægmalerier, flag, T-shirts, krus og små altre, og hans ansigt dukker op stort set overalt.

Det hele kulminerer i Quartieri Spagnoli, Det Spanske Kvarter, hvor det store Maradona-vægmaleri er blevet en af byens seværdigheder. Området er meget turistet, men det er også sjovt at gå rundt i. De smalle gader løber stejlt op gennem kvarteret med vasketøj over hovedet, restauranter langs husmurene og scootere, der tilsyneladende altid kan finde en passage, selv når vi andre mener, at det måske lige er snævert nok.

Rundt omkring hænger også de karakteristiske røde hjerter med navne og små beskeder, og kvarteret er et af de steder, hvor Napoli virkelig lever op til alle forestillingerne om byen. Den ene aften spiste vi også her, for kvarteret er fyldt med små og hyggelige tavernaer.

Galleria Umberto I og Napoli ved vandet

Spil med ord på ferien i Italien – 29,95 kr.

Efter de tætte gader og det kontrollerede kaos i Quartieri Spagnoli er Galleria Umberto I noget af en kontrast. Den store shoppingarkade blev opført i slutningen af 1800-tallet og er overdækket af en imponerende glaskuppel. Her er mosaikker på gulvet, højt til loftet og pludselig en helt anden og mere elegant udgave af Napoli.

Vi fortsatte ned mod vandet og Castel Nuovo, den enorme middelalderborg ved havnen. Napoli har rigeligt med borge, paladser og kirker til mange dages sightseeing, men vi havde kun denne ene hele dag til selve byen, så vi har gemt noget til næste gang.

Til gengæld havde vi næsten hele tiden Vesuv i baggrunden. Vi vidste allerede, at vi skulle tilbage til Napolibugten senere på turen, og planen var, at vi dér skulle op på vulkanen. Først havde vi dog endnu en dag med romerne foran os.

Se også: Spil med ord på ferien i Italien – 29,95 kr.

Baia – romernes ferieparadis

På tredjedagen tog vi nordvest for Napoli til Baia, og det er et sted, der burde være langt mere kendt, end det er. For snart flere år siden så vi en tv-udsendelse om området, og vi har villet hertil lige siden. Da vi forsøgte at finde ud af, hvordan vi kom derud, var det dog nærmest, som om ingen i Napoli kendte stedet. Det gjorde ikke ligefrem transportplanlægningen nemmere, men til sidst fandt vi både Baia og den rigtige bus. Hermed et tip: Fra Piazza Garibaldi kører bus 101 mod Baia, og det tager ca. en time.

I romertiden var Baia ferieparadis for samfundets allerøverste lag. Rige romere og kejsere byggede enorme villaer langs vandet, og byen var berømt for sine varme kilder, badeanlæg og et ferieliv, der efter de gamle romerske forfatteres beskrivelser engang imellem også var temmelig heftigt. Hvis man havde penge nok i Rom, var det her, man tog hen for at holde fri.

Det særlige ved Baia er, at en del af den romerske by i dag ligger under vand. Området er en del af det vulkansk aktive Campi Flegrei, hvor jordoverfladen gennem århundreder har hævet og sænket sig. Derfor ligger gamle veje, villaer, mosaikker og andre rester af byen nu på bunden af bugten.

Med glasbundsbåd over det sunkne Baia

Vi havde booket en tur med glasbundsbåd, så vi kunne se ruinerne uden selv at skulle i dykkerudstyr. Gennem bunden af båden kunne vi kigge ned på romerske veje, mure og mosaikker, og der står også statuer under vandet. Det er ret vildt at sejle rundt på Napolibugten og kigge ned på en romersk by under båden.

Er du dykker, kan du komme endnu tættere på. Der arrangeres guidede dyk i den undersøiske arkæologiske park, hvor man kan svømme mellem de gamle bygningsrester og mosaikker. Vi havde rigeligt at gøre med glasbåden, for bagefter skulle vi også se den del af Baia, der stadig befinder sig oven vande. Her får du et link til BaiaSommersa, som arrangerer turen. Bemærk, at du skal booke på italiensk, og at turen kun foregår på italiensk – men det var fedt alligevel!

De romerske bade i Baia

Efter sejlturen fandt vi en dejlig frokost i den lille kantine-restaurant Pizza Village. Her får du maden på en rød plasticbakke, men det hele var hjemmelavet, og det smagte virkelig godt – og så var det billigt!

Bagefter fortsatte vi til Parco Archeologico delle Terme di Baia, hvor resterne af den romerske ferieby breder sig op ad skråningen. Her ligger enorme badeanlæg, bassiner, kupler, terrasser og rester af de villaer, hvor Roms rigeste mennesker holdt ferie med udsigt over bugten.

Efter Pompei var det næsten mærkeligt, hvor få mennesker der var. Man kan gå rundt mellem nogle virkelig imponerende romerske bygningsværker uden det store turistmylder, men er du bare en lille smule interesseret i romersk historie, er Baia hele turen værd.

Vi havde også været så fornuftige at tage badetøjet med, så da vi havde fået nok romersk historie for én dag, sluttede vi af på stranden. Det er svært at brokke sig over en feriedag, der begynder med en sunket romersk by og ender med en tur i Middelhavet.

Restauranter i Napoli

Det er stort set umuligt at gå sulten rundt i Napoli. Overalt i byen kan man købe små snacks, pizza og kager, og noget af det første, du skal prøve, er pizza fritta. Det er napolitansk pizza i den knap så kalorielette udgave, hvor dejen med fyld bliver friturestegt. Det er en solid omgang, men virkelig godt.

Til eftermiddagskaffen er en sfogliatella også obligatorisk. Den klassiske napolitanske kage består af masser af sprøde, tynde lag omkring et sødt fyld, typisk med ricotta. Vi fik vores hos Scaturchio på Piazza San Domenico Maggiore, et af Napolis gamle konditorier. Her kan man også få babà og en hel masse andre kager, skyllet ned med en stærk espresso.

Cala la Pasta – kom tidligt!

De bedste pastaretter fik vi på Cala la Pasta. Det er ikke specielt dyrt, portionerne er store, og pastaen smagte vanvittig godt. Det var der tydeligvis også andre, der havde opdaget, for køen udenfor var lang.

Vi fandt aldrig ud af, om man kunne reservere bord, så vores bedste råd er bare at komme tidligt. Det er et casual og hyggeligt sted, og der var fyldt med både lokale og turister.

Pizza hos OWAP

Næste aften spiste vi på OWAP – One World All Pizzas, hvor der bliver leget lidt mere med den klassiske pizza. Her er mange spændende kombinationer, stedet er superhyggeligt, og pizzaerne var rigtig gode. Det ligger også praktisk, hvis man bor inde i byen og har brugt hele dagen på at gå. Vi fik i det hele taget spist en del pizza i Napoli, men det ville næsten have været uhøfligt andet.

Aftensmad i Det Spanske Kvarter

Vi skulle selvfølgelig også prøve at spise i Quartieri Spagnoli. Det Spanske Kvarter er turistet, men maden er stadig god, og om aftenen er der en dejlig stemning i de små gader, hvor restauranterne breder bordene ud mellem husene.

Vi endte på en hyggelig gaderestaurant med både lokale og turister og fik endnu et godt måltid. Vi har fået et par aperitivos inden, så lige her svigter vores ellers så grundige research lidt: Vi kan simpelthen ikke huske, hvad restauranten hed!

50 Kalò – den bedste pizza på turen

Den sidste aften spiste vi på 50 Kalò, Ciro Salvos berømte pizzeria, og her fik vi den bedste pizza på hele turen. 50 Kalò regnes for at være et af de bedste pizzarier i Italien, så det siger jo ikke så lidt. Det var også nogle af de bedste pizzaer, vi nogensinde har fået! Der røg også en skøn tiramisu ned bagefter, nu hvor vi ligesom var i gang.

50 Kalò har to restauranter tæt på hinanden. På den lidt finere kan man reservere bord, mens man på den oprindelige og mere livlige udgave må møde op og vente på, at der bliver plads. Vi valgte den første, men næste gang tager vi os tid til at stå i kø. Det var i øvrigt slet ikke så dyrt, som vi havde frygtet på forhånd.

Til pizzaen fik vi Tipopils, den italienske pilsner fra Birrificio Italiano. Den sælger vi også hjemme på Bogholderiet, og vi plejer at fortælle, at det var den øl, vi fik til den bedste pizza i Napoli.

Hvor boede vi i Napoli?

Når vi er tre afsted, passer almindelige hotelværelser ikke særlig godt til os. Vi fandt derfor en dejlig lejlighed på Corso Giuseppe Garibaldi med to store soveværelser og et veludstyret køkken. I stueetagen lå der et pizzeria, og lige i nærheden var der masser af kaffebarer og specialbutikker. Samtidig var der kort gåafstand til Napoli Centrale, hvilket var vigtigt, fordi vi både skulle til Pompei og videre på vores rundtur. P.S. Vi kan desværre ikke linke til lejligheden, da den ikke længere er på AirBnB.

Beliggenheden var altså superpraktisk, men vi boede også midt i det Napoli, vi beskrev i begyndelsen: larmende, beskidt og med den helt særlige tislugt, som vi ikke kommer til at savne. Da vi vendte tilbage til Napolibugten senere på ferien, valgte vi derfor at bo i Ercolano lidt syd for byen. Det var en helt anden oplevelse – og nok mere os.

Videre mod Barletta

8 sjove spil til ferien i Italien – 39,95 kr.

Efter tre dage var det tid til at sige farvel til Napoli for denne gang. Ivan havde været supertålmodig med os og alle historietimerne i Pompei og Baia, og nu skulle han videre mod Rom, hvor vennen Mikkel og et par gode flasker rødvin ventede. Det var vist meget velfortjent.

Vi satte os i stedet i bussen og kørte tværs over Italien mod Barletta ved Adriaterhavet. Her ventede slagmarken ved Cannae, hvor Hannibal i 216 f.Kr. gav romerne en af deres største øretæver nogensinde.

Napoli var vi dog ikke færdige med. Efter Barletta og Taranto vendte vi tilbage til Napolibugten, men denne gang boede vi i Ercolano med Herculaneum lige i nærheden og Vesuv oppe bag byen. Og på en tur længere langs kysten fandt vi Torre del Greco, hvor vi allerede blev enige om, at dér skal vi bo næste gang.

Se også: 8 sjove spil til ferien i Italien

Læs mere om Syditalien

Artiklen her stammer fra vores rundtur i Syditalien i september 2025. Vi startede i Napoli – med et besøg i både Pompeii, Baia og i byens gader – inden vi kørte tværs over landet til Barletta. Efter en dejlig badeferie gik turen videre ned i Taranto, hvor vi vandrede og så på arven fra grækerne. Turen sluttede tilbage i Napoli, hvor vi besøgte Herculaneum og vandrede på Vesuv.

Her kan du læse alle artiklerne:

1. Napoli – Pompei, Baia, Michelin-pizza og tre dage i kaosbyen
2. Pompei og Herculaneum – guide til de to ruinbyer
3. Barletta i Italien – romersk historie, vandreture og latterligt god mad
4. Taranto – hold ferie på Italiens støvlehæl
5. Portici, Herculaneum og Vesuv – hold ferie syd for Napoli

Vi håber på at kunne vende tilbage til Syditalien en anden gang, for der er stadig meget, vi ikke har set. Vi skal nok opdatere siden her, når vi har været tilbage!

Indlægget Napoli – Pompei, Baia, Michelin-pizza og tre dage i kaosbyen blev først udgivet på SidderUnderEnPalme.

Spil med ord på ferien i Italien – 29,95 kr.

Hvis der nu en dag er nogen, der vil lave et rejseprogram, hvor det ikke handler om først, størst eller vildest, men bare om de skjulte ferieperler ved Middelhavet – så skal Barletta helt klart med!

Barletta er en af de pragtfulde gamle kystbyer, der ligger som perler på en snor langs Adriaterhavet i Puglia. Vi besøgte byen i september 2025, hvor temperaturen stadig nåede op omkring de 25-30 grader, vandet var varmt, og aftenerne lune. Og mærkeligt nok var vi stort set de eneste turister.

Barletta er ellers en stor ferieby for italienerne selv, og i de italienske ferieuger er strandene fyldt med parasoller og feriegæster. Men da vi kom i september, var ferien tilsyneladende slut. Selv om vi måtte dele restauranterne med de lokale, havde vi udenfor byen kilometervis af sandstrand helt for os selv.

Når man lige kommer fra turistmylderet i Pompeji, kan det virkelig undre. For Barletta har både strand, middelalderby, borg, romersk historie, fantastiske restauranter og nogle gode muligheder for vandreture. Barletta var det bestemt ikke noget dyrt sted at holde ferie, så hermed vores bedste anbefalinger til den hyggelige italienske kystby!

Se også: Spil med ord på ferien i Italien – 29,95 kr.

Barletta – romere, korsriddere og pilgrimme

Selv havde vi faktisk netop ikke valgt Barletta på grund af byen selv. Vi kom hertil, fordi den ligger tæt på Canne della Battaglia – Cannae – hvor Hannibal i 216 f.Kr. påførte romerne et af de værste nederlag i Romerrigets historie. Barletta viste sig dog hurtigt at være langt mere end bare en hyggelig base for vores romernørderier.

I romersk tid hed byen Bardulos og fungerede som handelsplads ved Adriaterhavet. Glansperioden kom dog i middelalderen, hvor Barletta udviklede sig til en vigtig havneby for pilgrimme og korsriddere på vej mod Det Hellige Land.

Via Francigena, den gamle pilgrimsrute fra Canterbury gennem Europa til Rom, fortsatte herfra ned gennem Puglia mod havnene, hvor pilgrimmene kunne sejle videre mod Jerusalem.

Det kan stadig ses overalt i Barletta. Byen er fyldt med middelalderlige kirker, smalle gader og bygninger fra dengang, hvor mennesker fra hele Europa kom igennem byen på vej mod øst.

Domkirken Santa Maria Maggiore

En af de flotteste bygninger er Barlettas domkirke, Cattedrale di Santa Maria Maggiore, lige ved den enorme borg. Kirken er i sig selv lidt af en historisk lagkage. Den nuværende kirke blev påbegyndt i 1100-tallet og består både af romansk og gotisk arkitektur, men nedenunder ligger resterne af meget ældre kirker.

Og her skal du endelig huske at gå ned! Under domkirken kan man gå rundt mellem de arkæologiske udgravninger med grave, gamle mosaikker og resterne af den tidlige kristne basilika, der stod her længe før den nuværende domkirke. Området blev faktisk brugt som begravelsesplads allerede i den romerske periode, og den store tidlige kristne basilika blev bygget i 500-tallet.

Korsridderne og Basilica del Santo Sepolcro

Længere oppe ad den store shoppinggade Corso Vittorio Emanuele ligger Basilica del Santo Sepolcro – Den Hellige Gravs Kirke. Kirken lå direkte ved de gamle pilgrimsveje og blev brugt af pilgrimme og korsriddere på vej til Det Hellige Land.

Lige foran kirken står Colosso di Barletta, en mere end fem meter høj bronzestatue fra senantikken. Hvem statuen egentlig forestiller, ved man ikke med sikkerhed. Sikkert er det dog, at det er en romersk kejser, og statuen dateres normalt til 400- eller begyndelsen af 500-tallet. Man mener, at den muligvis blev fremstillet i Konstantinopel, men mere ved man heller ikke.

Shopping i Barletta

Der skal også være tid til lidt shopping mellem alle romerne og korsridderne, og Barletta viste sig faktisk at være en rigtig god shoppingby. På Corso Vittorio Emanuele, Corso Garibaldi og de mindre gader omkring dem ligger masser af tøj-, sko- og smykkebutikker, og især de små italienske butikker var sjove at gå på opdagelse i.

Det er samtidig her, meget af bylivet foregår, så en shoppingtur bliver helt automatisk blandet sammen med kaffe, aperitivo og selvfølgelig turen forbi den fem meter høje romerske kejser, som står midt på Corsoen.

Canne della Battaglia – Hannibals største sejr

Bingo på italiensk – 29,95 kr.

Romerrigets historie er som sagt også den egentlige grund til, at vi besøgte Barletta. Den 2. august 216 f.Kr. stod et af antikkens mest berømte slag på de flade marker udenfor byen. På den ene side den karthagiske hær under kejser Hannibal. På den anden en enorm romersk hær, der skulle gøre en ende på ham én gang for alle. Det gik ikke helt efter planen.

Hannibal lod centrum af sin hær give efter for romernes fremrykning, mens hans stærkere flanker lukkede sig omkring dem. Til sidst var romerne omringet. Slaget ved Cannae blev et af de klassiske eksempler på en knibtangsmanøvre og et af de mest katastrofale nederlag i Roms historie. Hvor mange der døde, afhænger af hvilken antik kilde man tror på, men titusinder af romerske soldater blev dræbt på én dag.

Se også: Bingo på italiensk

Det arkæologiske museum ved Cannae

Det mærkeligste ved Canne della Battaglia er næsten, hvor lidt opmærksomhed stedet får. Vi havde problemer med overhovedet at finde offentlig transport derud og endte med at tage en Uber. Vi kørte forkert flere gange, og det virkede heller ikke rigtig til, at de lokale selv var helt klar over, at en af Romerrigets mest berømte historier ligger lige derude ude på marken.

Er du bare den mindste smule romernørd, så er det dog et vigtigt sted at besøge. Det lille Antiquarium di Canne della Battaglia er virkelig fint formidlet med arkæologiske fund, modeller og små videoklip, der forklarer Hannibals manøvrer og slagets forløb. Museet fortæller samtidig områdets historie helt fra forhistorisk tid til middelalderen.

Bagefter kan du gå videre ud i den arkæologiske park med resterne af byen Cannae. På toppen af bakken ligger ruinerne af to kristne basilikaer, og herfra er der en imponerende udsigt ud over Ofanto-dalen og landskabet, hvor slaget fandt sted.

Historiens helt store spørgsmål hænger selvfølgelig stadig over markerne: Hvad var der sket, hvis Hannibal efter sejren var marcheret direkte mod Rom? Og hvorfor gjorde han ikke det?

Castello Svevo – Barlettas enorme borg

Tilbage i Barletta skal vi lidt frem i historien igen. Castello Svevo, Barlettas store borg, ligger lige ved domkirken, og parken omkring er altid fyldt med lokale, der nyder skyggen fra de mange træer.

De første normanniske befæstninger blev senere ombygget af Frederik II og siden igen af flere andre herskere. Resultatet er den enorme firkantede fæstning med bastioner og voldgrav, man ser i dag.

Vi nåede desværre ikke museet i borgen, men gik flere ture gennem parken og rundt om den imponerende fæstning. Til gengæld har vi allerede en god grund til at komme tilbage til området: Lidt uden for Andria ligger Castel del Monte, Frederik II’s berømte ottekantede borg fra 1200-tallet, som regnes for et af de helt store middelalderlige bygningsværker i Puglia.

Disfida di Barletta – 13 italienere mod 13 franskmænd

Udover romere og store konger, har Barletta også en historie, som byen selv er temmelig stolt af. I 1503 var Syditalien midt i krigen mellem Frankrig og Spanien. Efter nogle franske soldater var blevet taget til fange, opstod der under et måltid en diskussion om italienske soldaters mod. Den fornærmelse kunne naturligvis ikke bare få lov at stå uforsvaret.

Resultatet blev Disfida di Barletta – Udfordringen i Barletta – hvor 13 italienske riddere den 13. februar 1503 mødte 13 franske riddere. Italienerne vandt, og Barletta har bestemt ikke glemt sejren. Hvert år bliver Disfida di Barletta genopført med riddere til hest, historiske dragter, fanebærere og et stort optog gennem byen. Festen ligger i september, men vi nåede den desværre ikke denne gang.

Ved Piazza della Disfida ligger Cantina della Sfida, en gammel middelalderlig kro, som i dag er indrettet som museum for begivenheden – se billedet øverst. Traditionen fortæller, at det var lige her, handsken blev kastet, selv om det ikke med sikkerhed kan dokumenteres, at diskussionen foregik i præcis denne bygning.

Strandliv i Barletta

Når museerne er besøgt, og temperaturen falder lidt ud på eftermiddagen, har Barletta også virkelig gode strande, hvor du kan blive kølet af i det dejlige vand.

På begge sider af byen ligger dejlige sandstrande, og i september var Adriaterhavet stadig varmt nok til at bade i. Langs Lungomare Turistico ligger der også mange strandbarer, hvor der kommer mere liv om aftenen. Inde i byen endte vi til gengæld igen og igen hos Aroma Caffè på hjørnet ved domkirken. Her kunne vi sidde med en aperitivo og kigge direkte over på både kirken og borgen.

Tag også turen ud langs den gamle mole ved havnen. Her står de lokale og fisker, mens byen langsomt forsvinder bag dig. Ude ved havnen kan man stadig se sporene efter Barlettas gamle rolle som handels- og havneby, og fra molen får man samtidig en rigtig fin udsigt tilbage mod kysten.

Vandretur fra Barletta til Trani

Rejs & Lær i Italien – 44,95 kr.

Vi havde også et par lange vandreture ud af byen. En af de smukkeste gik sydpå langs den gamle pilgrimsrute mod Trani. Det er svært ikke at tænke på alle de tempelriddere og korsfarere, der gik samme vej. Via Francigena fortsatte efter Rom ned gennem Puglia mod havnene ved Adriaterhavet, hvor pilgrimme kunne rejse videre mod Det Hellige Land.

Nabobyen Trani blev ligesom Barletta en vigtig havneby i middelalderen, og byen er stadig fuld af spor efter pilgrimme, riddere og Frederik II. Domkirken i Trani er hele gåturen værd i sig selv. Cattedrale di San Nicola Pellegrino ligger helt ude ved vandet ved siden af den store sveviske borg. Den lyse sten, det blå Adriaterhav og den vanvittige placering næsten ude i havet gør den til en af de flotteste kirker, vi så på turen.

Se også: Rejs & Lær i Italien

Restauranter i Barletta – åh, vi spiste godt!

Vi kan jo ikke leve af historie alene, og Barletta var heldigvis også en vild, vild madby! Fisk og skaldyr fylder naturligvis meget i en by, der ligger direkte ud til Adriaterhavet. Men vi fik også pizza, pasta, mozzarella, tun, lasagne og – nu hvor vi nærmede os Sicilien – hestepølse. Vi nåede imponerende mange restauranter, og Barletta er en by kun med god mad.

På Osteria Al Duomo spiste vi frokost på den lille terrasse i skyggen fra middagssolen med fisk, hjertemuslinger og pasta. Det så ikke ud af noget udefra, men niveauet var meget højt, og det var tydeligt, at flere af gæsterne var kommet langvejs fra for at spise netop der.

Men det kunne sagtens blive vildere! Samì Ristorante og Al Tettuccio var to store gastronomiske oplevelser. Begge steder fik vi virkelig lækker mad med masser af fisk og skaldyr, og lokalerne er næsten en oplevelse i sig selv. Skal I fejre noget, eller er der nogle forretningsforbindelser, der skal inviteres på middag – så er det her.

Mere nede på jorden, men stadig virkelig godt, var Osteria Bardulos på det lille hyggelige torv lidt inde i byen. Her fik vi mozzarella, lasagne og tunsteak. Tjeneren var simpelthen så sød og fortalte os om både restauranten og maden, og der var kig til stjernene og lyden af det lokale liv i lejlighederne rundt om torvet.

Den sjoveste madoplevelse var nok alligevel Pizzeria Partenopea. Pizzariaet ligger i en sidegade til den store shoppinggade og var MEGET lokal. De talte cirka lige så meget engelsk, som vi talte italiensk, og vi var de eneste turister i det lille familiedrevne pizzeria. Vi sad midt ude på gaden ved et vakkelvorent og meget slidt plasticbord – og fik nok de bedste pizzaer på hele turen!

Den sidste aften spiste vi på Il Convito delle Muse, hvor vi igen var de eneste turister. Her fik vi blandt andet hestepølse, pizza og mozzarella i meget lokale og superhyggelige omgivelser.

Så bare lige hvis vi skal opsummere Barlettas restauranter: Kom sulten.

Overnatning i Barletta – en stor anbefaling til Liddo

Vi boede på det lille Boutique Hotel Liddo midt inde i byen og lige ved borgen og domkirken. Rune blev gode venner med hotelfatter, som tog en stor opgave på sig: at sørge for, at Rune aldrig blev sulten igen! Værten forkælede os fuldstændig, og selv om morgenbuffeten ikke var en af de største, vi har set, så var der hver dag nye specialiteter fra området.

Vi boede allerøverst oppe og med udgang til den skønneste terrasse. Der er ikke mange hoteller inde i selve Barletta, men Liddo får vores bedste anbefalinger! Er du mere til strandhoteller, så kom om sommeren.

Transport til Barletta – tag nu bare bussen!

8 sjove spil til ferien i Italien – 39,95 kr.

Fra Napoli, hvor vi startede vores ferie, var det nemt at komme til Barletta, eller i hvert fald tæt på. FlixBus kører fra Napoli og til Andria, som ligger 10-15 minutters kørsel derfra. Herfra skulle vi med bussen videre til Barletta, men da vi stod og ventede, fik vi tilbudt et lift.

Bilen var dog lige ved at falde sammen, og undervejs forsøgte vores pirattaxi at platte os for flere penge, men frem kom vi, nu en sjov historie rigere. Så vores rejsetip fra Andria må være: Det er mest fornuftigt at vente på bussen – men ikke det sjoveste.

Efter nogle skønne dage i Barletta skulle vi videre sydpå mod Taranto helt nede i svangen af den italienske støvle. På vejen skulle vi skifte bus i Bari, som vi egentlig havde dømt ude hjemmefra. Vi havde kigget på den som mulig base, men syntes, den så alt for turistet ud og valgte Barletta i stedet.

Se også: 8 sjove spil til ferien i Italien

Vi nåede kun at se lidt af Bari i ventetiden på næste bus, men det er helt sikkert et sted, vi skal tilbage til, for der var superhyggeligt. Fra Bari er det også nemmere at komme til den store arkæologiske park ved Fasano og videre ud blandt Puglias berømte trullihuse, noget vi også har tilgode til en anden gang. Vi glæder os allerede!

Læs mere om Syditalien

Artiklen her stammer fra vores rundtur i Syditalien i september 2025. Vi startede i Napoli – med et besøg i både Pompeii, Baia og i byens gader – inden vi kørte tværs over landet til Barletta. Efter en dejlig badeferie gik turen videre ned i Taranto, hvor vi vandrede og så på arven fra grækerne. Turen sluttede tilbage i Napoli, hvor vi besøgte Herculaneum og vandrede på Vesuv.

Her kan du læse alle artiklerne:

1. Napoli – Pompei, Baia, Michelin-pizza og tre dage i kaosbyen
2. Pompei og Herculaneum – guide til de to ruinbyer
3. Barletta i Italien – romersk historie, vandreture og latterligt god mad
4. Taranto – hold ferie på Italiens støvlehæl
5. Portici, Herculaneum og Vesuv – hold ferie syd for Napoli

Vi håber på at kunne vende tilbage til Syditalien en anden gang, for der er stadig meget, vi ikke har set. Vi skal nok opdatere siden her, når vi har været tilbage!

Indlægget Barletta i Italien – romersk historie, vandreture og latterligt god mad blev først udgivet på SidderUnderEnPalme.

Fire år efter vores første tur til Córdoba gik turen igen til den smukke by i hjertet af Andalusien. Córdoba var vores første rigtige møde med Spanien, og siden har vi rejst rundt i landet mange gange og også boet her. Nederst i denne artikel finder du også links til vores andre artikler om Córdoba.

8 sjove spil til ferien i Spanien – 29,95 kr.

Det var sjovt at komme tilbage til start og se, hvor meget, vi egentlig havde lært gennem årene om Spanien og spansk (mad-)kultur. Første gang havde vi svært ved at afkode menukortet og var temmelig lost in translation. Denne gang kunne vi nok spansk til at forstå, hvad der foregik omkring os, og ikke mindst hvad vi skulle bestille på alle de fantastiske restauranter i Córdoba.

Vi havde syv dejlige dage i Córdoba i december 2025, og det viste sig at være et superhyggeligt tidspunkt at vende tilbage på. Der var julelys overalt, julemarkeder, omrejsende tivolier og boder med churros, og samtidig var vejret helt perfekt til at komme ud og vandre i bjergene omkring byen.

Se også: 8 sjove spil til ferien i Spanien – 29,95 kr.

Jul i Córdoba

For os danskere er julen fyldt med traditioner, og det bliver bare ikke rigtig jul uden sild, æbleskiver, flettede hjerter og pakkeleg. Derfor er det også altid sjovt at se, hvordan man egentlig fejrer jul i andre lande. Og lad os bare afsløre med det samme, at spanierne og danskerne IKKE fejrer jul på samme måde.

Og dog. For kernen er egentlig den samme: Man tager alt det, man godt kan lide, og får meget mere af det i december. Der er masser af hygge, fællesskab og god mad.

Hele Córdoba var pyntet med enorme lysdekorationer, og på julemarkederne fandt vi både nøddeknækkermænd og masser af små juleting. Trine fik selvfølgelig også købt miniatureting med hjem til NisseTV.

For Trine, som jo laver nissebreve og tilbehør til nissedøren, var det sjovt at se, at nisserne – los elfos – også er begyndt at dukke op i den spanske jul, men de fylder langt mindre end hjemme hos os. Og den helt store gavetradition ligger senere end den danske jul, når De Hellige Tre Konger kommer med gaver til børnene 5. januar.

Julekager er spanierne dog også ret glade for. Vi spiste Roscón de Reyes på Pastelerías Roldán på Gran Capitán, som allerede på vores første tur var blevet vores stamcafé. Ellers fandt vi ikke ret meget speciel julemad. Man spiser skinke, tapas og alt det andet gode, man plejer. Der er bare meget mere af det hele.

Tapas i Córdoba

Og netop maden var en af de vigtigste grunde til, at vi gerne ville tilbage. Córdoba har nogle helt særlige madtraditioner, og det er bl.a. her flamenquín (svinekød rullet omkring skinke, paneret og stegt) stammer fra.

Sidste gang fandt vi Taberna Salinas, og selvfølgelig skulle vi tilbage. Restauranten har siden 1879 serveret de samme klassiske retter, som vi da også skulle smage igen: tomatsalat, rabo de toro (Córdobas berømte tyrehaleragout) og og cazón en adobo (marineret og friturestegt fisk).

Restauranten er smukt indrettet med glasloft og hvide duge, og betjeningen er udsøgt med tjenere, der ved præcis, hvad de laver. Det var også et noget sjovere besøg denne gang. Fore fire år siden sad vi med det store menukort, som vi ikke forstod, og vi fik dengang bestilt alt for meget mad. Nu kunne vi læse det, tale med tjenerne og bestille alt det rigtige.

Frokost i Córdoba

Man spiser sent frokost i Córdoba, fra omkring kl. 14, men til gengæld er byen fyldt med små hyggelige barer og taverner, hvor du lige kan dumpe ind. Ved den romerske bro fandt vi den lille Taberna El Pimentón, hvor vi spiste berenjenas con miel (friturestegte auberginer med honning) og ensaladilla rusa.

Vi nåede også Las Tapas de Casa Pepe i det gamle jødiske kvarter, hvor bordet bl.a. blev fyldt med manchego, croquetas og cazón en adobo. På vores sidste besøg spiste vi på hovedrestauranten Casa Pepe De La Juderia, og maden på den lille tapasbar er lige så lækker som i den store og hyggelige restaurant. To gode anbefalinger herfra!

Garum 2.1 – når det gerne må ekstra lækkert

Rejs & Lær i Spanien – 44,95 kr.

Der var én restaurant, vi havde glædet os ekstra meget til. Garum 2.1 havde lukket, da vi var i Córdoba første gang, så denne gang havde vi simpelthen bestilt ferien efter, at der nu var åbent.

Navnet Garum kommer fra den fermenterede fiskesauce, som romerne var vilde med, men maden her har fået så mange moderne twists på det det klassiske spanske køkken, at det at spise her er lige så stor en oplevelse som at gå i teatret. Der er så mange smage, og anretningerne vil få selv den bedste Michelin-kok til at klappe begejstret. Det var simpelthen noget af det lækreste mad, vi fik på hele turen, og betjeningen var udsøgt.

Garum 2.1 er ikke billigt, men har I noget, I skal fejre på ferien, så er det lige præcis det rigtige sted til det. Vi skal helt sikkert tilbage igen, når vi er i Córdoba en anden gang.

Se også: Rejs & Lær i Spanien – 44,95 kr.

Flere gode restauranter i Córdoba

I det hele taget er Córdoba fyldt med gode restauranter. På en aftentur rundt i den gamle bydel, kom vi forbi Restaurante El Churrasco. Vi havde allerede spist og gik bare rundt for at slå mave, men duften fra restauranten fik os til at bestille bord til næste dag. Og det kan I godt glæde jer til! Igen var der hvide duge på bordene og en udsøgt betjening – og så var der maden! Vi fik bl.a. croquetas, revuelto og secreto efterfulgt af en lille isdessert – og det hele var godt!

I nærheden af vores hotel ligger vejen Gran Capitan, som er fyldt med gode og lidt mere moderne restauranter. LaMundi var vi gået forbi mange gange, og den var altid fyldt med glade gæster. Den skulle derfor også prøves! Det er et mere hipt og moderne sted, og her stod den bl.a. på croquetas, kartofler med mojo rojo, flamenquín og en meget kunstnerisk fortolkning af tyrehale.

Vandring i Córdoba

Med al den mad skal der også nogle gåture til, hvis man ikke skal trille hjem. Og det var lige her i Córdoba, at vi for fire år siden for alvor begyndte at vandre. Dengang i sneakers og uden det helt store kort gik vi ud til Medinaen, som ligger et godt stykke udenfor byen.

Denne gang var vi lidt mere forberedte, og hjemmefra havde vi glædet os længe til at komme ud i de smukke bjerge omkring byen. På fire år havde vi også lært at forberede vandreturene hjemmefra med bl.a. at læse om ruter – og pakke vandrestavene! I Córdoba kan du sagtens vandre i fladt tærren, men vil du op nord om byen, så starter bjergene. Vi havde tre dejlige vandreture, som du kan læse om her.

Cinturón Verde de Córdoba

Første vandretur gik ud på Cinturón Verde de Córdoba, det grønne bælte omkring byen. For fire år siden var man netop ved at etablere vandreruterne her, og vi havde glædet os til at komme ud på de færdige trails. Vi startede med at tage bussen inde fra centrum og ud til forstaden El Naranjo.

Her begynder turen i det gamle stenbrud, og der er en smuk udsigt op til bjergene. Turen går også ned under den store flotte bro, Puente de Hierro, inden den svinger ud i landskabet og følger floden gennem de bakkede lunde. Vi spiste den medbragte frokost ved den lille kirke Santuario de Santo Domingo de Scala Coeli og fortsatte gennem landskabet med udsigt tilbage mod Córdoba.

På vejen tilbage kom vi igennem de store olivenlunde, hvor jorden var blevet rodet grundigt op under træerne. Vi undrede os længe over, hvem der mon kunne have gjort det – indtil vi så vildsvin på menukortet. Det var selvfølgelig grisenes tryner, der havde ledt efter oliven i jorden.

Vandring på Camino Mozárabe

I det hele taget er der fra centrum af den moderne by Córdoba og ud til et helt andet Andalusien med olivenlunde, bjerge og gamle veje bare ikke særlig langt. En af feriens allerbedste vandreture begyndte med en bus op i bjergene til Cerro Muriano nord for Córdoba. Vi havde ikke lige nået at købe frokost til turen, men det var lørdag formiddag, og den store grill var allerede tændt i Restaurante Los Pinares. Her fik vi to lækre sandwiches med – og lovede os selv, at vi ville komme tilbage til lørdagsfrokost en anden gang. Det duftede så godt!

Efter et besøg i romernes gamle kobberminer i udkanten af Cerro Muriano gik vi mod Córdoba ad Camino Mozárabe, en af pilgrimsruterne, der går hele vejen op til Santiago de Compostela i Nordspanien.

Cerro Muriano var et vigtigt mineområde allerede i romertiden, hvor der blev udvundet især kobber. De gamle veje gennem bjergene fortæller stadig en spændende historie om minedrift gennem mange tusind år. Flere steder kunne vi tydeligt se de parallelle spor efter vognhjul, der gennem århundreder har slidt sig ned i klipperne.

Undervejs kom vi også forbi skiltet mod Cañada Real Soriana, en af Spaniens gamle kvægdrivningsruter, og længere fremme ændrede landskabet igen karakter med gamle stenanlæg og spor efter endnu tidligere bosættelser. Og vi må ikke glemme at nævne den fantastiske udsigt. Fra de gamle mineveje kan du se hele vejen ud over over landskabet omkring Córdoba, og bjergene er i sig selv grund nok til at tage en dag væk fra byen.

Mezquitaen og den romerske bro

Vi havde allerede set mange af Córdobas største seværdigheder på vores første besøg. Dengang var vi bl.a. inde i den fantastiske Mezquita-Catedral de Córdoba, så denne gang nøjedes vi med at gå rundt om den enorme bygning og gennem de små gader omkring den.

Til gengæld kom vi denne gang endelig over den store flotte romerske bro Puente Romano og ind på museet i Torre de la Calahorra på den anden side af floden Guadalquivir. Tårnet rummer Museo Vivo de al-Andalus, som fortæller om Córdoba under det muslimske herredømme og om mødet mellem den muslimske, jødiske og kristne kultur. Museet og er fint lavet med mange modeller og figurer, så det også er et godt sted at tage børn med. Og øverst venter en af de bedste udsigter over Córdoba. Herfra kigger du lige hen over den romerske bro mod Mezquitaen og ind over hele den historiske bydel.

Tilbage på den anden flodbred igen kan du også nyde den gamle byport, Puerta del Puente, og langs floden ligger det store vandhjul Molino de la Albolafia. Det hjul, du kan se nu, stammer fra 1100-tallet og blev brugt til at føre vand op til Alcázar de los Reyes Cristianos, det store slot.

Romerne i Córdoba

Ligesom de arabiske rødder, dukker romerne også op næsten overalt i Córdoba. Tæt ved restauranten Taberna Salinas står resterne af det romerske tempel med de store korintiske søjler, og selvfølgelig er Puente Romano et af byens mest kendte vartegn.

På en af vores gåture gennem byen fandt vi endelig også den anden romerske bro, Puente Romano de los Pedroches. Den er noget mindre og ikke helt så imponerende – men ikke mindre vigtig. I romersk tid forbandt den Córdoba med Merida, den gamle romerby i regionen Extremadura lige ved grænsen til Portugal. I dag er området indtaget af – ikke romere – men romaer, og man skal være stor romerfan for at kunne se skønheden i de perfekte buer og smukt udhuggede stenblokke. Vi havde ledt længe efter den anden romerske bro i byen og gav hinanden en kæmpe high five, da det endelig lykkedes os at finde den i udkanten af bydelen Fatima.

Córdobas berømte patios

En anden gåtur rundt i byen fik os også forbi den gamle bydel vest for Mezquitaen. Her finder du nogle af Córdobas berømte patios.

De private gårdhaver er blevet et af byens kendetegn. Hvert år i maj åbner beboerne dørene til Fiesta de los Patios, hvor gårdene fyldes med blomster og besøgende. Traditionen har siden 2012 været på UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Heldigvis er det også muligt at besøge nogle patios uden for festivalen, og er du heldig, kan du ofte få et kig ind i de flotte gårdhaver, et levn fra de arabiske erobrere.

Hotel Córdoba Center

For at kunne komme så meget og så nemt rundt i byen, som vi fortæller om her, er det også vigtigt, at du bor godt. Den gamle bydel er fyldt med små hyggelige hoteller – men vi har boet det samme sted begge gange. Hotel Córdoba Center ligger i den nordlige ende af centrum, lidt udenfor bymidten.

I december var der god plads på hotellet, og denne gang blev vi opgraderet tik en hel suite med både dagligstue og soveværelse. Morgenmaden er en af grundene til, at vi gerne vender tilbage. Der er et kæmpe udvalg med frugt, brød, ost og masser af lækre spanske delikatesser. Og efter sådan en morgenmad er man godt rustet til både Córdoba og bjergene.

Hvordan kommer man til Córdoba?

Når det netop bliver dette hotel igen og igen, er det fordi, det både ligger godt i forhold til bymidten, og også kun ca. 10 minutters gang fra togstationen. Kommer du i bil, er det nemt at komme ind i byen og parkere her.

På denne tur både landede og lettede vi i Málaga og tog derfra videre til Córdoba. Det gav samtidig en meget vigtig fordel: Vi kunne slutte turen med et besøg på vores yndlingsrestaurant El Pimpi i Málaga. Her findes alle de lækre spanske specialiteter, som vi er kommet til at holde så meget af. Og SÅ var det ellers tid til at komme hjem og tanke op på pebernødder, flæskesteg og drillenisser.

Vores andre artikler om Córdoba

Har du fået lyst til at læse mere om den smukke gamle by i bjergene, finder du vores andre artikler om Córdoba her:

• Gode restauranter i Cordoba – smag på de mauriske traditioner
• 10 ting, du skal spise i Cordoba – med masser af lokale specialiteter!
• Smukke vandreture i Cordoba – følg stierne til Medina Azahara!
• Gode tips til din ferie i Cordoba, Andalusien
• Seværdigheder i Cordoba – 10 attraktioner du skal se!
• Shopping i Cordoba – her finder du alle de gode butikker!

Du kan også klikke dig videre her!

Indlægget Córdoba i december – 7 dage med jul, vandring og fantastisk mad blev først udgivet på SidderUnderEnPalme.

Efter fem dage i kystbyen Vlorë sluttede vi vores ferie i Albanien med to overnatninger i hovedstaden Tirana. Vi var allerede blevet meget begejstrede for Albanien som rejsemål, og det fortsatte her. Også i Tirana mødte vi en overstrømmende venlighed og gæstfrihed, som vi faktisk ikke rigtig har oplevet andre steder. Alle ville gerne snakke, høre hvor vi kom fra og fortælle om deres land.

Tirana er på mange måder en mærkelig blanding. Her er slidte højhuse af beton og huller i fortovene, og de albanere, vi talte med, fortalte åbent om både fattigdom og korruption. Samtidig bygges der overalt, nye højhuse skyder op, restauranter og caféer er fyldt med mennesker, og især i bydelen Blloku er der alle steder en hip vibe, der får dig til at at tænke på Berlin.

På grund af Albaniens omskiftelige historie og de mange krige er der ikke meget af det gamle Tirana tilbage. Leder man som os altid efter gamle sten, er det ikke her, de findes. Til gengæld er Tirana et virkelig spændende land, hvis man interesserer sig for kommunisme og nyere europæisk historie – og for at se et samfund, der kollektivt har besluttet sig for, at nu skal vi FREMAD.

Good evening Europe – Tirana calling

Det har været et stort ønske at komme til Tirana lige siden 2004, hvor Albanien for første gang var med i Eurovision. Det var helt vildt, at alle østlandene nu også skulle deltage, og det satte fut i en konkurrence, der ellers var blevet lidt støvet. Måske husker du også stadig Albaniens introvideo, fordi koreografien var lidt… speciel med blandt andet hestedans.

Fortællingen dengang var også om et Albanien, der var så fattigt, at landet måtte have en økonomisk håndsrækning for overhovedet at kunne deltage. Og den historie hænger ved den dag i dag. Albanien er stadig et af Europas fattigste lande, men efter en uge i landet kunne vi også konstatere, at det langt fra er hele historien. Her er megaspændende!

Albanien er et vildt og sjovt land, og vil du gerne noget andet end at ligge ved poolen på charterferien, så er Tirana et af de hippeste steder, du kan besøge lige nu. Og nu skal du høre hvorfor!

Seværdigheder i Tirana

Vi havde kun to dage i Tirana, så vi kunne selvfølgelig ikke nå at se alt. Til gengæld ligger mange af seværdighederne i centrum i gåafstand fra hinanden, og som altid startede vi med at gå byen rundt.

Det centrale Tirana ligger omkring den enorme Skanderbeg-plads, hvor Albaniens nationalhelt Skanderbeg sidder højt til hest. Rundt om pladsen ligger blandt andet Et’hem Bey-moskeen, klokketårnet og det nationale historiske museum. Herfra kan du gå videre mod blandt andet Pyramiden, Blloku og flere af byens seværdigheder fra kommunisttiden.

Det rigtig gamle Tirana er som sagt ret godt gemt. Til gengæld er kontrasterne sjove. Moskeernes kalden, betonbyggeri fra kommunisttiden, albanske punkere, store gavlmalerier og helt nye højhuse – overalt er der noget at opleve!

Pyramiden i Tirana

En af de mest særprægede bygninger i Tirana er Pyramiden, som blev bygget i 1980’erne som museum for Albaniens kommunistiske diktator Enver Hoxha. Efter kommunismens fald blev den blandt andet brugt som konferencecenter, NATO-base og diskotek, imens den forfaldt mere og mere.

I dag er Pyramiden blevet renoveret, og du kan gå hele vejen op over den ad trapperne på ydersiden. Omkring den gamle betonpyramide er der bygget små farverige bokse, og i parken sidder folk og hygger sig i eftermiddagssolen.

Bunk’Art og Tiranas bunkere

Noget af det, vi især var kommet til Tirana for, var den kommunistiske historie. Under Enver Hoxha blev Albanien et af Europas mest isolerede lande, og frygten for en udenlandsk invasion førte blandt andet til de mange tusinde bunkere, som stadig står spredt ud over hele landet.

På vej fra Vlorë til Tirana kan du langs hele kysten se bunker efter bunker, der er gravet ind i klippevæggen – klar til at forsvare Albanien mod en fjende, der aldrig kom. Også i Tirana er der bunkere over det hele – som i dag er blevet omdannet til museer. Bunk’Art ligger i et stort underjordisk anlæg, der blev bygget til landets politiske ledelse, mens Bunk’Art 2 midt i centrum især fortæller historien om det hemmelige politi og forfølgelsen af den albanske befolkning under kommunismen.

Blloku – fra kommunistelite til hipsterliv

Blloku var et af de områder i Tirana, vi blev ved med at vende tilbage til. Kan du lide Berlin, vil du også være vild med bydelen Blloku og det skønne sammensurium af lækre restauranter, vægmalerier, trendy barer, sjove butikker og discoteker. Her er noget for enhver smag!

Under kommunismen var området lukket helt af for almindelige albanere. Her boede Enver Hoxha og resten af partitoppen, og i Vila 31 kan du stadig se Hoxdas overdådige hjem, hvor han boede med sin familie frem til sin død i 1985. Villaen er i dag omdannet til kunstcenter, men mange møbler og detaljer er stadig bevaret.

Restauranter i Tirana – mere god mad!

Efter fem dage i Vlorë havde vi allerede smagt en masse af de lokale specialiteter og fundet ud af, præcis hvor god maden er i Albanien. Tirana skuffede bestemt heller ikke. Her er absurd god mad og øhh… også et folk, der ligner, at de ikke er bange for at spise den.

Vi kan især anbefale restauranterne Gjakova og Era. Gjakova er stedet for kødelskere med traditionelle albanske retter og masser af godt fra grillen. Det ligger lige ved det store fodboldstadion, og vi opdagede kun restauranten, fordi vi gik efter lyden fra den store folkefest. Personalet taler lige så godt engelsk, som vi taler albansk (dvs. slet ikke), men vi fik peget ned i køledisken og lidt på kortet, og så kunne vi ellers kaste os ud i et mindre orgie af kød, grøntsager, ost – og det til priser, så vi troede, at de havde glemt halvdelen på regningen. Du skal helt sikkert smage deres lammepølser og tzatziki!

Era er et noget dyrere sted og perfekt til en aften, hvor I skal ud og flette fingre og lufte den pæne kjole. Restauranten har et stort menukort med både klassiske albanske retter og mere moderne fortolkninger. Fordi der er så meget at vælge imellem, er det også godt at vide, at tjenerne taler fint engelsk og meget gerne vil hjælpe dig med at vælge mellem alle de lækre retter. Hvis vi må komme med en anbefaling, så gå efter så mange så muligt af de små portioner med traditionelle albanske retter. Kan du ikke vælge, er deres pizza også virkelig god!

Gode barer i Tirana

Lige rundt om hjørnet fra restaurant Era ligger en bar, der er så hip, at vi et øjeblik troede, at vi var blevet tryllet til Vesterbro. På Radio Bar er cocktails til alle smage – og egen barkat. Den bor i sofaen og ville meget gerne kæle. Ja, og så er baren selvfølgelig indrettet med et uendeligt antal radioer og mange sjove memorabilia fra kommunisttiden.

Vi er altid på jagt efter spændende øl, og ingen by bliver besøgt, uden vi lige skal forbi en lokal specialølsbar. The Taproom by Pan’s er et mikrobryggeri med eget taproom. I den hyggelige bar kan du smage deres øl direkte fra hanerne, der også gemmer på dråber fra andre albanske mikrobryggerier.

Den albanske specialølsproduktion er stadig ny og noget mindre end det danske, men derfor er det alligevel altid spændende at se, hvad landet kan byde på.

Marked i Tirana

Den ene dag fik vi frokost på byens største marked. Pazari i Ri erstattede i 1959 Den Gamle Bazar og er i dag et sjovt sted at snuse lidt rundt. Vi må indrømme, at vi nok er lidt forkælede med markeder i Italien og Spanien, for Pazari i Ri er mest bare en masse souvenirbutikker og restauranter. Følger du vejen mod nordvest, kommer du ud i de sidste rester af den oprindelige bazar. Væk er alt det polerede og pæne, og nu kan du pludselig købe hjemmeflikkede sandaler, det lækreste friskbagte brød og alskens kurve.

Vi var dog mere på udkig efter spiselige souvenirs, og efter en dejlig frokost på markedet, fik vi gjort vores indkøb i nogle af alle de små butikker nordvest for Blloku ved Bulevardi Bajram Curri, hvor de lokale handler. Søg på 108 Unaza på Google Maps for at finde det præcise sted.

Her sælges blandt andet frugt, grøntsager, ost, kød og lokale specialiteter, og området er fyldt med små butikker, caféer og restauranter. Det ligger samtidig tæt på centrum, så det er nemt at lægge vejen forbi på en gåtur gennem byen.

Hilton Garden Inn – et godt hotel i Tirana

Grunden til at vi opdagede alle de små hyggelige butikker, var fordi vi havde valgt et hotel, der lå lige ved siden af. I Tirana får du rigtig meget hotel for pengene, og vi havde derfor flottet os og booket os ind på Hilton Garden Inn Tirana. Nøj, det var lækkert!

Hotellet ligger ca. to kilometer fra Skanderbeg-pladsen, så vi boede ikke lige midt i centrum. Vi har dog aldrig noget imod at gå – og efter al den albanske mad trængte vi også!

Tirana calling – again!

To dage i Tirana var fint til at nå de vigtigste seværdigheder, men vi er slet, slet ikke færdige hverken med den hippe by eller resten af Albanien. Vi ville gerne have set Tirana fra oven fra den flotte svævebane Dajti Ekspres, og så er der jo også Skanderbegs borg i Krujë, det romerske amfiteater i Durrës – og alt det andet.

Samtidig forlod vi her i marts 2026 også et Albanien, hvor demonstrationerne var begyndt at ulme. I Tirana var en af de store veje pludselig spærret under et stort politiopbud. Vi tænkte ikke så meget over det, men vendte bare om.

Et par måneder senere fik konflikten om naturreservatet i Zvërnec for alvor folk på gaden i både Tirana og Vlorë. Albanerne protesterede mod planerne om enorme luksusbyggerier langs kysten, og den utilfredshed med korruption, som allerede ulmede under vores besøg i marts, fik pludselig et meget konkret ansigt: Premierminister Edi Rama havde åbnet døren for et milliardprojekt med Donald Trumps datter Ivanka Trump og hendes mand Jared Kushner i et af landets mest værdifulde naturområder. Protestbevægelsen fik navnet Flamingo-revolutionen efter de flamingoer, der lever i det beskyttede vådområde.

Albanien er stadig et land, der kæmper for at finde sin egen identitet efter tusind års skiftende herredømmer. På vores rejse blev det tydeligt, at albanerne ønsker at stå på egne ben – også økonomisk – og de knokler hver dag for en bedre fremtid. Flamingo-revolutionen slår fast, at det fremskridt ikke skal ske for enhver pris. Albanerne har endelig fået deres eget land tilbage, og det er ikke til salg. Herfra hepper vi på albanerne og på, at naturreservatet i Zvërnec får lov til at bestå.

På gensyn, Albanien!

Indlægget Tirana i Albanien – god mad og seværdigheder i den hippe hovedstad blev først udgivet på SidderUnderEnPalme.

På vores eventyr rundt til alle landene i Europa er vi denne gang nået til Albanien – Ørnens Land. I marts 2026 tilbragte vi fem nætter i kystbyen Vlorë og derpå et par dage i Tirana, inden turen gik hjem igen.

Albanien er et af de fattigste lande i Europa og endnu ikke medlem af EU, så vi var ret spændte på, hvad vi egentlig skulle forvente. Inden turen havde vi også læst en del rejseberetninger om skrald alle steder, vanvidskørsel og albanske gangstere.

Men som altid fik vi fordommene lige tilbage i fjæset igen. Vlorë er en skøn by, også selv om vi var ret langt uden for sæsonen. Kystbyen er ligesom den mere kendte Durrës en turistby, og der ligger hoteller og restauranter hele vejen langs kysten og op mod den gamle bydel.

Vi jokede med guiden på byens historiske museum om, at Albanien har en ret omskiftelig historie, hvor invasioner af landet har været en ting siden fortidsfolket illyrerne – og nu altså også turisterne. Har du været bare én dag i Málaga eller Barcelona, vil du nok blive glædeligt overrasket over, hvor glade albanerne er for turister. Alle spurgte, hvor vi var fra, og i løbet af vores første dage så vi kun tre andre turister i Vlorë.

Vlorë i marts – udenfor sæsonen

Om sommeren er her dog ret anderledes, som vi også kunne læse om i de rejseberetninger, vi fandt inden vores besøg. Vi besøgte Vlorë i marts, og de mange tomme restauranter og dyngerne af opmagasinerede strandstolene fortalte om en by, som virkelig er et hit om sommeren.

Vi var dog kommet for at vandre i bjergene, og det gør man jo bedst, når det ikke er 30 grader. Her i marts var de første feriedage dog udfordret af regn, så vi søgte ly på museer og restauranter. Det gjorde nu ikke så meget, for historie og mad var to af de andre ting, vi var kommet til Albanien for.

Da det endelig klarede op, kunne vi spænde vandreskoene på og komme ud og se noget mere af området omkring Vlorë. Her får du derfor vores anbefalinger til Vlorë, som både handler om seværdigheder, restauranter og alle de skønne vandreture, som vi fik gået.

Seværdigheder i Vlorë og omegn

Vlorë ligger ved en stor bugt omgivet af bjerge, og området er fyldt med levn fra de folk, der gennem tiden har boet her: først det oprindelige folk illyrerne, siden grækere, romere og osmannerne.

Albanien har i det hele taget en lang og spændende historie, som i høj grad har handlet om at blive indlemmet i forskellige storriger. Området har blandt andet været en del af Magna Graecia og Romerriget, efterfulgt af næsten 500 år under Det Osmanniske Rige og siden årtier som kommunistisk stat.

I dag er der fuld fart på den albanske identitet og på alle de store nybyggerier. Det er en meget spændende tid at besøge landet i. Vi starter altid med at gå på urban hiking i de mindre gader rundt om i byen. Her hvor de lokale bor, er kontrasten imellem nyt og gammelt temmelig stor.

Seværdigheder i Vlorë By

Inde i selve Vlorë er der en del at se. På en regnvejrsdag besøgte vi byens historiske museum, som fortæller Vlorës historie fra illyrerne og romerne frem til kampen for albansk selvstændighed. I centrum står det store Independence Monument til minde om, at Albaniens uafhængighed blev erklæret netop her den 28. november 1912.

Den gamle bydel er værd at gå en tur igennem med Muradie-moskeen fra 1537, den historiske jødiske gade Rruga e Hebrenjve og de restaurerede Muradie-kvarterer med pastelfarvede huse og caféer. Kig også forbi det karakteristiske røde rådhus. Og når man har fået nok historie, er der strandpromenaden – Vlorës lange moderne ansigt ud mod bugten.

Sammenligner du Vlorë med et besøg i en italiensk by af samme størrelse, bliver du nok lidt skuffet. Her i centrum er der seværdigheder til en formiddag inklusiv kaffepause – men det er også bare spændende at sætte sig og kigge på det moderne byliv i Vlorë. Det er dog i turene udenfor byen, at det virkelig bliver interessant!

St. Mary’s Monastery ved Zvërnec

En af vores vandreture gik til St. Mary’s Monastery, det lille kloster, der ligger på øen Zvërnec i lagunen nord for Vlorë.

Herude er man langt fra den moderne turistby med hoteller og strandbarer. Turen gennem landskabet og ud til det lille kloster blev en af vores bedste oplevelser omkring Vlorë. Det er ikke tilladt at tage billeder inde i selve klostret, men vi kan fortælle, at det er meget fint og gammelt. Vi tog en taxi ud til forstaden Nartë og gik så af gedehyrdestierne over bjerget til den smukke lagune.

P.S. Har du fulgt bare lidt med i nyhederne, har du nok også hørt om balladen omkring netop Zvërnec. Donald Trumps datter Ivanka Trump og hendes mand Jared Kushner står bag planer om et enormt luksusbyggeri ved Vjosa-Narta, som er et beskyttet naturområde og vigtigt levested for blandt andet flamingoer og andre trækfugle. Projektet har udløst store protester i Albanien, fordi miljøorganisationer frygter, at byggeriet vil ødelægge en del af det økosystem, vi netop var kommet for at opleve. Vi følger med i udviklingen og sender vores bedste ønsker til det albanske folk. Landet er jeres.

Kaninë-borgen – gamle sten og en formidabel udsigt

Næste dag gik turen til Kaninë-borgen, som ligger oppe på et af de mange bjerge, der omkranser Vlorë. Turen opad gik ad grusveje og til sidst små gedestier, hele tiden med den mest pragtfulde udsigt over byen, bjergene og Vlorë-bugten.

De ældste spor fra Kaninë går helt tilbage til illyrisk tid, og stedet udviklede sig senere til en befæstet by. Borgen blev bygget om og udvidet flere gange gennem århundrederne, blandt andet under byzantinerne, og i middelalderen blev Kaninë et vigtigt politisk og militært centrum i området.

Det giver egentlig meget god mening, når man står deroppe. Borgen ligger omkring 380 meter over havet, og herfra har man kunnet holde øje med både Vlorë-bugten og området omkring byen. Der er gratis entré.

I dag er det ruinerne, man går rundt mellem, og for os var selve turen derop mindst lige så meget en del af oplevelsen som borgen.  Der er hverken toilet eller café på toppen, så tag selv mad med. Vi havde selv medbragt vores fantastisk 7-kroners burek fra det lille bageri Furre Buke Prizereni, som lå ved siden af vores hotel. Kæmpe anbefaling!

Apollonia

Nord for Vlorë ligger den store arkæologiske park Apollonia, som virkelig er et besøg værd. Her inviterede illyrerne i år 600 f.Kr. folk fra det gamle Korinth i Grækenland til at komme og slå sig ned. Det udviklede sig til et rigt samfund, og i dag kan man gå rundt mellem ruinerne fra den gamle by.

Igen tog vi en Patoka (taxi) ud til den arkæologiske udgravning en halv time udenfor Vlorë. Det, der gjorde størst indtryk, var Bouleuterion med den flotte facade, som fungerede som byens rådsbygning. Midt blandt ruinerne ligger også det middelalderlige kloster St. Mary med et arkæologisk museum, hvor mange af fundene fra udgravningerne i Apollonia er samlet. Der er meget at se på, og området er stort. Vi endte helt ude ved nogle af de gamle bunkere fra kommunismetiden, som var gravet durk lige ned i et gammelt oldtidsfundament.

Parken har en lille café, men vi var på den sikre side og havde selv taget mad med. I vestenden af parken er der dog gang i et stort restaurantbyggeri til fremtidens sultne gæster. Det koster 400 LEK, ca. 35 kr. at komme ind.

Vandreture i Vlorë

Som sagt startede vi ferien i Vlorë med en del regn. Efter et par dage klarede det op, og vi kunne spænde vandreskoene på. Som sagt gik vi blandt andet til St. Mary’s Monastery og op til Kaninë-borgen, hvor den sidste del af turen foregik på små gedestier. Bjergene omkring Vlorë betyder, at man ret hurtigt kan komme væk fra byen og få nogle flotte udsigter over bugten.

Bruger du som os AllTrails, vil du opleve, at Vlorë ikke er skidegodt dækket ind på app’en. Vi brugte i stedet Googles almindelige kort samt online anbefalinger fra andre vandrere.

Restauranter i Vlorë – åh, vi spiste godt!

Al den vandring skal jo også bruge noget benzin. Den albanske mad endte med at blive en af de helt store stjerner på vores ophold i Vlorë.

Vi vidste faktisk ikke helt, hvad vi skulle forvente, men et tidligere besøg i Nordmakedonien havde gjort, at vi glædede os på forhånd. Og vi blev ikke skuffede! Det albanske køkken er en sjov blanding af græsk, tyrkisk og balkansk mad, med retter og traditioner fra nogle af de mange folk, der gennem tiden har haft deres gang i området.

Vi spiste blandt andet langtidsgrillet lam, pølser, salater, bagt feta, fisk, burek og pizza, og gudskelov skulle vi da ud og vandre engang imellem, ellers havde vi da trillet hjem.

Hvis turen går til Vlorë, kan vi især anbefale:

• Eagle – hyggelig lokal mad
• Sofra e Lakrorit – traditionel mad, som skal forudbestilles og bliver lavet i den store gamle kamin
• Taverna Xhakaj – familierestaurant med traditionel mad
• Amantia – her fik vi byens bedste pizza
• Ammare – fiskerestaurant og byens perle, som vi havde gemt til den sidste dag

Sofra e Lakrorit var en af de helt særlige oplevelser. Her spiste vi alt, hvad hjertet kunne begære af lam, pølser, græsk salat og bagt feta til omkring 300 danske kroner. På fiskerestauranten Ammare fik vi en hel fisk, kun med smørsovs som tilbehør. Lagunen er fyldt med dem, og det var vanvittig lækkert!

Priser i Vlorë – Albanien er stadig billigt

Priserne på restauranterne er næsten lige så venlige som albanerne. Sidste efterår holdt vi også ferie lige ovre på den anden side af Adriaterhavet i Syditalien, og det var pudsigt, hvor meget der mindede om hinanden. Her i Vlorë er alting bare omkring 30 procent billigere.

En af de første dage fik vi en kombineret frokost/kagepause med alt, hvad hjertet kunne begære, for omkring 65 danske kroner. Da vi lagde billedet op på vores private Facebook og var i chok over, hvor billigt det var, var der flere garvede Albaniensrejsende blandt vores venner, der lige måtte påpege, at Albanien var blevet et noget dyrere rejsemål gennem de sidste 10 år.

Men sammenligner man som os med Italiens støvlehæl, så er det ret klart: Man får rigtig meget mad og ferie for pengene i Vlorë.

Hotel i Vlorë – Yacht Hotel

Vi skal også lige nå at fortælle om vores hotel. Fordi man jo får rigtig meget for pengene i Albanien, og især udenfor sæsonen, havde vi indlogeret os på et af byens rigtig gode hoteller. Yacht Hotel, som ligger helt ud til vandet i den sydlige del af Vlorë. Fra den store, bløde seng var der udsigt ud over hele bugten og helt ind til Vlorë by.

Det giver måske lidt mere mening om sommeren, men hotellet ligger direkte ved strandpromenaden med egen strandbar. Der er ca. 15 minutters gang ind til Vlorë by, og der kører også busser frem og tilbage på strækningen.

Transport i Vlorë – bus, taxi eller bil?

Det med busserne blev vi dog ikke særlig meget klogere på. Vi plejer ellers at komme rundt med bus og tog, men i Albanien måtte vi simpelthen opgive. Der går rent faktisk en bus mellem Tirana og Vlorë, men problemet opstår især, når man vil ud til de mange seværdigheder omkring byen.

Det interessante er, at den almindelige befolkning under kommunismen frem til begyndelsen af 1990’erne stort set ikke havde adgang til private biler. I dag, hvor alle albanere og deres bedstemor tilsyneladende ejer en bil, kunne vi til gengæld ikke rigtig få øje på andre busser end dem, der fragtede turister fra hotellerne.

I stedet blev vi dog rigtig glade for Patoko, Albaniens svar på Uber. Vi havde nogle ret sjove og interessante køreture med de albanske chauffører, som elskede at fortælle om deres land og give rejsetips – også dem der ikke kunne engelsk. Gæstfriheden er bare stor på de kanter!

Fem dage i Vlorë – skal vi tilbage?

Vi tog til Albanien med en masse forestillinger om et af Europas fattigste lande. Et land, vi mest kendte gennem historiebøgerne om kommunisme og så Melodi Grand Prix. Og noget med nogle albanske gangstere i diverse film med Kim Bodnia.

Allerede inden vi forlod Albanien, talte vi allerede om det, vi skulle se næste gang. For der bliver helt sikkert en næste gang. Dels er der det med maden, der bare ramte bullseye i vores smagsløg. Og dels var der en masse, vi ikke nåede at se: De arkæologiske ruiner i Saranda, det romerske amfiteater i Durrës, Skanderbegs borg i Krujë og Theth-bjergene i det nordlige albanien.

Men det må blive en anden gang! Vi glæder os allerede nu til at komme tilbage og se, hvor langt albanerne er kommet med fremskridtet.

Inden turen går hjemad, nåede vi dog også lige to dejlige dage i hovedstaden Tirana. Det kan du læse om her: Tirana i Albanien – god mad og seværdigheder i den hippe hovedstad

Indlægget Vlorë i Albanien – 5 dage med vandring, seværdigheder og fantastisk mad blev først udgivet på SidderUnderEnPalme.

Bingo på italiensk – 29,95 kr.

Er der noget bedre end en ferie i Italien? Det skulle da lige være at kunne de vigtigste ord på italiensk! Uanset om du skal til Rom, Firenze eller Sicilien, gør det oplevelsen nemmere og sjovere, hvis du kan lidt af sproget.

Vi prøver altid at lære de mest basale ord, når vi er på ferie et nyt sted. Det er både høfligt og praktisk, og så åbner det bare italienernes hjerter, hvis du bare prøver at gøre dig forståelig på deres smukke spog.

Du behøver ikke lære flydende italiensk, men et par af de mest almindelige ord og vendinger kan gøre en stor forskel. Her får du en guide, hvor du ser det danske ord først og derefter den italienske oversættelse.

Se også: Bingo på italiensk – 29,95 kr.

Tallene fra 1 til 10

En – uno
To – due
Tre – tre
Fire – quattro
Fem – cinque
Seks – sei
Syv – sette
Otte – otto
Ni – nove
Ti – dieci

Småord

Tak – grazie
Værsgo – prego
Ja – sì
Nej – no

8 sjove spil til ferien i Italien – 29,95 kr.

Se også:

Hilsner

Hej – ciao
Goddag – buongiorno
God aften – buonasera
Farvel – arrivederci
Undskyld – scusi

Se også: 8 sjove spil til ferien i Italien

På restaurant

Et bord til to/tre – un tavolo per due/tre, per favore
Et glas vin, tak – un bicchiere di vino, per favore
Jeg vil gerne bede om… – vorrei
Menuen – il menù, per favore
Regningen, tak – il conto, per favore

Drikkevarer

Rødvin – vino rosso
Hvidvin – vino bianco
Vand uden brus – acqua naturale
Vand med brus – acqua frizzante
Sodavand – Bibita
Øl – birra
Kaffe – caffè

På menukortet

Rejs & Lær i Italien – 44,95 kr.

Brød – pane
Forretter – Antipasti
Første retter – Primi piatti (pasta/risotto/suppe)
Anden retter – Secondi piatti (kød/fisk)
Kød – Carne
Fisk – Pesce
Suppe – Zuppe
Tilbehør (grønt, kartofler, salat) – Contorni
Oste – Formaggi
Dessert – Dolci
Drikkevarer – Bevande

Se også: Rejs & Lær i Italien – 44,95 kr.

Transport

En billet til… – un biglietto per…
Næste station – prossima fermata
Udgang – uscita
Station – stazione
Lufthavn – aeroporto
Til højre – a destra
Til venstre – a sinistra

Praktisk

Hvor er toilettet? – dov’è il bagno?
Hotel – hotel
Værelse – camera
Nøgle – chiave
Hjælp – aiuto

Lær sproget på ferien

Spil med ord på ferien – Italien – 29,95 kr.

Når du først kan sige et par høflige ord som tak og undskyld på italiensk, gør det både rejsen lidt sjovere og lettere. Mange italienere bliver virkelig glade, hvis du prøver at tale deres sprog, også selv om det bare er et par ord. Du vil hurtigt opleve, at det er nemmere at bestille mad, købe togbilletter og finde vej, når du har de små gloser på plads.

Vi har rejst en del i Syditalien og på Sicilien, og nogle steder tales der bare slet ikke engelsk. Ikke engang ét ord. Her kan det være en gave bare lige at kunne sige “tak” og forstå bare en brøkdel af menukortet. På den måde slipper du for at stå og mime og pege alt for meget, og du får en ferie, hvor du kan koncentrere dig om det, der betyder noget – oplevelserne, maden og hyggen.

Se også: Spil med ord på ferien i Italien

Italiensk for begyndere!

Det kan være svært at huske de italienske ord, når du står midt i ferien og pludselig skal bruge dem. Hvis du vil træne lidt hjemmefra eller på hotellets balkon, har vi ovre på vores søsterside www.lounoire.dk lavet masser af sjove sprogspil, hvor du kan lære italiensk for sjov. Du kan se nogle af dem her på siden.

Som en lille ekstra bonus får du 10% rabat på dit første køb med rabatkoden LOUNOIRE10. Rigtig god ferie!

Indlægget Ferie i Italien – lær de vigtigste ord på italiensk blev først udgivet på SidderUnderEnPalme.

8 sjove spil til ferien i Spanien – 29,95 kr. – klik her!

Hvilke seværdigheder skal du se i Sevilla? Der er masser at se på, masser af kultur og historie – men det er ikke sikkert, du når alt, hvad du har planlagt. Sevilla indbyder til afslapning, lækre tapas og til helt generelt bare at slentre rundt og nyde livet. Men der er masser af fantastiske seværdigheder i Sevilla, som du ikke må gå glip af!

Der er meget mere at se og opleve i Sevilla, end dét, der blev plads til her, hvor du kan læse om de allerbedste seværdigheder i Sevilla. Vil du vide mere om, hvad du kan lave i byen, finder du turistinformationen og en kalender med koncerter og andre begivenheder i Sevilla ved at klikke på de forskellige links.

Se også: 8 sjove spil til ferien i Spanien

12 skønne seværdigheder i Sevilla

Catedral de Sevilla og La Giralda

Den store katedral i Sevilla er ligesom La Mezquita i Cordoba oprindelig bygget som en moske. Katedralens tårn, La Giralda, var derfor også oprindelig en minaret, og det ses især tydeligt i overgangen fra de smukke, mauriske mønstre til de katolske renæssance-krummelurer på klokketårnet i toppen. Det koster 12 euro pr. person at besøge kirken og tårnet (2024) og 5 euro ekstra, hvis du skal have en audioguide med.

Catedral de Sevilla og La Giralda

Også den smukke port, Puerta del Perdon, vidner om mauernes tilstedeværelse i Andalusien igennem 700 år. Og selvom vi danskere jo godt ved, at det i virkeligheden var vikingerne, der opdagede Amerika , så er det også her i katedralen, at de jordiske rester af Christoffer Columbus ligger begravet.

Læs mere her: Catedral de Sevilla

Real Alcazar de Sevilla

Lige overfor La Giralda ligger det kongelige palads Real Alcázar de Sevilla. Slottet blev oprindelig bygget af maurerne som et fort. De smukke ornamenteringer og haverne med de rislende springvand bringer minder om dengang, Sevilla var på mauriske hænder.

Efter de kristnes tilbageerobring af Sevilla i 1248 overtog de spanske konger stedet og begyndte at udbygge det. Især Pedro 1. af Kastilien har sat sit præg på slottet og har opført store dele af paladset opføre i mudéjar-stil, en ny-maurisk stil. Gennem århundrederne har skiftende kongelige familier boet her, og paladset bruges den dag i dag som officiel residens for den spanske kongefamilie, når de besøger Sevilla.

Vil du selv besøge Real Alcázar, så skal du bestille billetter i god tid, allerede når du køber flybilletten. Det havde vi heldigvis gjort, for da vi var der i april 2025 var der udsolgt for de almindelige billetter til Real Alcázar to uger ud i fremtiden. Til Cuarto Real Alto, de kongelige gemakker som stadig er i brug, skal du 1-2 måneder ud i fremtiden for at få en billet.

Men når du så har din billet, skal du især glæde dig til de flotte mosaikker i Ambassadørernes Sal – som i sin skønhed kun kan sammenlignes med Alhambra i Granada. Vi besøgte også Real Alcácar på en varm dag og brugte timer på at slentre i den store slotshave. Her kan du nyde de flotte fontæner, appelsintræerne og ikke mindst de mange påfugle. Slottet har også en virkelig god cafe, så du behøver ikke at tage madpakke med.

Muralla Almohade

Inden vi skal videre ud til de største seværdigheder i Sevilla, gør vi lige en lille afstikker. Det er nemlig blevet tid til en lille ispause hos Sevillas bedste isbar – og et kig på den gamle mauriske bymur. For at forklare, hvordan du finder dette lille hemmelige spot, bliver vi “desværre” nødt til at guide dig hen til Gelateria MITO, som ligger på Calle Almirantazgo nr. 8 – bymuren kan nemlig ikke søges frem på Google Maps. Der er ca. 5 minutters gang fra Real Alcázar.

Når du har forfrisket dig med en is, så kig til højre for isbaren. To huse henne er der en lille port. Går du igennem den, kommer du ind i en lukket gårdhave, med den dejligste skyggefulde søjlegang. Her kan du beundre det lille springvand og arkitekturen omkring det.

Bemærk især den flotte gamle bymur fra Almohade-dynastiet i 1100-tallet. Muralla Almohade, den mauriske mur, strakte sig engang hele vejen rundt om byen og beskyttede Sevilla mod fjender – og vikinger! Sammen med Torre del Oro kan bymuren give et lille indblik i, hvordan Sevilla så ud i middelalderen, da byen var en vigtig muslimsk storby.

Plaza de Espana

Fra Real Alcázar er der ca. 10 minutters gang ned til Plaza de Espana. Måske husker du den smukke scene fra Star Wars: Attack of the Clones, hvor Anakin og Padmé går under de tyste søjlegange på planeten Naboo? I virkeligheden blev scenen optaget her på Plaza de Espana, og man forstår godt, hvorfor valget faldt på disse smukke omgivelser.

I dag er det en af Sevillas største turistattraktioner, og der er trængsel på den lille bro, hvor alle skal have taget billeder. Men stadigvæk kan skønheden i det store bygningskompleks helt tage pusten fra dig. De rødgule sten, de tusindvis af keramikfliser og de høje tårne, der hæver sig over pladsen er helt klart et besøg værd.

Læs mere her: Plaza de Espana

La Torre del Oro

På vej tilbage mod centrum igen, kan du slå vejen forbi La Torre del Oro, det gyldne tårn der ligger nede ved floden Guadalquivir. Tårnet var oprindelig beklædt med gyldne kakler og må have været et pragtfuldt syn! Når du står der, er det ikke svært at forestille sig, hvordan havnen engang var fuld af de store træskibe, der stævnede ud mod Amerika, blandt andet med Columbus ved roret. I dag huser tårnet det maritime museum.

Tårnet har faktisk også et søstertårn, Torre de la Plata, Sølvtårnet, som ligger lidt længere inde i byen og er bygget i samme periode. De to tårne var en del af byens forsvarssystem og forbundet af en mur, der skulle beskytte havneområdet mod angreb. Som du kan læse om længere nede, så fandt vi den skønneste hotellejlighed, der lå lige klods op ad Torre de la Plata. Det var et skønt syn at vågne til om morgenen!

Cruceros Torre del Oro – en flodtur på Guadalquivir

En af de gange vi var i Sevilla, havde vi pludselig et par timer tilovers, inden vores bus gik videre ud i Andalusien. Først satte vi os ved byens smukke flod Gualdalquivir, hvor der altid er meget at kigge på. Her flød den ene cruisebåd forbi efter den anden, og vi blev hurtigt enige om, at sådan en tur måtte vi også have!

Selv om vi har set meget af Sevilla, var det alligevel en skøn oplevelse at opleve byen fra flodsiden. Båden starter ved Torre del Oro og tager dig med ud til både den ene og den anden ende af byen. Det koster 20 euro (2024) og er alle pengene værd! Bådturen er især en fin aktivitet, hvis du har børn med på ferie i Sevilla.

Læs mere her: Cruceros Torre del Oro

Tyrefægtning i Real Maestranza

Går du langs floden Guadalquivir og mod nord kommer du snart til tyrefægterarenaen Real Maestranza. I Andalusien går man stadig op i tyrefægtning med liv og sjæl, og du kan mene om det, hvad du vil – men her er det en højtelsket tradition.

I Sevilla kan du fra april til juni og igen i september se tyrefægtning i en af de mest berømte tyrefægterarenaer i hele verden. Den store arena er bygget som et romersk amfiteater med siddepladser til 12.000, og du skal være ude i god tid, hvis du vil have billetter. Det fine museum er også et besøg værd, og her kan du købe flotte tyrefægtningsplakater.

Flamenco – sjælens dans

Flamenco er en del af de andalusiske folkesjæl. Både en musikform og en dans, blev den oprindelig udviklet af de andalusiske gitanos (sigøjnerne) i 1800-tallet. I flamenco kommer de dybeste følelser til udtryk, ofte sorg og melankoli.

Las Setas i Sevilla

Der er dog intet trist ved at overvære et flamenco-show, og det er en af de oplevelser, du bør give dig selv, når du besøger Sevilla. Der er mange flamenco-shows i byen, men de mere udsøgte finder du på festivalen La Bienal de Flamenco, der finder sted i september (i lige år). I flamenco-museet Museo del Baile Flamenco er der daglige optrædender, ligesom i La Casa del Flamenco.

Las Setas – gå en tur over byens tage

En af de mere iøjnefaldende seværdigheder i Sevilla er de store “træ-svampe”, som du kan gå en tur på. Fra Plaza de la Encarnación kan du stige op i den gigantiske trækonstruktion, der for de lokale er kendt som Las Setas, Svampene.

Metropol Parasol, som stedet mere korrekt hedder, giver dig mulighed for at gå en tur helt oppe over byens tage. Og der er en fantastisk udsigt ud over byen! I stueetagen finder du et stort madmarked, og kælderen gemmer på de romerske ruiner, som blev fritlagt, da man begyndte at grave ud til Las Setas.

Rundt omkring svampene kan du sidde i skyggen på en af de utallige caféer og nyde et køligt glas vin og et par tapas. Læs mere her: Las Setas

Verdensudstillingen – Expo ’92

Verdensudstillingen i Sevilla – Expo ’92

Kommer du kørende ind i Sevilla fra vest, kan du ikke undgå at lægge mærke til det store brune ståltårn, der tårner over Sevilla. Tårnet markerer starten på Isla de la Cartuja, den nye bydel der blev opført til verdensudstillingen Expo ’92. Udstillingen markerede 500-året for Columbus’ opdagelse af Amerika.

Er du som os født nysgerrig og tage rpå opdagelse ud i området, kan du se de mange pavilloner fra hele verden, som blev bygget til udstillingen. Her er næsten uhyggeligt stille, men mange af bygningerne bliver stadig brugt til universiteter, kontorer og kultur.

Sevilla var i 1929 også vært for den iberoamerikanske udstilling, og kontrasten til den pragtfulde Plaza de España, som dengang blev bygget til formålet, er stor. Så kønt er der ikke ude i Expo ’92-området, men begge områder minder om, at Sevilla har været og stadig er en by man besøger for kunst, kultur og samhandel.

Itálica – især til dig, der elsker Game of Thrones

En halv times køretur med bussen fra busstationen ved Plaza de Armas fører dig til den antikke romerske by Italicá. Er du fan af Game of Thrones, vil du sandsynligvis genkende The Dragonpit. Der er daglige ture med guide, der fortæller om både Italicá og lokationerne i serien.

Også for dig, der aldrig har set Game of Thrones, er Italicá mere end ét besøg værd. Området er stort, og der er hele tiden nye udgravninger i gang. Når du har beundret det flotte amfiteater, så gå ud i området og se blandt andet de smukke mosaikker, der former fugle, planter og mennesker. Husk at medbringe vand og solcreme. Du kan tage bussen lige til døren, og den kører fler egange i timen fra busstationen ved Plaza Armas. Se busplanen – klik her!

Hvor skal du bo i Sevilla – vores anbefalinger

Sevilla er en overraskende billig by, når de gælder hotelpriser. Du kan få rigtig meget få pengene, når du vælger at holde ferie i den andalusiske by. Det er dyrest at bo i den gamle middelalderdel i Santa Cruz i centrum af byen, hvor du er i gåafstand til seværdigheder og shopping. I den nordlige del af byen kan du finde mange billige hoteller, hostels og lejligheder.

Det kan stærkt anbefales at finde et hotel med aircondition, hvis du vil sove godt om natten!

Et hotel lige ved floden og restauranterne

Første gang vi var i Sevilla, i 2018, boede vi på Hotel Gravina 51 i den smukke, gamle bymidte og tæt ved floden Guadalquivir. På Hotel Gravina 51 bor du i de skønneste værelser, indrettet i maurisk stil og med kølige fliser og mørke skodder til at tage det værste af varmen.

Du kan også søge ned i den lille atriumgård med det rislende springvand eller nyde den svalende brise ved floden, der ligger i gåafstand. I den anden retning, men lige så tæt på, finder du mange gode restauranter. Læs mere her: Hotel Gravina 51

Et hotel med udsigt fra den hippe tagbar til La Giralda

I 2021 kom vi igen forbi Sevilla. Denne gang overgik Rune sig selv i kærestegaver og indlogerede os på det fantastiske Fontecruz Sevilla Seises. Hotel Gravina 51 er lækkert – men La Seises, som det også kaldes, er bare helt unikt.

Fra den hippe bar på tagterassen – med pool! – kan du se direkte over på katedralen La Giralda. Værelserne i det, der i 1600-tallet var ærkebiskoppens palads, er helt enkelt indrettet, så de flotte rum med de høje hvælvinger kan komme til deres ret. Men bygningen er endnu ældre, for i kælderen finder du fundamentet af en romersk ruin med en velbevaret mosaik.

På Fontecruz Sevilla Seises bor du så centralt, som det næsten er muligt. Går du ud af hoteldøren lander du i restaurantgaden Calle Segovia, og drejer du til højre, kommer du ind i de snævre, gamle gader, hvor små hyggelige butikker ligger side om side. Læs mere her: Fontecruz Sevilla Seises

En dejlig lejlighed til en familie

I 2022 var vi i Sevilla for tredje gang. Denne gang havde vi en teenager med og dermed brug for et ekstra værelse. Vi endte med at finde den lækreste lejlighed lige ved Torro del Oro, det store tårn ved floden. Udover soveværelse og et værelse med en enkeltseng, var der i stuen også en sovesofa, der kunne slås ud. Dertil toilet med badekar og et virkelig lækkert køkken med spiseplads.

Selv om lejligheden var lækker og nyindrettet, så var det ikke det bedste: Lejligheden ligger klods op ad det mindre tårn, Torre de la Plata. Fra vores store, lukkede terrasse var der direkte udsigt op til tårnet – men ingen mysgerrige naboer kunne se os spise skinke og ost i morgensolen.

Nå, men terrassen var heller ikke det bedste ved lejligheden: Lige ude foran døren ligger busstoppestedet, hvor bussen til lufthavnen stopper. Er du kun i Sevilla på et kort visit, er beliggenheden intet mindre end genial, for du være i lufthavnen på lidt over en halv time.

Morgenmadsbuffet på Hotel Sevilla Center

Læs mere om lejligheden her: Apartamentos Torre de la Plata

To dejlige hoteller, der er til at betale!

I 2023 var vi på rundrejse i Andalusien. Vi fløj både ud og hjem fra Sevilla, og på udturen tog vi lige et par ekstra overnatninger i vores absolutte yndlingsby. Denne gang på Hotel Sevilla Center, der ligger tæt på San Bernardo-stationen, som vi skulle benytte til at komme videre ud på vores tur. Hotellet er en del af en kæde, som vi har boet på bl.a. i Cordoba og Granada, og der er altid samme gode service, gigantisk morgenmadsbuffet og et stort hotelværelse. På Hotel Sevilla Center er der også en pool med kig ud over byens tage og ca. 15 minutters gang til centrum.

Da vi skulle hjem igen, havde vi brug for et billigt hotel, der lå tæt på Plaza de Armas, hvor lufthavnsbussen afgår fra. Vi skulle bare sove der én nat, så det behøvede ikke at være den store luksus. Men altså, Petit Palace Vargas var ganske vist i den billigere ende for et hotel helt inde i centrum – men det var også virkelig lækkert! Selve værelset er ikke så stort, men der var alt, hvad vi skulle bruge. Læg dertil en dejlig morgenmadsbuffet med pandekager og tykke vinduesglas, der tog al støjen udefra.

Opdatering 2025: Petit Palace Vargas er nu blevet vores go-to hotel, når vi bare lige skal bruge en hurtig overnatning i Sevilla. Vi var igen-igen i Sevilla i 2025, og Petit Palace Vargas er bare den gode og nemme løsning: lige ved busstationen og bussen til lufthavnen, og 10 minutters gang fra bymidten ved La Giralda. Denne gang blev vi opgraderet til et deluxe dobbeltværelse med balkon, og når aftenen faldt på, var det skønt at nyde solnedgangen ud over Sevilla. Vi kommer helt sikkert igen!

Hotel Fernando III – en konge værdigt!

I 2024 var vi igen i Sevilla i forbindelse med vores langtidsferie i Ayamonte. Vi trængte lige til noget storbystemning, og da Sevilla kun ligger et par timers kørsel væk, bookede vi et par overnatninger på det fabelagtige Hotel Fernando III. Vi trængte sådan til lidt forkælelse, og det fik vi i dén grad her på det firstjernede luksushotel. Alt er gennemført ned til mindste detalje, og her er så smukt og fint.

Morgenmadsbuffeten var nu næsten det bedste! Selv om hotellet ligger i centrum tæt ved nogle af vores yndlings-tapasbarer, så nåede vi alligevel at spise os så mætte, at vi måtte springe frokosten over. Det er en klar anbefaling herfra! Læs mere om Hotel Fernando III – klik her!

Temperaturen i Sevilla

Vejret i Sevilla er det meste af året rigtig godt med høje temperaturer. I juli og august kommer termometret op over 35 grader, og det kan ikke anbefales at besøge byen i sommermånederne. Det er simpelthen for varmt!

Indlægget 12 fantastiske seværdigheder i Sevilla blev først udgivet på SidderUnderEnPalme.