En sejltur med træskib – spørgsmål og svar 1. juni 2023 – Kategori: Danmark, Rejser – Tags: Det Sydfynske Øhav, FAQ, Ferie, Rejser, Sejlture, Skonnerten Johanne, Træskibe, Weekendtur
*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*
Alt, hvad du gerne vil vide om at sejle med træskib!
Skal du på sejltur med træskib? Eller er du stadig lidt i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er noget for dig og din familie? Så læs med her!
Inden jeg tog på togt med skonnerten Johanne i maj 2023, havde jeg selv en helt række spørgsmål, som jeg ikke rigtig kunne finde svar på. Derfor har jeg nu lavet en lille FAQ, med svar på spørgsmål jeg selv havde.
Jeg håber, at FAQ’en her kan hjælpe dig med at beslutte dig til, om en sejltur med træskib er noget for dig. Jeg har taget udgangspunkt i mit eget togt med skonnerten Johanne – og forholdene kan sagtens være anderledes på andre træskibe.
Har du flere spørgsmål, så kontakt endelig kontoret bag træskibet, hvor personalet sidder klar til at hjælpe.
FAQ – En sejltur med træskibe
Hvad er et træskib?
Det træskib, jeg sejlede med, hedder skonnerten Johanne. Der er dog mange andre typer af træskibe, f.eks. galease, fuldrigger, bark og jagt. Træskibs Sammenslutningen holder hver sommer kapsejladser flere steder i Danmark, og her kan du se alle de pragtfulde gamle træskibe, når de lægger til.
Træskibene havde deres storhedstid i 1700- og 1800-tallet, hvor de sejlede verden rundt. I Danmark blev de mindre træskibe også brugt til at transportere varer og passagerer. De vidner de mange havne rundt omkring i landet om.
Heldigvis er mange af de pragtfulde gamle træskibe bevaret op til i dag, og der bliver passet godt på dem. Når du vælger at sejle med træskib, er du samtidig også med til at støtte og bevare vores allesammens maritime kulturarv.
Kan alle sejle med træskib?
Jeg har altid troet, at træskibe var for en lille lukket klub, der virkelig var dygtige til at sejle. Kapsejladsen Fyn Rundt har hver år sluthavn her i Svendborg, hvor jeg bor. Misundeligt har jeg set til, når træskibene har lagt til kaj – og ønsket at det var mig, der var med.
Jeg troede ikke, at jeg også kunne få lov til at komme med – men du behøver faktisk ikke at have sejlererfaring. Alle kan sådan set bare booke en plads og gå ombord!
Hvordan booker jeg en sejltur?
Gå ind på skonnerten Johannes hjemmeside ved at klikke på linket. Herfra kan du enten booke dig ind på et af togterne eller på en kapsejlads. Skal du holde teambuilding eller sommerfest, kan du også chartre Johanne til dagssejladser.
Hvad koster det at sejle med træskib?
Det togt, jeg har skrevet om her, var med tre overnatninger og tre måltider om dagen. Det kostede i 2023 4.500 kr. pr. person.
Hvem er målgruppen for at sejle med træskib?
At sejle med træskib er en ferieform, som godt kan minde lidt om at være på højskole. Det er derfor også oplagt at tage på familieferie på et træskib. Både børn og voksne vil nyde at holde en sommerferie til søs.
Også for par uden børn er det en skøn måde at være sammen på. Der er både mulighed for for at lægge telefonen ned i tasken og bare være sammen og også for lidt romantisk fingerfletning under den stjerneklare himmel.
Jeg var alene afsted, og det skal jeg helt klart igen! Jeg kendte kun skipperen Veronica og hendes kæreste, men når man har sat sejl og skrællet den første balje kartofler sammen oppe på dækket, så kan man alle navnene på resten af gæsterne og besætningen.
Skal jeg kunne sejle i forvejen?
Udover en kortere sejlads med vikingsskib, så havde jeg ingen tidligere erfaring med at sejle. Veronica, Signi og Andrew, som på dette togt udgjorde besætningen, var dog virkelig gode til at give en grundig instruktion i praktisk sømandsskab. Du får forklaret, hvilke tov der skal hales i, og når der bliver givet signal, så er det bare at hale ind.
Er sejlturen også for børn?
Netop det med at kunne forstå en besked, er en væsentlig del af at sejle træskib. Vi havde skipperens søn, Villy på 7 år med på togtet. Han er allerede en erfaren sømand, som godt ved, at han ikke må stå lige dér, hvor bommen kan svinge hen, når sejlet skal flyttes.
Tingene kan nemlig godt gå lidt stærkt, når skibet skal manøvreres. En sejltur som denne henvender sig mest til børn, som enten kan hjælpe til eller sidde stille imens. Den bedste oplevelse får du med de lidt større børn, som kan deltage i arbejdet ombord. Det er sjovt at hale reb ind og sætte sejl, også selv om man stadig har nogle af sine mælketænder.
Livet til søs og fællesskabet kan virkelig også trætte, og selv om en sejltur er en kæmpe oplevelse for de små, så er der også plads til at zone ud og sætte sig ned i salonen med Ipad’en og en kiks en halv times tid.
Læs i øvrigt også artiklen her, som fortæller mere om træskibe som familieferie: Sejl med træskib – en familieferie for børn og voksne
Hvor sejler vi hen?
På sådan et hyggetogt i Det Sydfynske Øhav, som jeg var på, er ruten sjældent fastlagt på forhånd. Du får en starthavn og en sluthavn – og så afhænger resten ellers af vind og vejr. Vi er jo nogle, der elsker planlægning og kontrol, og for os kræver det lige lidt mod at give slip, holde ferie og lade os føre derhen, hvor vinden nu blæser.
Som skipper Veronica forklarede, så kunne man egentlig godt planlægge ruten på forhånd, men det ville betyde, at en stor del af turen ville foregå som motorsejlads. Mange kommer også ombord for at få den store oplevelse af at drive lydløst frem med sejlene sat, så det har førsteprioritet.
På andre ture, f.eks. kapsejladserne Fyn Rundt eller Limfjorden Rundt, er ruten planlagt på forhånd. Selv om sejladsen i kappestriden er mere intens, så behøver du heller ikke her at have den helt store sejlererfaring.
Må jeg hjælpe med at sejle?
At sejle træskib er en bedrift, der kun kan løses, hvis man arbejder sammen. Ombord på skibet er der masser af små og store gøremål, der skal løses undervejs. Du får både lov til at hjælpe med at styre skibet, sætte sejl og kvejle tovværk (og du lærer det hurtigt, det med at rulle tovet op!).
Men undervejs på en sejlads er der også mange andre opgaver. Her er reglen, at alle bidrager til fællesskabet med det, de nu kan. Det kan være, at du vil hjælpe med at lave frokost, som skal indtages på dækket i bagende solskin. Eller måske kan du tage initiativ til en badetur eller en sjov leg.
Hvad laver man om aftenen?
På nogle togter kan der forekomme natsejlads, men for det meste sejler Johanne 4-5 timer hver dag og ligger så i en havn om natten. Det betyder, at du sidst på eftermiddagen eller først på aftenen kan gå ud og more dig med de mange tilbud, der er i havnene.
For børn er der legepladser, cykler og minigolf, og og nogle af de voksne gæster vil måske foretrække at finde byens bedste værtshus.
Eller måske er du bare træt efter dagens mange oplevelser og melder dig frivilligt til at rydde op efter aftensmaden. Herfra er der ikke langt ind til den fristende køje og en god, lang nats søvn. Søluften trætter!
Kan man tage en pause fra fællesskabet?
Johanne har plads til 12 overnattende gæster, og det betyder, at man lever ret tæt sammen. Det kan derfor være svært at gå væk, hvis det bliver lidt for overvældende med alle de indtryk.
Selv mig, som normalt er lidt introvert, syntes dog, at det var en skøn måde at være sammen med andre mennesker på. Ombord er der også en naturlig respekt for, at man kan have behov for at trække sig, og der kommer ikke nogen og forstyrrer, hvis du lige tager dig en lille middagslur.
Omvendt bliver det en ret kedelig tur, hvis du ikke vil fællesskabet – det er hele målet med denne ferieform.
Hvad skal jeg pakke?
Inden afsejling fik jeg tilsendt et informationsbrev fra skonnerten Johanne, incl. en pakkeliste. Undervejs på sejlturen kom der dog flere tilføjelser til den.
Jeg har derfor selv lavet en pakkeliste med det allermest nødvendige til en sejltur med træskib, og den kan du se her: Pakkeliste til en sejltur med træskib – hvad skal du tage med?
Skal jeg selv have redningsvest med?
Ombord på skonnerten Johanne er der redningsveste til alle, så det behøver du ikke at pakke.
Hvad skal vi spise?
På et togt bliver der serveret morgenmad, middagmad og aftensmad. Øl, sodavand og vin kan købes ombord. Der er også kaffe til formiddag og eftermiddag.
Jeg elsker jo mad og havde en fest med at hjælpe til i kabyssen. Den ene dag blev der f.eks. grillet cuvetter på dækket, imens vi tryllede med salat og ovnbagte rodfrugter nedenunder.
Hvor skal jeg sove?
Togtet er inklusiv overnatning ombord i 2- eller 3-mands kamre. I din køje er der en dyne og hovedpude med sengetøj på. Man ligger godt, men tæt. Heldigvis bliver man så dejlig træt af at sejle, og de fleste sover ret tungt.
Er der internet?
Der er ikke wifi ombord, men da vi sejlede rundt i Det Sydfynske Øhav, var det let at fange mobilsignalet fra kysten. Under dæk og især inde i kahytterne, er det dog svært at få signal. Og det er faktisk helt okay!
At sejle træskib er nemlig en temmelig analog ferieform. Der er så meget at opleve, at du alligevel ikke gider at sidde med næsen i telefonen.
Men hvad hvis det nu regner?
Vi havde høj solskin på hele turen, og det betød, at vi var over dæk og ude hele dagen. I tilfælde af regnvejr har skonnerten Johanne en hyggelig salon, hvor de fleste af måltiderne indtages. Her er der også plads til at spille spil eller se en film sammen. Og måske er der også lige nogen, der går ud i kabyssen og smækker en kage sammen!
God vind på sejlturen!
Hvis du læser denne artikel, så er der stor sandsynlighed for, at du skal ud at sejle træskib for første gang. Togtet med skonnerten Johanne var min allerførste sejltur med træskib – men ikke den sidste! Fællesskabet, oplevelserne og den nærmest meditative ro i denne måde at holde ferie på er helt unik, og man bliver hurtigt bidt af det.
Jeg har skrevet meget mere om mine oplevelser ombord på Johanne i de artikler, som du kan se herunder. Klik på en af dem for at læse videre.
Læs mere om Skonnerten Johanne her!