En dagstur til Tavira, Portugal – tips til seværdigheder og gode restauranter 18. marts 2024 – Kategori: Portugal, Rejser – Tags: , , , , , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Skal skal du opleve på en tur til Tavira?

SidderUnderEnPalme - Tavira - Seværdigheder

Tavira, en smuk gammel by med masser af historie!

Når det lille tog på Algarvekysten stopper på stationen i Tavira, myldrer det ud med turister, der skal ud og opleve den skønne lille by. Og det er der ikke noget at sige til! Tavira er en skjult perle, som byder på en rig historie og kultur, der bare venter på at blive udforsket.

En dagstur eller en længere ferie i byen er en skøn mulighed for at udforske en del af Portugal og måske også nyde en vandretur i det unikke landskab på de flade vandrestier udenfor byen.

Her kan du læse om, hvad du skal opleve i Tavira, og også om hvordan du kommer med det lille tog, som sejler mellem Faro og Vila Real de Santo Antonio.

Seværdigheder i Tavira

Kommer du med toget til Tavira, er der kun en lille gåtur fra stationen og ned til centrum. Undervejs forsøger gamle bymure, snævre brostensbelagte gader og smukke kakkelbeklædte huse at lokke dig på afveje. Og lad dig endelig forsvinde ind i byens labyrint; Tavira er nemlig ikke større, end at du snart igen befinder dig på en af byens hovedgader.

Start din dagstur med et besøg på Castelo de Tavira, det henrivende mauriske slot som stammer fra det 11. århundrede. Her kan du mellem palmer og blomstrende bougainvillier få den mest forrygende udsigt ud over byen. Der er gratis adgang og udmærkede toiletter. Fortsæt til hen til Igreja de Santa Maria do Castelo, en imponerende gotisk kirke, som er kendt for sin imponerende arkitektur, smukke interiør og historiske betydning.

Museu Municipal de Tavira i Palace Galeria starter du med et kig ned i Taviras romerske fortid. Gennem glaspladerne i indgangen er der et direkte kig ned til de imponerende ruiner. På museet var der under vores besøg en spændende fortælling om romerbyen Balsa og dens kobling til nutidens Tavira.

Romersk er dog ikke Ponte da Roman, byens ældste bro, men smuk er den! Broen blev oprindelig bygget af maurerne og ombygget i 1600-tallet. Floden Gilão deler Tavira i to dele, og broerne giver adgang til en smuk slentretur over til den anden del af byen. Er der børn med på turen, har de måske mere lyst til et besøg i Camera Obscura, som ligger i byens gamle vandtårn.

Gode restauranter i Tavira

Come Na Gaveta - Tavira - SidderUnderEnPalme

Come Na Gaveta i Tavira

Når du er ved den romerske bro, er du samtidig også lige midt i byens store udvalg af restauranter og kaffebarer. Især omkring byens centrale torv, Praça da República, ligger der masser af skønne spisesteder. Går du over på den anden side af floden, kommer du til det hyggeligste område med restauranter og barer. Du kan vælge at spise med udsigt til floden eller gå en husrække ind til det hyggelige torv ved Praça Dr. António Padinha.

Hjemmefra havde vi dog googlet for at finde byens bedste restaurant, og vi spiste på den hippe gastrobar Come Na Gaveta. Her kan du få den lokale Vinho Verde, en mousserende frisk hvidvin, burgere med sort brød, delikate oste og lokale pølser og mange andre lækre ting. Det kan virkelig anbefales! Efter lidt flere seværdigheder fik vi lyst til kage og på vej tilbage mod togstationen fik vi turens bedste kop kaffe og en dejlig kage på Padaria Vila Doce.

Strande og naturområder i Tavira

Intet besøg i Tavira er dog komplet uden en tur ud i den pragtfulde natur omkring Tavira. Hele vejen langs jernbanen fra Faro og til Tavira kan du se nogle af områdets skønne vandrestier, og Tavira er ingen undtagelse. Tag badetøjet med og gå en tur op eller ned langs kysten. Overvej også et besøg på den lille ø, Ilha de Tavira. Her kan du slappe af under solen, tage en forfriskende svømmetur eller nyde en spadseretur tværs over den uberørte ø.

Sådan kommer du til Tavira

Toget mellem Faro og Vila Real de Santo Antonio kører ca. engang i timen. Du kan se en køreplan her. Vil du se alt det, der er skrevet om i artiklen her, skal du stå af på Tavira station. Toget stopper også i Porta Nova, som er den nye bydel på den anden side af floden.

Det er muligt at købe billet både på stationen og i toget. I toget kan du dog kun betale med kontanter. Togstationen i Tavira ligger lidt nord for byen, og der er både toiletter og en lille café.

Hvor skal du bo i Tavira?

Pousada Convento de Tavira - SidderUnderEnPalme

Hotel Pousada Convento de Tavira

Under vores besøg i Tavira, boede vi faktisk ovre i Spanien, i den lille by Ayamonte. Her sejler der en lille færge mellem Spanien og Portugal, og vi boede i det skønneste lille byhus, Flor de Sal. Vi tog dog på dagsture rundt på hele Algarvekysten, som du kan læse om ved at klikke på linket.

Tavira var derfor også en af de byer, vi kom rundt til – og det bliver bestemt ikke vores sidste besøg. Vi blev ret glade for den smukke by og har lovet hinanden, at vi skal tilbage. Og vi ved også allerede, hvor vi skal bo! På vores sightseeingtur rundt i byen kom vi nemlig forbi det gamle kloster, som er blevet omdannet til hotel.

Klostret Hotel Pousada Convento de Tavira, som er fra 1500-tallet, ligger i det gamle jødiske kvarter i det historiske centrum. Det oprindelige kloster, Convento de Nossa Senhora da Graça, tilhørte augustinerordenen, og nogle af hotelværelserne er indrettet i de gamle munkeceller.

Den gamle klosterkirke er i dag omdannet til selskabslokale, hvor der bliver afholdt bryllupper og andre store fester. På de rigtig varme dage her på Algarvekysten, kan du nyde skyggen i klostrets kølige søjlegange eller tage en svømmetur i hotellets pool.

Du kan også lave din egen søgning efter hoteller i Tavira her:



Booking.com

Sidder Under En Palme - Sjove spil til ferien i Spanien

Læs alle de andre artikler om Algarvekysten her!

« Tips til din ferie i Huelva, Spanien – seværdigheder, shopping og restauranter
En dagstur til Ayamonte – tips til seværdigheder, shopping og restauranter »