Gode hoteller på Rarotonga, Cook Islands 25. september 2020 – Kategori: Cook Islands, Rejser – Tags: , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her: Samarbejdspartnere*

Fantastiske hoteller på Rarotonga, Cook Islands

Leder du efter anbefalinger til gode hoteller på Rarotonga – og gerne et i vandkanten? Stillehavs-øen er kun lige over 67 km², men alligevel er der stor forskel, hvor der er godt at bo. Når man endnu ikke har besøgt et feriemål, kan det dog være svært at finde ud af, hvor du skal booke et hotel. Her får du en guide til Rarotonga, så du kan vælge lige det område, der passer til dig. Og lad være med at bekymre dig om, at du måske ikke lige kommer til at bo tæt på hovedbyen Avarua. Du kan komme hele øen rundt på en time, så afstandene gør ikke så meget.

SidderUnderEnPalme - Spil til ferie - Banner

Turisme på Rarotonga

Inden beskrivelserne af de forskellige ferie-områder på Rarotonga, er det på sin plads at fortælle lidt om, hvor skønt det er at være turist på Rarotonga. Her er faktisk ikke særlig mange gæster, slet ikke som turisthorderne i Thailand. Og de turister, der er, kommer her for at nyde stilheden og naturen. Hovedsageligt er de fra New Zealand og Australien – begge befolkninger, som er et hyggeligt og morsomt bekendtskab. Her er der ikke nogen, der ligger døddrukne på fortorvet, og ingen skubber ved buffeten.

Rarotonga er overraskende uberørt af turismen. Selv om der ligger hoteller og resort meget tæt på strandene, så er de bygget med respekt for naturen. Her er ingen store hotelkolosser lige nede i vandkanten. Når der som ved Muri Beach står, at der er masser af liv, så skal det læses med Rarotonga-briller. Generelt er øen fredelig, og det, du vil opleve det meste af tiden, er lyden af bølgerne, der slår ind på revet. Ja, og så lige hanerne, der vækker hele øen, når solen står op!

Vi tager lige øen rundt, clockwise selvfølgelig. Mangler du et bedre kort, kan du følge med på turen rundt her: Google Maps – Rarotonga. Alle hoteller kan bookes direkte igennem Booking.com. Se flere hoteller på Rarotonga ved at lave din egen søgning her:



Booking.com

Hvor skal du bo på Rarotonga?

Nordkysten af Rarotonga

På den nordlige del af Rarotonga ligger øens hovedstad Avarua og lufthavnen. Her finder du de fleste af øens butikker, restauranter og større supermarkeder. Der ligger et enkelt vandrehjem, men ellers er hotellerne fordelt ud over øen. Det har sin forklaring i, at bademulighederne ikke er så gode her som på resten af øen. De lokale børn bader dog glade og gerne i havnen henne ved Trader Jacks.

Øen er heldigvis ikke større, end du rimelig hurtigt kan komme ind til Avarua. Find et godt hotel et andet sted på øen og tag så bussen ind. Eller gør som de lokale: Hop på en scooter og få vind i håret eller lej en bil.

Øst for Avarua og på kysten ned mod Muri Beach giver plads til et væld af små bungalower. Her bor de lokale, når de ikke har bosat sig væk fra kysten og inde i landet. Området er det mindst turistede på øen, og der er få overnatningsmuligheder og så godt som ingen butikker og underholdning. Til gengæld er der ikke langt ned til Muri Beach, hvor den smukke lagune trækker mange turister til.

Muri Beach

Muri Beach på østsiden af øen er et ferieområde, velegnet til dig der godt kan lide, at der sker noget. Her er nemlig masser af liv: Småbørnsforældre hygger sig i det lave vand side om side med unge new zealændere på polterabend. Turbåden sejler ud fra kysten til lyden af trommer og sang.

De, der hellere vil sidde i skyggen, kan gøre det på en af de overdækkede barer. Her kan udsigten til de paradisiske småøer i lagunen nydes i Happy Hour med en Nu, frisk kokosnøddevand, der slukker tørsten i varmen. Når kroppen skal køles af, er der få skridt til en dukkert i det koralblå vand eller måske bare en slentretur ud til en af øerne.

Leder du efter et godt hotel på Muri Beach, så kan Muri Beach Club Hotel anbefales. Lige ud til lagunen og med gratis morgenmad.

Muri-Beach-Rarotonga - Sidder Under En Palme

Paradis i lagunen ved Muri Beach, Rarotonga

Sydkysten af Rarotonga

Den syd-østlige spids af øen ved Tikioki Beach er et absolut pragtfuldt område! Her kommer du lidt væk fra de larmende resorts, og der er bare blåt vand og stilhed. Her er der godt at bade og snorkle, og der er meget at se på under vandet. Området er for dig, der skal helt ned i gear, og som gerne vil betale lidt ekstra for en luksus-oplevelse.

På syd-vestkysten er der flere områder, hvor badning og snorkling frarådes. Her åbner revet sig ud mod havet, og det er nemt at blive suget ud. Hold øje med advarselsskiltene og respektér dem. Til gengæld er det også her på sydkysten, at der er mulighed for at se både skildpadder og djævlerokker igennem dykkerbrillerne. Dykkerture arrangeres og sælges mange steder på øen. Book gerne en tur ud på den anden side af revet.

Leder du efter et godt hotel på sydkysten af Rarotonga, så kan Moana Sands Beachfront Hotel anbefales. Det er i den dyre ende, men du finder ikke et smukkere sted!

Moana-Sands-Beachfront-Hotel-Rarotonga - Sidder Under En Palme

Er du klar til at lægge dig i hængekøjen på Moana Sands Beachfront Hotel?

Vestkysten af Rarotonga

Vestkysten har ubetinget de bedste badestrande på hele øen – især på strandene omkring Black Rock. Her bader de lokale, hvilket altid er et godt tegn. På vestkysten er der mange større og mindre resorts, små hoteller og private udlejningslejligheder, men generelt er her mere stille og færre turister end på Muri Beach. Området er til dig, der kan lide at nyde solnedgangen til lyden af bølgebrus.

Leder du efter et godt hotel på vestkysten af Rarotonga, så kan The Edgewater Resort and Spa anbefales. Om morgenen kan du gå direkte ud i lagunen, og øens lille bus har sit eget stoppested på resortet.

Se flere gode hoteller på Rarotonga her på Booking.com!

Solnedgang-på-Rarotonga - Sidder Under En Palme

Solnedgang på vestkysten af Rarotonga

Sådan kommer du til Cook Islands!

Paradis er kun et flyvetur væk! Eller faktisk lidt mere end én. Cook Islands ligger på den anden side af jorden, og du kan kun komme dertil ved enten at flyve over New Zealand eller Los Angeles. Fra Rarotonga er der fast flyforbindelse til de andre småøer med propelflyver.

Vi bookede turen selv og tog over Los Angeles. Fordi vi fandt et virkelig godt tilbud, kom vi af sted for 5.000 kr. pr. person, tur/retur. For at finde de bedste priser er det en god ide at søge på de enkelte flyafgange, København – Los Angeles og derefter Los Angeles – Rarotonga. Måske får du på den måde et par ekstra overnatninger i Los Angeles, men hvem ville blive sur over det?

Ekstra forkælelse til ferien?

Der bliver endnu mere at glæde sig til med de festlige ferie-kuponer fra Lou Noire! Her kan du for eksempel byde på en drink i lufthavnen eller en frokost, når I når frem. Klip de sjove gavekort ud og lav et festligt kuponhæfte til ham eller hende, der skal forkæles på turen. Download og print Kuponhæfte til ferien med det samme!

Banner - Kuponhæfte til ferien

Læs de andre artikler om Cook Islands her!

« Cook Islands – find livsglæden i Paradis!
Hold ferie i hyggelige Svendborg – tips til seværdigheder, shopping, mad og oplevelser »