Cover - Sidder Under En Palme

Hvad drømmer vi om?

Svendborg, 25. september 2020

 

Det har aldrig været en hemmelighed, at vi har lagt Den Store Plan om at bryde ud af hamsterhjulet. Ingen af os er særlig gode til et 9-16 job – og så bryder vi os meget lidt om den danske vinter. Vi drømmer om at flyve med fuglene sydpå, når det bliver efterår. Sætte vandkanden indenfor, låse huset af og tage på eventyr, indtil det igen bliver forår i Danmark.

Det er ikke planen at eje andre huse end det, vi har her i Svendborg. Hellere end at skulle vedligeholde endnu en ejendom, kommer vi til at rejse uden planer og med masser af tid. Sydpå er AirBnB billigt i vintermånederne, og vi kommer til at flytte os rundt fra sted til sted.

Den udgave af ‘Sidder Under En Palme’, du læser lige nu, er fundamentet til det, der engang bliver en rejseside om at rejse ud – og blive der. Dér i solen under palmen.

Hvordan får vi råd?

Vi arbejder meget, når vi er hjemme, og så lever vi ellers et liv uden de store materielle goder. Vi har ikke bil, køber sjældent nyt tøj og prioriterer de penge, vi nu har. En stor post er dog altid madbudgettet, fordi vi elsker at spise godt!

Samtidig er hver dag en forberedelse på det eventyr, der venter. Trine skaber digitale produkter på www.lounoire.dk – og det er et arbejde, hun kan passe alle steder i verden. Runes arbejde på Kammerateriet samt de mange festivaler og events er et arbejde, der primært ligger om sommeren. Om vinteren er der mere stille og masser af muligheder for at slippe væk fra vintersjap i 1-2-3-4 måneder… eller hvor lang tid, vi nu skal være af sted.

Hvornår?

Lige nu går Ivan som sagt i skole, og det lægger nogle begrænsninger på, hvor lang tid vi kan være ude af gangen. Vi er dog også nogle af de der frygtelige forældre, der tager deres børn ud af skolen for at rejse. 🙂

Vi tror på, at der også kan ske masser af læring på en jordomrejse, og vi har bl.a. været væk en hel måned, da vi var på Cook Islands. Ligesom med økonomien er det en prioritering, og vi vil gerne vise Ivan, at der er mange måder at leve på.

Men det har heller aldrig været nogen hemmelighed, at vi tæller dagene, indtil vi har friheden til at rejse ud og hjem, som det passer os. Lige nu hedder planen 2025, men med Covid-19 og en verden i konstant forandring er det svært at lægge en solid plan. Indtil da rejser vi, når vi kan.